Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fabianerne er en gruppe intellektuelle indenfor det britiske socialdemokrati, organiseret i «Fabian Society» (grundlagt i 1883). Gruppen har altid været talmæssig lille, men den spillede en vigtig politisk rolle i de første årtier af det 20. århundrede - særlig gennem personer som Beatrice og Sidney Webb, H. G. Welis og Bernard Shaw. Fabianerne var med til at stifte «Independent Labour Party» i 1893; Ægteparret Webb startede det politiske ugemagasin «New Statesman» (1913); «British Labour Party»'s principprogram fra 1918 var gennemsyret af fabianisme; Labour's første statsminister, Ramsay MacDonald (1924 og 1929-31), var fabianer. Fabianerne skitserede indførelsen af socialismen som en jævn udviklingsproces: Stadig flere af samfundslivets felter skal overrisles med socialistiske ideer. Efterhånden vil samfundslivets modsætninger dæmpes, dels ved at fattigdommen bekæmpes gennem offentlige velfærdsordninger, statslig kontrol med energi og ressourcer, progressiv beskatning o.l., dels ved at de fabianske og socialistiske ideer vinder indpas - også i de herskende klasser. Overfor marxisternes klassekamp stiller fabianerne den offentlige, demokratiske lovgivning - en indførelse af socialismen administreret af offentlige tjenestemænd. Fabianismen er som sådan et repræsentativt udtryk for den dominerende retning indenfor moderne britisk og europæisk socialdemokrati: En socialisme der er helt fremmed for marxismen, og som ser den socialdemokratiske velfærdsstat som historiens mål. Fabianerne har fået en plads i den politiske idehistorie, fordi de allerede på et tidligt tidspunkt udformede denne moderne socialdemokratiske linie, og fordi de stammer fra et land, som i bemærkelsesværdig grad mangler betydelige socialistiske tænkere.

R.S.