Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Se også: Klassekamp
Den norske avis Klassekampen startede som månedsavis i februar 1969. Klassekampen var samtidig navnet på Norges kommunistiske Ungdomsforbunds organ, hvor Eugène Olaussen var den mest kendte redaktør. Klassekampen blev startet samtidig med, at striden i Sosialistisk Folkeparti tilspidsede sig. Klassekampen blev talerør for ungdomsorganisationen SUF, som brød ud af SF.
I januar 1973 gik avisen over til ugentlig udgivelse, og blev omtrent samtidig det formelle hovedorgan for det nystiftede AKP (m-l). Fra januar 1976 udkom avisen to gange ugentligt frem til 1. april 1977, da den gik over til at blive dagblad. Redaktører har været Anders Andersen og Finn Aasheim, Sigurd Allern, Finn Sjue og Egil Fossum.
Forside af Klassekampen efter 1. maj urolighederne i Oslo 1979. |
Bag udgivelsen af den norske venstrefløjs eneste dagblad i 1970'erne lå der en enorm indsats fra partiets medlemmer og sympatisører, som f.eks. indsamlede store pengebeløb til driften. Til den største investering - rotationspressen - blev der indsamlet flere millioner. Oplaget øgedes fra ca. 2.000 i 1969 til omkring 15.000 i 1978 - ifølge avisens egne oplysninger. Den store salgsindsats og de høje indsamlingstal udsprang delvis af, at alle medlemmerne måtte yde maksimalt, men det skyldtes også en glødende iver i medlemsmassen for netop denne opgave.
Avisens redaktionelle profil fulgte i 70'erne i hovedtrækkene ml-bevægelsens politik og de dertil hørende linieskift. Når centralkomiteens parole var bredt samarbejde, omfavnede Klassekampen tidligere modstandere, for atter at skælde dem eftertrykkeligt ud, når partilinien blev ændret. Klassekampen har i norsk sammenhæng udmærket sig ved en brutal debatform og ved udfald mod politiske modstandere, ofte iblandet udskældning og personchikane.
Indholdsmæssigt var avisen på sit højdepunkt under strejkebølgen i midten af 1970'erne. Den bragte bl.a. meget stof, som få andre aviser fik frem. Men informationsværdien og sandhedsindholdet i det politiske stof har aldrig været avisens stærke side. Størst betydning har den haft som ml-bevægelsens mobiliseringsredskab. Ved flere anledninger har også enkeltstående «afsløringer» og kulturdebatter været interessante. Men som følge af den stadig mere problematiske kinesiske inden- og udenrigspolitik fra midten af 70'erne og Klassekampens forsvar for denne, gav avisen sine læsere et stadig mere usammenhængende verdensbillede. I den udstrækning avisen i den periode bevarede en form for helhedssyn, var det begrænset til kampen mod Sovjetunionen.
I den første tid som dagblad var avisens emnevalg delvis præget af lange partiudredninger fra AKP og det kinesiske kommunistparti: Ret uaktuel og med tendenser til sekterisme, opsummerede redaktionen efter nogle måneder situationen. I begyndelsen af 1978 skete der en markant forandring, da Egil Fossum overtog posten som redaktør efter Finn Sjue. Avisen blev mere varieret og letlæst. Med en mere åben debatform, meget ikke-politisk stof, professionel middagsavis-udstyr, mange farver, korte artikler og nyhedsnotitser forsøgte avisen at blive mere end blot læsernes korrektiv- og supplementsorgan. Det skulle ikke længere være nødvendigt at læse andre aviser end Klassekampen. Den målsætning blev imidlertid opgivet igen i begyndelsen af 1979, da avisen var kommet ind i en meget alvorlig økonomisk krise og måtte reducere sidetallet. De økonomiske problemer hang også sammen med ml-bevægelsens generelle stagnation.
Oprettelsen og driften af Klassekampen uden statslig støtte, med et net af «arbejderkorrespondenter», lave redaktionelle lønninger, store kraftanstrengelser i salgsarbejdet og dybe indhug i medlemmernes tegnebøger, blev tidligt et symbol på AKP's organisationssucces. Den blev den stolte fane, som partiet kunne fremvise overfor den venstrefløj, den engang var udsprunget af. Men efterhånden må avisarbejdet have taget det meste af bevægelsens kræfter. I løbet af 1977 og især 1978 var det næsten kun gennem avisudgivelsen, at partiet lod høre fra sig, og når det mobiliserede sine medlemmer, var det oftest til nye indsamlinger for at holde Klassekampen gående. Meget af den politik avisen i øvrigt formidlede kunne næppe længere regnes til venstrefløjen, eftersom den blev præget af en stadig mere forsonende holdning til USA-imperialismen.
Links til andre opslag i leksikonet | ||
AKP(m-l), Kina, Klassekamp, Norge, Rusland, Sosialistisk Folkeparti | ||