Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Demokratisk centralisme er betegnelsen for de principper for organisering, som det russiske socialdemokratiske parti - senere. Sovjetunionens kommunistiske Parti, SUKP - under ledelse af Lenin udviklede fra omkring år 1900. Der er to centrale forhold, der danner baggrund for disse principper. For det første teorien om at arbejderklassen gennem sin daglige kamp for løn og arbejdsbetingelser ikke kunne udvikle en socialistisk bevidsthed. Denne kunne kun udvikles af videnskabeligt skolede intellektuelle og derpå tilføres arbejderklassen «udefra». Denne intelligentsia måtte danne kernen i et parti, som tilfører klassen den socialistiske bevidsthed, og som fører an i klassekampen. Det andet centrale forhold var nødvendigheden af at arbejde illegalt - under jorden - i zartidens Rusland. Sådanne arbejdsvilkår for et revolutionært parti krævede en streng organisering med vægt på disciplin og samlet optræden.

Disse forhold var Lenins begrundelse for et parti, som var stærkt centralistisk og mere eller mindre militært opbygget. Partiet skulle ikke kun organisere arbejderklassen. Det skulle også rumme den viden og strategiske indsigt, som var nødvendig for at indtage en ledende rolle i arbejderklassens omdannelse af den uundgåelige borgerlige revolution til en proletarisk revolution. Partiet skulle formidle de rigtige indsigter i samfundsforholdene og være arbejderklassens avantgarde - fortrop - i det politiske arbejde.

De vigtigste principper i denne type parti er:

• aktivitetspligt,
• hemmeligholdelse,
• pligt til at deltage i interne diskussioner,
• flertallet binder mindretallet i alle sager,
• lavere organer er underordnet højere,
• ledelsen har ret til at omorganisere og eventuelt opløse particeller eller lag,
• medlemmer af partiet har pligt til at oprette particeller, hvor det er mulig,
• og (fra 1921) forbudet mod horisontal kontakt mellem parti og lag (fraktionsforbudet).

Allerede i 1904 kritiserede Rosa Luxemburg og Leon Trotskij denne type organisering for at give al magt til centralkomiteen, og at alle andre dele af partiet bliver dens lydige lemmer. Trods kritikken var den demokratiske centralismes principper gældende i SUKP i 1917, og i 1919 blev det krævet, at alle partier som var medlem af Den tredje kommunistiske Internationale også tilsluttede sig disse principper, både i de nationale partier og indenfor Komintern, hvor «eksekutivkomiteen og de ledende particentres beslutninger hurtig og præcist skal udføres». I praksis betød dette, at SUKP fik uindskrænket myndighed til at bestemme indholdet i Den tredje Internationalens «proletariske internationalisme» og dermed også de nationale partiers politik.

P.H.