Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Mobilitet er betegnelsen for, at individer eller grupper bevæger sig mellem forskellige positioner i et statussystem, mellem forskellige geografiske områder eller steder, eller mellem forskellige økonomiske sektorer. Begrebet bruges også til at betegne det fænomen, at sociale systemer ændrer sig på den måde, at statuspositioner bevæger sig - f.eks. indenfor et hierarkiseret system. Det at sygeplejere har højere status nå end for 25 år siden, mens lærere har lavere, kaldte den amerikanske sociolog Sorokin «gruppeøkonomisk mobilitet». Men derudover behandles dette fænomen almindeligvis under overskrifter som «social forandring», «omstrukturering» e.l.

Mobilitet kan kategoriseres efter forskellige principper. Mange har fundet det frugtbart at skelne mellem a) social (vertikal) mobilitet, som forudsætter at bevægelsen sker mellem statuspositioner ordnet i et hierarkisk, lagdelt eller klassedelt system, b) geografisk (horisontal) mobilitet, dvs. flytning indenfor og mellem regioner og nationer, og c) økonomisk (intersektoriel, erhvervsmæssig) mobilitet, som betegner det at individer trækker sig ud af en økonomisk sektor og eventuelt finder sig en plads i en anden.

Det er vigtigt at være klar over, at disse tre typer af mobilitet ikke kan studeres uafhængigt af hinanden, som zoologer ellers studerer tre forskellige slags sommerfugle. Det fænomen at en mand flytter til en anden kommune for at få et bedre betalt job i en anden branche, kan indplaceres i alle tre kategorier. Det er derfor ikke gavnligt for analysen at isolere de 3 kategorier fra hinanden.

Social mobilitet

Der kan være megen eller ringe social mobilitet i et givet samfund. Teorier om social mobilitet prøver at forklare, hvorfor mobiliteten varierer. Dvs. de prøver at forklare forskelle i hyppigheden af individuelle bevægelser mellem statuspositionerne.

Man kan skelne mellem intergenerationel mobilitet, dvs. at børn havner i andre lag eller klasser end forældrene, og intragenerationel eller karrieremobilitet, dvs. at individets muligheder for at avancere varierer.

Et af problemerne ved at måle den intergenerationelle sociale mobilitet er, at det ikke er let at blive enig om en entydig måde at beskrive lagdelingen på. (Se Lagdeling.) Indtægt fortæller ikke om vigtige forskelle mellem forskellige måder at leve på. Kontrollen over produktionsmidler - som lægges til grund for det marxistiske klassebegreb - er det vanskeligt at bruge i denne sammenhæng. Bl.a. fordi ejerne af produktionsmidler både kan «avancere» og indtage en mindre attraktiv position, hvis de bliver lønarbejdere.

Samfund hvor sandsynligheden er høj for, at børn kommer til at indtage forældrenes plads i lagdelingssystemet kaldes ofte «lukkede» samfund, mens samfund med stor mobilitet kaldes «åbne». Det indiske kastesystem var «lukket», mens Danmark specielt siden 1960'erne har været forholdsvis «åbent». USA kan karakteriseres som begge dele samtidig, fordi raceskellet stadig i vid udstrækning fungerer som en kastegrænse, samtidig med at mobiliteten har været høj indenfor den hvide befolkningsgruppe.

Selv for et så «åbent» samfund som Danmark viser undersøgelser imidlertid, at den faktiske mobilitet - selv under de sidste 30 år med stærk satsning på uddannelse og stærk vækst i funktionærgrupperne - egentlig har været ret begrænset. Chancen for at børn af arbejdere skal blive akademikere og «chefer», er langt mindre end for at børn af højere funktionærer og erhvervsdrivende skal blive det. Men det der alligevel må bemærkes er, at langt flere end tidligere krydser grænsen mellem de sociale lag. Det at mange har oplevet et sådan socialt spring har skabt en almindelig «udviklingsoptimisme», som i vid udstrækning har præget medierne, uddannelsessystemet, den almindelige debat og den politiske debat i Folketinget. De færreste har registreret, at denne trend er i færd med at vende: at kapaciteten i og demokratiseringen af uddannelsessystemet har udviklet sig langt hurtigere end stigningen i antallet af attraktive stillinger indenfor statussystemet. Uddannelse er derfor ikke længere et sikkert våben i kampen for «det gode liv», men er afløst af en livslang kamp for job og status.

Over de seneste 20 år er lønudviklingen stagneret for de øverste funktionærklasser, og interessen for højere uddannelse har derfor i perioder været aftagende blandt ungdommen. Et interessant træk er også de nye former for rekruttering til de magtesløse klasser: Antallet af udstødte er vokset hastigt - fra 200.000 i 1960 til over 900.000 i slutningen af 1990'erne. Det skyldes frem for alt arbejdsløsheden, selektionen og andre processer i produktionslivet. Dette fænomen er det ikke let at indpasse i en klassisk analyse af klassesystemet, fordi det drejer sig om folk, som det er vanskeligt at bruge begrebet «udbyttet» på. De er snarere sat udenfor, eller gjort irrelevante i produktionsprocessen.

Intragenerationel mobilitet, eller karrieremobilitet, har optaget sociologerne mindre end mobiliteten mellem generationerne. Dette afspejler dels problemerne ved at studere denne form for mobilitet. Der er gjort en del studier som viser, at et individs muligheder for socialt avancement først og fremmest er afhængig af forældrenes position i lagdelingshierarkiet, men også af faktorer som «intelligens», hvor man vokser op, hvorvidt man tilhører små eller store årskuld, økonomiske konjunkturer og muligvis ægteskabsalder. Men det er vanskeligt at udrede disse enkeltfaktorer fra alt det andet der påvirker individers karrierer.

Teorierne om karrieremobilitet vil være afhængige af, hvilken slags klasse- eller lagdelingsteori man tager udgangspunkt i. Hvis man går ud fra, at befolkningen er inddelt i lag efter indtægt, kan man f.eks. finde «bygningsarbejdere» i 20-årsalderen placeret over «studenter». Men mens de første antagelig når toppen af deres indtægt i løbet af 20'erne, vil de sidste sandsynligvis «klatre» op ad indtægtsstigen praktisk talt helt frem til pensionsalderen. Hvis man derimod knytter lagdeling til prestige, vil studenterne muligvis «ligge højere» fra begyndelsen af - samtidig med at afstanden bliver større efterhånden.

I et strengt marxistisk klasseperspektiv vil mulighederne for karrieremobilitet være knyttet til chancerne for, at individerne ændrer deres forhold til produktionsmidlerne. Dvs. erhverver eller mister produktionskapital.

Man vil lægge mærke til, at denne artikel praktisk talt kun har handlet om mænd. Dette afspejler ikke blot den almindelige «kønsskævhed» i sociologien, at kvindens mobilitet først i de allerseneste år er blevet gjort til genstand for seriøse undersøgelser. Det afspejler også, at mens mænd er blevet defineret udfra hvad de «er» eller gør, så er kvinder i lagdelingssammenhæng blevet defineret udfra, hvilket erhverv deres ægtemænd eller fædre har.

De lærde strides om, hvorvidt der i et «modent» industrisamfund er mindre social mobilitet end i en fase hvor industrialiseringsprocessen går hurtigt. Sociologerne S. M. Lipset og R. Bendix polemiserer mod den opfattelse, at mobiliteten reduceres når denne proces kulminerer, og mener ved hjælp af nyere, til dels sammenlignende materiale at kunne påvise, at social mobilitet er et «omfattende og vedvarende aspekt ved industrialiseringsprocessen». Spørgsmålet om vi i denne sammenhæng kan kalde det for «industrialisering», når sekundærerhvervene stagnerer og væksten sker i tertiærerhvervene er dog knapt undersøgt af nogen forskere.

Megen mobilitetsforskning tager udgangspunkt i et på forhånd fastlagt hierarki af statuspositioner, ordnet i sociale lag, som man prøver at måle strømmene imellem. I en mere helhedsorienteret samfundsvidenskabelig analyse vil denne type af mobilitet opfattes som et aspekt ved grundlæggende økonomiske processer: kapitalakkumulation, klassedifferentiering og tilpasning af arbejdskraften til ændrede levevilkår. Spørgsmålet om «omfanget» af social mobilitet bliver da mindre interessant.

Økonomisk mobilitet

Økonomisk mobilitet kan alment defineres som overføringen af produktionsfaktorer mellem sektorer, brancher eller virksomheder, men begrebet betegner normalt overførslen af arbejdskraft mellem de forskellige sektorer eller brancher. Efterhånden er det blevet et positivt ladet begreb. Økonomisk mobilitet er noget som vi aldrig kan få nok af. Dette har naturligvis sine årsager: Dersom indtjeningsmulighederne øger hurtigere indenfor én sektor end en anden, går det hurtigere med at få lagt produktionen om, hvis man let kan få folk til at skifte erhverv, fag eller branche.

Økonomisk fremgang i samfund af vor type har længe været associeret med omlægning fra primærproduktion (landbrug og fiskeri) - hvor der har været ringe profit at hente ved indsats af mere arbejdskraft - til industri, hvor grænseproduktiviteten har været stor. Derfor er «økonomisk mobilitet» kommet til at betyde flytningen af arbejdere fra landbrug og fiskeri til sekundærerhvervene. Denne udvikling har været i gang hele det 20. århundrede, men er især accelereret siden 2. verdenskrig.

Ifølge teorien fremmes mobiliteten ved, at de højere profitter i de lønsomme brancher bl.a. bruges til højere lønninger, mens lønfremgangen bliver vanskeligere i de stagnerende brancher, som også må afskedige folk. Dette skulle altså skabe en strøm af arbejdskraft mellem sektorerne og flytte arbejdskraftressourcer i retning af de mest lønsomme anvendelser.

I praksis foregår mobiliteten imidlertid ikke så gnidningsfrit, og statsmagten betjener sig derfor også af teorier om «mobilitetshindringer» - en slags grus i maskineriet som hindrer produktionsfaktorerne i at «flyde» derhen, hvor de giver højst udbytte. Som eksempler på hindringer kan nævnes mangel på færdigheder som kan anvendes i de ekspansive brancher, fordomme mod visse typer arbejde, folks manglende vilje til at flytte etc. På grundlag af analysen af mobilitetshindringer udvikles praktiske «mobilitetsfremmende tiltag».

Mobilitetsfremmende tiltag sættes ind for at skabe mobilitet mellem brancher, som er så forskellige (fra arbejdskraftsynspunkt), at denne mobilitet ikke opnås spontant. Dette kan både ske ved at reducere mulighederne i de «gamle» brancher og ved at subsidiere de «nye» - de som myndighederne tror på - men som altså ikke er i stand til at tiltrække sig nok arbejdskraft ved hjælp af branchens egen lønevne.

Geografisk mobilitet

Geografisk afstand mellem arbejdspladserne i de stagnerende og de ekspansive brancher er en af de vigtigste bremser for den økonomiske mobilitet. De vigtigste og mest kostbare mobilitetsfremmende virkemidler tager sigte på at reducere denne afstand. Geografisk eller «horisontal» mobilitet bruges praktisk talt synonymt med migration eller flytning indenfor et land (intern migration) eller mellem lande og verdensdele (national migration).

Geografisk mobilitet kan opfattes som et tilpasningsfænomen. Fordelingen af folk i landskabet tilpasser sig de ændrede betingelser. Denne tilpasning er foregået i alle kendte historiske perioder. Klimaændringer kan få folkegrupper og enkeltindivider til at begive sig ud på vandring. Det samme kan varige ændringer i prisforhold gøre. Nogle af de mest dramatiske folkeforflytninger har fundet sted ved at «opdagelser» har åbnet nye kontinenter for folkeoverskudet i den «gamle» verden. Det gælder især europæernes vandringer til Amerika og Afrika. Flytningen af afrikansk arbejdskraft til plantagerne i Vestindien og USA er en anden type tilpasning.

Den mest synlige og karakteristiske form for geografisk mobilitet har i store dele af verden længe været vandringen fra landet til industribyerne.

Der har været forsket meget i geografisk mobilitet, men det eneste forskerne næsten er enige om er, at årgangene mellem 15 og 30 år flytter langt mere end andre. Dette skyldes naturligvis, at det er i disse årgange de mennesker er koncentreret, som både har færrest familieforpligtelser og mindst fast ejendom - med andre ord de enlige og ejendomsløse. Dertil kommer naturligvis effekten af, at folk er under uddannelse i denne alder. For en familie med hus må forskellen mellem indtægtsmulighederne i hjemområdet og på et eventuelt tilflytningssted være betydelig for at flytningen skal kunne lønne sig, mens enlige kan reagere på væsentlig mindre forskelle, og på de mere langsigtede muligheder som uddannelsen giver.

Lidt unuanceret kan man sige, at forskellene i attraktivitet mellem mulighederne på landet og de «åbne» positioner i byøkonomien har været store nok i efterkrigstidens Skandinavien til at skabe geografisk mobilitet blandt enlige og ejendomsløse, men ikke blandt etablerede familier. Deres tilpasning til det at de økonomiske muligheder udvikler sig forskelligt i de forskellige brancher har været pendling, hvis de «nye» brancher da ikke har været repræsenteret indenfor lokalsamfundet. I Sverige har myndighederne satset milliarder på at gøre forskellen i attraktivitet mellem tilpasningerne i Nordsverige og industrien i syd stor nok til at skabe geografisk mobilitet. Resultatet er at store dele af det nordsvenske indland i dag ligger øde hen.

Den form for geografisk mobilitet som her er diskuteret, er det der i sociologisk litteratur kaldes «rural-urban migration», og som er et af de vigtigste konsekvenser af grundlæggende økonomiske ændringsprocesser. Sammenhængen mellem social, økonomisk og geografisk mobilitet er imidlertid langt mere kompleks end det enkle forhold, som vi tog udgangspunkt i: At folk for at «få det bedre», «komme frem i verden», både må skifte branche og flytte geografisk.

O.Br.