Befolkning 16,6 mio. Valuta CFA francs Areal 196.720 Km2 Hovedstad Dakar Befolkningstæthed 47,7 indb./Km2     HDI placering 170

Landet er beliggende i Vestafrika, syd for Senegal floden. Størstedelen af befolkningen er koncentreret i landets vestlige område, der er mindre tørt og i omegnen af hovedstaden Dakar. Den tørre indre del af landet er beboet af nomader. Kystområderne anvendes til landbrug. Senegal dalen er forholdsvis tyndt befolket, hvilket er en konsekvens af slavehandelen, der tidligere var mere intens. Landet plages af en udstrakt afskovning og ørkendannelse. Samtidig planlægges bygningen af et vandkraftværk over Senegal dalen i nord, hvilket yderligere kan forværre situationen.

Diktatur støttet af EU og USA.

 

Folket: De vigtigste etniske grupper er uolof, der udgør mere end 42% af befolkningen, serer (14.9%), peul (fulani) (14.4%), tukeler (9.3%), diola (5.3%), og malinke (mandingo) (3.6%). Omkring 3 % af befolkningen kommer fra ikke-afrikanske lande - primært Frankrig, Libanon og Syrien.

Religion: Overvejende sunni muslimsk (94 %), kristne (5 %), lokale religioner.

Sprog: Fransk og uolof (officielle) samt de enkelte etniske gruppers egne sprog - peul og ful.

Politiske partier: Senegals Socialistparti (PSS), stiftet af Leopoldo Senghor - regeringsparti 1960-2000. Senegals Demokratiske Parti (PDS) - nuværende regeringsparti. Endvidere findes der 13 mindre partier, der er samlet i Koordineringen af Demokratiske Kræfter.

Sociale organisationer: Senegals Landsorganisation (CNTS) der er knyttet til PSS samt Unionen af Frie Senegalesiske Arbejdere (UTLS).

Officielt navn: République du Sénégal.

Administrativ inddeling: 10 regioner

Hovedstad: Dakar, 2.452.000 indb. (2005).

Andre vigtige byer: Thiès, 255.200 indb.; Kaolack, 221.400 indb.; Ziguinchor, 200.700 indb. (2000).

Regering: Autoritær republik. Macky Sall er præsident og statschef siden april 2012. Parlamentet har et kammer: Nationalforsamlingen med 120 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode.

Nationaldag: 4. april (Selvstændighed, 1960)

Væbnede styrker: 14.000 soldater (2003)

 

Senegalflodens breder har i over 1000 år været befolket af muslimske folk, der stod i kontakt med de arabiske nabolande. Forskellige geografiske zoner i disse lande udgør det såkaldte Sahelbælte, der strækker sig tværs over Afrika. Uolof folket der i dag udgør en tredjedel af den samlede befolkning i Senegal, fulani, tukeler og andre folk boede allerede i området, da Frankrig i det 18. århundrede besatte det og inddrog det i den klassiske trekantshandel: europæiske varer blev byttet mod slaver, der blev sendt til det amerikanske kontinent, hvor de blev byttet mod rom og sukker til Europa.

Da den franske revolution i 1848 afskaffede slaveriet, blev senegaleserne «borgere af 2. klasse» indenfor imperiet med ret til at vælge en deputeret til Paris. Derudover bidrog Senegal med sin produktion af tusindvis af tons jordnødder og soldater til den franske hær.

I anden halvdel af det 19. århundrede gennemførte de muslimske ledere stadig flere oprør. Det var først i 1892, at det lykkedes franskmændene at «pacificere» landet.

Omkring 1933 udvikledes ideen om panafrikanisme i Paris, og poeterne Léopold Sédar Senghor fra Senegal og Aimé Césaire fra Martinique formulerede konceptet «negritude», der var en afvisning af den kulturelle assimilation ind i den franske civilisation, der hævdede at være «universel». «Negritude» var udformet som et «instrument til befrielse». Formålet var iflg. Senghor, at «frigøre sig fra det pitoreske og indgå i den nutidige solidariske bevægelse». Altså organisere sig politisk.

Senghor havde været aktiv i modstandskampen mod nazisterne i Frankrig under 2. verdenskrig, og blev i 1945 valgt som deputeret til den franske Nationalforsamling. I 1948 stiftede han Senegals Demokratiske Blok, der senere blev omdøbt til Senegals Progressive Union. Den gik ind for større autonomi til kolonierne, men uden at kræve selvstændighed.

Den 4. april 1960 erklærede Senegal sig for selvstændigt, for den 5. september samme år at udråbe sig til republik. Senghor blev udnævnt til landets første præsident, og ved en række genvalg holdt han sig ved magten de følgende to årtier. Den 1. januar 1981 blev han erstattet på posten af Abdou Diouf, der indtil da havde været premierminister.

Under sine 20 år ved magten udfoldede Senghor en form for «afrikansk socialisme», der var baseret på ideen om, at det traditionelle landbrugssamfund grundliggende er kollektivistisk. Han mente, at «socialismen» allerede eksisterede i Afrika, og at det derfor ikke var nødvendigt at opbygge den. Indenfor rammerne af verdensøkonomien havde denne «kollektivisme» til formål at skaffe billig arbejdskraft til det eksportorienterede landbrug (jordnødder og bomuld), der var kontrolleret fra udlandet. Samtidig var industrien i Senegal for 82 % vedkommende på franske hænder.

I forudskikkelse af fremtidige politiske forandringer i Frankrig anmodede Senghor om optagelse i Socialistisk Internationale, og gennemførte en forfatningsreform der skulle give grundlag for et begrænset demokrati baseret på 3 partier: det liberal-demokratiske Senegals Demokratiske Parti (PDS), det marxistiske Afrikanske Parti for Selvstændighed og hans eget som blev navngivet Senegals Socialistparti (PSS).

I løbet af 1980'erne øgede præsident Diouf det tidligere stive politiske systems fleksibilitet: Der dukkede mere end 14 politiske organisationer op, hvilket hindrede det vigtigste oppositionsparti PDS ledet af Abdoulaye Wade i at samle oppositionen.

Samtidig opstod der i den sydlige provins, Casamance i 1982 en separatistbevægelse: Casamances Bevægelse af Demokratiske Kræfter (MFDC), ledet af abad Austin Diamacoune Senghor. Befolkningen i dette område tilhører overvejende diole folket, er animister, har traditionelt krævet autonomi og afvist at underlægge sig de hierarkiserede islamiske samfund i nord. Efter flere sammenstød med politistyrker blev flere af bevægelsens ledere i december arresteret - heriblandt Diamacoune.

Landets økonomi er over de seneste 20 år blevet hårdt ramt af gentagne tørkeperioder. Det har bidraget til ørkenspredningen, der primært skyldes klimatiske forhold og franskmændenes erstatning af de traditionelle føde-afgrøder med eksportafgrøder.

Efter pres fra USA, Frankrig, IMF og Verdensbanken indledte regeringen i begyndelsen af 80'erne et økonomisk strukturtilpasningsprogram. Afskaffelsen af landbrugssubsidierne medførte højere produktionsomkostninger og forbrugerpriser.

I 1983 ramtes landet af en omfattende tørke, der især ramte produktionen af jordnødder, der repræsenterer 35 % af eksportindtægterne. Manglen på fødevarer gjorde det nødvendigt det år at importere 400.000 tons ris.

I 1988 vandt PSS atter engang valget med 73 % af stemmerne mod 26 % til PDS. Oppositionen stillede alvorlige spørgsmålstegn ved valghandlingen, og flere af dens ledere blev tilbageholdt. PDS' leder, Waye gik i eksil i Paris, hvorfra han først vendte tilbage i marts 1989.

En måned senere udbrød der en grænsekonflikt med nabolandet Mauretanien. Konflikten fastfrøs samtidig planerne for sammenlægning med Gambia. Der havde i de foregående år været bestræbelser i gang med henblik på at danne den føderale stat Senegambia. Diouf kritiserede nabolandet for at tolerere partisaner fra Casamance at operere fra dets territorium og for at have indgået en gensidig forsvarsaftale med Nigeria. (Se: Gambia)

Baggrunden for konflikten med Mauretanien var voldelige sammenstød mellem bønder og kvægejere i grænseområdet, og antallet af faldne løb op i hundreder. Omkring 70.000 flygtninge rejste ind i landet.

I januar 1991 beskyldte Amnesty International Senegals regering for krænkelser af menneskerettighederne og for tortur og drab begået i Casamance regionen. I slutningen af maj udstedte regeringen en amnesti, og erklærede at de politiske fanger ville blive løsladt - herunder MFDC's leder, abad Diamacoune Senghor.

I juli 1991 blev Diouf valgt til præsident for ECOWAS (De Vestafrikanske staters økonomiske Fællesskab), der består af 16 lande fra regionen. I september eftergav USA's regering 42 millioner dollars af Senegals gæld for at have støtte de allieredes hær under Golfkrigen, og for at indgå i «fredsstyrkerne» i Liberia. Samtidig udstedte IMF et nyt lån på 57,2 millioner dollars.

Samme år indledtes en række politisk-institutionelle forandringer. Premierministerposten genindførtes og oppositionen blev tildelt 2 ministerposter. Efter 3 måneders forhandlinger med oppositionspartierne opnåedes der i september 1991 enighed om reformer af valgsystemet. I 1992 brød konflikten med separatistbevægelsen i Casamance atter ud, efter at der den 21. februar var blevet indgået våbenhvile.

I en situation præget af beskyldninger om omfattende valgsvindel vandt præsident Diouf første runde af præsidentvalget 21. februar 1993 med 58,4 % af stemmerne. Ved parlamentsvalget i maj genvandt hans parti PSS kontrollen over Nationalforsamlingen med 84 ud af de 120 pladser. Det vigtigste oppositionsparti, PDS fik 27 pladser.

Landets økonomiske og financielle situation forværredes yderligere gennem 1993 - især fordi verdensmarkedspriserne på dets eksportprodukter faldt drastisk. Det forværrede handelsbalanceunderskuddet, hvilket blev kompenseret gennem nye lån i udlandet. Udlandsgælden nåede op på 3,5 milliarder dollars, svarende til 60 % af BNP.

I begyndelsen af 1994 besluttede Frankrig og IMF at devaluere den afrikanske franc (CFA) med 100 %, hvilket yderligere forstærkede de sociale spændinger. Oppositionens Koordinering af Demokratiske Kræfter gennemførte den 16. februar en demonstration vendt mod regeringen. Den endte i sammenstød med politiet, hvor 6 politifolk blev dræbt og snesevis af demonstranter blev såret.

Omkring 180 personer blev tilbageholdt for deres formodede ansvar for urolighederne. Det gjaldt bl.a. oppositionslederne Abdoulaye Wade og Landing Savané, der dog i juli blev fundet uskyldige og løsladt. Regeringens repressive politik blev fordømt af humanitære organisationer, Europarlamentet og USA's Kongres.

Wade indledte forhandlinger med regeringen, der førte til at han i marts 1995 indtrådte i Dioufs regering. Præsidenten fik klar støtte fra de internationale finansinstitutioner, da han annoncerede lovændringer der skulle fremme udenlandske investeringer og accelerere privatiseringerne.

Trods støtte fra Paris og Washington lykkedes det ikke regeringsoffensiverne at trænge guerillaen i Casamance i defensiven. Iflg. nogle observatører gør MFDC's popularitet blandt ungdommen i Casamance, samt regionens geografi det umuligt for Dakar at opnå en militær sejr. Vedtagelsen af et projekt for «regionalisering» af landet i 1996 syntes heller ikke at være tilstrækkelig til at kunne garantere en politisk løsning på konflikten.

Efter en periode med neddæmpning af kamphandlingerne, medførte nye aktioner fra MFDC i 1997 at 2.500 soldater blev sat ind mod partisanernes baser nær grænsen til Guinea-Bissau.

I marts forlængede Senegal sin aftale med EU for yderligere en 4 årig periode. Iflg. aftalen får landet årligt næsten 11 millioner dollars i kompensation - en stigning på 33 %.

I starten af 1998 kritiserede Amnesty International «terroren» i Casamance. Konflikten nedslider bondebefolkningen og ruinerer en region, der før krigen blev anset for blomstrende.

Under sit besøg i Dakar i april 1998 foreslog USA's præsident Bill Clinton dannelsen af en «kontinental fredsstyrke», der skal sikre freden i Afrika.

Valget i marts 2000 blev vundet af Abdoulaye Wade, hvis program var et opgør med korruptionen og ineffektiviteten i det socialistiske regeringsparti samt opfordring til forandring. Han appellerede især til ungdommen, der var de mest berørte af arbejdsløsheden. Hans sejr bragte 40 års et-partistyre til ophør. Oprettelsen af nye uafhængige radiostationer der overvågede optællingen af stemmer var en væsentlig forudsætning for, at valget blev et af de mest fredelige og frie i regionen.

Ved sin tiltræden på præsidentposten i april udnævnte Wade en anden gammel oppositionspolitiker, Musfafa Niasse, til premierministerposten. Trods præsidentens erklæring om, at hans regering ville sætte løsningen af landets konflikt højest på dagsordenen, så blev volden samme måned optrappet i Casamance. Det skyldtes en række angreb fra MFDC, der bekæmpede den forsonlige holdning blandt flere af sine ledere.

Ved en folkeafstemning i 2001 blev en ny forfatning vedtaget. Den afkorter præsidentperioden fra 7 til 5 år, og begrænser muligheden for genvalg til 2 sammenhængende perioder; parlamentarikere der forlader deres parti mister samtidig deres plads i parlamentet; og endelig kan præsidenten opløse Nationalforsamlingen uden at der er støtte for dette skridt i forsamlingen selv. Få dage efter vedtagelsen af den nye forfatning erklærede Wade at han opløste Nationalforsamlingen i starten af april, og der skulle gennemføres nyvalg i april. Ved dette valg fik de Wade tro partier samlet i «Sopi» (forandring) koalitionen et overvældende flertal i Nationalforsamlingen. I spidsen for koalitionen står det liberale PDS. I maj præsenterede premierminister Mame Madior Boye sin nye regering. Hun er den første kvindelige premierminister i landets historie. 10 af pladserne i regeringen blev givet til medlemmer af PDS.

I september 2001 erklærede Wade sig villig til at udlevere Hissene Habré, Chads tidligere præsident der er tiltalt for krigsforbrydelser. Betingelsen for udleveringen er, at et tredjeland erklærer sig villig til at tage imod ham og gennemføre en retfærdig retssag. Menneskerettighedsgrupper anklager Habré for at være skyldig i 40.000 henrettelser og torteringen af 200.000 under sin præsidentperiode 1982-90.

I november trådte Jean-Marie Francois Biagui tilbage som generalsekretær for MFDC. Som begrundelse angav han medlemmernes manglende loyalitet. Biagui var blevet udnævnt i august ifbm. en kongres, hvor bevægelsen havde forsøgt at slå bro over den interne splittelse for at kunne fortsætte fredsforhandlingerne. Alligevel hindrede de fortsatte indre spændinger, hvilket hindrede dannelsen af en fælles front. En række fraktioner accepterede aldrig Biagui, men bevarede deres loyalitet overfor Diamacoune.

I 2003 døde MFDC's grundlægger, Sidy Badji i sin families hjem i Ziguinchor, få dage før der skulle indledes fredsforhandlinger mellem rebellerne og regeringen. Samme år erklærede MFDC's leder Jean-Marie Francois Biagui overfor flere hundrede rebeldelegerede i Ziguinchor, at løsrivelseskrigen var indstillet. Begge sider af konflikten var helt indstillede på at afslutte de over 20 års vold. MFDC's væbnede gren deltog imidlertid ikke i mødet og iflg. en række kilder vil fred først være mulig, når de stærkeste fraktioner virkelig er indstillet på tilnærmelse. I april 2004 gennemførte MFDC rebeller et bagholdsangreb i den sydlige del af landet. Det kostede 3 soldater livet og 5 blev såret. Samme måned overtog Macky Sall premierministerposten ifbm. en regeringsrokade.

I september 2004 blev MFDC's historiske leder Augustine Diamacoune Senghor erstattet med Jean-Marie Francois Biagui.

I oktober udbrød der kolera i Dakar, efter at landet havde været fri for sygdommen i 8 år. I løbet af 2 uger blev der rapporteret 66 tilfælde, mens epidemien aftog i Guinea og Sierra Leone, hvor den menes at være kommet ind i landet fra. Samme måned opnåede regeringen den nødvendige financiering til elektrificering af Louga regionen i det nordvestlige Senegal. Det er del af et stører projekt for elektrificering af landets landområder.

Efter 20 års borgerkrig i Casamancia - den længstvarende interne konflikt i Vestafrika, som kostede 3.500 dræbte og titusinder af fordrevne - indgik regering og MFDC i december en endelig fredsaftale.

Oppositionsleder Abdourahim Agne blev i maj 2005 arresteret, anklaget for at have opfordret til oprør under en iøvrigt fredelig demonstration mod præsident Wade. Agne kan idømmes 5 års fængsel.

En fraktion af MFDC der ikke anerkendte den underskrevne fredsaftale fra december 2004 rettede i juni 2005 nye angreb mod regeringsstyrker i Casamancia.

Chads eks-præsident Hissene Habre blev i november tilbageholdt, men samme måned erklærede en domstol i Senegal sig ude af stand til at tage stilling til en mulig udvisning af eks-dikatatoren til Belgien, hvor han skulle stilles for retten for krigsforbrydelser. Habre havde haft politisk asyl i Senegal siden hans styre i 1990 blev bragt til fald af rebeller. Han anklages for at være ansvarlig for henrettelsen af 40.000 mennesker og tortur af andre 200.000.

Oprørsbevægelsen der fortsatte sin kamp for Casamancias selvstændighed stødte i marts 2006 sammen med styrker fra Guinea Bissau ved grænsen mellem de to lande.

FN's komite mod tortur gav i maj Senegal 90 dage til enten at stille Habré for retten eller udvise ham til retsforfølgelse i Belgien. Anmodningen blev afvist. I februar 2009 indbragte Belgien derfor Senegal for den Internationale Domstol i Haag med krav om udlevering af Habré til retsforfølgelse.

Wade blev i februar 2007 genvalgt til præsidentposten med 56% af stemmerne. Efter parlamentsvalget i juni udnævnte han sin tidligere finansminister Cheikh Hadjibou Soumare til ny premierminister. Oppositionen protesterede voldsomt mod valget, og boykottede parlamentsvalget senere på året. I april 2008 erklærede præsidenten, at han ikke længere så nogen mulighed for dialog med oppositionen.

I juli 2007 erklærede præsidenten «krig mod ulovlig emigration». Han erklærede samtidig, at de afrikanske lande skulle gøre deres grænser mere åbne for personer for derved at øge væksten. Ligeledes i juli talte Wade på den Afrikanske Unions topmøde i Ghana, slog her til lyd for dannelsen af Afrikas Forenede Stater og fortsatte: «Hvis det ikke lykkes os at slutte os sammen, vil vi blive svage, og hvis vi lever i isolerede stater løber vi en alvorlig risiko for økonomisk kollaps overfor de stærkere og forenede økonomier».

I juli 2008 ændrede Nationalforsamlingen forfatningen, så præsidentperioden fremover vil være på 7 år - som den var før forfatningsændringen i 2001. Ændringen berører ikke den nuværende præsidentperiode (2007-12), men først den efterfølgende. Wade erklærede i 2009 at han kunne forestille sig at stille op til en 3. periode i 2012, hvis helbreddet tillod det.

Efter spredte angreb fra MFDC bevægelsen mod militære og civile mål i starten af 2010 gik militæret til angreb på MFDC's positioner. Både regering og MFDC erklærede sig villige til at gå i forhandling, men i slutningen af året var dette endnu ikke sket. I februar 2011 afbrød Senegal de diplomatiske forbindelser med Iran, da landet mente at have beviser for, at det var IRan der havde forsynet MFDC med ammunition.

I juli-august demonstrerede tusinder mod de tilbagevendende afbrydelser i elforsyningen.

Det «Arabiske forår» nåede 18. februar 2011 Senegal, da soldaten Oumar Bocoum satte ild til sig selv udenfor præsidentpaladset i Dakar. Protesterne tog til de følgende måneder i protest mod Wades styre, og tvang i juni præsidenten til at opgive 2 ændringer af forfatningen. Wade ville have sænket grænsen for at kunne vinde præsidentvalget allerede i første runde fra 50% til 25. Derved ville han kunne sikre sig sejr allerede i første runde overfor en splittet opposition. Samtidig ønskede han at indføre et vice-rpæsidentembede, som han havde planer om skulle udfyldes af hans søn.

Senegal afbrød i 2011 de diplomatiske forbindelser med Iran, som landet anklagede for at have forsynet seperatister i Casamance regionen med våben. Våbnene var blevet brugt til drabene på 3 regeringssoldater. Iran havde i 2008 bygget en bilfabrik i Dakar, der kunne producere 10.000 biler årligt.

Den 27. januar 2012 afsagde højesteret kendelse om, at Wade kunne stille op ved præsidentvalget. Hans første valgperiode fra 2000 talte ikke med. Kendelsen udløste øjeblikkeligt demonstrationer, og den næste måned frem til første valgrunde var Dakar præget af demonstrationer mod Wade, der blev mødt med tåregas og gummikugler.

Macky Sall vandt præsidentvalget i marts 2012 med 65,8% af stemmerne over den siddende Wade med 34,2%. I første runde i februar havde Sall fået 26,6%, mens Wade da fik 34,8%. Der var tale om, at hele oppositionen havde sluttet op bag Sall for at sikre Wades nederlag. Sall var mangeårigt medlem af Wades PDS frem til november 2008, hvor han kom i konflikt med præsidenten. Han blev da fjernet som præsident for Nationalforsamlingen, brød ud af PDS, dannede sit eget parti APR og sluttede sig til oppositionen.

Wade erklærede sit nederlag samme aften som valgresultatet forelå, og gav dermed plads for Sall, der blev indsat på præsidentposten 2. april. Sall udpegede Abdoul Mbaye som sin premierminister. Mbaye er teknokrat, tidligere bankmand og politisk uafhængig. Den internationalt kendte musiker Youssou N'Dour blev turisme- og kulturminister i den nye regering. Han havde i januar forsøgt at stille op til præsidentvalget, men var blevet diskvalificeret af myndighederne. Efter valget foreslog Sall, at Senegal skulle ændre forfatrningen, så præsidentperioden blev reduceret fra 7 til 5 år (som den var tidligere) og med maksimum 2 perioder.

Senegal og AU indgik i august 2012 en aftale om at oprette en specialdomstol, hvor Chads tidligere præsident, Hissène Habré skulle stilles for retten, anklaget for folkemord. Senegal havde nægtet at udlevere ham til ICC. I juli 2013 rejste denne domstol sigtelse mod Habré, og sagen var ventet at kunne gå i gang i maj 2015.

I september 2012 besluttede Nationalforsamlingen at afskaffe Senatet og derved spare staten for 15 mio. US$ årligt. Samme måned sank den statsejede færge Le Joola ud for Gambia kyst og 2.000 mennesker omkom.

Præsidenten udskiftede i september 2013 premierminister Abdoul Mbaye med Aminata Touré. Hun sad dog kun på posten i 10 måneder. I juli 2014 udskiftede præsidenten hende med Mohammed Dionne, efter hun var mislykkedes med at vinde et mandat i Dakar ved lokalvalget samme måned.

Senegal blev i marts 2014 underkastet det regelmæssige eftersyn af menneskerettighederne i landet af FN's Menneskerettighedsråd. Internationale Menneskerettighedsorganisationer havde på forhånd udtrykt bekymring over landets sikkerhedsstyrkers undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden, de regelmæsige forsvindinger og den grove undertrykkelse af LGBT personers rettigheder. Senegal nægtede efter at gøre noget for forbedre rettighederne for LGBT gruppen, eller for at bekæmpe forsvindinger foretaget af sikkerhedsstyrkerne.

I maj 2014 indgik MFDC oprørsbevægelsen en ensidig våbenhvile efter flere års forhandlinger med regeringen i Rom.

Trods landets grænse til Guinea undgik det i 2014 at blive trukket ind i den Ebola epidemi der hærgede Vestafrika. Der blev kun registreret 1 Ebola tilfælde i Senegal, og den pågældendde overlevede.

De høje guldpriser på verdensmarkedet udløste guldfeber i den østlige del af landet, hvor regeringen samtidig solgte minerettighederne til jorden hen over hovedet på de bønder der faktisk ejede den.

I marts 2015 idømte Senegals domstol til bekæmpelse fa korruption (CREI) Karim Wade til 6 års fængsel og en bøde på 210,744,000 € for illegal tilvejebringelse af rigdom. Wade tidligere minister og søn af tidligere præsident Abdoulaye Wade. I april fandt FN's Arbejdsgruppe mod Vilkårlig Tilbageholdelse, at Wade havde været vilkårligt tilbageholdt, men i august stadfæstede højesteret dommen.

I juli startede retssagen mod Chads tidligere præsident Hissène Habré for bl.a. forbrydelser mod menneskeheden. Det var første gang i Afrikas historie at en domstol i en stat førte sag mod et tidligere statsoverhoved fra en anden stat. I maj 2016 blev Habré idømt livsvarigt fængsel for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og tortur begået i Chad i 1982-90.

Journalisten og formanden for bevægelsen Jubanti, Mamadou Mouth Bane blev i februar tilbageholdt af kriminalpolitiet for «oprør». Anledningen var nogle bemærkninger han var kommet med på TV op til folkeafstemningen i marts. Han blev løsladt og ikke efterfølgende sigtet.

En folkeafstemning i marts 2016 vedtog med 63% en forfatningsændring der indebar, at en præsident fremover kun vil kunne sidde 2 perioder, og perioden afkortes fra 7 til 5 år. Den siddende præsident sad dog sin periode på 7 år ud. Stemmeprocenten ved afstemningen var kun 40%, og den var iøvrigt præget af en del voldelige sammenstød.

Rapperen Ramatoulaye Diallo, aka Déesse Major, blev i juni arresteret og tilbageholdt i 3 dage, sigtet for «uanstændighed» og for at «krænke moralske principper» pga. sit tøjvalg i en musikvideo, der var offentliggjort på sociale medier. Sigtelserne blev efter 3 dage frafaldet og hun blev løsladt.

Parlamentet vedtog en række ændringer af retsplejeloven, der mindskede sigtedes rettigheder, når de blev tilbageholdt i terror-relaterede sager. I sådanne sager havde den sigtede ikke længere ret til at få en advokat efter arrestationen, og myndighederne skulle først stille den sigtede for en dommer 12 dage efter anholdelsen. Flere end 30 personer blev i løbet af året sigtet i «terror-relaterede» sager.

Mindst 6 personer døde i politiet varetægt i løbet af 2016, deriblandt en der blev skudt og dræbt under et fangeoprør i Rebeuss fængslet i Dakar i september. 41 blev såret under oprøret, deriblandt 14 fængselsbetjente. Fængslet var beregnet til 1600 fanger, men havde 2090.

Præsident Sall nedlagde ensidigt premierministerembedet i maj 2019. Mahammed Dionne blev dermed landets foreløbig sidste premierminister. I februar havde Sall ladet sig genvælge for en ny periode som præsident med 58,3% af stemmerne.

I januar 2021 blev Boubacar Seye arresteret ved sin ankomst til lufthavnen i Dakar. Han var formand for NGO'en Horizons Sans Frontières. Han blev sigtet for at sprede «fake news». I oktober året inden havde han i et interview kritiseret den manglende kontrol med regeringens brug af EU midler til bekæmpelse af ungdomsdarbejdsløshed og migration i retning af Europa. Han blev løsladt efter 20 dage. I februar arresterede regimet snesevis af medlemmer af oppositionen. Nogle blev sigtet, men de fleste sad blot indespærret uden sigtelser. I april blev alle atter løsladt. Måneden inden var 14 demonstranter blevet dræbt - deriblandt børn - da sikkerhedsstyrker beskød demonstratio9ner i Dakar, Bignona, Kaolack og Diaobé. Folk demonstrerede mod arrestationen af Pastefs partileder Ousmane Sonko måneden inden. Mindst 400 blev såret. Under nedkæmpelsen af demonstrationerne anvendte sikkerhedsstyrkerne folk i civl, der var med til at gennembanke demonstranter. Regimet karakteriserede dem efterfølgende som politi i civil. I forbindelsen med regimets overgreb suspenderede det TV kanalerne Walf TV og Sen TV i 72 timer samt afbrød internettet for at hindre adgang til sociale medier. I juni strammede parlamentet landets i forvejen stramme «terrorlovgivning» for at begrænse retten til at demonstrere og til at ytre sig.

Guia del Mundo