Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Studenteroprøret er betegnelsen for en række processer, der fandt sted praktisk talt over hele verden i 1960'erne - af modstanderne kaldt studenteruro eller studenteroptøjer.
I den almindelige eurocentriske beskrivelse er det gerne begivenhederne i maj 1968 - les événements de mai, også en af disse neutrale betegnelser for begivenheder, der ikke var langt fra en revolution! - i Paris der bliver betragtet som den begivenhed, der satte det hele i bevægelse. Men den såkaldte «free speech» bevægelse ved University of California, Berkeley, kan dateres til 1964: Et oprør mod administrationen mere end mod professorerne, en kamp for retten til at skrive og tale som man ville indenfor universitetets mure. Før dette fandtes der lignende bevægelser i Latinamerika.
Det kan også være rigtig at regne selve kulturrevolutionen i Kina (1966-69) med til denne klasse af fænomener, til trods for at den omfattede langt bredere grupper af ungdommen og var langt mere sammenkoblet med hele samfundets politiske dynamik. Protestbevægelserne i Japan under den japanske studenterorganisation (Zengakuren) i begyndelsen af 1960'erne hører også med til billedet. Oprøret kom noget senere til de nordiske lande - som man kan forvente i periferien af et system.
Årsager
Tre forskellige faktorer synes at aftegne sig forholdsvis klart som årsager til studenteroprøret:
For det første var det proletariseringen af studenterne: Masseuniversitetet med dets fremmedgørende bearbejdelse af studenterråstoffet som ledte frem mod en usikker karriere; Manglen på elementær medbestemmelse - både i administration og fagligt forhold; Udviklingen af studenterbyer hvor bevidstgørelse og mobilisering var lige så let som i universitetskantiner og mødesale. Denne side af oprøret har sine klare paralleller: Tredjestanden i 1789, arbejderklassen, stemmeretsbevægelser, minoritetsbevægelser m.m. Skridtet fra kravet om industrielt demokrati til kravet om et universitetsdemokrati var heller ikke langt.
For det andet foregik der en generel politisk radikalisering af studenterungdommen i 1960'erne. Årsagen til dette er antagelig ikke at finde blandt studenterne. Det har altid eksisteret radikale studenter og studenterradikalismen har nok altid haft en tendens til at fordampe med stigende alder og integrering i samfundets elite. Årsagen er antagelig snarere at finde i den objektive politiske situation: Vestlig imperialisme i Latinamerika og Indokina; Sovjetisk imperialisme i Tjekkoslovakiet: Udbytning, nød, intervention, krig og udryddelse af andre mennesker. Samtidig voksede der et land frem, som syntes at repræsentere et alternativ og hvor ungdommen syntes at spille en vigtig rolle: Kina. Desuden var universiteterne en vigtig kampplads i den antiimperialistiske kamp: Som del af magteliten leverede de teknologi til undertrykkelsen. Dette var særlig tydeligt i USA, og steder som MIT og Stanford Research Institute blev betragtet som del af et omfattende forræderi. Universiteter og institutter blev dermed en kampplads af betydning.
Den tredje faktor var en ændring eller forskydning i opfattelsen af, hvad forskning egentlig er, og dermed hvad indholdet, ikke bare formen, af professor-studenter-forholdet skal være. Kritikken af positivismen var det teoretiske udtryk for dette, utvivlsomt inspireret af de to andre faktorer. Positivismen lægger vægt både på en højt udviklet teknik i dataindsamlingen og en højt udviklet logik - ofte matematiseret - i teoridannelsen. Dermed legitimeres både den store afstand mellem professor, student og disciplin gennem en lang indlæringsperiode. Positivismen giver også det empiriske meget stor vægt; Det potentielle vil blive betragtet som ideologi, som værdistandpunkter og blive skubbet ud af forskningen og universitetet. En videnskabslære som var forenelig med brugen af videnskab både til udbytning og til ødelæggelse kunne umulig være holdbar. Dette kom specielt til udtryk indenfor samfundsvidenskaberne, hvor påvirkningen fra en - antagelig allerede forældet - naturvidenskabelig model førte til en afstand mellem forsker og det udforskede, en «objektivisering» af medmennesker som gav sig klare udtryk i manipulativ snarere end frigørende holdning og handling fra samfundsforskernes side.
Udfra disse tre faktorer er det klart, at det var i marxismen at studenteroprøret kunne finde et alternativ, som både forklarede studenternes klasseposition som en akademisk reservearme i et kapitalistisk samfund, forklarede den vestlige imperialisme, rummede en alternativ teori om en anden mulig samfundsform og en strategi for at nå frem til denne. Dette blev indledningen til en meget kreativ periode i marxismen.
Selve oprøret som proces indbefattede bevidstgørelse og mobilisering frem til konfrontationen, i form af krav om repræsentation, offentlig stillingtagen til politiske begivenheder, pensumændringer, som blev støttet gennem strejker, demonstrationer og besættelse af rektorkontoret, af kollegiemødesale, fakulteter, institutter og hele universiteter.
Det meste af dette havde begrænset sympati og forståelse i befolkningen, som naturligt reagerede ved at henvise til hvor privilegerede studenterne var. Uden fast arbejdstid kunne de hengive sig til deres egne interesser - herunder studenteroprør. Forholdt det sig således, at studenteroprøret var som borgerklassens i den «store» franske revolution, at det var en elite som befæstede sin position? Arbejderklasse og bønder, ikke bare småborgerskab, i en række lande ville nok have netop denne mistanke, men det er uklart om mistanken var berettiget eller ej. Et indicium på at de havde ret, lå og ligger i studenteroprørets syn på universitetet som et lukket system, hvor studenterne skal have mere magt indenfor, men samfundet som betaler skal ikke have mere magt over det.
Resultater
Hvad kom der ud af studenteroprøret? Det kyniske svar er, at der praktisk talt intet kom ud af det, bortset fra at styrelsesloven skaffede nogle flere studenter og yngre universitetslærere ind i de rådgivende og besluttende organer på institut-, fakultet- og universitetsniveau. Dette svar ser imidlertid bort fra følgende resultater:
- En betydelig politisk virkning, ikke blot ved at det underminerede magteliten bag Vietnamkrigen og dermed forkortede krigen, men ved at det gav et signal til magteliter i alle lande om at den studerende ungdom - som et resultat af uddannelsesrevolutionen - ikke altid kan medregnes som trofaste medspillere, og at dette fortsætter langt ind i de færdige akademikeres rækker.
- En betydelig videnskabsteoretisk virkning, ikke blot ved at underminere positivismen i dens forskellige former som ubestridt doktrin, men ved at åbne for en række nye - eller genoplive en række gamle - metoder.
- En vis samfundsomformende virkning fordi så mange studenter vendte systemet ryggen ved at praktisere en ny livsstil. Selv om studenteroprørets organisatoriske aflæggere i form af kvinde-, mande-, miljø-, freds-, energi- og antiimperialismebevægelser i dag slet ikke eksisterer eller kun fører en ret isoleret tilværelse, medførte de varige ændringer i samfundsstrukturen og livsformerne, der fortsat kan observeres i dag.
Det interessante ved studenteroprøret er ikke, at det nogle år senere tilsyneladende var forsvundet, men at det i løbet af en så kort tid havde så omfattende konsekvenser, til trods for de selvdestruktive udløbere: Stofmisbrug og ekstrem voldsanvendelse, særlig blandt tyske, italienske og japanske ekstremister. Mange af dem - naturligvis - samfundsvidenskabsstudenter.
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Arbejderklassen, Bevidstgørelse, Centrum-periferi, Den franske revolution, Det ny Venstre I USA, Imperialisme, Japan, Kina, Krig, Kulturrevolution, den kinesiske, Marcuse, Herbert, Marxisme, Minoritet, Naturvidenskab, Positivisme, Samfundsvidenskab, Småborgerskab, Stemmeret, Studenteroprør i USA, System, Tjekkiet, Udbytning, Ungdomsoprøret, USA, Vietnamkrigen | ||