Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Valutakrise

Valutakriser er økonomiske kriser, der viser sig ved at udenlandske investorer og spekulanter trækker deres penge ud af et land. Virkningen er den samme, som hvis en virksomheds investorer trækker pengene ud (f.eks. ved at sælge deres aktier) eller hvis dens långivere opsiger lånene. Virksomheden fattes da penge, og på samme måde vil et land, der udsættes for valutaflugt, mangle fremmed valuta til at finansiere import og rentebetalinger. Landet må spare og skære ned, med mindre det kan opnå nye lån.

Som vi skal se er forklaringen af valutakriser - deres årsag - et omstridt spørgsmål.

Bretton Woods systemet (1944 - 70'erne)

Under dette system sikrede det internationale samarbejde i IMF nogenlunde faste kurser; kurserne blev sjældent ændret og da efter politisk aftale. Udenlandske investorer og långivere kunne derfor føle sig nogenlunde trygge, så egentlige valutakriser var sjældne. Men et land kunne lide af valutamangel, dvs. mangel på fremmed valuta til at finansiere importen. Det gjaldt således de fleste vesteuropæiske lande i 1950'erne, da der var dollarknaphed. (Se: Bretton Woods systemet).

Valutamanglen skyldtes, at forbruget af udenlandsk valuta til køb af importvarer var større end indtjeningen af udenlandsk valuta fra eksporten. Problemet blev løst ved at rationere forbruget af udenlandsk valuta, nedskære importen administrativt, eller ved - sjældnere - at devaluere ens egen valuta. Når denne bliver mindre værd, bliver landets varer billigere, således at der kan eksporteres mere; konkurrenceevnen forbedres.

Den nyliberale epoke

USA opgave fastkurssysemet i begyndelsen af 70'erne (gik fra guldet). I løbet af de følgende 10 år fulgte de andre store økonomier efter (især Europa og Japan), og det internationale valutasystem var nu domineret af flydende kurser. En dansk virksomhed, der investerede i Japan ved at bygge en fabrik dér, eller en dansk pensionsfond, der der udlånte til Japan ved at købe japanske værdipapirer, kunne nu risikere at den japanske yen - og dermed investeringen - ville falde i værdi. Eller håbe på at yen'en ville styrkes og investeringen eller lånet derfor ville blive mere værd. Såvel risikoen som chancen ved internationale kapitalbevægelser øgedes. Sådanne bevægelser blev derfor mere spekulationsprægede.

Under Bretton Woods systemet havde kapitalbevægelser været politisk kontrollerede; Carlsberg skulle have tilladelse for at omveksle kroner med yen for at bygge en fabrik i Japan, og tilsvarende skulle en dansk pensionskasse have tilladelse for at købe japansk valuta og japanske værdipapirer. Hvis der ikke havde været en sådan kapitalkontrol, kunne fastkurssystemet ikke have eksisteret: Hvis privatkapitalister frit kunne have udført penge fra Danmark, ville kronen være kommet under pres og en given kurs umulig at opretholde.

Når fastsættelse af kursen blev overladt til markedet (valutamarkedet), var der ikke længere nogen grund til at fastholde kapitalkontrollen. Den blev afskaffet. Den politiske kontrol med det internationale økonomiske system blev afløst af den privatkapitalistiske kontrol, også kaldet markedet. Dette var samtidig startskuddet for og livsnerven i det nye neoliberale system. Dermed opstod muligheden for egentlige valutakriser.

1990'ernes valutakriser

Nedenfor ses lidt mere detailleret på to af disse kriser

Mexico 1994/95

Efter gældskrisen i 1982 havde Mexicos økonomi haft nogle svære år; for hele Latinamerika blev 80'erne omtalt som «det tabte årti». I slutningen af årtiet faldt renten i USA, så den nordamerikanske kapital var på udkig efter højere forrentning i udlandet. Samtidig styrkedes Mexicos kreditværdighed, fordi man fandt en tålelig ordning af gældsproblemet, og fordi den mexicanske regering gennemførte en omfattende liberalisering og deregulering. Mexico var atter blevet attraktivt og kapital strømmede til.

Dette var imidlertid overvejende kortsigtet spekulationskapital, så pengene sivede ikke ned i realøkonomien; de udenlandske lån gik ikke til produktive investeringer, der kunne finansiere rentebetalingerne og afdragene. Mens det i årene forud for 1982 havde været den mexicanske stat, der lånte, havde private nu fået tilladelse hertil og de brugte pengene til bl.a. import af luksusvarer, så handelsbalancen forværredes. Det reelle BNP (dvs. inflation fratrukket) pr. indbygger steg kun med 2% pr. år. Men den nyliberale politik havde altså trods alt givet en beskeden økonomisk vækst. For de rige, vel at mærke, for antallet af fattige (efter Verdensbankens kriterier) steg fra 1989 til 94 med godt 1 million; i nogenlunde samme periode steg priserne på basale varer tre gange så meget som minimumslønnen. Når økonomisk vækst kombineres med øget indkomstulighed, kan den fint forenes med fattiggørelse.

I slutningen af 1994 begyndte de udenlandske investorer at betvivle mexicanernes tilbagebetalingsevne. Og når den enkelte investor frygter, at de andre vil trække sig ud (og det kunne de let, fordi det var kortsigtede lån), mister alle tilliden til at pesoen vil blive efterspurgt i et omfang, der berettiger den aktuelle kurs; de frygter devaluering af pesoen og dermed værdien af deres investering. Og så begyndte for alvor den flugt, der i december 94 tvang regeringen til at lade kursen flyde (nedad). Staten havde slet ikke midler (udenlandsk valuta) til at kompensere for udstrømningen med støtteopkøb af pesoen. Efterspørgslen efter peso kollapsede, så dens værdi måtte gøre det samme, og staten måtte bede om en kapitalindsprøjtning fra USA og IMF. Antallet af fattige voksede på kort tid med 11 millioner, reallønnen faldt med 30% i 1995, og på to år faldt forbruget med 25%. De rige klarede sig udmærket, for de havde i vid udstrækning placeret deres midler i dollar: midt i den værste økonomiske krise i landets historie voksede antallet af millionærer (i dollars) med 50%.

Hvorfor smitter en valutakrise af på realøkonomien? Der er to kanaler:

Handelsbalancen: Importudgifterne må reduceres, da merimporten ikke længere kan finansieres med lån. Faldet i pesoens værdi gør mexicanske varer billigere, øger altså konkurrenceevnen, men den effekt viser sig først på lidt længere sigt. Den umiddelbare løsning ville da være at forbyde luksusimport, således at de rige mexicanere selv kom til at betale for de problemer de havde skabt. Det lå ikke for. I stedet gøres hele landet fattigere, således at alle køber mindre i udlandet.

Kapitalbalancen: Igen er den umiddelbare løsning politisk kontrol, nemlig forbud mod kapitaleksport. Det overordnede mål blev i stedet at genskabe landets kreditværdighed, så der atter ville flyde kapital til landet. I den nyliberale verden er det ikke staten, der bestemmer over kapitalen, men kapitalen, der bestemmer over staten. Man lokkede med astronomiske rentesatser (helt op til 80%); det gjorde hjemlig investering praktisk umulig, men den resulterende nedgang i økonomisk aktivitet (med stor arbejdsløshed) var jo godt for handelsbalancen. Videre beskar regeringen de offentlige velfærdsudgifter; landet havde ganske vist ikke underskud på statsbudgettet, dvs. skatterne kunne godt finansiere de offentlige udgifter, men jo færre penge staten pumper ud i økonomien, jo mindre bliver inflationen og dermed værdiforringelsen af udenlandske investeringer. Overhovedet radikaliseres den nyliberale politik; i november 1995 foreslår præsidenten privatisering af pensionssystemet, så de rige kan slippe for at betale til de fattige og staten spare udgifter.

Var dette nyliberale eksperiment en succes?

Det mente IMF's direktør, Michel Camdessus (iøvrigt tidligere socialistisk medlem af Mitterand-regeringen i Frankrig), der midt under krisen udtalte, at skønt kapitalbevægelserne har gjort landene mere sårbare overfor skift i «markedsfølelser»:

.. har den øgede åbenhed overfor verdensmarkedet og integrationen i de internationale finansmarkeder været et afgørende element i Mexicos succes i det forløbne tiår, ligesom tilfældet er med alle andre succesfulde udviklingsøkonomier.

Den konklusion er svær at forstå, selv når vi ser bort fra de menneskelige omkostninger og holder os til de nyliberales eget succeskriterium, BNP. For det første bidrog kapitaltilstrømningen i de glade dage ikke væsentligt til realøkonomien, og for det andet må de dystre dage (i 1995 faldt BNP med 7% og industriproduktionen med 15%) vel også tælle med, når regnestykket gøres op. Den spekulative kapitaludstrømning var den nødvendige følge af den spekulative tilstrømning.

Sydkorea 1997/98

Lad os dernæst betragte krisen i Østasien i 1997/98. Den «brød ud» i sommeren 97 i Thailand, og «ramte» Sydkorea - den største af de berørte økonomier - i efteråret.

Indtil midt i 80'erne havde Sydkorea været lukket land for udenlandsk kapital. Derefter havde man liberaliseret forsigtigt, men i 1995 kom en afgørende åbning, fordi OECD krævede deregulering som en betingelse for medlemskab. Kapitaltilstrømningen voksede nu voldsomt, ikke mindst fra europæiske banker. Renten var god og Korea blev betragtet som en sikker investering, med en kernesund økonomi der i mange år havde været i rivende udvikling. Så da Thailand blev «ramt» var alle enige om, at det samme ikke kunne ske for Korea, - bl.a. IMF, som kort efter fandt ud af at landet hele tiden havde haft et pilråddent økonomisk-politisk system.

Men Sydkorea var faktisk et mønstereksempel på stabil økonomisk udvikling: ringe inflation, intet underskud på de løbende poster, voksende reserver af fremmed valuta og en ansvarlig regering, der balancerede statsbudgettet. Alle «fundamentals» - som det hedder - var i fineste stand. Der var én enkelt mørk sky i horisonten; exporten var presset, fordi valutaen - won - var bundet til dollaren og den styrkedes i denne periode, hvilket svækkede landets konkurrenceevne i forhold til Japan. Dette begrænsede konjunkturproblem kan imidlertid på ingen måde begrunde en mistillid til won'en, og iøvrigt har denne kursudvikling intet at gøre med Sydkoreas realøkonomi (men med de flydende - «markedsbestemte» - kurser, som er en del af det nyliberale program).

Dette er vigtigt at slå fast. IMF måtte selvfølgelig hævde, at krisen beroede på fejl i Sydkorea, altså havde indre årsager, og at den udenlandske finanskapital blot eksekverede dommen over en usund økonomi; frie kapitalbevægelser er netop så glimrende, fordi de tvinger regeringerne til at optræde ansvarligt. Sydkorea afslørede dette som en myte, hvilket et stigende antal økonomer har erkendt; det gælder amerikanener Paul Krugman (der iøvrigt er «globaliseringstilhænger»), men det gælder også økonomer med tæt tilknytning til IMF og Verdensbanken, specielt Barry Eichengreen (der netop i 97/98 arbejdede for IMF) og Joseph Stiglitz (cheføkonom ved Verdensbanken, indtil han for et par år siden blev fyret).

Det simpleste bevis for at kilden til krisen lå i finanskapitalen og ikke i landene, er at de eneste lande, der undgik krisen, var Kina, Taiwan, Vietnam og Indien. Dvs. lande med vidt forskellige politisk-økonomiske systemer, men de lignede hinanden på ét punkt: at de havde skrap kapitalkontrol (omend Indien har liberaliseret forsigtigt i 90erne). Og hvorfor rammes både Sydkorea og Indonesien, der trods fællesasiatiske træk dog er vidt forskellige (rigt og udviklet versus fattigt)? Hvorfor også Brasilien, ja, selv et nyliberalt udstillingsvindue som Hongkong (hvor angrebet dog blev slået tilbage med succes)? Krugman bruger en malende parallel: Hvis mange forskellige biler med meget forskellige førere alle kører galt på en bestemt vej, er det da ikke mere nærliggende at lede efter fejl ved vejen end ved biler og førere (selvom nogle af disse ikke er perfekte)?

Hvor kom krisen så fra? Den kom udefra, fra den internationale finanskapital og fra det system, der har givet den ubegrænset frihed. Sydkorea afslørede det som en myte, at finanskapitalen tjener realøkonomien og den produktive kapital; den gør det modsatte. Paradoksalt nok havde Sydkorea (og f.eks. Thailand) overhovedet ikke brug for udenlandsk kapital, eftersom de ansvarlige østasiater traditionelt har opsparet dobbelt så meget pr. indbygger som europæerne (for slet ikke at tale om nordamerikanerne). De kunne mageligt selv finansiere deres investeringer; det var den udenlandske kapital, der havde brug for Sydkorea (for at gøre en god forretning), ikke omvendt.

Det var i den gammeldags krise, dengang der var kapitalkontrol, at problemerne skyldtes, at et land levede over evne, med for stor import og for store statsudgifter. IMF og 95% af økonomerne fortæller os, at det stadig er sådan, skønt verden i mellemtiden er lavet om. Som Eichengreen og hans kolleger fremhæver er den moderne krise ikke knyttet til problemer med de løbende poster, men til problemer med kapitalposterne. Det er i sit udspring ikke en realøkonomisk krise (omend den har alvorlige konsekvenser for realøkonomien), men en likviditetskrise. Det er i bund og grund en finanskapitalistisk krise.

Hvorfor udbrød den da? Hvorfor trak de udenlandske banker og fonde deres penge ud af Sydkorea i efteråret 97? Svaret må formentlig søges i en kombination af to faktorer. Den udløsende faktor var spekulative angreb fra vestlige Hedge-fonde, måske inspireret af den vestlige finanskapitals generelle interesse i at kaste Østasien ud i en krise, eftersom en sådan kunne bane vejen for «strukturreformer», der åbnede disse lande for udenlandsk kapital. Videre havde kapitaldereguleringen gjort Sydkorea sårbart, eftersom lånene overvejende var korte (under ét år) og derfor hurtigt kunne opsiges; landets finansielle situation kan betegnes som en ustabil ligevægt, hvor der kun skulle lidt til for at denne omvendte pyramide væltede; hvis nogle toneangivende «spillere» af en eller anden grund trækker sig ud, kan de hurtigt rive de andre med sig i en selvforstærkende proces af usikkerhed og frygt.

Se desuden IMF for en omtale af denne organisations håndtering af krisen.

An.Lu.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 17/6 2003

Læst af: 35.242