Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Orientering, den norske NATO oppositions talerør og hovedorganet for venstresocialistisk debat i Norge frem til 1975, blev stiftet som andelsselskab i Oslo i efteråret 1952. Bag bladet stod en gruppe mellemkrigskommunister, som af taktiske grunde var søgt over i Arbejderpartiet (DNA), men som fortsat regnede Sovjetunionen som den progressive magt i verden. Anført af stortingsrepræsentant Jacob Friis udgav de Orienterings første prøvenummer i december 1952. Deres initiativ tiltrak hurtigt flere fraktioner af arbejderbevægelsens NATO modstandere: Furubotns «Andet centrum» af NKP, dernæst en gruppe noget yngre DNA oppositionelle, som aldrig havde haft tilknytning til NKP.

Orientering - uafhængig norsk ugeavis - udkom med prøvenummer i december 1952.

Stridigheder mellem disse grupper endte i januar 1953 med sejr til DNA's venstrefløj. De var orienteret mod det såkaldte «tredje standpunkt» i stormagtspolitikken - nej til øst, nej til vest - som var anført af Karl Evang, og som knyttede tråde bagud både til Mot Dag og til gamle socialdemokrater i arbejderbevægelsen, blandt dem Christopher Hornsrud. Redaktør og talsmand for denne gruppe blev Sigurd Evensmo, med Finn Gustavsen som redaktionssekretær.

Det tredje standpunkt var en nyskabelse i norsk socialisme. Det blev båret frem af en generation, som trods sine rødder stod forholdsvis frit i forholdet til mellemkrigstidens fronter. Standpunktet var en blanding af flere traditioner og tiltrak både ældre og yngre venstreoppositionelle i og udenfor DNA. Med fasthed kunne Orientering gå mod Norges tilknytning til NATO, samtidig med at tredjestandpunktet gav en udstrakt uafhængighed i stormagtspolitikken, der var velegnet for analyse af internationale forhold. Norsk socialisme i 50'erne var polariseret mellem Moskva (NKP) og Washington (DNA), og her kunne Orientering tilbyde noget virkelig nyt: uafhængighed, kritik af både kommunismens doktriner og DNA's nye dollarevangelium.

Da principdebatten i norsk socialisme endnu drejede sig om Norges plads i verden, var Orientering i 50'erne et rent udenrigspolitisk blad. Efterhånden tog det imidlertid også indenrigspolitiske temaer op. En ændring som i sin yderste konsekvens måtte få følger for forholdet til moderpartiet. Ændringen fandt især sted i Finn Gustavsens tid som redaktør fra 1957. Det udviklede sig i 1960-61 til trusler om, at dersom DNA på sit landsmøde i 1961 gennemførte programændringer, som kunne åbne for atomvåben på norsk jord, ville nøglepersoner i kredsen omkring Orientering overveje at danne et nyt parti. Truslen blev realiseret med dannelsen af Sosialistisk Folkeparti (SF) i 1961, og Gustavsen blev den ene af partiets to første parlamentarikere. Orientering blev nu talerør for SF, men blev først formelt overtaget af partiet i 1973. Redaktør fra 1965 var med en kortere afbrydelse Kell Cordtsen.

Ved samlingsforhandlingerne i 1974-75 blev Orientering en af SF's vigtigste bidrag til det nye SV. Efter intense fraktionskampe blev bladet nedlagt og fra august 1975 omdannet til Ny Tid.

Orienterings indhold fulgte under alle årene oppositionens og senere SF's konjunkturer. I 50'erne var bladet udenrigspolitisk, i 60'erne stærkere rettet mod norsk politik, særlig mod magt- og misforhold i DNA's statskapitalisme. Kulturstoffet var hele tiden rigt, med Sigurd Evensmo og Georg Johannesen som de ledende skribenter; Kontakten med fagbevægelsen var frem til begyndelsen af 70'erne bladets svage side.

Orienterings første nummer blev trykt i et par tusinde eksemplarer. Oplaget steg langsomt til 19.000 i 1974. Afskedsnummeret blev trykt i 16.000. Avisen blev i 1961 omlagt fra fjortendagsblad til ugeavis. Organisationsformen var til at begynde med andelsselskabets, derefter aktieselskabets, med redaktøren ansat af den generalforsamlingsvalgte bestyrelse. Fra 1973 blev redaktøren valgt af SF's landsmøde.

Orientering står indenfor norsk arbejderpresse som et banebrydende organ på linie med Mot Dag i 1920'erne og Klassekampen i 1970'erne. Mere end de to andre blev det imidlertid hæmmet af systematisk fortielse - specielt fra A-pressens side.

H.F.D.