Befolkning 2,3 mio. Valuta Gabon francs Areal 267.670 Km2 Hovedstad Libreville Befolkningstæthed 4,4 indb./Km2     HDI placering 112

Beliggende ved Ogooué flodens udmunding. Landet har tropisk klima med regn hele året. Regnskoven er derfor meget tæt. En betydelig del af befolkningen er beskæftiget i træindustrien (især fældningen af okoumé træet) samt i udvindingen af landets råstoffer - mangan, olie, uran og jern. Skovningen af landets træer er et af de alvorligste miljøproblemer sammen med udryddelsen af de vilde dyr.

Folket: Landet var oprindelig tyndt befolket af pygmæ jægere, men tog fra det 16. århundrede imod en betydelig indvandring af bantu-folk, der talte sproget myene. De blev senere fulgt af andre folk. I dag består omkring halvdelen af befolkningen af bantuer fordelt på 40 etniske grupper - bl.a. galoaer, nkomier og irunguer. Omkring en tredjedel af befolkningen tilhører fang og kwele folkene - overvejende i landets nordlige del - og i syd er der minoriteter af punuer og nzabier.

Religion: Flertallet er kristne, hvilket gjorde det muligt for kolonisatorerne at kalde landet for «korsets bastion i Afrika». Over en tredjedel praktiserer traditionelle afrikanske naturreligioner og desuden findes der en lille muslimsk minoritet.

Sprog: Fransk (officielt). Bantu-sprogene er dominerende i kystområderne, fang i nord og dertil kommer en række minoritetssprog.

Politiske partier: Gabons Demokratiske Parti (PDG), der støtter regeringen. Oppositionspartier: Gabons Fremskridtsparti, Socialdemokratiet, Gabons Folkeunion samt Den Nationale Union af Træarbejdere.

Officielt navn: République Gabonaise.

Administrativ inddeling: 9 provinser og 37 præfekturer

Hovedstad: Libreville, 578.000 indb. (2005).

Andre vigtige byer: Port Gentil, 99.300 indb.; Masuku, 39.100 indb.; Oyem, 28.100 indb. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik med en stærk statschefspost. Medlem af det Afrikanske financielle Fællesskab (CFA). Ali Bongo Ondimba er siden oktober 2009 præsident og statschef; genvalgt i 2016. Rose Christiane Raponda er siden juli 2020 premierminister og regeringschef. Parlamentet har to kamre: Nationalforsamlingen med 120 medlemmer der vælges for en 5-årig periode og senatet med 91 medlemmer.

Nationaldag: 17. august (Uafhængighedsdagen, 1960)

Væbnede styrker: 4.750 (1995).

Paramilitære styrker: 4.800 (Kystvagt og Gendarmeri).

 

Arkæologiske fund i Gabons jungle afslører, at landet har været befolket i årtusinder. Alligevel kender man ikke landets historie før folkevandringen i det 16. århundrede. Emigrationen af en række folkeslag udløste en krise i det gamle kongedømme Congo (se Angola). Til Gabon indvandrede myene folket, der i det 18. århundrede blev fulgt af fang folket, der i dag er den største etniske gruppe. De monopoliserede handelen med slaver og elfenben til europæerne.

De første europæere der nåede kysten af det der i dag er Gabon var portugiserne, der ankom i 1472, men det var først i midten af det det 19. århundrede at franskmænd, hollændere og briter oprettede permanente handelsposter, hvorigennem handelen med elfenben, sjældne træsorter og slaver blev formidlet. I 1849 oprettedes byen Libreville, der blev et centrum for frigivne slaver fra andre franske kolonier. Området bød ikke umiddelbart på økonomisk tiltrækkende aktiviteter, så franskmændene brugte det istedet som strategisk base for sine ekspeditioner til det indre af kontinentet.

Landet fik uden større sværdslag sin uafhængighed, da de to lokale partier - Gabons blandede Bevægelse under ledelse af León M'Ba og Jean-Hilaire Aubames Sociale og demokratiske Union - viste sig villige til at acceptere landets nye neokoloniale situation.

Gabon råder over betydelige mineralressourcer af jern, uran og mangan, træ samt olie. Samtidig opdagede olieselskabet Shell fornyligt nye oliereserver i Rabikuna i Port-Gentil regionen. Det nye felts reserver vil kunne række i 50 år og er allerede taget i brug. I modsætning til landets andre oliefelter der befinder sig off shore, ligger Rabikuna på land, hvorfor produktionsomkostningerne er langt lavere. Shells andel i feltet er 80% mens det franske Elf har de resterende 20%. Samtidig blev det nordamerikanske selskab Amoco og det brasilianske Braspetro autoriseret til at fortsætter efterforskningen i Port-Gentil området.

Indtil for få år siden var den begrænsede træindustri den eneste af noget omfang i området, men multinationale selskaber har nu opdaget, at denne «fredfyldte plet» kan tjene som indgangsport til markederne i Centralafrika, og der er derfor indledt en industrialiseringsproces. Denne udviklingsproces der er afhængig af udenlandsk kapital har kun bidraget til at øge landets sociale problemer. Løftet om arbejde i byerne har accelereret afvandringen fra landet og forandringen de sociale strukturer på den måde, at småbønderne bliver omdannet til billig arbejdskraft for de multinationale virksomheder. Ødelæggelsen af landbrugets økonomi har samtidig ødelagt mulighederne for selvforsyning med fødevarer og likvideret den sidste sektor, der ikke var afhængig af udenlandsk kapital.

Denne neokoloniale orden er baseret på en traktat fra 1960 om militær alliance mellem Libreville og Paris. Da M'ba døde i 1967 blev han efterfulgt af sin forsvarsminister Omar Bongo, der trofast fortsatte M'bas politiske linie. Udover at sikre franskmændenes interesser udvikledes landet efter nordamerikanske inspiration til et «subimperialistisk» centrum. Bongo gjorde sig til Centralafrikas «gendarm», og landet base for aggression mod dets progressive nabolande. I januar 1977 stillede landet f.eks. fly og våben til rådighed for en gruppe lejesoldater, der gennemførte et mislykket angreb på Folkerepublikken Benin.

Efterhånden udviklede Bongo en mere fleksibel udenrigspolitik. Relationerne til nabolandene - herunder Angola - blev forbedret, uden at den nære tilknytning til Frankrig blev ændret. Ligesom Senegal, Côte d'Ivoire, Chad og den Centralafrikanske Republik har også Gabon franske tropper i landet.

Bongo blev genvalgt som præsident i 1979 og 1986 med 99% af stemmerne - i valg hvor han var eneste opstillede kandidat.

Svindelen med statens midler og beskyldninger om korruption mod regeringen førte i de første år af 80'erne til voldelige folkelige protester. Oprøret rakte helt ind i politiets rækker. I 1982 gennemførte det en demonstration med krav om lønforhøjelser og tilbagetrækning af de franske rådgivere fra landet. Protestaktionerne blev brutalt slået ned af landets efterretningstjeneste, der officielt går under navnet «Dokumentationscentralen»

Regeringen slog ligeledes til mod Bevægelsen for National Fornyelsen (MORENA), der bestod af intellektuelle, studerende og nationalistiske politikere. Bevægelsen blev anklaget for i oktober 1982 at have stjålet 30 tons våben, da attentaterne mod Bongo familiens ejendomme og de franske militærinstallationer tog fart. Mindst 28 ledende medlemmer af MORENA blev idømt 15 års fængsel. Det franske socialistparti kritiserede dommene, hvilket skabte et spændt forhold mellem Bongo og den franske præsident Mitterrand.

Episoden hindrede dog ikke, at Bongo i marts 1984 besøgte Frankrig. Præsidentens besøg i det franske Elysee palæ udløste lige så mange protester, som den franske beslutning om at bygge et atomkraftværk i Gabon.

I slutningen af 1989 fandt der store omvæltninger sted i Østeuropa, og de faldt sammen med krav fra oppositionens side i Gabon om større demokratisk åbning. Kravet udløste voldsomme gadekampe, der hvad folkelige deltagelse angik var langt mere omfattende, end de protester MORENA havde udløst i starten af 80'erne. Det tvang præsidenten til at ændre forfatningen, afskaffe et-partisystemet til fordel fordel for et flerpartisystem og lempe pressecensuren. Samtidig inviterede han en række oppositionsledere til at træde ind i regeringen.

Den umiddelbare sociale ophidselse stilnede af, men i maj 1990 blev formanden for Gabons Fremskridtsparti, Joseph Redjambe myrdet på et hotel i Libreville. Han var en af oppositionens centrale lederskikkelser, og mordet udløste en voldsom reaktion mod regeringen. Hele Port-Gentil regionen var i 10 dage i oprørstilstand, Paris måtte evakuere 5.000 franskmænd fra området og regeringen måtte sætte præsidentgarden ind for at genoprette ordenen. Ifølge oplysninger bekræftet af Amnesty International kostede oprøret 6 livet og 100 blev såret.

Efter roen var blevet genoprettet, mødtes alle landets politiske og sociale sektorer i juni til en national konference, hvor det blev besluttet at afholde frie præsidentvalg. Konferencen var en sejr for oppositionen. Det lykkedes den at tvinge præsidenten til et kompromis om gennemførelse af flerpartivalg, men Bongo opnåede også en sejr, da det lykkedes ham at fremskynde valget fra 1992 - som oppositionen havde ønsket - til slutningen af 1990. På den måde kunne han betjene sig af hele det apparat, han havde opbygget gennem sine 20 år ved magten, mens oppositionen der gennem årtier var blevet undertrykt havde dårlig tid til at organisere sig. Resultatet var derfor også, at oppositionen gik splittet til valg. Ved valget i september 1990 fik Bongos parti, Gabons Demokratiske Parti (PDG), flertal i Nationalforsamlingen. I marts 1991 blev landets nye forfatning formelt vedtaget, og med den havde landet formelt fået et flerpartisystem.

Gennem 1991 blev landet ramt af række yderligere politiske og sociale uroligheder. Parallelt hermed forværredes den økonomiske krise. Den stabiliseringspolitik der siden september 90 var blevet gennemført - udfra retningslinier fra IMF - havde ikke givet resultater, og skabte fortsat ikke de store forventninger i befolkningen.

Manglen på en plan for afholdelsen af valg og agitation blandt universitetsstudenterne der krævede flere ressourcer gav grobund for yderligere social uro. Præsidenten svarede igen ved at lukke universitetet, aflyse valgene og forbyde politiske møder. Oppositionen indkaldte til generalstrejke, der lammede Port Gentil, der er centrum for olieindustrien. Bongo blev skræmt af protesternes omfang, åbnede atter universitetet og ophævede forbuddet mod demonstrationer.

Udenrigspolitisk spillede Gabon en rolle som mægler i de regionale konflikter - bl.a. grænsestriden mellem Libyen og Chad. Alligevel udløste nogle af regeringens handlinger diplomatiske gnidninger. I oktober 1992 erklærede Gabon bl.a., at det ville udvise 10.000 nigerianere, der opholdt sig i landet «på irregulær vis».

I december 1993 blev der afholdt præsidentvalg, som Bongo endnu engang vandt, trods kritik fra oppositionen af uregelmæssigheder. I februar udbrød der nye uroligheder, der blev slået ned og kostede 30 dræbte. I september til december 1994 blev der gennemført forhandlinger i Paris, der førte til dannelsen af en samlingsregering indtil afholdelsen af frie valg.

Ved en folkeafstemning i juli 1995 fik præsidenten 96% af stemmerne til en forfatningsreform, der skulle regulere gennemførelsen af præsident- og parlamentsvalg. Ved valget til Nationalforsamlingen i december 1996 fik Bongos parti PDG 47 ud af de 55 pladser. Til gengæld vandt oppositionens leder, Paul Mba-Abessole kommunalvalget og blev borgmester i hovedstaden Libreville.

Pga. indkomsterne fra olieeksporten er landets årlige gennemsnitsindtægt pr. indbygger 3.490 dollars. Alligevel er fattigdomsindikatorerne alarmerende. I 1997 var den gennemsnitlige levetid kun 55 år, 37% af befolkningen var analfabeter og børnedødeligheden lå på 87 ‰.

I begyndelsen af 1998 bad hovedstadens borgmester, Mba-Abessole FN om at overvåge det planlagte præsidentvalg samme år for at «hindre det uretmæssige genvalg af Omar Bongo». Præsidenten vandt som ventet over Mba-Abessole og hans allierede Pierre-Andre Kombila.

Præsidenten udnævnte Jean-François Ntoutoume Emane til posten som premierminister fra januar 1999. Men samtidig foregik der voldsomme protester i landet, hvilket fik regeringen til at lukke skolerne og universitetet i Libreville.

Myndighederne bad om humanitær bistand fra FN pga. den stadige strøm af flygtninge ind i landet. I oktober 1999 vurderede FN, at der fandtes 10.000 flygtninge i landet.

I juli 2000 stødte et fragtskib fra Grækenland og et fra Frankrig sammen i Gabons territorialfarvand sammen, og 400 tons olie løb ud i havet. Bongo anmodede om international hjælp for at dække omkostningerne ved oprensningen, der løb op i 1,5 mio. US$.

Ligesom andre lande i Central- og Vestafrika er Gabon involveret i handlen med børn, der især kommer fra Nigeria. Børnene der sælges i Nigeria arbejder på plantager, i hjemmene, i prostitutionen, eller sendes ud som gadefejere. Det forudses, at Gabon og 3 nabolande i 2004 underskriver en aftale mod handel med børn, og efter indgåelsen af aftalen vil børnene blive sendt til deres hjemlande.

I slutningen af 2001 gennemførtes parlamentsvalg, der bekræftede PDG's dominans, da det fik 84 ud af Nationalforsamlingens 120 pladser. Efter opfordring fra Bongo til at danne en regeringskoalition overtalte Abessole sine partifæller til at slutte sig til regeringen.

I marts 2002 blev det opgjort, at 60% af dødsfaldene i den nordlige del af landet skyldes ebola epidemien. Mekambo regionen og grænseområdet mod Congo er de mest berørte zoner.

Den 6. maj 2003 kunne sundhedsminister Faustin Boukoubi bekendtgøre, at ebola epidemien var ovre.

Sikkerhedsstyrker ødelagde den 24. juli 4 fiskerlandsbyer nær Libreville, og efterlod flere hundrede familier uden tag over hovedet. Ifølge regeringen blev landsbyerne anvendt af narkohandlere som operationsbase, og ødelæggelsen var led i kampen mod narkotika.

I juli 2003 gennemførte regeringen en ændring af forfatningen, som gjorde det muligt for Bongo at stille op til præsidentvalget så mange gange han lystede. Bongo hvis mandat udløb i 2005 efter 36 år ved magten blev skarpt kritiseret af oppositionens leder, Pierre Mamboundou, der erklærede at forfatningsændringen kunne gøre det muligt for præsidenten at bevare magten på livstid. Mamboundou opfordrede det internationale samfund til at gribe ind, for «forfatningsændringen bliver alene gennemført for at Bongo kan forblive på magten, og verden må reagere på de problemer lander oplever». Siden bongo første gang blev indsat som præsident er forfatningen blevet ændret 16 gange.

I februar 2004 underskrev det franske olieselskab Total Gabón en aftale med selskabet Unipec om eksport af råolie til Kina. Kinas præsident Hu Jintao rejste personligt til Gabon for at indgå den et-årige aftale, der årligt kan fornyes. Total Gabóns direktør, Jaques Marraud des Grottes erklærede at eksporten vil blive ganske omfattende, men kom ikke med yderligere detaljer. Unipec er et datterselskab af Sinopec, der er Kinas næststørste olieselskab. Samarbejdet mellem Libreville og Beijing blev indled t i 1974, da bongo besøgte den kinesiske leder, Mao Zedong.

Da Gabons havne er i en dårlig forfatning og fiskeriet er præget af udenlandske fartøjer, igangsatte FAO i juli et program til støtte for Gabons fiskere. Med et lån på 270.000 US$ gennemføre en modernisering af sit program til fiskeriovervågning og udforme en national strategi til fremme af investeringerne indenfor det kommercielle fiskeri. Selv om det private fiskeri iflg. FAO giver arbejde og føde til mange, så er størstedelen af det kommercielle fiskeri i Gabons fiskefarvand i hænderne på internationale skibe. Samtidig gjorde FAO opmærksom på, at landets årlige fiskeri på 40-50.000 tons ikke dækker efterspørgslen i landet. Gabon importerer årligt 7.000 tons fiskeprodukter.

I september blev landets olieindustri kraftig styrket pga. opdagelsen af nye olieforekomster og stigende produktion. Shell Gabón opdagede nye kilder og Vaalco Energy offentliggjorde en øgning af produktionen. Der var tale om en radikal forandring ifht. de foregående års negative tal. Baggrunden fandt sted efter at en række - især nordamerikanske - firmaer øgede deres efterforskning i Gabon som led i Washingtons strategi for at sikre mindst 25% af USA's olieimport fra Afrika i det næste årti. Den øgede efterforskning blev kraftig støttet af Bongos regering.

I begyndelsen af 2005 blev der gennemført efterforskning i Koula, sydøst for Gabons næstvigtigste havneby, Port Gentil. Efterforskningen blev gennemført af PanOcean og Shell over 6 dage og producerede 6.000 tønder dagligt, hvilket er nok til at gøre boringen økonomisk rentabel. Produktionen var ellers faldet fra 371.000 tønder daglig i 1997 til 240.000 i 2003.

Ved præsidentvalget i november blev Bongo genvalgt med 79,18% af stemmerne - langt foran hans modkandidater. Den 69 årige Bongo indtog første gang posten som statschef i 1967 og er dermed den afrikanske statschef, der har siddet længst på posten. Hans vigtigste modkandidat Pierre Mamboundou fik 13,61% af stemmerne og tidligere regeringsminister Zacharie Myboto fik 6,58%. Begge karakteriserede valget som «præget af svindel».

Landets nye premierminister, Jean Eyeghé Ndong offentliggjorde i januar 2006 sin ministerliste med 49 ministre - deraf 12 kvinder.

Regeringerne i Gabon og Ækvatorial Guinea blev i februar 2006 enige om at indlede forhandlinger om en række små øer i Guinea golfen, som muligvis har olie i undergrunden.

Den høje oliepris og en betydelig øgning i udvindingen af olie gav øgede olieindtægter og førte til at regeringen i juli 2007 tog beslutning om at afdrage sin udenlandsgæld på 2,3 mia. US$ med Parisklubben. Gabon har nu det højeste humane udviklingsindeks (HDI) i Afrika syd for Sahara.

Regeringen besluttede i oktober at afskaffe dødsstraffen, der på det tidspunkt ikke havde været taget i anvendelse i 10 år.

Omar Bongo døde i juni 2009. Regeringspartiet PDG valgte derefter Bongos søn, forsvarsminister Ali Bongo Ondimba som dets kandidat til det efterfølgende præsidentvalg. Flere medier pegede imidlertid på, at der fandt en magtkamp sted indenfor partiet om posten som den afdøde præsidents efterfølger. Premierminister Jean Eyeghé Ndong havde håbet at blive nomineret af PDG, og valget af sønnen førte til at han i juli trak sig fra premierministerposten. Han blev efterfulgt af Paul Biyoghé Mba.

Præsidentvalget i august blev vundet af Bongo med 42% af stemmerne. Oppositionens påstand om valgsvindel førte til at valgkommissionen fik talt stemmerne om, hvilket ikke ændrede resultatet. Bongo tiltrådte som præsident i oktober og besluttede at bevare Mba på premierministerposten. Regeringen blev dog reduceret fra 44 til 30 medlemmer i tråd med præsidentens valgløfte om at ville reducere regeringens udgifter.

Et tillægsvalg i 2010 gav 3 pladser til PDG og 2 til det nydannede oppositions UN (Union Nationale), der overvejende bestod af afhoppere fra PDG.

Den 25. januar 2011 gjorde oppositionsleder André Mba Obame krav på præsidentposten og erklærede at landet skulle ledes af en befolkningen havde tillid til. Samtidig udpegede han 19 «ministre», og sammen med nogle hundrede støtter tilbragte han natten i FN's hovedkvarter i Libreville. Dagen efter opløste regeringen Mba Obames parti. Formanden for den Afrikanske Union (AU), Jean Ping erklærede at Mba Obames handlinger havde «skadet de legitime institutioners integritet, og havde bragt freden, sikkerheden og stabiliteten i Gabon i fare».

Det kom i august 2012 til sammenstød mellem demonstranter og politi i hovedstaden Libreville. Demonstrationen var til støtte for Andre Mba Obame, som demonstranterne hævdede vandt præsidentvalget i 2009. De kastede sten og flasker mod politiet, der svarede igen med tåregas. 10 blev såret. Der var tale om de alvorligste sammenstød siden 2009.

Daniel Ona Ondo overtog i januar 2014 posten som premierminister efter Ndong Sima.

Præsident Bongo erklærede i august 2015, at han ville donere hele arven fra sin far til Gabons ungdom i form af en form for ungdom og uddannelse.

Eksporten af olie tegnede sig tidligere for 70% af landets eksportindtægter. Det blev derfor hårdt ramt af faldet på 75% i prisen på råolie, der satte ind i 2014.

Præsident Ondimba blev genvalgt ved præsidentvalget i august 2016 med 49,8% af stemmerne mod 48,2% til Jean Ping. Da valgresultatet blev offentliggjort 4 dage efter valget brød der uroligheder ud i mindst 9 af hovedstadens distrikter. Demonstranterne satte ild til parlamentet, mens en helikopter fra præsidentgarden bombarderede Jean Pings hovedkvarter. Ping selv afviste i første omgang at klage over valget til Forfatningsdomstolen, men ombestemte sig efterfølgende. Han udløste generalstrejke den 5. september, men strejken havde kun minimal opbakning. Efter valget opfordrede regeringen til gennemførelse af en inkluderende national dialog. Forslaget fik opbakning fra 50 partier og 1200 NGO'er, men ikke fra Pings koalition. Dialogen kom til at bestå af et enkelt møde i marts 2017.

Ondimba indsatte efter valget Emmanuel Issoze-Ngondet som ny premierminister og lovede at danne en national samlingsregering, men trods 40 ministre fik denne ikke deltagelse af medlemmer fra Pings koalition.

Dele af militæret gennemførte i januar 2019 et kupforsøg mod Ondimba, mens denne var ude af landet. Kupforsøget blev dog hurtig nedkæmpet. Odimba udskiftede derefter sin premierminister og indsatte Julien Nkoghe Bekale på posten. Han holdt dog kun frem til juli 2020, hvor han blev erstattet af Rose Christiane Raponda, der siden februar 2019 havde varetaget posten som forsvarsminister. Hun blev kastet ud i at skulle håndtere to igangværende kriser i landet: COVID-19 pandemien og lave oliepriser som følge af pandemien.

Guia del Mundo