Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Maoisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 33.796
: :
AKP(m-l)
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fra AKP's oprettelse, februar 1973: Sigurd Allern flankeret af Synne Holan og Kjell Pettersen.

Arbeidernes Kommunistparti (marxist-leninistene) i Norge blev stiftet 18. februar 1973. Partiet rekrutterede overvejende sine medlemmer fra ungdomsgrupper under uddannelse og radikaliserede «mellemlag». Det bygger på marxismen-leninismen-mao-tse-tungs tænkning. Partiets organisation og opbygning er hemmelig, men det siges at være organiseret efter principperne for demokratisk centralisme. I dets principprogram hedder det i § 1 at «AKP(m-l) er den norske arbejderklasses organiserede, revolutionære fortrop».

AKP(m-l) og dets søsterpartier verden over dukkede op på den politiske scene i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne. Internationalt havde disse grupperinger og partier deres udspring og baggrund i splittelsen i den kommunistiske verdensbevægelse, dvs. mellem på den ene side Arbejdets Parti i Albanien (APA) og Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og på den anden side Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP). Krustsjovs og SUKP's tese fra slutningen af 1950'erne om den fredelige overgangen til socialismen og den fredelige sameksistens mellem den kapitalistiske og den «socialistiske» verden, skabte dybe modsætningsforhold mellem de to blokke. På SUKP's 22. kongres i 1962 kom det til åben konfrontation mellem SUKP og APA. Året efter blev det endelige brud mellem de to blokke fremprovokeret af, at KKP offentliggjorde «Forslag til generallinje for den internationale kommunistiske bevægelse». En anden hovedgrund til splittelsen mellem APA/KKP og SUKP var tilløbene til afstalinisering, som SUKP lagde frem på sin 20. partikongres i 1956. Denne udvikling mødte stærk modvilje fra konservative kræfter i mange af de nationale kommunistpartier, og de første nye partier som fulgte KKP`s politik var da også til dels startet af stalinist-fraktioner i de gamle kommunistpartier. De nye partier blev således fra første stund både tilhængere af Mao Tse-tungs politik i Kina og varme forsvarere af Sovjetunionen under Stalin og sluttede sig til KKP's synspunkt, at der efter Stalins død i 1953 var foregået en kapitalistisk kontrarevolution i Sovjetunionen.

En anden forudsætning på det internationale plan for disse partidannelser, var studenteroprøret og de socialistiske og kommunistiske partiers reaktioner på disse begivenheder. I Europa viste det sig, at de gamle kommunistpartier stod uden mulighed for at fortolke studenteroprøret på anden måde end som et oprør fra småborgerlige og frustrerede studenter- og intellektuelle kredse, og de magtede ikke at give oprøret hverken politisk eller organisatorisk styrke og retning. På den anden side virkede Kinas «kulturrevolution» og Maos antibureaukratiske udsagn som en inspiration for studenteroprøret og dets ledere. Inspireret af kulturrevolutionen og de ideologiske konflikter mellem SUKP og KKP, bredte studierne af «maoismen» sig hurtigt i studenternes rækker i perioden fra omkring 1964/65.

I modsætning til Sverige og Danmark, hvor de nye maoistiske partier og grupper var udbrydere fra kommunistpartierne, havde disse politiske strømninger i Norge deres udspring i Sosialistisk Ungdomsforbund (SUF) - Sosialistisk Folkepartis ungdomsorganisation. SUF havde tidligt engageret sig i den kinesisk-sovjetiske konflikt og udviklede et stadig klarere forsvar for KKP og dette partis opfattelse af Stalin og stalintiden i Sovjet. Dette bragte SUF i et klart modsætningsforhold til SF. På sit landsmøde i 1968 vedtog SUF at gøre studierne af marxismen-leninismen til hovedopgave i ungdomsforbundet. Samtidig vedtog forbundet at praktisere den demokratiske centralisme indadtil. Året efter blev denne udvikling stadfæstet og SUF blev omdøbt til SUF(m-l). Samme vinter brød SUF(m-l) ud af SF. I foråret 1970 blev organisationen MLG (Marxist-leninistiske Grupper) dannet af SUF(m-l). Denne organisation skulle forberede partidannelsen, og SUF(m-l) blev dens ungdomsorganisation. I 1972 havde MLG også tilslutning fra en udbrydergruppe fra NKP (MLF-marxist-leninistisk front). Denne gruppe blev imidlertid kort efter ekskluderet fra MLG. I februar 1973 blev AKP(m-l) dannet med Sigurd Allern som formand.

Udviklingen af SUF(m-l) var i Norge intimt knyttet til studenterbevægelsen ved universiteterne. Allerede tidligt fik SUF(m-l) et klart lederskab i studenterpolitikken - særlig gennem studenterorganisationen FSF (Faglig studenter Front). Mens studenteroprøret i resten af Europa overvejende var præget af mere spontane protester mod det autoritære professorvælde og bureaukratiske strukturer, formåede den norske studenterbevægelse tidligt at kombinere denne kamp, kampen for forbedrede økonomiske forhold for studenterne samt modstanden mod statslige forslag om koordinering af studierne med et klart antikapitalistisk og ret klart socialistisk perspektiv. I begyndelsesfasen var SUF(m-l) gennem FSF uden tvivl den ledende kraft. (Senere skiftede SUF helt holdning: kampen for dagskravene måtte nu adskilles fra kampen for socialismen i et forsøg på at opfange så mange som muligt blandt studenterne). Denne klare socialistiske retning af studenteroprøret virket stærkt rekrutterende til SUF(m-l) og MLG og gjorde partidannelsen lettere. Den aktivitet som SUF(m-l) udviste på dette område, viste den også på andre: Både indenfor det antiimperialistiske arbejde, kunstnerorganisationer og soldaterorganisationer var SUF(m-l) aktive. På denne måde tiltrak de mange medlemmer og sympatisører, som var fascineret af kadrenes kampglød.

Frontpolitikken

Et område af særlig interesse i forbindelse med SUF(m-l) var deres arbejde indenfor sagsorienterede og tværpolitiske fronter. Dette arbejde har altid haft den højeste prioritet indenfor partiet, da formålet med deltagelse i forskellige politiske organisationer hele tiden har været at rekruttere medlemmer til partiet. Men SUF/AKP(m-l)s politik indenfor disse sammenhænge har til enhver tid afspejlet partiets politiske hovedlinje, og har således ført dem i konflikt med alle deres samarbejdspartnere en efter en. Partiets hovedlinje har i de år det har eksisteret, skiftet flere gange, men hovedlinien synes at være følgende: I 1969 erklærede SUF(m-l) SF som den «taktiske hovedfjende» og var da i sin mest «radikaliserede periode». Proletariatets diktatur, den væbnede kamp og Stalin-portrætter var kendetegnet ved en SUF'er. Denne politik blev også anvendt i frontsammenhæng. Den vigtigste i den forbindelse var Aktionskomiteen mod EEC og dyrtid (AKMED), som var en alternativ organisation til Folkebevægelsen mod EEC. I sin tidlige periode stod AKMED på det den kaldte et arbejderklassegrundlag i modstandskampen mod EEC og satte denne op overfor Folkebevægelsens «småborgerlige» politik og i en aktiv kamp mod denne. Efterhånden ændrede denne politik sig - især på baggrund af Folkebevægelsens tiltagende succes - og medlemmer af AKMED meldte sig også ind i Folkebevægelsen. Ved slutningen af modstandskampen nedtonede AKMED sin oprindelige politik og søgte nu at overgå Folkebevægelsen på de felter, den tidligere havde kritiseret stærkest. Dette skift i politisk linie blev også overført på de tidligere politiske «dødsfjender» SF og NKP - som nu befandt sig i Sosialistisk Valgforbund. Op til stortingsvalget i 1973 blev alle principielle og politiske kontroverser nedtonet, og AKP foreslog gennem sin valgorganisation Rød Valgalliance en ikke-angrebspagt med SV, og efter valget gratulerede partiets formand SV med resultatet.

I denne periode praktiserede AKP også «de brede fronters politik». Det vigtigste var at organisere folk ud fra deres umiddelbare situation, ud fra de mest åbenbare og aktuelle konflikter og krav. Det socialistiske og antikapitalistiske perspektiv glimrede i denne periode ved sit fravær i front-sammenhængen. Dette kom især til udtryk i Kvindefronten, hvor AKP dominansen var stor, men ikke overvældende. Fra forskellig hold i Kvindefronten blev der peget på nødvendigheden af, at fronten selv diskuterede sin politiske linie og tog spørgsmålet om socialisme og kvindefrigørelse op. Dette blev blankt afvist fra AKP's side, som hævdede, at sådanne diskussioner hørte hjemme i de politiske partier, ikke i fronten. Dette samt mange andre konfliktspørgsmål gjorde, at flere og flere ikke-AKP'ere brød ud af Kvindefronten, som stort set blev en AKP-kontrolleret organisation. I sommeren 1975 skete der igen en markant ændring af AKP's politik. I forskellige fora blev SV nu hængt ud som et sandsynligt quisling-parti og som en 5. kolonne for socialimperialismen (Sovjetunionen). Fra nu af blev spørgsmålet om Sovjetunionen det afgørende for AKP på samtlige frontafsnit og forberedelserne til den tredje verdenskrig, som KKP havde forudsagt, blev altoverskyggende i de bageste rækker.

Fra 1975 indtrådte nok en forandring i AKP's politiske praksis. Fra at have været primært engageret på skoler og universiteter, blandt socialarbejdere og kunstnere, blev hovedvægten nu lagt på at få fodfæste i arbejderklassen og fagbevægelsen. Over en to-årig periode skete der en storstilet overflytning af partimedlemmer fra skoler/universiteter til industriarbejdspladser - den såkaldte selvproletariseringen af medlemmerne. I det faglige arbejde lagde AKP'erne hovedvægten på at «afsløre klassesamarbejdsfolkene i Socialdemokratiet (DNA) og særlig i SV», samt altid være aktive når det kom til større eller mindre konflikter på arbejdspladsen. AKP kom dermed i stærk miskredit blandt faglige tillidsvalgte og også blandt menige fagligt organiserede for at drive en politisk praksis, der var mere tilpasset studenterverdenens ophedede stil, end det politiske klima på arbejdspladserne.

Deltagelse i valg

AKP stod bag oprettelsen af Rød Valgallianse, og har gennem den deltaget i Stortings- og kommunalvalgene. Ved stortingsvalget i 1973 opnåede partiet 0,4 % af stemmerne. Op til kommunevalget i 1975 udtalte den nyvalgte formand, Pål Steigan: «Vi har stærkere rødder i arbejderbevægelsen end tidligere. Det er på grund af den store tilslutning til vor linie, at konfrontationerne (AKP'ere var blevet suspenderet fra en bedriftsklub) kommer. Så længe vi var et 0,4% parti, var det ikke så farligt, men nu, nu bliver de rasende». Ved valget få dage senere fik Rød Valgallianse atter 0,4% af stemmerne og fik indvalgt fire repræsentanter i kommunalbestyrelser rundt om i landet - bl.a. en i Oslo. Ved Stortingsvalget i 1977 fik Rød Valgallianse 0,6% af stemmerne og blev ikke repræsenteret i Stortinget.

Organisation

Partiets opbygning og organisering er hemmelig. Nærmest i en form for forfølgelsesvanvid understreger partiets talsmænd det nødvendige i at sikre organisationen mod infiltration og udspionering. Oplysninger om medlemstal er også hemmelige, ligeledes partiledelsen, bortset fra nogle få personer. AKP(m-l) har opbygget sit eget trykkeri, Duplo-tryk, udgiver tidsskriftet Røde Fane på partiets forlag Oktober, som også har oprettet egne bogudsalg en række steder i Norge. Endvidere udgiver partiet avisen Klassekampen, som udkommer som dagblad. Ud fra tilslutningen til partiet ved valgene kan man slutte, at partiet ikke er vokset nævneværdigt i de år det har eksisteret, og at andelen af arbejdere i det ikke er specielt stort.

AKP(m-l) var i 70'erne og gennem 80'erne blandt de stærkeste stalinistiske/maoistiske partier i Europa. Dette skyldes forhold, som delvist er nævnt tidligere. På trods af de mange fejlagtige politiske udspil og de stadige skift i politisk linie, har partiet klaret sig uden større splittelser, selv om der hele tiden har været smågrupper eller enkeltpersoner som er brudt ud. At partiet alligevel formår at bevare disciplinen, kan antagelig bedst forklares med socialpsykologiske eller gruppesociologiske mekanismer. AKP formår at organisere sine medlemmers liv på en altomfattende måde og omhyggelig afskærme dem fra påvirkning udefra. Dermed bliver partilivet et forholdsvis trygt og godt organiseret liv, som har svar på de fleste spørgsmål og tilbud til de fleste behov. At behovet for denne type organisation er særlig stærkt blandt intellektuelle og mellemlag, som har et klart subjektivistisk forhold til den klassen de mener at tilhøre, arbejderklassen, gør det desto lettere for medlemmerne at acceptere ledelsens stadige politiske krumspring.

P.H.