Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Amnesty International (AI) er en international menneskerettighedsorganisation med hovedsæde i London. AI har i dag over 1 million medlemmer i 100 lande, afdelinger i 54 lande, blandt dem Danmark, og mere end 4.300 lokale grupper verden over. Organisationen ledes af en international bestyrelse på ni medlemmer, som vælges af repræsentanter for medlemmerne i de nationale afdelinger på den internationale generalforsamling, der afholdes hvert andet år på skiftende steder i verden. Amnestys formål er at arbejde for løsladelse af alle såkaldte «samvittighedsfanger» - det vil sige mennesker som sidder i fængsel eller interneringslejr på grund af deres politiske overbevisninger, meninger eller religiøse tro. Det omfatter ikke dem, som har anvendt voldelige midler for at fremme deres idéer. Desuden arbejder AI for afskaffelsen af dødsstraf og for at hindre at tortur anvendes mod arresterede, internerede eller dømte fanger. Ifht. dødsstraf og tortur arbejder AI for alle grupper, uanset om de har anvendt vold eller ej.

Oprettelse

Amnesty International blev skabt på grund af en avisartikel i London-avisen The Observer. Den 28. maj 1961 skrev den britiske advokat Peter Benenson en artikel under overskriften «De glemte fanger». Den begyndte således:

«Du kan åbne din avis hvilken som helst dag i ugen, og du vil finde rapporter fra et eller andet sted i verden, som fortæller, at nogen er blevet fængslet, tortureret eller henrettet på grund af at vedkommendes holdninger eller religion er uacceptabel for regeringen. Avislæseren får en kvalmende følelse af impotens. Hvis denne følelse af afsky som eksisterer over hele verden kunne blive forenet i fælles handling, kunne noget effektivt gøres».

Det der fik Peter Benenson til at sætte sig ned og skrive artiklen var en notits i britiske aviser om, at to studenter var blevet arresteret og dømt til 7 års fængsel i Portugal, fordi de havde hævet deres glas på en restaurant og skålet for friheden. Det var den gang nok til at give dem lange fængselsstraffe.

Peter Benenson foreslog et års kampagne for samvittighedsfangerne, men det blev en organisation, som siden til stadighed er vokset. Der skulle oprettes et kontor i London som skulle indsamle oplysninger om sådanne fanger. Artiklen og appellen blev gengivet i aviser i en række lande, og mange mennesker sluttede sig til organisationen. Der blev oprettet grupper i flere lande, og idéen bag disse grupper var, at de skulle adoptere og arbejde for tre samvittighedsfanger - én fra et vestlig land, én fra et kommunistisk land og én fra et alliancefrit land. At AI formåede at balancere politisk, var organisationens styrke. Det har godt nok ført til, at den er ret upopulær i de fleste totalitære stater. Ledelsen skældes ud af højreorienterede regimer for at være «kommunistisk» og af kommuniststater for at være «CIA-infiltreret og kapitalistisk».

Aktiviteterne

AI's internationale anseelse er gradvis øget. Organisationens rapporter om forholdene i forskellige land gengives i aviser, radio og TV. Dens evne til at skabe opmærksomhed om enkeltmenneskers skæbne har gjort, at den er blevet en effektiv «vagthund». Pres fra Amnestygrupper har helt klart givet resultater. Siden bevægelsen startede, er over 20.000 adopterede fanger blevet sluppet fri. En stor del som en direkte konsekvens af, at grupper i forskellige lande gennem længere tid har skrevet til myndighederne i landet, gennemført kampagner og fået skabt opmærksomhed om fangernes situation.

I starten nøjedes organisationen med at arbejde for samvittighedsfanger. De fleste AI-grupper fandtes i de vestlige lande. Men efterhånden er flere lande - også i den tredje verden - trukket med i arbejdet, og AI fik fra 70'erne individuelle medlemmer i en række østlige kommunistlande. Arbejdet er samtidig udvidet. I 1972 startede kampagnen mod tortur: Campaign for the Abolition of Torture. Det er en selvstændig afdeling indenfor sekretariatet i London som kortlægger torturbødler og brugen af tortur rundt om i verden.

Oprettelsen af Kampagnen mod tortur er noget af det vigtigste der er sket i AI de senere år. Afdelingen har registreret de mest kendte torturbødler i forskellige lande og lægerne som «godkender», hvor meget ofrene tåler. Fra hovedkvarteret sendes der hastemeldinger til de nationale afdelinger, når det bliver kendt, at en fange tortureres. Derefter vil der fra grupper rundt om i verden blive sendt breve til de ansvarlige myndigheder, hvor grupperne gør opmærksom på, at mishandlingen er kendt og beder om, at den standses. AI hævder, at i 50% af tilfældene ophører torturen efter en sådan aktion.

Det der har gjort organisationen bedst kendt internationalt er de mange Amnesty-rapporter, som er udsendt siden organisationen blev dannet. AI har sendt undersøgelseskommissioner til en række lande. Nogle steder har de fået lov til at arbejde frit, andre steder har de haft store vanskeligheder. Det var AI, som med rapporten om Grækenland i 1968 fik rettet søgelyset mod militærjuntaen i Athen. Det var også AI, som i 1972 bekræftede påstandene om, at britiske soldater havde tortureret internerede i Nordirland. Britiske myndigheder afviste i en årrække påstandene. Det var først efter at Irland tog sagen op ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den britiske regering i 1977 indrømmede, at tortur havde fundet sted. Andre vigtige Amnesty-rapporter har været «Politisk fængsling i Spanien» (1973), torturrapporten i 1973 som slog fast at tortur anvendes i mere end 60 lande, Chile-rapporten i 1974, Sovjet-rapporten i 1975 og rapporten om dødsstraf i USA i 1997..

Der er et stigende behov for en organisation som AI. Der sidder mindst en halv million samvittighedsfanger i fængsler rundt om i verden, og brugen af tortur som forhørsmetode synes at tiltage. AI har hidtil formået at gennemføre en vanskelig politisk balancegang.

Det er grupperne og de nationale afdelinger som finansierer AI. Organisationen tager ikke imod bidrag fra internationale fonds eller regeringer. Dette er nok den vigtigste grund til, at AI har formået at bevare sin uafhængighed. AI har rådgivende status ved FN og Europarådet. Desuden samarbejder den med Menneskerettighedskommissionen for de Amerikanske Stater, den er anerkendt af UNESCO og har observatørstatus i OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed). Organisationen blev tildelt Nobels Fredspris i 1977.

J.T.