Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Sosialistisk Folkeparti (SF) i Norge blev stiftet i 1961 og nedlagt i 1975-76, da SF gik ind som den største del af Sosialistisk Venstreparti (SV).

Forhistorien

Stiftelsen af SF havde først og fremmest baggrund i den udenrigspolitiske opposition i og udenfor Arbejderpartiet (DNA) i 1950'erne. Oppositionen koblede modstand mod medlemskab af NATO sammen med kampen mod atomvåben og et begyndende engagement for afkolonisering i den tredje verden.

Oppositionen stod for «det tredje standpunkt». Et udtryk som Karl Evang oprindelig benyttede om det nordiske forsvarsalternativ i 1949. Senere betegnede det ønsket om en alliancefri udenrigspolitik - uafhængig af magtblokkene i øst og vest. Efter at SF var dannet, anvendtes det om en indenrigspolitik, som var alternativ til både Arbejderpartiet og NKP. Men nogen forestilling om en samfundsform mellem kapitalisme og socialisme lå der aldrig i begrebet, selv om NKP udlagde det på denne måde. Det udenrigspolitiske «tredje standpunkt» blev båret frem af miljøet omkring avisen Orientering fra 1953, i Torolv Solheims tidsskrift Fossegrimen fra 1954 og noget senere af Arbejderpartiets studenterafdeling: Sos. Stud.

Perspektivet var i første omgang at holde en sprække åben under den kolde krigs politiske istid. Opposition vandt enkelte mindre sejre: Arbejderpartiets landsmøde i 1957 gik mod udstationering af atomvåben på norsk jord. Under det såkaldte «påskeoprør» i 1958 - som Sos. Stud. stod bag - skrev over halvdelen af medlemmerne i Arbejderpartiets stortingsgruppe og fagforeninger som repræsenterede flertallet af LO's medlemsmasse under på et krav om nej til udstationering af atomvåben i Vesttyskland.

Men så strammede forholdene til: Medlemmer af Sos. Stud. blev i 1959 udelukket af AUF og Arbejderpartiet efter en rejse til Østtyskland. Centrale personer bag Orientering blev i 1961 ekskluderet af DNA, anklaget for fraktionsvirksomhed. Op til Arbejderpartiets landsmøde i 1961 indrykkede Gutorm Gjessing, Sigbjørn Hølmebakk og Per Maurseth en avisannonce, hvor det ny parti blev varslet, dersom landsmødet rokkede ved beslutningen om udstationering af atomvåben. Landsmødet åbnede med en ny atom-beslutning «døren på vid gab». Invitationer til at stifte et nyt parti blev sendt ud og efter en landskonference i april var SF et faktum.

Platformen

Et væsentlig kendetegn ved det nye parti var udenrigspolitikkens fremtrædende stilling. Stiftelseserklæringen fra 1961 krævede alliancefrihed, neutralitet, modstand mod militærblokkene, udmeldelse af NATO, ensidig norsk nedrustning, kamp mod atomvåben, styrkelse af FN, antikolonialisme og u-landsbistand. Partiet var ikke pacifistisk - skønt der var plads til pacifister - men er blevet kaldt «atompacifistisk»: Når den våbentekniske udvikling er nået så vidt, at alt liv på kloden kan udslettes adskillige gange, er oprustning og krig meningsløs. Partiet kom derfor til at hente styrke fra den organiserede protestbevægelse mod atomvåben (se Atomprotestkampagnen, Kampagnen mod atomvåben). Året efter dannelsen deltog det også aktivt i kampagnen mod norsk medlemskab af fællesmarkedet.

Betoningen af udenrigspolitikken førte enkelte ikke-socialister til partiet. Men SF erklærede sig fra første stund som socialistisk. Mange af stifterne mente at videreføre Arbejderpartiets tidlige efterkrigspolitik, som den blev udtrykt i «Grundsyn og retningslinier» fra 1949. SF's omfattende principprogram fra 1962 er blevet karakteriseret som «en syntese af salig Eduard Bernsteins revisionisme og moderne sociologi» (Knut Langfeldt). Det var med andre ord en reformistisk socialisme: Vejen gik over gradvise ændringer vedtaget af Stortinget. Nationalisering af bank- og kreditvæsen var det første skridt, virksomhedsdemokratiet det næste. Således videreførte SF socialistiske standpunkter, i traditionen fra det klassiske socialdemokrati.

Endvidere udvikledes en «ny venstre»-kritik af det kapitalistiske «forbrugersamfund»: «Dyrkelsen af ting lukker vejen mellem menneskenes sind, skaber et socialt liv præget af uniformitet, passivitet, af kulde og konventioner og mennesker som er dybt ensomme», hed det i programmet fra 1962. Lignende opfattelser fandtes i andre europæiske «nyt venstre»-partier og grupper, som opstod i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 60'erne - blandt dem det danske SF fra 1959.

Organisationen

Fra Kings Bay debatten i Stortinget i 1963. Omkring to millioner fulgte dramaet på TV, med Norges bedste fjernsynspolitiker, Finn Gustavsen, i en af hovedrollerne.

Partiet mente i det hele taget meget. Den generation der senere trådte ind i partiet, oplevede «ur-SF'erne» fra 1961 som mere optaget af mening end af magt, mere optaget af holdning end af handling. Forklaringen på dette skær af et standpunktsparti lå i erfaringerne fra 1950'erne: Det var atter legitimt at hævde afvigende holdninger. Den opposition som havde stået udenfor, havde nu fået sine talsmænd i de besluttende organer. Partiet opstillede ved stortingsvalget i 1961 i 6 amter, fik 2 mandater og 2,4% af stemmerne på landsplan. Finn Gustavsen fra Oslo og Asbjørn Holm fra Nordland havnede i en afgørende position på vægtskålen, selv om stemmetallene ofte var 148-2.

SFs organisation og selvforståelse blev på en måde et negativt udtryk for omstændighederne omkring stiftelsen. Partiet krævede «fornyelse i norsk politik» og fremstillede sig som et anderledes, mere moralsk alternativ end de gamle partier. Hvis Arbejderpartiet var et autoritært bureaukrati med ringe tolerance, blev SF fra starten en liberal, løs sammenslutning, med meningers frihed og mangfoldighed, ingen eksklusionsparagraf og ret til at danne fraktioner. Det var samtidig præget af gennemtræk og mangel på loyalitet overfor organisationen og på effektivitet i praktisk politik. Medlemmerne var politisk aktive i de store kampagner og i valgkampene, men mindre i boligkvarterene, fagbevægelsen og andre masseorganisationer. Koncentrationen om Storting og standpunkter blev forstærket af en tilfældighed: Mens TV blev introduceret som politisk forum i Norge, besad SF 1960'erne bedste fjernsynspolitiker. Med oprullede skjorteærmer, rappe replikker og en enestående evne til at formulere det som mange følte, blev Finn Gustavsen i vid udstrækning identificeret med SF.

Gradvis blev der opbygget en organisation ved siden af stortingsgruppen. Centralt i denne stod partiformanden fra 1961-69, Knut Løfsnes, næstformændene Ragnar Wold (1961-66) og Ola Bonnevie (1967-69) samt rækken af sekretærer: Berge Furre (1961-64), Kjell Bygstad (1964-67) og Ole Kopreitan (1967-69). Partiets første kommunevalg i 1963 gav rimelige resultater (2,8 %), mens det andet stortingsvalg i 1965 på et måde var et nederlag. Trods det at SF nu opstillede i alle amter og fik 123.000 stemmer, klarede partiet ikke skridtet op i partiernes mellemklasse, men opnåede med sine 6% af stemmerne genvalg af Holm og Gustavsen. Kommunevalget to år efter gav 5,1%.

En del populærsociologi har knyttet SF's karakter af meningsparti sammen med en påstået dominans af middelklasse i partiet. Men SF var ikke et «lærerparti». «Folkeparti» eller snarere «lønmodtagerparti» er mere træffende. Valgundersøgelser fra 1969 viste, at andelen af arbejdere var procentvis større i SF end i Arbejderpartiet (29 mod 26%) og andelen af lavere funktionærer endnu stærkere (34 mod 23%). Andelen af mellemlag var imidlertid stærkere blandt SF's medlemmer end blandt vælgerne, stærkere blandt folk med topposter og mere markeret i 1970'erne end i 1960'erne. Partiet var svagt repræsenteret blandt selvstændig næringsdrivende på landet og i byen, husmødre og pensionister. Gennemgående var både vælgere og medlemmerne unge. Valggeografisk fulgte SF omtrent Arbejderpartiets mønster: Svagt i syd og vest, stærkt i nord og i flere amter i Østlandet.

Politikken

Partiets position som tungen på vægtskålen i Stortinget var ikke let. I de principielle sager stod partiet isoleret, i dagsspørgsmålene kunne de borgerlige let fremstille SF som et halehæng til Arbejderpartiet. Det var vanskeligt at udvikle en politisk linie, som både undgik bombastiske erklæringer om hvad SF på den ene side skulle gennemføre på egen hånd og på den anden appeller til LO og Arbejderpartiet om at gøre dette og hint. Sagen omkring mineulykken i Kings Bay i 1962 understregede et andet dilemma - mellem taktik og moral. At vælte en Arbejderpartiregering var at bede om at blive angrebet - samtidig med at partiet havde sat sig for «at genrejse ærligheden» i norsk politik.

SF overlevede og anden halvdel af 1960'erne blev en tid, hvor SF idemæssigt var i offensiven. Partiet lancerede et program for virksomhedsdemokrati med 50-50 repræsentation mellem ejere og ansatte, men havde ikke tilstrækkelig indflydelse i fagbevægelsen til at gøre forslaget gældende i diskussionerne. Vigtigere var det nye radikale distriktsprogram fra 1967. Det var inspireret af Ottar Brox. Programmet brød med en teknokratisk og økonomisk væksttankegang, satte som mål at opretholde bosætninger i landdistrikterne og at udvikle levedygtige lokalsamfund med landbrug, fiskeri og småindustri. Dette populistiske program indvarslede 1970'ernes grønne toner, som Venstre og Centerpartiet efterhånden blev præget af.

Også udenrigspolitisk skete der en radikalisering. Perspektivet blev drejet fra «øst-vest» til «nord-syd». Cuba og Vietnam viste, at USA's imperialisme kunne bekæmpes. I ungdomsorganisationen, Sosialistisk Ungdomsforbund (SUF), stiftet i 1963, blev de mere partitro i slutningen af 1960'erne trængt tilbage af tilhængere af marxismen-leninismen og Mao Tse-tungs tænkning. Pro-kinesiske sympatier knyttedes sammen med en kritik af SF for reformisme, parlamentarisk orientering og organisatorisk liberalisme. SUF bekræftede til gengæld programmæssigt proletariatets diktatur og den demokratiske centralisme.

Krise

I løbet af 1968 blev det klart, at SUF's perspektiv enten var at overtage partiet eller bryde ud med så stor en gruppe som muligt. Styrkeholdet udvikledes således, at flertallet i SUF fik støtte fra et mindretal i SF - også indenfor partiets hovedbestyrelse. Op til SF's landsmøde i februar 1969 blev der organiseret en såkaldt «SF-aktion» for at sikre flertal mod SUF ved bl.a. at sikre retten til at danne alternative ungdomsgrupper til SUF i de enkelte partiafdelinger. Efter en oprivende kamp op til landsmødet og et endnu mere oprivende landsmøde, blev SF splittet. SUF vedtog straks efter at bryde med SF. Landsmødet valgte en ny ledelse i et forsøg på en frisk start. Torolv Solheim blev formand i en hovedbestyrelse med bl.a. Maurseth, Furre, Dag Seierstad og sekretæren, Per Eggum Mauseth, som centrale medlemmer.

Partisplittelsen, Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet 21. august 1968 og et Arbejderparti i angrebsposition for at generobre regeringsmagten sendte i 1969 SF ud af Stortinget med blot 3,5% af stemmerne. Efter et år med medlemsfrafald og dystre gallupresultater vendte konjunkturerne imidlertid. En ny, mere udadvendt arbejdsstil voksede frem, med lokale aktioner, lokalaviser og arbejde med modekspertise til fagbevægelsen - bl.a. inspireret af den nye ungdomsorganisation, Sosialistisk Folkepartis Ungdom (SFU). Bedre teoretisk og praktisk skoling satte partiet - som nu kaldte sig marxistisk - i stand til at møde udfordringen, da kampen om norsk medlemskab af EF atter blev rejst. Et relativt succesfyldt kommunalvalg i 1971 (4,0%) bekræftede konsolideringen. Finn Gustavsen overtog som partiformand i 1971, men overlod i 1973 jobbet til den organisatoriske næstformand Sten Ørnhøi, efter at han selv var blevet valgt som leder for Sosialistisk Valgforbunds nye stortingsgruppe.

Samling

NKP havde længe ønsket et valgsamarbejde med SF. I 1971 fik ideen støtte af tidligere centrale SF'ere som Løfsnes, Hølmebakk og Per Aavatsmark - forhenværende medlemmer af bystyret i Oslo. SF's landsmøde afviste henvendelsen - bl.a. med den begrundelse at en «tredje kraft» med folk fra Arbejderpartiet var nødvendig. I løbet af EF-kampen arbejdede mange SF'ere nært sammen med NKP'ere, medlemmer af Arbejderpartiet og partiløse socialister af forskellig art. I denne situation opstod der to perspektiver: Især de yngre medlemmer syntes at se en historisk mulighed i et samarbejde og på lidt længere sigt en samling i ét parti af den socialistiske venstrefløj, som deltog i Folkebevægelsen mod EF. Synspunktet baserede sig dels på et oplevet fællesskab med andre socialister, dels i troen på den appel som enheden ville have blandt vælgerne og troen på at situationen åbnede for dannelsen af en ny type parti.

En del af dem der havde været med til dannelsen af SF var derimod skeptiske overfor NKP's hensigter og til hvilken styrke eventuelle udbrydere af Arbejderpartiet kunne have. Samtidig følte de, at partiet, Orientering og deres egen position og indsats kunne udraderes. Dynamikken i samlingsprocessen var imidlertid så stærk, at ingen for alvor gik mod, da Sosialistisk Valgforbund først blev dannet i 1973 og gav SF 9 ud af SV's 16 stortingsrepræsentanter. Selv om nedlæggelsen af Orientering var svær at acceptere, gik de allerfleste SF'ere med over i SV og accepterede opløsningen af SF i fåret 1976.

K.K.