Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Indenfor den marxistisk leninistiske teori betegner proletariatets diktatur den specielle statsform, der eksisterer i et samfund i den første fase efter en socialistisk revolution. Arbejderklassen styrter det borgerlige klasseherredømme og erstatter det med sit eget. For at sikre sig mod kontrarevolutionære kræfter og mod at udviklingen af det klasseløse samfund og dermed det fuldstændige demokrati ødelægges, må samfundsmagten organiseres således, at den nye dominerende klasse aktivt undertrykker den gamle - dvs. kapitalistklassen og borgerskabet.

Begrebet blev første gang anvendt af de franske socialister i 1840'erne, men blev snart en vigtig del af den marxistiske teori om overgangen til det klasseløse samfund. Allerede i 1852 skriver Marx at: «klassekampen fører nødvendigvis til proletariatets diktatur, men det diktatur danner kun overgang til ophævelsen af alle klasser, til det klasseløse samfund».

Den vigtigste enkeltbegivenhed som gav ideen om proletariatets diktatur indhold, var erfaringerne fra Pariserkommunen i 1871. Den brutale nedslagtning af kommunarderne overbeviste Marx om nødvendigheden af at forsvare sig mod de reaktionære og kontrarevolutionære kræfter, samtidig med at han i kommunens organisationsprincipper så «den endelig klare politiske form» for arbejderklassens frigørelse.

I sin opsummering af Kommunens erfaringer uddrager Marx følgende organisationsprincipper:

1. De umiddelbare producenters selvstyre og et lokalt selvstyre som skulle omfatte alle provinserne,
2. Kommunens repræsentanter skulle vælges efter almindelige valgregler,
3. «Kommunens form», styret nede fra og op, skulle gælde i alle enheder,
4. Hæren skulle erstattes af en folkemilits,
5. National repræsentation sammensat af udsendinge fra hver selvstyrende enhed, hvor repræsentanterne når som helst kunne kaldes tilbage,
6. National enhed skulle etableres gennem en kommunalforvaltning,
7. Den overordnede statsmagt skulle afskaffes og visse funktioner overtages af «samfundets ansvarlige tjenestemænd»,
8. Politiet fratages alle politiske funktioner,
9. Offentlige tjenester udføres til arbejderlønninger.

Dette var rammen for den organisationsform, som Marx anså for at være «det rationelle mellemstadium, hvor klassekampen kunne gennemløbe de forskellige faser på den mest rationelle og humane måde». Han betragtede også Kommunen som «samfundets tilbageerobring af statsmagten som sin egen levende magt, i stedet for den magt som samfundet underordner sig og som undertrykker det». I Pariserkommunens principper så Marx med andre ord både et forsvar for de nyvunde friheder og en administrationsform, som indebar sin egen overflødiggørelse: Efterhånden som udviklingen gik mod det klasseløse samfund, ville også behovet for et selvstændig statsapparat - defineret som det nødvendige undertrykkelsesmiddel i klassesamfundet - forsvinde.

Lenin videreudviklede ideen om proletariatets diktatur i «Staten og revolutionen», hvor også han tager udgangspunkt i Pariserkommunen, men med arbejderrådene, sovjetterne, som grundenheder. Hos Lenin spiller teorien om proletariatets diktatur imidlertid sammen med hans teori om det kommunistiske parti (se Demokratisk centralisme), og han tillægger dermed proletariatets bevidste avantgarde - partiet - den ledende rolle i udøvelsen af proletariatets diktatur. Lenin mente, at fortsat klassekamp i denne fase af udviklingen ville kræve en rigid centralisering af magten og en jernhård disciplin. Udviklet som sovjetsamfundets nye statsform fik proletariatets diktatur alle de klassiske kendetegn på en borgerlig stat: Stående hær, politisk politi, hierarkisk bureaukrati, udviklet privilegiesystem etc. I stedet for at være et instrument til at afskaffe staten, forstærkede det den. Arbejderklassens diktatur blev til partistyre over og mod folket. Det blev partiets, det hemmelige politis og bureaukratiets diktatur.

Efter 1917 blev ideen om proletariatets diktatur bestemt som det politiske system, der eksisterede i Sovjetunionen. Således hedder det i optagelsesbetingelserne til Komintern, at kun de der accepterer parolen om proletariatets diktatur kan blive medlemmer. Begrebet kom til at markere skellet mellem den kommunistiske og de socialdemokratiske og socialistiske dele af arbejderbevægelsen.

At der var uenighed om denne identificering af begrebet med udviklingen i Sovjetunionen, vidner ikke mindst Rosa Luxemburgs kritik fra 1918 om: «Men med undertrykkelsen af det politiske liv i hele landet må også livet i sovjetterne nødvendigvis lammes. Uden almindelige valg, uindskrænket presse- og forsamlingsfrihed og fri meningsudveksling, dør livet i enhver offentlig institution. Det bliver et skinliv, hvor bureaukratiet alene bliver det aktive element ... det bliver en håndfuld politikeres diktatur - dvs. et diktatur i borgerlig forstand.»

Siden 1918 er der ingen der har formuleret ordentlige svar på de problemer, som Luxemburg rejste. Kommunismens forhold til de demokratiske grundrettigheder er dermed forblevet tvetydig - eller et åbent forsvar for dobbelt politisk bogholderi: Demokratiske rettigheder før revolutionen og arbejderklassens diktatur efter. Det uholdbare i ikke at afklare disse spørgsmål fik allerede i 1970'erne flere af Europas kommunistpartier til at stryge parolen fra sine programmer, men uden at komme nærmere løsningen på problemet omkring den politiske magt og demokratiet efter en eventuel revolution.

At parolen om proletariatets diktatur er uegnet i kampen for socialismen, kan illustreres gennem drøftelsen af fire afgørende problemer: For det første vil befolkningen bestemt modsætte sig, at de friheder det har tilkæmpet sig under kapitalismen - tale-, forsamlings- og trykkefrihed osv. - bliver ophævet under socialismen. En politik der ikke garanterer disse friheder, vil ikke kunne regne med tilslutning, hverken fra arbejderklassen eller andre lag.

For det andet kan arbejderklassen ikke gennemføre revolution alene. Men hvordan skal andre grupper og lag i samfundet overbevises om, at de er tjent med socialismen, hvis man samtidig siger, at efter revolutionen vil arbejderklassen oprette et diktatur over alle andre grupper? Al historisk erfaring viser, at disse enkle spørgsmål har en afgørende afgørende betydning.

For det tredje var det oprindelige indhold i begrebet, at det var de «umiddelbare producenter» der skulle udøve demokratiet og tage beslutningerne - ikke partiet eller statsapparatet. Men i befolkningen vil der til enhver tid findes en række forestillinger om, hvad der er den bedste måde at bygge fremtiden på. Før flertalsprincippet garanteres og en ledelse er indstillet på at gå af hvis den får et flertal mod sig, er demokratiproblemet ikke løst.

For det fjerde indebærer tanken om proletariatets diktatur, at arbejderklassen er revolutionens eneste og endelige mål og indhold. Men de frigørende interesser og behovene er ikke afgrænset til arbejderklassen - de findes i brede lag i folket. En revolutionsteori som kun har arbejderklassens frigørelse som mål og indhold vil derfor ikke kunne sikre det, der var socialismens oprindelige indhold: En almen frigørelse og ophævelse af menneskets magt over mennesket.

P.H.