 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
I slutningen af 60'erne fik den anarkistiske bevægelse en renæssance med ungdomsoprøret, hvor anarkiets sorte fane vendte tilbage overalt. Anarkisterne manifesterede sig indenfor de antiautoritære bevægelser - herhjemme blandt slumstormerne og i VS (Sorte Fane), miljø- og beboergrupper, Studentersamfundet (dens anarkistiske fraktion Zenit), kollektivbevægelsen, frigørelses- og protestbevægelser. I 1970 blev Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID) derfor gendannet med det formål at koordinere kontakten mellem grupperne og enkeltpersonerne, der var tilsluttet og opretholde en forbindelse til den anarkistiske internationale - den Internationale Føderation af Anarkister. Føderationen udsendte et internt blad, hvis redaktionelle arbejde gik på skift mellem grupperne. Der afholdtes jævnligt møder og fra slutningen af 70'erne landskongres hvert ½ år. Der blev endvidere afholdt emneseminarer på Christiania, anarkiststævner i Det ny Samfunds sommerlejre, deltaget i regnbuemanifestationer 1. april og afholdt libertære socialistiske 1. maj demonstrationer. Der blev ført sag mod Danmarks Radio for dens sammenligning mellem anarkisme og terrorisme, velvidende at man ville blive underkendt af radiorådet og radionævnet i kravet om et dementi. (I perioden 1974-76 benævnte en tilsluttet gruppe i København sig «Organisationen af Revolutionære Anarkister». Den arbejdede bl.a. med international fangesolidaritet-Sorte Kors).
Den anarkistiske bevægelse har manifesteret sig i historien siden 1840'erne. I 1868 sluttede anarkisterne sig til den første Internationale - Den Internationale Arbejder Association - men kom hurtigt i et modsætningsforhold til de tyske socialdemokraters fetichdyrkelse af staten og forestilling om, at man ved afstemninger og valgsamarbejde kunne virkeliggøre Internationalens mål og med blanquisternes teorier om et revolutionært mindretalsdiktatur i et overgangssamfund mere end med Marx og Engels videnskabelige socialisme, som af taktiske grunde vaklede mellem de to andre opfattelser. Bruddet indenfor Internationalen kom først, da Marx forsøgte at centralisere og beherske den. Da anarkisterne havde internationalens flertal bag sig, foretrak Marx på Haagkongressen i 1872 at sprænge Internationalen og flytte generalrådets adresse til New York hvor den hurtigt sygnede hen. Anarkisterne reorganiserede sig på den internationale kongres i St. Imier i Schweiz Internationalen og fortsatte dens virksomhed i adskillige år. Hvor Marx for eksempel frarådede de franske arbejdere at gøre oprør, deltog anarkisterne i opstanden i Lyon 1870 og i Pariserkommunen i 1871.
I 1889 besluttede socialdemokrater fra flere lande på et møde i Paris at gendanne en Socialistisk Internationale og banede dermed vejen for dannelsen af den Anden Internationale. Nogle anarkister mente, at de burde deltage i disse møder, men da de var et mindretal på kongressen blev de hurtigt kvalt, og på kongressen i Bruxelles i 1891 blev de udstødt under stort spektakel - hvorunder en betydelig del af de engelske, hollandske og italienske arbejderdelegerede trak sig. Ved kongressen i 1896 omgik nogle franske og italienske anarkister udelukkelsen ved at deltage som delegerede fra fagforeninger. Det medførte, at marxisterne straks ekskluderede alle «antiparlamentariske» repræsentanter. Med socialdemokraternes monopolisering af fagbevægelsen kom anarkisterne i 1890'erne ind i en politisk blindgyde med teorien om «propaganda gennem handling», og fra denne tid stammer misforståelsen, at anarkister er terrorister.
Efter den internationale anarkistiske kongres i 1907 genvandt anarkisterne forbindelsen til fagbevægelsen. Anarkisterne deltog i den tredje internationale, den Kommunistiske Internationale, men med den russiske revolution i 1917 brød de endeligt med de autoritære kommunister. Herefter stod anarkisterne i forreste række i Italien 1918, Mexico 1918-1920, Bayern 1919, Asturien 1934, Spanien 1936-38 og Paris 1968. I 1968 blev den anarkistiske internationale - Den Internationale Føderation af Anarkister - dannet i Italien.
AFID var en anarkistisk føderation og som sådan udelukkende et redskab til at koordinere de forskellige basisgruppers aktiviteter. AFID havde ikke noget politisk program eller manifest, da føderationens opgave ikke var at udarbejde politiske ideer, men udelukkende at organisere den fælles kamp og sørge for udvekslingen af politiske ideer mellem de grupper og enkeltpersoner, der var tilknyttet føderationen. Alle politiske beslutninger blev taget på landskongressen, og derfor afspejledes anarkisternes forhold til de dagspolitiske problemer i basisgruppernes aktiviteter. Føderationen var ikke en homogen gruppe i den forstand, at alle accepterede de samme politiske dogmer. Den var ikke et parti, eller en fraktion af et parti, eller en sammenslutning af fraktioner. Føderationen var samlingspunktet for forskellige antiautoritære og revolutionære grupper, der havde det tilfælles, at de ønskede at fremme den revolutionære udvikling i Danmark. Denne udvikling skulle styrkes og underbygges gennem princippet om direkte aktion, direkte demokrati (gadens «parlament»).
Anarkisterne har siden det 19. århundrede bekæmpet staten og den del af det politiske liv, som arbejder i statens tjeneste - nemlig parlamentarismen. Kampen mod staten er for anarkister ikke et spørgsmål om strategi. Staten er for anarkister forudsætningen for al undertrykkelse i det moderne samfund. Staten kan derfor ikke anvendes som redskab i opbygningen af det kommunistiske samfund, til virkeliggørelse af anarkiet. Det alternativ til den marxistiske venstrefløj som AFID repræsenterede kunne ikke udtrykkes i simple politiske fraser, men lå i selve organisationsformen. Det autoritære princip, som marxismen bygger på - videnskaben som autoritet, partiet som autoritet - har anarkisterne siden Bakunin opfattet som en hån mod proletariatet. Den anarkistiske organisationsform og de konsekvenser den har for opfattelsen af samfundsudviklingen kan sammenfattes i et citat fra den første Internationale: «Arbejderklassens frigørelse skal være dens eget værk».