Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Påvirkningsloven», det mest vidtgående lovforslag til afskaffelse af ytringsfriheden i Danmark siden grundlovens indførelse i 1848. Forslaget sigter mod at give op til 12 års fængsel til personer der fremkommer med ytringer, staten ikke ønsker. I en demokratisk retstat ville et sådan lovforslag ikke kunne indføres, da det strider mod både menneskerettigheder og grundlov, men Danmark har ikke nogen forfatningsdomstol, og hvis politikere ønsker at krænke grundloven, er der kun få barrierer herfor. Danmark distancerer sig i forvejen fra den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Baggrunden for lovforslaget er justitsminister Søren Pape Poulsens position i det Konservative Folkeparti. Pape er homoseksuel, og indtil for få årtier siden betragtede det straflidelerlige konservative parti homoseksualitet som en sygdom der var strafbar. Siden overtagelsen af formandsposten i partiet har Pape Poulsen derfor søgt at drive partiets strafliderlige politik langt ud over hvad det indtil da havde præsteret, for at positionere sig som mere strafliderlig end de mest konservative.

Figenbladet over indskrænkningen af ytringsfriheden er ønsket om at «begrænse fremmede magters indflyldelse på meningsdannelsen i Danmark». Denne problematik blev et offentligt tema efter USA's præsident Donald Trump i 2017 lancerede begrebet Fake News. I Trumps optik er Fake News nyheder der i modstrid med hans interesser - men som ofte svarer til virkeligheden. I USA var lanceringen af begrebet indledningen til en hidtil uset heksejagt på medierne. Ikke blot venstrefløjens medier som det havde været almindelig praksis gennem 100 år, men også mainstream medier som Washington Post, New York Times og CNN, hvis forbrydelser var at de afslørede Trumps løgne. I bemærkningerne til Papes lovforslag henvises til bl.a. russiske medier som Russia Today. Men udenlandske medier har altid haft en enorm indflydelse i Danmark, der som et lille land kun i meget begrænset omfang har korrespondenter rundt om i verden. Under Vietnamkrigen og USA's øvrige konflikter rundt om i verden viderebragte de danske medier ukritisk de historier USA ønskede. Et af de nyere markante eksempler herpå var Golfkrigen i 2003, hvor danske medier med DR og de store borgerlige aviser i spidsen lydigt viderebragte USA's diskurs om, at «Iraq rådede over masseødelæggelsesvåben». Det eneste problem var, at det var løgn.

Med påvirkningsloven ønsker Pape Poulsen at give op til 12 års fængsel for blot at dele et opslag på Facebook, hvis indholdet er i modstrid med regeringens interesse. F.eks. en kritik af NATO eller af regeringens udenrigspolitik. Selv borgerlige tænketanke og foreninger har derfor stillet sig i kø med advarsler mod Pape Poulsens autoritære forslag. Dommerforeningen skriver i sit høringssvar til loven, at loven kan «give anledning til vanskelige grænsedragninger på en række områder, herunder i forhold til ytringsfriheden, ved afgørelse af konkrete sager, hvor der måtte blive rejst tiltale efter de foreslåede bestemmelser». Den borgerlige tænketank Justitia skriver at loven vil medføre en «betænkelig og unødvendig vidtgående begrænsning af ytringsfriheden» samt en «høj grad af retsusikkerhed». Tænketanken bemærker videre at «formuleringen er bred og uklar og vil omfatte stort set alle ytringer, som har til formål at påvirke den almene meningsdannelse». Retspolitisk Forening bemærker i sit høringssvar: «Lovforslaget bør ikke fremsættes. Den slags statsregulering af sindelag og holdninger, som reglerne indebærer, hører ikke hjemme i en retsstat, hvor det pluralistiske demokrati med fri og åben meningsdannelse udgør den naturlige beskyttelse mod skræmmekampagner, herunder også fra officielt hold... Med de mange udflydende og svært afgrænselige begreber som 'den almene meningsdannelse' og 'den offentlige debat' åbnes der for straffesager med risiko for frihedsstraf mod personer, der deler kritiske opslag på Facebook f.eks. om NATO eller om EU især op til en folkeafstemning om ophævelse af forsvarsforbeholdet».

Det er ikke blot dommere og jurister der vender tomelfingeren nedad. Dansk Journalistforbund bemærker at lovforslaget vil «… hensætte borgerne og herunder journalister og redaktører i en helt uacceptabel tvivl om, hvorvidt deres ytringer og mediernes formidling af ytringerne vil være lovstridige. Og med en strafferamme på op til 12 års fængsel kan det ikke undgå at afskrække borgerne og medierne fra at offentliggøre kritiske synspunkter». Mediejurist og forskningschef på Danmark Journalisthøjskole Oluf Jørgensen sætter ligeledes fingeren på en række ømme punkter i lovforslaget: «Hensynet til 'statens sikkerhed' betyder ifølge Justitsministeriets bemærkninger, at forslaget ikke strider mod informations- og ytringsfriheden. Det er derfor vigtigt at få klargjort begrebet 'statens sikkerhed'. Vil eksempelvis udbredelse af oplysninger, der giver grundlag for kritik af dansk deltagelse i krigsoperationer i fjerne lande, kunne stride mod 'statens sikkerhed', hvis oplysninger stammer fra en fremmed efterretningsvæsen? Vil oplysninger, der rammer danske erhvervsinteresser, kunne stride mod 'statens sikkerhed', hvis oplysninger stammer fra fremmede efterretningsvæsener?» Oluf Jørgensen undrer sig videre over, at Pape Poulsen kun vil kriminalisere efterretningstjenesters påvirkning af den almene meningsdannelse: «Hemmelig påvirkning fra eksempelvis fra spindoktorer, diplomatiske kilder eller økonomiske interessenter kan være ligeså skadelig og er formentlig langt mere udbredt». I Pape Poulsens optik er «trussel mod statens sikkerhed» synonymt med enhver kritik af den siddende regering.

Amnesty International bemærker i sit høringssvar at: «det kan frygtes, at beskyttelsen afborgernes ytringsfrihed/retssikkerhed vil blive betydeligt svækket, hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form». Menneskerettighedsorganisationen hæfter sig samtidig ved, at det i loven ikke er et bevisligt krav, at en tiltalt har samarbejdet med en fremmed magt. Det er tilstrækkeligt for domfældelse at der blot kan sandsynliggøres, at en tiltalt har ment det samme som en fremmed magt. Ved «fremmed magt» tænker Pape Poulsen nok ikke på USA, men på Rusland.

Trods de mange kritiske høringssvar er det tvivlsomt om de får nogen indvirkning. Sporene fra de terrorlove Folketinget vedtog i 00'erne er skræmmende. Her stod høringsparter ligeledes i kø med advarsler mod regeringens undergravning af retstaten, men alligevel blev de antidemokratiske love vedtaget og ført ud i praksis.

Indskrænkningen af ytringsfriheden er en proces der har været i gang siden 2001. Fra starten af 00'erne begyndte politi og anklagemyndighed at konfiskere ytringer til støtte for international solidaritet som i myndighedernes optik var «støtte til terrorisme». Gennem 00'erne førte myndighederne ligeledes flere «terrorsager» mod den såkaldte boghandler fra Brønshøj, der med splatterfilm på CD-ROM iflg. myndighederne søgte at fremme terror. Efterfølgende formulerede antidemokratiske politikere begrebet «hadprædikant», hvor formålet ligeledes var at begrænse muslimers ytringsfrihed. Det er disse marginelle indskrænkninger af ytringsfriheden staten nu søger generaliseret.

Loven blev vedtaget 19. marts 2019 med 63 stemmer for (Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale og Socialdemokratiet), 19 imod (Enhedslisten, Alternativet og SF). 23 stemte hverken for eller imod (Dansk Folkeparti). Modstanderne af ytringsfrihedens afskaffelse: Enhedslisten, Alternativet og SF besluttede først i 11. time at stemme imod. De havde indtil da markeret, at de blot ville undlade at stemme.

A.J.