 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Verdenskriser
Økonomiske kriser som rammer store dele af verden samtidig, er et fænomen knyttet til udviklingen af kapitalismen som verdensomspændende økonomisk system. Dette systems udviklingshistorie kan - i det mindste - føres tilbage til de europæiske bystaters ekspansion i senmiddelalderen.
I århundrederne mellem 1400- og 1800-tallet blev det udviklet omfattende handelsforbindelser indenfor Europa og mellem Europa og andre verdensdele. Forbindelserne fremmede den økonomiske vækst og skabte afhængighed mellem parterne. Integrationen af store markedsområder accelererede gennem 1800-tallet. Myriader af små tidligere uafhængige og stort set selvforsynende økonomiske enheder - familielandbrug, landsbysamfund og nationer - blev gradvis vævet sammen i et system, hvor virkningerne af gode og dårlige tider hastigt spredte sig og kom til at gælde stadig større områder.
Forbedringen af levevilkårene har som konsekvens af denne udvikling været betydelig de fleste steder i verden og afspejler kapitalismens styrke. Kriserne er udtryk for dens sårbarhed, men også om dens evne til at omstille og forny sig.
Under- og overproduktion
Frem til midten af 1800-tallet var landbruget den klart dominerende næringsvej, og de tilbagevendende kriser indenfor systemet hang sammen med svigtende tilgang til madvarer - især korn. Dårlig høst, krig eller andre forstyrrelser skabte varemangel og dyrtid som spredte sig. Disse underproduktionskriser ramte markedsøkonomierne i store dele af verden med ujævne mellemrum i 16- og 1700-tallet. I 1800-tallet var der flere store kriser af denne type: 1815-18, 1836-39 og 1847-48.
Fødevarepriserne steg hurtigt under disse kriser, og det fik store konsekvenser for hele økonomien, fordi folk normalt brugte 70-80% af deres indtægter på mad. I kriseår rakte pengene ikke til den mest nødvendige ernæring, og efterspørgslen efter andre varer skrumpede ind. Prisstigningerne skabte hungersnød for mange og dårlige tider for alle.
Den sidste af disse før-industrielle underproduktionskriser fandt sted i 1847-48 og udløste en revolutionsbølge over store dele af Europa. Siden da har verdenskriserne haft en anden karakter. De har haft deres udspring i den nye ledende sektor i økonomien, industrien, og har været præget af overproduktion af vigtige varer i forhold til efterspørgselen. Det skaber store prisfald, som undergraver den lønsomme produktion og fører til nedlæggelse af virksomheder. Lønnedgang og arbejdsløshed svækker købekraften i samfundet yderligere og forværrer krisen.
Konjunktur og struktur
Periodiske svingninger i den økonomiske aktivitet af denne type med cykluser på 5-10 år, prægede den vestlige økonomi i århundredet 1850-1950, og da den vestlige kapitalisme dominerede verdensøkonomien, blev alvorlige tilbageslag her til verdenskriser. Gennem store dele af 100 årsperioden blev virkningerne af de periodiske kriser dæmpet ved, at konjunkturerne i Vesteuropa og USA i nogen grad svingede ude af takt. Når tiderne var dårlige i Europa, var de ofte gode i USA og omvendt.
I 1870-80'erne og i 1920-30'erne var der imidlertid større sammenfald mellem kriseudslagene, og udslagerne var stærkere end ellers. Disse to perioder er blevet stående som de alvorligste kriseperioder i moderne tid. Efter 2. verdenskrig var svingningerne i verdensøkonomien været væsentlig mindre end før, men fra starten af 1970'erne begyndte den vestlige økonomi atter at udvise alvorlige problemer, og denne strukturelle økonomiske krise præger fortsat kapitalismen.
De store verdenskriser har vist sig at være betydeligt mere end blot forstærkede konjunkturudslag. De har samtidig medført betydelige strukturelle forandringer, således at den økonomi der vokser ud af krisen, i mange henseender er forskellig fra den, som går ind i den. Hver krise har skabt en ny økonomisk verdensorden. Skematisk kan ændringerne grupperes under stikordene: Nye handelsmønstre, nye styringsformer, ny teknologi og ændret forbrug.
Nye handelsmønstre og styringsformer
I industrialismens første fase - frem til omkring 1870 - stod Storbritannien som den industrielle revolutions oprindelsesland i en særstilling. Gennem sit overlegne produktionsapparat dominerede landet verdensøkonomien og spredte sine forbrugsvarer og maskiner temmelig frit på et marked med stor efterspørgsel og ringe konkurrence.
Efter en periode med meget stærk vækst i 1850- og 60'erne var de største ekspansionsmuligheder indenfor denne ramme udtømt. Markederne begyndte at mættes, nye konkurrerende industrinationer, Tyskland og i nogen grad USA, udfordrede på flere felter Englands lederstilling.
Den første moderne «store depression» førte frem til en ny rangorden i verdensøkonomien, med flere mere jævnbyrdige vestlige stormagter i parallel udvikling. I stedet for øget frihandel førte dette til, at protektionismen fik vind i sejlene.
Nationale markeder og indflydelsessfærer skulle beskyttes mod ødelæggende konkurrence udefra. Forceret udnyttelse af de økonomiske muligheder i koloniområderne var samtidig et resultat af den skærpede internationale konkurrence.
På lignende måde betegnede mellemkrigstidens krise overgangen til nye magtforhold og spilleregler i den internationale økonomi. Efter en periode med uklart lederskab og katastrofal kamp om en plads i solen etablerede USA sin position som den ledende verdensmagt. Japan og en række tidligere koloniområder - Canada, Australien, Sydafrika og Argentina - rykkede ind som nye økonomisk betydelige stater. Protektionismen som havde udviklet sig til en farlig tvangstrøje, blev erstattet med et system af frihandelsfremmende aftaler.
Også 1970'erne var præget af betydelige ændringer på det verdensøkonomiske plan. USA's lederstilling er ikke længere så entydig. En ny tredje bølge af industrinationer - Brasilien, Sydkorea, Taiwan og Malaysia - er rykket ind som alvorlige konkurrenter på verdensmarkedet. Samtidig udgør integrationen af de udviklede vesteuropæiske lande i EU i stigende grad en trussel mod USA's hegemoni.
Parallelt med denne internationale udvikling har formerne for styring af de enkelte landes økonomi ændret sig under påvirkning af kriserne. Frikonkurrencekapitalismen hvor en «usynlig hånd» skulle sørge for det fælles bedste, havde sin glansperiode de første 75 år af 1800-tallet. Ud af 1880'ernes krise udvikledes der et system af konkurrenceregulerende aftaler og forsøg på økonomisk styring indenfor erhvervslivet selv. Truster og karteller blev vigtige træk ved kapitalismen - især i USA og Tyskland.
1930'ernes krise førte til vigtige ændringer i opfattelsen af statens rolle. Massearbejdsløshed og ny økonomisk teori knyttet til J. M. Keynes, åbnede op for løbende aktive indgreb i økonomien fra staternes side med henblik på en overordnet offentlig styring. Dette har udviklet sig til den blandingsøkonomi, som siden med visse variationer har været karakteristisk for den moderne kapitalisme.
Ny teknologi og ændret forbrug
Teknologien er et andet væsentligt element i økonomien, som modificeres gennem kriserne. 1880'erne markerede overgangen til en ny teknologisk æra, ofte kaldt den anden industrielle revolution. I stedet for dampmaskiner, jern og bomuldsindustri blev den kemiske industri, elektricitet og eksplosionsmotorer de vigtigste fundamenter for den økonomiske vækst.
Ud af 1930'ernes smeltedigel udvikledes der et nyt sæt maskiner, fabrikationsprocesser og produkter, som kunne sikre den videre ekspansion. Bilindustrien blev den ledende vækstsektor. Husholdningsapparater, kommunikationsudstyr - radio, TV, grammofon, flyvemaskiner - blev udviklet og kernekraften blev en ny energikilde.
Det var åbenlyst, at disse teknologier ved starten af den ny kapitalistiske krise i starten af 1970'erne havde udtømt megen af deres vækstkraft. De er under erstatning af EDB, automatisering af stadig flere arbejdsprocesser, samtidig med at den genetisk baserede produktion får et stadig stigende omfang.
I tæt tilknytning til teknologien træder forbrugsmønstrene frem som endnu et felt, hvor ændringerne accellereres af kriserne. Nye varer bliver presset ud med forstærket indsats i markedsføringen og forandrer købevanerne. Efter 1880'ernes krise fremkom produkter i tilknytning til den første elektrificering. Der var cykler, symaskiner og masseproduceret konfektion. Bilen, vaskemaskinen, køleskabet, lydanlægget og fjernsynet prægede de nye forbrugsmønstre efter 1930'ernes krise. 1990'erne har især været præget af hjemmecomputerens voldsomme vækst. Hvad der vil kendetegne morgendagens forbrug kan vi kun gætte på.
Krise og vækst
Hver af de store kriser i kapitalismens udvikling har hver deres individuelle særtræk. En fuld forståelse af den enkelte krises årsager, forløb og konsekvenser ville kræve, at disse særtræk blev belyst indgående. Men fællestrækkene som vi lægger vægt på her, er samtidig vigtige for at forstå krisens natur.
Frem til nu har der været tale om «fordøjelseskriser» i kapitalismens udvikling. Det er skævheder i produktionsmønstret, forkert tilpasning mellem produktion og forbrug - både indenfor hvert enkelt land og på verdensbasis - som ligger bag dem. I de lange rolige perioder mellem kriserne får disse skævheder lov til at udvikle sig. Impulserne til forandring er for svage, så længe alt går forholdsvis godt. Omstillingen bliver for svag i forhold til væksten. Kriserne er forcerede omstillingsfaser. De opsamlede spændinger udløses, forældet produktionsudstyr saneres og nye nationer indlemmes som aktive medspillere i verdensøkonomien.
Krisen er ikke det egentlige problem, den er begyndelsen til en løsning. Denne form for problemløsning medfører enorme omkostninger, både menneskelige og materielt. Men verdenskriserne har ikke ført til noget varigt sammenbrud. De har lagt grunden for kapitalismens videre udvikling.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 73.357