Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 71.966
: :
Komintern
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fra Kominterns 2. kongres i Vinterpaladset i Skt. Petersborg.

Komintern (også kaldet Kommunistisk Internationale eller 3. Internationale) blev stiftet 4. marts 1919 som en sammenslutning af kommunistiske og venstresocialistiske partier. Ifølge formålsparagraffen fra 1920 var Komintern en sammenslutning af nationale kommunistiske partier i et kommunistisk verdensparti, som arbejdede for at oprette proletariatets verdensdiktatur, afskaffe klasserne og virkeliggøre socialismen som et skridt på vejen mod det kommunistiske samfund.

Kominterns forhistorie

Kominterns oprettelse var en konsekvens af 2. Internationales sammenbrud i august 1914, da de nationale socialdemokratiske partier sluttede borgfred med borgerskabet og gav afkald på tidligere vedtagne principper. Socialdemokratiets svig skabte et dybt skel indenfor arbejderbevægelsen og det første svage udtryk for dette svig var Zimmerwaldbevægelsen. Indenfor Zimmerwaldbevægelsen udskilte der sig en radikal fløj bestående af bl.a. de russiske bolsjevikker (Lenin, Sinovjev o.a.), hollandske venstresocialister og skandinaviske socialdemokratiske ungdomsledere. Specielt Lenin havde allerede fra november 1914 luftet tanken om en ny internationale:

«Den 2. Internationale er død, besejret af opportunismen... Foran den 3. Internationale står opgaven med at organisere proletariatets kræfter til et revolutionært stormløb mod de kapitalistiske regeringer til borgerkrig mod borgerskabet i alle lande, for den politiske magt, for socialismens sejr!».

Efter den russiske revolution tog tanken om 3. Internationale fastere former, og i januar 1918 blev der afholdt en konference i Petrograd (Leningrad), hvor repræsentanter fra flere vesteuropæiske partier og venstresocialistiske kræfter deltog. Her blev det besluttet at sammenkalde til en større konference af partier, som anerkendte den revolutionære kamp mod sine regeringer. Pga. blokaden af Sovjetunionen blev dette arbejde i første omgang liggende, og invitationen til at danne 3. Internationale blev først sendt ud 24. januar 1919.

Første periode (1919-1922)

Stiftelseskonferencen blev afholdt 2-6. marts 1919 i Moskva. Forud for stiftelsen blev der holdt en konference, der diskuterede det tyske partis holdning til en ny internationale. Luxemburg og Jogiches fra den tyske partiledelse havde flere måneder forinden udtalt sig bestemt imod oprettelsen af Komintern, og KPD-repræsentanten Eberlein var rejst med bundet mandat til Moskva. Da det ikke lykkedes at overtale Eberlein, foreslog Lenin, at konferencen skulle erklæres som en forberedende konference, som skulle vælge et bureau og udarbejde en platform. Da den officielle konference blev åbnet 2. marts, mødte 51 delegerede fra 29 lande op. 34 af dem var stemmeberettigede, de øvrige mødte op som observatører uden stemmeret og uden mandat til at melde deres partier ind i Komintern.

Foruden bolsjevikkerne var det udover Det norske Arbejderparti (DNA) kun venstrefløjen i det bulgarske og finske socialdemokrati, der virkelig repræsenterede medlemspartier på kongressen. Resten var små, aktive, men organisationsmæssigt forholdsvis ubetydelige grupper. Da spørgsmålet om oprettelse stod på dagsorden, bøjede Eberlein sig for stemningen og modsatte sig ikke længere oprettelsen, men afholdt sig fra at stemme. Konferencen vedtog at konstituere sig som 3. Internationale. Konferencens hovedtemaer blev debatten om proletariatets diktatur, om borgerlig demokrati som kapitalistisk diktatur eller proletarisk diktatur som socialistisk demokrati, om borgerlig demokrati eller rådsmagt (indledning ved Lenin). Desuden blev der efter en indledning af Bukharin vedtaget retningslinier og et manifest til proletariatet i hele verden (ved Trotskij). Der blev endvidere oprettet en eksekutivkomité (formand Sinovjev) og et bureau. Desuden skulle man udarbejde et forslag om statutter til næste kongres. Moskva skulle foreløbig være eksekutivkomiteens sæde - indtil revolutionen havde sejret i Tyskland.

Stiftelsen af Komintern virkede som en inspiration for den revolutionære arbejderbevægelse. I ugerne og månederne efter kongressen blev der stiftet en række kommunistiske partier, der sluttede sig til Komintern. Rådsbevægelsen spredte sig - inspireret af det russiske mønster - og blev betragtet som målestok for revolutionens udbredelse. Samtidig gjorde stærke antiparlamentariske kræfter sig gældende, især i Tyskland, som afviste et samarbejde på borgerskabets præmisser og som nægtede ethvert arbejde i parlamentet og i korrumperede fagforbund og -foreninger. Den kommunistiske bevægelse kom dermed i en mellemstilling og prøvede at afgrænse sig fra på den ene side venstrekommunistiske og syndikalistiske holdninger (Lenin prøvede med «Venstreradikalismen - kommunismens børnesygdom» at gendrive argumenterne fra de hollandske ledere for Kominterns Vesteuropakontor (Pannokoek, Gorter)), og på den anden side fra opportunistisk og centristisk hold (se Centrisme).

Fra Kominterns side frygtede man en udvanding af den nye internationales bærende ideer. Moskvateserne, som den anden kongres vedtog i 1920 (217 delegerede, deraf 169 med stemmeret, fra 41 lande), var netop et forsøg på en afgrænsning fra centristiske og socialdemokratiske partier. Teserne byggede på russiske organisationserfaringer og foreslog en række tiltag, som skabte splittelse i flere store europæiske partier (Italien, Frankrig og Tyskland (USPD)). Dette skete især pga. kravene om regelmæssige udrensninger, centralisme, kampen mod den faglige socialdemokratiske Amsterdam-Internationale og opfordringen til at bryde med reformisterne, centristerne og pacifisterne. Teserne uddybede skillelinierne mellem kommunister og socialdemokrater.

Den anden kongres afspejlede klart den rivende udvikling, Komintern havde gennemgået. Den udarbejdede Kominterns program og taktiske grundlag samt statutter. Statutterne opsummerede et fast, centralistisk organisationsprincip, som skulle adskille Komintern fra tidligere internationaler. Samtidig blev det vanskelige og tungtvejende problem med proletarisk internationalisme som verdensrevolution kontra proletarisk nationalisme som støtte for Sovjetunionens delrevolution ført ind i historien, idet kongressen - som konsekvens af den mislykkede revolution i Central- og Vesteuropa - vedtog: «Kommunistiske Internationale støtter helt og holdent den store proletariske revolutions landvindinger i Rusland».

I retningslinier for bondespørgsmålet tog man udgangspunkt i tesen om, at den proletariske revolution og opbygningen af socialismen kun kunne lykkes, hvis industriproletariatets målsætninger lod sig forene med småbøndernes og landsbyproletariatets interesser. Kongressen forsøgte endvidere at opveje, at stiftelseskongressen næsten udelukkende var interesseret i Europa. Som et kompromis mellem Lenins og inderen Roys teser, blev der lavet en vedtagelse, som tillagde koloniernes befrielsesbevægelser stor betydning for verdensrevolutionen. Vedtagelsen blev imidlertid ikke fulgt op af de følgende kongresser. Dette skyldtes både hensynet til Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser og de vestlige kommunisters mangel på interesse.

Takket være de 21 optagelsesbetingelser udviklede Komintern sig til en strengt centralistisk ledet organisation. De tilsluttede partier blev betegnet som «sektion af Komintern» og pålagt at gennemføre navneskiftet officielt. Bortset fra de tyske venstrekommunister (KAPD) gik ingen imod, at det var principielt nødvendigt med en disciplineret og centralistisk organisation, og der herskede enighed om, at man på denne måde kunne undgå at gentage 2. Internationales fejl. Desuden mente partierne, at centraliseringen og en næsten militær disciplin var nødvendig i en epoke, hvor man ventede borgerkrig.

Den anden kongres og perioden efter denne indebar en styrkelse af de ikke-russiske partier overfor bolsjevikkerne. Ganske vist var de russiske politikeres revolutionære erfaring og intellektuelle overlegenhed anerkendt, men pga. deres talmæssige styrke var de øvrige kommunistpartier ligeværdige partere. Komintern havde nu tilslutning fra lovlige massepartier i Tyskland, Frankrig, Italien, Norge, Bulgarien og Tjekkoslovakiet. Dertil kom halv-lovlige og ulovlige massepartier i Finland og Polen. I 1921 havde de ikke-russiske partier med 1,2 mio. medlemmer dobbelt så mange medlemmer som SUKP (Sovjetunionens Kommunistparti). Kommunistpartierne i Tyskland (som havde en nøgleposition i revolutionsstrategien) og Tjekkoslovakiet var tilsammen større end bolsjevikkerne. (Forholdet forandrede sige efter 1921 til det sovjetiske partis fordel. I 1928 var SUKPs medlemstal 1,2 mio. mod de øvrige partiers 443.000).

I Tyskland åbnede bruddet med venstrekommunisterne vejen for en forening mellem KPD (Tysklands Kommunistparti) og de uafhængige socialdemokrater (USPD). De sidstnævnte havde på deres landsmøde i 1920 accepteret de 21 optagelsesbetingelser som det første større vesteuropæiske arbejderparti. Gennem sammenslutningen af KPD og USPD til KP fik dette en massebasis, og det tyske partis stilling og prestige steg betragteligt. Kominternledelsens behandling af det italienske parti (se nedenfor) førte til den første konflikt mellem Komintern og de tyske partiledere Levi og Zetkin, og en aktivistisk gruppe (Brandler, Thalheimer) overtog KPD. I samråd med Kominterns repræsentanter i Tyskland besluttede de i 1921 at udvide generalstrejken til væbnede kampe i industriområderne i Midttyskland. Denne «marts-aktion» endte med nederlag og isolation af KPD. En målbevidst politik i den følgende tid øgede atter partiets magtposition, og i sommeren 1923 var KPDs indflydelse blandt de tyske arbejdere antagelig større end socialdemokraternes.

I Italien havde ledelsen i Komintern konfronteret socialistpartiets (PSI) landsmøde i 1921 med et ultimatum, hvor det blev krævet, at vedtagelserne fra den anden kongres betingelsesløst skulle accepteres. Kravet førte til splittelse indenfor den italienske arbejderbevægelse og passivitet blandt arbejderne i Italien, på et tidspunkt, hvor man behøvede en stærk arbejderbevægelse i kampen mod fascismen. To måneder før fascismens sejr opfyldte PSI kravet fra Komintern om at ekskludere højrefløjen. I maj 1923 gennemførte Komintern for første gang en ny udnævnelse af et hel partiledelse og skubbede Bordiga og andre italienske venstreledere ud af ledelsen. Både den mislykkede «marts-aktion» i Tyskland og nederlaget i Italien førte kommunistpartierne i de to store vesteuropæiske lande ud i alvorlige kriser, svækkede dem og styrkede atter bolsjevikkernes position indenfor Komintern - trods deres medansvar for nederlagene. Den revolutionære stemning, som prægede Komintern i den første tid, blev mindre. Revolutionen i Centraleuropa lod vente på sig og skred ikke «frem med en sådan en svimlende hastighed, som man havde forventet: inden der er gået et år, vil vi næsten have glemt, at der engang var kampe for kommunisme i Europa», havde Sinovjev  udtrykt håb om, da Komintern blev stiftet. Komintern og de ikke-russiske kommunistpartier blev i højere grad afhængige af Sovjetunionens tekniske og materielle hjælp.

Kominterns tredie kongres i 1921 (605 delegerede, deraf 291 med stemmeret, fra 52 lande) behandlede bl.a. splittelsen i den italienske arbejderbevægelse, dannelsen af Røde Faglige Internationale (FFI), Sovjetunionens overgang til Den nye økonomiske politik (NEP) og indledte en ny epoke med parolen om enhedsfront, uden dermed at forandre det teoretiske og organisatoriske oplæg, som var givet. Den nye taktiske linie førte i 1922 til, at Komintern deltog i en konferencen mellem de tre internationale sammenslutninger (2. Internationale, Wiener Arbeitsgemeinschaft og Komintern), som imidlertid forløb uden resultat. Enhedsfronttaktikken kendetegnede de kommunistiske partiers politik i de følgende to år. Den gik ud fra, at kommunistpartierne - som i de fleste lande var mindre end socialdemokraterne - ikke alene kunne klare at vinde arbejdermasserne, og at de derfor skulle samarbejde med andre partier om bestemte afgrænsede spørgsmål for at nå fælles mål.

Udslagsgivende for enhedsfrontpolitikken var tre faktorer: For det første var arbejderne kørt træt og mange var demoraliseret efter en række nederlag. Den revolutionære bølge var imidlertid ebbet ud og socialdemokratiet var på fremmarch blandt arbejderne. For det andet var der sket en stabilisering af den kapitalistiske økonomi, og som følge af dette, blev der igangsat en kapitalistisk offensiv overfor arbejderklassen såvel økonomisk som politisk. I en ikke-revolutionær situation skulle arbejderklassen samles til enhed i kampen mod kapitalismen. Konkrete krav som udsprang af arbejderklassens situation kunne i en givet situation vise sig at være uforenelige med det kapitalistiske system og fremtvinge spørgsmålet om revolution. Samtidig kunne socialdemokraternes borgerlige politik afsløres. Enhedsfronten skulle både opbygges fra basis, «nedefra», og gennem organisatoriske overenskomster, «ovenfra». Fra at være revolutionære elitepartier forvandlede de vesteuropæiske kommunistpartier sig til massepartier med en centralistisk struktur. Organisationens vækst og opslutning omkring valgene blev betragtet som målestok for revolutionens muligheder.

Kominterns fjerde kongres i 1922 (408 delegerede, deraf 343 med stemmeret, fra 58 lande) bekræftede enhedsfrontpolitikken. Parolen om en arbejderregering blev styrket og blev senere udvidet til også at omfatte et samarbejde med bondepartier, hvor forholdene var til det. Arbejderregeringens vigtigste opgave skulle være «at bevæbne proletariatet, afvæbne borgerlig kontrarevolutionære organisationer, indføre kontrol over produktionen, overføre de vigtigste beskatningsbyrder til de rige og bryde det kontrarevolutionære borgerskabs modstand.»

Anden periode (1923-1928)

Sovjetunionen blev, som Bukharin understregede på fjerde kongres, orienteringspunktet for alle kommunistiske partier. Kominterns internationale målsætning blev underordnet den sovjetiske stats interesser. Samtidig mistede sektionerne muligheden for selv at høste revolutionære erfaringer. De russiske revolutionserfaringer blev vha. Kominterns taktiske og tekniske vejledning overført til medlemspartierne. Den nye økonomiske politik førte imidlertid ikke til de ønskede resultater i Sovjetunionen. Proletariatets nederlag i Bulgarien og i Tyskland (1923) og kapitalismens midlertidige stabilisering vha. Dawes-planen (international aftale, som i 1924 blev lagt til grund for Tysklands skadeserstatning til de allierede) førte til en foreløbig tilbagegang i den revolutionære bevægelse i Europa, og Sovjetunionen kunne ikke forvente hjælp fra denne.

Da Sovjetunionen fortsatte med at være det eneste land, hvor en socialistisk revolution havde sejret, begyndte de kommunistiske partier i de kapitalistiske lande i stigende grad at idealisere forholdene i Sovjetunionen. Ledelsen i de kommunistiske partier begyndte at forsvare alt der skete i Sovjetunionen:

«Så længe man kunne antage, at den russiske revolution kun var det første kapitel i verdensrevolutionens historie, var Kommunistisk Internationales autoritet naturligvis større end enhver national regerings eller Sovjetunionens ...  Men da revolutionens udbredelse trak i langdrag og Sovjetunionen blev drevet til at indgå kompromisser med den Ny økonomisk politik, forandrede ligevægten mellem autoritet og prestige mellem Komintern og Sovjetunionen sig radikalt», skrev forskeren H.E. Carr.

Den specielle situation, som var betinget af sovjetisk isolation, blev ikke længere undersøgt kritisk. Den oprindelige solidaritet forvandlede sig til tro. «En automatisk konsekvens af det var Sovjet-ledelsens ret til at bruge disse partier fremfor alt som taktisk redskab for russisk udenrigspolitik, om nødvendig uden hensyn til arbejdernes egne behov i de industrialiserede kapitalistiske lande» (Abendroth). Overgangen skete gradvist og ikke som en nødvendig konsekvens af, at Stalin overtog den faktiske ledelse af SUKP.

På Kominterns femte kongres i 1924 (510 delegerede, deraf 346 med stemmeret, fra 49 lande) blev de enkelte partiers bolsjevisering ganske rigtigt krævet - dvs. en organisatorisk og politisk udvikling i medlemspartierne i tråd med den sovjetiske udvikling - men bolsjeviseringsprocessen blev afsluttet ca. 1930, og indtil da kunne de enkelte partier i forskellige spørgsmål handle forholdsvis selvstændigt, selv om det stadig oftere hændte, at Komintern greb ind  og ordnede forholdene i overensstemmelse med den officielle linie. På kongressen optog det tyske spørgsmål, som var blevet aktuelt pga. oktober-nederlaget, megen plads, selv om det ikke havde sit eget punkt på dagsordenen.

Venstrekursen, som kongressen accepterede, tog udgangspunkt i den tyske situation. Fordømmelsen af Brandler-Thalheimer-fløjen indebar, at Komintern opgav ideen om den proletariske enhedsfront til fordel for en sekterisk kursforandring, hvor man appellerede til socialdemokraternes massegrundlag og rettede anklager mod lederne. Muligheden for at oprette «arbejderregeringer» blev kategorisk afvist. Sinovjev begrundede den nye politik med, at det internationale socialdemokrati var blevet en fløj af fascismen og erklærede venstresocialdemokraterne som hovedfjende. (Se Socialfascisme). Årsagerne til den fejlslåede politik blev ikke analyseret. I stedet trøstede man sig med illusionen om en snarlig ny krise og «forklarede» nederlaget ud fra socialdemokraternes bedrag og utilstrækkeligheder hos egne ledere. Modsætningerne indenfor SUKP, som var blevet tydeligere efter Lenins død, blev samtidig trukket ind i Komintern. Leder-trojkaen, Stalin, Kamenev og Sinovjev, satte Trotskij udenfor, og Trotskij rettede sin kritik mod Kominterns ledelse, som han gjorde ansvarlig for nederlagene i Bulgarien og Tyskland. På kongressen kom det endvidere til et opgør mellem eksekutivkomiteens (EKKI) ledelse og  «højre-kommunistiske» delegerede fra Frankrig og Tjekkoslovakiet. De tyske delegerede støttede EKKI, og der udviklede sig et nært samarbejde mellem Sinovjev og den tyske «venstre-ledelse».

Venstrekursen fik flertal i de fleste europæiske partier, men blev efter kort tid opgivet til fordel for en enhedsfront «ovenfra». Venstreoppositionen blev skarpt kritiseret på det femte EKKI-plenum (foråret 1925), og 1. september 1925 blev den tyske partiledelse under Fischer og Maslov fordømt i et åbent brev. Stridighederne i den sovjetiske partiledelse blev igen overført til Kominterns sektioner og varslede om Sinovjevs svækkede stilling. Samtidig med at den nye kurs var mere præget af pragmatisme, forsøgte RFI at opnå en faglig samling med Amsterdam-Internationalen.

Bolsjeviseringen blev anset som den vigtigste opgave og den resulterede i en større grad af enhed indenfor Komintern. Den forventede økonomiske krise krævede en effektiv ledelse og ensartede partier. Centralismen i kommunistpartierne blev udbygget og forholdet mellem de nationale partier og EKKI blev forandret, således at EKKI fik en udstrakt myndighed i forhold til sektionerne. Men netop EKKIs centralisme viste sig ude af stand til at analysere de enkelte landes specielle situationer. Ved forbedringer og gennemførelse af revolutionære aktioner i international målestok var EKKI det svageste led. Mens årlige kongresser havde diskuteret og udstukket kursen i Komintern, blev der nu større pauser mellem kongresserne, hvilket førte til, at EKKIs magt steg, og at sektionernes muligheder for at indanke EKKI-afgørelser til kongresserne blev reduceret. Således blev der på EKKI-mødet truffet vigtige afgørelser om f.eks. opgøret med Fischer-Maslov-fløjen i KPD (6. plenum), politikken overfor Kina (7. og 8. plenum), opgøret med oppositionen mod Stalin i Sovjet og oppositionens forbundsfæller i sektionerne (7. og 9. plenum), samtidig blev Sinovjev afløst som leder (1926) uden sektionernes medvirkning.

Omorganiseringen fra de gamle socialdemokratiske organisationsmønster (territorial organisering) til virksomheds-, gade- og cellesystem - som skulle give partierne en øget kampdygtighed og stabilitet - førte imidlertid i mange partier til opløsning, fordi man i overgangsfasen ikke magtede at give cellerne opgaver. Dette begrænsede endvidere kontakten mellem medlemmerne og dermed muligheden for at udforme alternative synspunkter, og det fremmede manipulationstendenserne. «I stedet for at udvikle en egen selvstændig gennemdiskuteret politisk strategi ventede man passivt på revolutionen og godtog tillidsfuldt ethvert direktiv ovenfra» (Abendroth).

Tredie periode (1928-1935)

I 1927/28 kom den sovjetiske ledelse med en ny vurdering af den udenrigspolitiske situation. Mens den tidligere havde inddelt de kapitalistiske lande i to lejre med forskellige interesser, gik analysen nu ud på, at kapitalismens indre modsigelser ville blive skærpet, og at dette ville lede til en fase af angrebskrig fra de imperialistiske staters side mod Sovjetunionen. Ifølge Stalins opfattelse lå den historiske hovedmodsigelse i opdelingen mellem den kapitalistiske verden på den ene side og Sovjetunionen, arbejderklassen og befolkningen i kolonierne på den anden. Indenrigspolitisk begyndte magtkampen at tilspidse sig mellem Stalin og «højre-fraktionen» omkring Bukharin, som indtil da havde støttet Stalins kamp mod Trotskij og Sinovjev. Denne partikamp blev overført på Komintern og medførte at moderate fraktioner, som støttede Bukharin eller sympatiserede med ham, med EKKIs hjælp blev fjernet fra deres partihverv.

Det interne opgør i Sovjetunionen, den nye vurdering af den verdenspolitiske situation i Sovjetledelsen, den begyndende bondefjendtlige politik i Sovjetunionen og omslaget i industripolitikken var årsagen til en skarp venstrekurs indenfor Komintern. Denne kurs hang desuden sammen med den forventede økonomiske verdenskrise, som den ungarske økonom Varga havde forudsagt, og med Stalins fejlslåede Kina-politik, der endte med et alvorligt nederlag for de kinesiske kommunister. (Kanton-kommunens nederlag i 1927 indebar afslutningen på ethvert håb om, at verdensrevolutionen kunne føres fra periferien (Kina og Indien) og ind i kapitalismens center).

På samme måde som ved nederlagene i Tyskland søgte Kominterns ledelse at vælte ansvaret over på de enkelte kommunistpartiers ledere, men årsagen til nederlaget lå i Kominterns egne utilstrækkelige analyser. Et første varsel om kursforandringen kunne man allerede konstatere i april 1927 i et brev til Frankrigs kommunistparti, som blev opfordret til en konfrontationskurs overfor socialdemokraterne. Denne politik blev udbygget i 1928, da det franske kommunistparti tog afstand fra sin hidtil praktiserede «overdrevne legalisme» og erklærede det som hovedmål, ikke at vinde parlamentarisk indflydelse, men radikalisere det politiske liv.

Det niende EKKI-plenum, RFIs fjerde kongres og den sjette verdenskongres (alle i 1928) var hovedtaberne, når det gjaldt om at sætte den nye politik igennem i Kominterns sektioner. (Dateringen af venstrekursens begyndelse varierer hos forskellige forfattere.) Hovedemnet for den sjette kongres var en analyse af den internationale situation og Kominterns opgaver. Desuden blev kampen mod den imperialistiske krigsfare, kolonispørgsmålet og situationen i Sovjetunionen diskuteret, og endelig Kominterns program. På trods af konflikten mellem Stalin og Bukharin var programudkastet hovedsagelig Bukharins værk. Det var også ham, der videregav EKKIs beretning og erklærede højreafvigelser for den største fare. Programmet blev et kompromis mellem forskellige opfattelser, selv om tesen om, at Komintern nu gik ind i en tredie periode gav udtryk for ultravenstre tendenser. I denne tredie periode regnede man med at opbygge en socialistisk økonomi i Sovjetunionen, at den kapitalistiske stabilitet ville rokkes og at man ville få en skærpelse af kapitalismens almene krise.  Et centralt punkt i programdebatten var diskusionen om forholdet til socialdemokratiet og fascismen. Socialdemokraternes regeringspraksis i en række lande medførte, at enhedsfrontpolitikken ikke længere kunne anvendes. Omslaget i Kominterns holdning til socialdemokratiet var meget kraftigt, og det var det tyske parti, der først bragte begrebet socialfascisme ind i debatten på den sjette verdenskongres, men italieneren Togliatti vendte sig på det skarpeste mod den tyske fascisme-forståelse. Bukharin blev kritiseret af tyskeren Thälman og af sovjetiske delegerede. Allerede på SUKPs 15. kongres havde han konstateret, at socialdemokratiet ideologisk havde tilpasset sig fascismen. Men mens han hævdede, at der fandtes ideologiske lighedspunkter, talte tyskerne åbent om socialdemokratiets brug af fascistiske metoder.

Ligestillingen mellem fascisme og socialdemokrati blev ikke nedfældet i programmet. Det fik først sin udformning på det tiende EKKI-plenum (1929), hvor Kuusinen og Manuilskij holdt hovedreferaterne. Ifølge Kuusinen handlede socialdemokraterne som fascister, kun skjult bag et tågeslør. Manuilskij mente at kunne konstatere, at socialdemokratiets sociale grundlag var i færd med at forandre sig. Havde det hidtil forandret sig fra et proletariat til et arbejderaristokrati, men nu skete der en forandring i retning af småborgerskabet. I april 1931 (11. plenum) erklærede Manuilskij, at et fascistisk regime voksede organisk frem af det borgerlige demokrati, og at der ikke fandtes modsigelser mellem et borgerligt demokrati og et fascistisk demokrati. De forskellige syn i opfattelsen af socialdemokratiet og fascismen forsvandt mere og mere, og det 12. EKKI-plenum (1932) erklærede: «Kun ved at rette hovedfremstødet mod socialdemokratiet, denne hovedstøtte for borgerskabet, kan det blive muligt at slå til mod og besejre proletariatets største hovedfjende: borgerskabet».

Kampen rettede sig mest mod de dele indenfor socialdemokratiet og den indre kommunistiske opposition, som tilsammen kunne udgøre et aktionsfællesskab mod fascismen. En revolutionær kamp mod fascismen indebar i den sovjetiske ledelses øjne en fare for en Komintern-uafhængig socialistisk massebevægelse, der kunne true sovjetledernes herredømme indenfor Komintern og som også kunne fremstå som alternativ for den sovjetiske befolkning. Denne opfattelse fik skæbnesvangre følger for arbejderklassen i Tyskland og for det tyske kommunistparti (KPD). KPD håbede at den økonomiske verdenskrise ville føre til kapitalismens totale sammenbrud og til en betydelig politisk radikalisering. Da man troede, at masserne automatisk ville slutte sig til kommunismen, blev socialdemokraterne bekæmpet med alle midler (Thälmann: «Vi siger til arbejderne: Fascismen begynder ikke, når Hitler kommer, den er allerede begyndt»). «Med Hitler som forbundsfælle» (Manuilskij i 1932) pressede Komintern på for at få KPD til at gennemføre en folkeafstemning mod den socialdemokratisk regering i Prøjsen.

Frem til 1934 - efter fascismens sejr i Tyskland - og efter at KPD og SPD (Tysklands socialdemokratiske Parti) begge var blevet forbudt, mente Komintern, at socialdemokratiet måtte bekæmpes, før man kunne gå til kamp mod fascismen. Hitlers magtovertagelse blev til og med tolket som en konsolidering af KPD. Da fascisterne i 1933 forbød socialdemokratiet og fagbevægelsen, glædede man sig over, at socialdemokraterne mistede sit massegrundlag, som ifølge Stalin stod i vejen for KPDs definitive bolsjevisering (13. plenum i 1933: «Den nuværende situation i den tyske arbejderbevægelse giver os mulighed for at likvidere SPDs masseflydelse og til at genoprette arbejderbevægelsens enhed på et revolutionært grundlag»).

Kominterns Tysklandspolitik og KPDs politik overvurderede venstreradikaliseringens udbredelse, undervurderede alvoren i fascismens fremgang og støttede sig til en utilstrækkelig analyse af de politiske konjunkturer samt en fejlagtig klasseanalyse, der undervurderede nødvendigheden af arbejderklassens enhed. Kløften mellem udviklingen i det økonomiske grundlag, som pegede mod venstre, og massernes ideologiske udvikling, der gik mod højre, blev overset. Venstre-sekterismen førte til et nederlag, som resulterede i, at arbejderbevægelsen blev fuldstændig tilintetgjort i Tyskland. At de enkelte sektioner accepterede Kominterns kurs indebar samtidig en kapitulation overfor denne partiledelse. For ikke at blive mistænkt som højreafvigere eller socialfascister underordnede de enkelte sektioner sig betingelsesløst det sovjetiske parti under Stalins ledelse.

På det faglige plan blev denne politik ledsaget af en mere eller mindre åben splittelsespolitik (se Revolutionære Fagopposition og Røde Faglige Internationale). Hverken ideologisk eller politisk var Kominterns medlemspartier i denne periode i stand til at spille en ledende rolle indenfor arbejderbevægelsen. Også de militære apparater som mange partier, deriblandt KPD, havde opbygget, viste sig at være uden betydning i kampen mod fascismen. Ligesom partierne var de stivnet i skematisme og bureaukrati. Man fremmanede en umiddelbar krigsfare, der truede Sovjetunionens eksistens, og dette knyttede sektionerne endnu tættere til Sovjet og bidrog samtidig til at mistænkeliggøre enhver opposition. Når kommunistiske partier alligevel i enkelte lande var i fremgang, skyldtes dette i første række klassemodsætningerne og ikke bevidst arbejde fra et kommunistisk parti eller Kominterns politik. For en del kommunistpartier betød den nye kurs en medlemsflugt mod højre (Scheflofløjen og Mot Dag i Norge, Kilbom-kommunisterne i Sverige, Thalheimer og Brandler i Tyskland). En del af «højrekommunisterne» samlede sig i en international opposition (IVKO) og ønskede at vende tilbage til enhedsfronttaktikken fra tredie kongres. Desuden ville de afskaffe SUKPs ledermonopol og genoprette de enkelte sektioners økonomiske uafhængighed af Komintern.

Folkefrontperioden 1935-39

Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser gjorde det i 1934-35 nødvendigt at tage «venstrekursen» op til nyvurdering. I Tyskland, Østrig, Italien, på Balkan, i Polen og Ungarn havde fascistiske eller reaktionære militærdiktaturer etableret sig. Ligesom de borgerlige demokratier er den sovjetiske ledelse interesseret i at standse den fascistiske ekspansion i Europa. Sovjetledelsen prøvede at opnå et bedre forhold overfor Vesteuropas borgerlige regeringer. Desuden steg presset nedefra i de enkelte kommunistpartier, og man var nødt til at tage hensyn til ønsket om enhed i arbejderklassen. Også  internt i Komintern opstod der ønske om et bedre forhold til socialdemokraterne. Enhedsønsket kom først frem i Frankrig, hvor kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere i 1934 gik sammen i demonstrationer mod fascisternes opmarch. De første officielle henvendelser fra socialdemokratisk side om en fælles generalstrejke blev imidlertid afvist, og et samarbejde kom først i stand, efter at regeringen havde forbudt kommunisternes demonstration. Først efter at Komintern var gået ind for en enhedsfront ovenfra, var det franske kommunistparti villig til at samarbejde med socialdemokraterne.

Den officielle revurdering af Kominterns politik skete på syvende kongres i 1935 i Moskva. Den første efter en pause på syv år. Kongressens vigtigste emne var kampen mod den fascistiske fare. Man tog udgangspunkt i Lenins skrift om radikalismen, hvor enhedsfronten med den reformistiske arbejderbevægelse blev behandlet. Enhedsfrontstrategien blev smeltet sammen med en anden af Lenins teorier om samarbejde med andre progressive lag og grupper til folkefront-teorien. Denne folkefront af kommunister, socialdemokrater og antifascistiske kræfter indenfor borgerskabet skulle være et værn mod fascismen, som Kominterns nye generalsekretær Dimitrov karakteriserede som «det åbne terroristiske diktatur af de mest reaktionære, mest chauvinistiske, mest imperalistiske elementer indenfor finanskapitalen». (Se: Kampen for arbejderklassens enhed mod fascismen). Kommunisterne gjorde sig til talsmænd for det borgerlige demokrati, som de ville forsvare mod fascismen. Valget stod ikke længere mellem proletariatets diktatur og det borgerlige demokrati, men mellem det borgerlige demokrati og fascismen. Derfor blev socialdemokraterne heller ikke længere angrebet som socialfascister, men kommunisterne inviterede de socialdemokratiske partier og reformistiske fagforeninger til samarbejde (jævnfør bl.a. sammenslutningen af fagbevægelsen i Frankrig (marts 1936) og ungdomsbevægelsen i Spanien (marts 1936)).

Kommunistpartierne skulle kunne indgå «kortsigtede eller langvarige overenskomster» med socialdemokraterne, men samtidig «opretholde deres frihed til politisk agitation og kritik» overfor dem .... Folkefrontpolitikkens første fase med et nationalt demokratisk program skulle efterfølges af en anden fase, som gjorde overgangen til proletariatets diktatur mulig. Den nye taktiske variant i Kominterns strategi var defensiv. Den rettede sig mod fascismen på et tidspunkt, hvor arbejderbevægelsen havde lidt sit største nederlag. Folkefrontsteorien kom som et resultat af Sovjetunionens udenrigspolitiske behov og var ikke et resultat af en bred debat indenfor Komintern om den «tredie periodes» fejlslagne ultra-venstre taktik. I stedet for en selvkritisk analyse af politikken fra 1928 blev alt ansvar for nederlagene og sekteriske fejl lagt over på de nationale partier og partiledere. Spørgsmålet om hvorfor KPD fejlvurderede fascismen så fuldstændig, blev ikke besvaret. Efter syvende verdenskongres fik folkefrontspolitikken gennemslagskraft i en række lande. Især fik støtten til mønstereksemplet på den nye linie - Blums regering i Frankrig - betydning. Her havde Komintern sin sidste sektion med en massebasis.

Moskvaprocesserne og opgøret med ikke-stalinistiske kommunister under borgerkrigen i Spanien bidrog atter til at øge spændingen mellem kommunister og socialdemokrater og andre radikale. Den «ansvarlige» politik som de nationale kommunistiske partier måtte føre i Sovjetunionens interesse, skabte både indre problemer for folkefrontsregeringerne i Frankrig og Spanien og fjernede kommunisterne fra revolutionære arbejdere. Folkefronten som en udenomsparlamentarisk massebevægelse med en «tendentiel» socialistisk målsætning stod i modsætning til folkefrontspartiernes parlamentarisme og hensyntagen til de udenrigspolitiske nødvendigheder. Udrensningerne i Sovjetunionen greb i 1937 også ind overfor ledende kadrer, som blev anklaget og dømt (Bukharin, Sinovjev, Radek o.a.). Vigtige lederskikkelser forsvandt, og Kominterns politiske betydning blev dermed yderligere reduceret.

Forfald og opløsning

Den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i 1939 blev dødsstødet for organisationen, og Komintern førte kun en skyggetilværelse frem til 15. maj 1943, hvor den definitivt blev nedlagt efter direktiv fra Sovjet for at lette Sovjets samarbejde med vestmagterne under krigen. Efter august 1939 og frem til juni 1941 blev det borgerlige demokrati og socialdemokraterne atter Kominterns hovedfjende. Kampen mod fascismen blev indstillet, og Komintern bidrog dermed til at svække de antifascistiske kræfter. Først efter det tyske angreb på Sovjetunionen genopdagede Komintern, at den antifascistiske kamp var nødvendig. Som centrum for en revolutionær verdensbevægelse havde organisationen imidlertid forlængst mistet sin betydning.

Komintern var blevet stiftet i en periode, hvor klassekampene syntes at nå et nyt stadium, borgerkrig, og hvor der var behov for et slagkraftigt parti på international plan. Dette parti i verdensmålestok skulle baseres på et ensartet og centraliseret organisationsmønster og med en ensartet ideologi, som for det meste blev bestemt af det land, hvor revolutionen havde sejret: Sovjetunionen. Både bolsjevikkernes organisationsform, som øjensynligt var afgørende for revolutionens sejr, og ideerne blandt bolsjevikkernes ledere fik dermed en fremtrædende placering i Komintern. Da revolutionen i de industrialiserede europæiske lande udeblev, havde dette til følge, at den sovjetiske partiledelses autoritet steg, og dens revolutionsmodel blev gjort almengyldig. Samtidig forandrede Kominterns rolle sig, da de kapitalistiske samfund stabiliserede sig politisk. Oktoberrevolutionens modsigelser trådte tydeligere frem og fik betydning for politiske og ideologiske opgør indenfor organisationen. Skiftet i politikken i 1921 indledte en ny epoke, hvor marxismen forvandlede sig til den «institutionelle marxisme».

Den første tendens til «ideologisk bolsjevisering» var leninismen, som den blev lanceret af sovjetledelsen (Stalin, Sinovjev, Kamenev) i kampen mod oppositionelle retninger, først og fremmest mod Trotskij. Ved hjælp af en «proletarisk-socialistisk mytologi» (Rosenberg) skulle den russiske udvikling og Kominterns reformistiske praksis begrundes. Højre- og venstreafvigelser ytrede sig stadig mere i form af bureaukratiske dekreter, den marxistiske teoris funktion forvandlede sig til en legitimerende ideologi af marxismen-leninismen.

Den proletariske internationalisme og den sovjetiske marxismes selvforståelse som redskab for revolutionen blev under Stalins ledelse opgivet til fordel for det, der kaldes «socialpatriotisk revisionisme». Lukács' (omstridte) oprindelige tese om, at partiet som intellektuel repræsentant for det kæmpende proletariat aldrig kunne tage fejl, blev dogmatisk forklaret med, at det marxistisk-leninistiske parti (i organisatorisk forstand) aldrig kunne tage fejl. Partiets monopol på alle områder endte i at afvigende politiske, videnskabelige og kunstneriske standpunkter ikke kun blev betragtet som fejltagelser, men som bevidst stillingtagen mod kommunismen, og som sådan mod sovjetledelsen. Historien blev omtolket og omskrevet efter taktiske behov, marxismen blev berøvet sit frigørende indhold og sovjetledelsen fik et fortolkningsmonopol for hele den kommunistiske verdensbevægelse. Dette «nye stadium for sekterisme» (Lukács) var præget af en virkelighedsfjernhed, som tydeligt kom frem i bedømmelsen af fascismen. Følgen af teoriens forfald - i Centraleuropa pga. fascismens sejr, i den kommunistiske bevægelse pga. marxismens forvandling til en institutionaliseret marxisme-leninisme - var et tilbageslag for marxismen, som først blev overvundet efter 2. verdenskrig. Når marxistiske intellektuelle alligevel sluttede op om det sovjetiske fortolkningsmonopol, så skete det, fordi kommunismen, med sit humanistisk udgangspunkt, blev betragtet som det eneste bolværk mod den tyske fascisme.

Organisatorisk opbygning

Eftersom Kominterns politik stivnede til en bureaukratisk forenkling, og modsigelsen mellem den «reformistiske» praksis og den «revolutionære» retorik ikke blev løst politisk, men organisatorisk, fortjener Kominterns organisatoriske opbygning og praksis betydelig interesse: På femte verdenskongres i 1924 var det blevet slået fast, at Komintern var opbygget efter den demokratiske centralismes principper. Det øverste organ var verdenskongressen, som skulle træde sammen hvert andet år. Mellem kongresserne var eksekutivkomiteen (EKKI) ansvarlig for arbejdet. EKKI gav de enkelte sektioner  «bindende direktiver» og kontrollerede deres arbejde. EKKI havde endvidere ret til at omgøre beslutninger fra partiledelser eller landsmøder og at træffe beslutninger, som var forpligtende for de enkelte partier. Beslutningerne måtte følges, indtil de blev ophævet. EKKI kunne desuden ekskludere partier, grupper eller enkeltmedlemmer. Beslutningerne kunne indankes for kongresserne, men bestemmelsen var illusorisk, da der ikke blev holdt regelmæssige kongresser (sjette kongres blev holdt i 1928, syvende kongres i 1935 og derefter blev der indtil opløsningen i 1943 ikke holdt nogen kongres). Mens EKKI-medlemmerne oprindelig blev valgt i overensstemmelse med sektionens ønsker, skete valgene fra 1922 også mod de enkelte partiers vilje.

Eftersom også EKKI-møderne blev holdt med relativt store mellemrum, lå den egentlige magt hos præsidiet (1926: 25 medlemmer, 1934: 30 medlemmer). EKKIs formand mellem 1919 og 1926 var Sinovjev, som blev efterfulgt af Bukharin. Efter Bukharins fald i 1929 blev der ikke valgt ny formand, men Manuilskij blev (sammen med Kuusinen) Kominterns faktiske leder. I 1935 blev han afløst af Dimitrov, som var den nye generalsekretær, men Manuilskij fortsatte som Dimitrovs stedfortræder frem til opløsningen i 1943.

Ved siden af præsidiet fandtes der et organisationsbureau og et sekretariat. Begge blev imidlertid opløst i december 1926 og erstattet af et politisk sekretariat. De enkelte sektioners opbygning svarede stort set til Kominterns. Talmæssigt var de sovjetiske repræsentanter i det politiske sekretariat i mindretal, men i realiteten bestemte det sovjetiske politbureau politikken fra slutningen af 1920-erne. Dette skete bl.a. ved, at EKKIs, præsidiets og det politiske sekretariats tekniske apparat med sine ca. 400 ansatte i stor udstrækning blev kontrolleret af SUKP-medlemmer. Dette gjaldt også for organisationsafdelingen, kvindesekretariatet, ungdomssekretariatet, agitations- og propagandaafdelingen, informationsafdelingen og kooperativsektionen. Ved siden af disse afdelinger fandtes der lands- eller regionssekretariater, som var underlagt en ansvarlig sekretær i EKKI. EKKI-instruktøren var berettiget til at deltage i de enkelte partiers møder og til at «vejlede» dem. En central rolle spillede den Internationale Kontrolkommision (IKK), som efterprøvede anklager mod enkelte EKKI-afdelinger, mod enkeltpersoner eller organisationer, og som gennemførte disciplinære tiltag. I realiteten vogtede IKK over Kominterns «ideologiske renhed» og gennemførte udrensninger af oppositionelle enkeltpersoner eller fraktioner. Afdelingen for internationale forbindelser (OMS), som var underlagt sekretariatet, havde opbygget et hemmeligt apparat, der holdt direkte kontakt med EKKI-udsendingene i enkelte lande, tog sig af det illegale arbejde og sørgede for en umiddelbar og direkte støtte af den enkelte sektion gennem EKKI.

Ved siden af Kominterns egen organisation fandtes der en række masseorganisationer og institutioner, som enten direkte var underlagt denne eller som havde nær tilknytning til den. Af størst betydning var Røde Faglige Internationale (stiftet i maj 1921), Den kommunistiske Ungdomsinternationale, Bondeinternationalen, Det internationale Kvindesekretariat, Internationalen for søfolk og havnearbejdere (ISH) og Den internationale røde Hjælp.

E.Lo.

Se også: Bolsjevisering, Bukharin, Dimitrov, DKP, Folkefront, Front, Moskvaprocesserne, NKP, Socialfascisme, Stalinisme, Zimmerwaldbevægelsen.

Litteratur:
A. Rosenberg: Bolsjevismens historie, Oslo 1935.
J. Degras: The Communist International 1919-1943. Documents, vol. 1-3, 1956-1965, London/New York 1965.
G. D. - H. Cole: Communism and Social Democracy 1914-1931, London/New York 1958.
H. Weber: Die kommunistische Internationale, Hannover 1966.
W. Abendroth: Den europeiske arbeiderbevegelse, Oslo 1972.
G. Schäfer: Die Kommunistische Internationale und der Faschismus, Offenbach 1973.
F. Claudin: Krisen i den kommunistiske verdensbevegelsen bd. 1, Århus/ Oslo 1977.
E. Lorenz: Et spøkelse gikk over Europa, Oslo 1979.
N. Chr. Sidenius: Kommunistisk Internationale 1928-1935. En analyse og en kritik af Komunistisk Internationales politik specielt i forhold til fascismen og Tyskland, Modtryk, Århus 1976, 283 s.
H. Schumacher: Die Kommunistische Internationale (1919-1943). Grundzüge ihres Kampfes für Frieden, Demokratie, nationale Befreiung und Sozialismus, Dietz, Berlin 1989 (2. oplag), 297 s.
W. Hofmann: Ideengeschichte der sozialen Bewegung des 19. und 20. Jahrhunderts, Walter de Gruyter, Berlin 1979 (6., udvidede oplag) med bidrag af Wolfgang Abendroth om Komintern