Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Der eksisterer en uklar grænse mellem dødsstraf, blodhævn, krig, tortur og terror. I enkelte eskimostammer blev gentagne drab straffet med døden. Det skete på den måde, at stammen pålagde en nær slægtning af drabsmanden, f.eks. en bror, at tage livet af ham. På den vis blev udåden sanktioneret. En sådan socialt accepteret hævn er en af oprindelserne til dødsstraf. Det er blevet hævdet, at en anden oprindelse var rituel menneskeofring, hvor man efterhånden kom til at ofre netop forbrydere. Men iøvrigt siger disse hypoteser omkring de tidlige former for dødsstraf ikke meget om de aktuelle spørgsmål, som knytter sig til dødsstraffen.

Fra højmiddelalderen til begyndelsen af det 19. århundrede var dødsstraf udbredt i Europa. I England blev der mellem 1660 og 1820 fastsat dødsstraf for 190 nye lovovertrædelser. I 1500- og 1600-tallet blev der henrettet et stort antal kvinder for hekseri. Det gjaldt også i Norden. I 1700-tallet blev dødsstraf i Norden især praktiseret overfor børnemord. Det indebar, at denne lovens strengeste straf fortsat blev meget brugt overfor kvinder - for en stor dels vedkommende tjenestepiger. I strafferettens nyere historie er en af de største forandringer, at kvinderne er faldet mere og mere ud af billedet som ofre for strenge straffe.

Så sent som i 1700-tallet blev der praktiseret en form for dødsstraf, der afspejlede en ganske avanceret opfindsomhed med hensyn til pinsler. Mod slutningen af det 17. århundrede satte reaktionen ind. Der findes to teorier om kampen mod dødsstraffen, anført af folk som Voltaire og Beccaria. Den ene søger kilden til reaktionen i oplysningstidens humanistiske tendens. Kampen mod dødsstraffen var en idealistisk kamp mod barbari og brutalitet, forankret i medfølelse. Den anden søger kilden i en form for rationalisme, en erkendelse af at dødsstraffen ikke havde nogen afskrækkende virkning.

I England var der mange som mente, at dødsstraffen ikke virkede tilstrækkeligt gruopvækkende, og der blev fremsat diverse forslag, som havde til formål at bøde på dette. Bishop Paley udtrykte sig således: «Hvis man kunne finde en henrettelsesmåde, som ville øge rædslen for upassende fremvisning af døden, kunne den bidrage noget til eksemplets magt... Noget i retning af det vi har beskrevet, var det forslag som blev fremsat for ikke længe siden, om at kaste mordere i en hule med ville dyr, hvor de ville dø på en måde, som var frygtelig i fantasien og alligevel ude af syne».

Afskrækkende virkninger?

Konsekvensen af denne debat i de europæiske lande blev imidlertid, at dødsstraf og andre straffe på kroppen blev erstattet af fængselsstraf. Alligevel er det fortsat mange som vil hævde, at truslen om dødsstraf har en stærkere afskrækkende virkning end langvarig frihedsberøvelse. Forsøg på at undersøge om dette er rigtig har ikke ført til nogen bestemte konklusioner. Hvis man sammenligner stater eller delstater (som i USA) der har, respektive ikke har, dødsstraf, støder man på det problem, at man ikke kan regne med at staterne er lige på alle andre måder. Ofte vil det være således, at vi finder dødsstraf der, hvor der også begås mange drab og andre alvorlige forbrydelser. I lande som Holland og Norge, hvor der ikke eksistereer dødsstraf i fredstid, er der samtidig meget få drab.

Ud af disse statistiske oplysninger kan man drage nogle begrænsede slutninger. På den ene side ser det ud til, at dødsstraf under visse samfundsmæssige forhold ikke er nødvendig for at holde alvorlige forbrydelser på et lavt niveau. Undersøger man de fleste af de drab som forekommer i Danmark og drabsmandens motivation, da virker det usandsynligt, at risikoen for en dødsstraf skulle afholde ham fra ugerningen. Samtidig tyder erfaringerne fra lande med en langt højere drabshyppighed på, at dødsstraf ikke er noget særligt effektivt forebyggende middel. Men i lande med mange drab, er drabsmandens motivation ikke den samme som i Holland eller Danmark. Der forekommer langt flere rovmord og politisk motiverede drab. Det er muligt, at morderne da er noget mere tilgængelige for påvirkning af straffetrusler, og at tanken om døden derfor virker særligt afskrækkende. Imidlertid er der meget som tyder på, at folk har vanskeligt ved at forestille sig deres egen død. Folks vilje til at ofre livet i krig, og uviljen mod at betale lidt højere skat, skulle også give os et fingerpeg om, at det der i princippet er lovens strengeste straf, måske ikke har en tilsvarende virkning. Vi ved det ikke. Derfor vil holdningen til dødsstraf i høj grad bygge på andre typer af etiske og juridiske argumenter.

USA er i dag det land i verden, der har flest dødsdømte på dødsgangene i fængslerne. Tallet har rundet de 3.000 og er stadig stigende. Blandt staterne i USA er det Texas, der henretter flest fanger. Udviklingen skal ses på baggrund af den stadig hårdere holdning til kriminalitet i landet, snarere en som et udtryk for hårdere kriminalitet. Amnesty International der gennem 1990'erne har kørt flere kampagner mod dødsstraf i verden har derfor rettet speciel hård kritik mod USA.

V.A.