Fra jødisk nationalhjem til nationalstaten Israel




	22. juli 1946. Israels senere premierminister Menahim Begin beordrer sydfløjen af Hotel King David i Jerusalem sprængt i luften. Den rummede den civile del af den britiske mandatadministration. 91 funktionærer og besøgende blev dræbt, heraf 41 palæstinensere, 28 briter og 17 jøder. Det var terrorgruppen Irgun der i 1937 introducerede anvendelsen af voldsomme bomber mod civile mål. Under Begins ledelse perfektioneredes denne praksis i 1947-48 til bygningen af kraftige bilbomber. (Before their Diaspora)

I. Varsler

II. Løfter

»Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk og vil gøre sit bedste for at lette virkeliggørelsen af denne plan, under den bestemte forudsætning, at der ikke foretages noget, som kan indskrænke de borgerlige og religiøse rettigheder, som bestående ikke-jødiske samfund i Palæstina har, eller jødernes rettigheder eller politiske stilling i noget andet land.«

Så enkel og kortfattet var den erklæring, Balfour-deklarationen, som blev så afgørende, at den blev grundlaget for staten Israels oprettelse, grundlaget for foreløbig 50 års konflikt i Palæstina mellem jøder og arabere, og i hvert fald en del af grundlaget for, at Storbritannien smed sit koloniimperium fra sig, og i græmmelse vendte det ryggen. Balfourdeklarationen blev udstédt i form af et brev, skrevet den 2. november 1917 af udenrigsminister A. J. Balfour til Lord Rothchild.

Det er om denne erklæring, at den iøvrigt pro-zionistiske Arthur Koestler i sin bog »Løfte og Opfyldelse« skriver, at »den er et af alle tiders mest usandsynlige dokumenter. Her lovede en nation højtideligt en anden nation en tredie nations land.«

For at forstå baggrunden for det jødiske nationalhjems tilblivelse, er det imidlertid nødvendigt at introducere nogle historiske fakta, aftaler, korrespondancer og ikke mindst spillets aktører.

Efter at Tyrkiet var trådt ind i den 1. verdenskrig på Centralmagternes side, arbejdede Storbritannien bevidst på muligheden for at omstyrte det tyrkiske imperium i den arabiske verden. Til det formål bestemte Storbritannien sig til at anvende arabisk nationalisme i kampen mod tyrkerne. Man havde en vag forestilling om at skabe en uafhængig arabisk stat eller en føderation af stater, som fremover kunne tjene britiske interesser ved at sikre forbindelseslinier ud til Imperiet, først og fremmest Indien.

Det førte til, at Storbritannien under krigen indlod sig på tre hinanden modstridende aftaler om det af tyrkerne beherskede arabiske område, nemlig 1) den britiske aftale med den arabiske leder Hussein af Hedjaz af oktober 1915, 2) Sykes-Picot aftalen af maj 1916, og 3) Balfour-deklarationen af november 1917.

Løftet til Hussein

1) Først drøftelserne med Hussein af Hedjaz: De fandt sted i en brevkorrespondance mellem Hussein og den britiske højkommissær Sir Henry McMahon i Cairo. Hussein lovede at træde aktivt ind i krigen på allieret side, mod at han efter fredsslutningen blev gjort til hersker over den nye arabiske stat, der ville blive dannet. McMahon gik på den britiske regerings vegne ind på forslaget, idet han dog gjorde undtagelse for nogle tyrkiske områder samt et uklart defineret område, som omfattede »dele af Syrien, der ligger vest for distrikterne Damaskus, Hama, Homs,og Aleppo. Selv med den bedste vilje omfatter denne angivelse ikke det palæstinensiske område (men derimod Libanon), og det skulle senere blive uhyre vanskeligt for Storbritannien at bevise, at man under undtagelserne selvfølgelig havde tænkt Palæstina inkluderet.

Sykes-Picot

2) Sykes-Picot aftalen: Den franske regering pressede på englænderne i denne tid for at få en forhåndsaftale om delingen af det tyrkiske imperium, hvilket førte til, at Sykes og Picot, henholdsvis engelsk og fransk forhandler, i foråret 1916 førte samtaler med russerne herom i St. Petersborg. Den 26. april 1916 afsluttedes en hemmelig aftale, som foruden at tilgodese russiske interesser opdelte det arabiske område i en britisk og en fransk del. Frankrig skulle have det nuværende libanesisk-syriske område, mens Storbritannien skulle have Mesopotamien og området vestover til Palæstinas grænse samt havnene Haifa og Akko. Palæstina-provinsen skulle internationaliseres. Denne aftale var klart i strid med Hussein/McMahon-aftalen, og blev da heller ikke meddelt Hussein. Bl. a. derfor var den hemmelig. Først efter den russiske revolution, hvor bolschevikkerne åbnede zsar-regeringens arkiver, kom den fransk-britisk-russiske aftale Hussein for øre, men da han bad London om en nærmere forklaring, fik han kun et uklart, henholdende svar. Hvorfor siger sig selv. Briterne havde brudt deres løfte til araberne. Set fra et britisk synspunkt, var der imidlertid tale om at vinde sig allierede i krigen, og man var nået til den overbevisning, at også verdensjødedommen kunne være værdifuld at have på sin side.

I 1917 var general Allenby, chef for de britiske tropper i Ægypten, forenet med prins Feisal og dennes guerilla-beduiner, der ledede den arabiske revolte, trængt op henholdsvis vest og øst for Jordanfloden og havde presset den tyrkiske hær ud af det storsyriske område. Det er væsentligt at fastslå, at Palæstina, ved englændernes besættelse af landet, altså ikke var nogen selvstændig, afgrænset enhed, men derimod en storsyrisk provins, gennem århundreder administreret af tyrkerne. Som moderne geografisk og politisk enhed fremstår Palæstina som et resultat af den første verdenskrig og den følgende fredsslutning.

Balfour

3) Balfour-deklarationen: Her er lidt historisk baggrund for den zionistiske bevægelse nødvendig. Zionismen var opstået i Rusland i 1880'erne, hvor der blandt de russiske jøder, ikke mindst på grund af de stadig tilbagevendende pogromer havde fundet en art national vækkelse sted. Ud af en svævende religiøs myte om jødernes tilbagevenden til Palæstina, opstod en klart formuleret målsætning, i hvilken man gik ind for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En langsom udvandring fandt sted, og i 1914 boede der ca. 80.000 jøder i Palæstina-området. Man kan altså med rimelighed skelne mellem en åndelig og en politisk zionisme, som ikke nødvendigvis måtte være den samme, men ofte var det.

Et andet forhold var jødernes egen opfattelse af deres mellemfolkelige stilling. Klarest er den blevet omtalt hos zionistlederen Theodor Herzl, der i den for bevægelsen grundlæggende bog »Der Judenstaat« gjorde sig til talsmand for en britisk-garanteret jødisk nationalstat. I sin bog forklarer Herzl de to forestillinger, jøderne havde af sig selv. Dels a) »Ghetto-konceptionen«, der så en dyb kløft mellem jøden og ikke-jøden, og ifølge hvilken det jødiske folk, indtil Messias' komme, var underkastet sine ikke-jødiske omgivelsers forgodtbefindende og nåde, og dels b) »assimilations-konceptionen«, hvor på modsat vis jøden fornægter sin egen identitet og føler sig overbevist om gennem en helhjertet integration at kunne ophæve den specielt jødiske livsform. Jøderne ville derefter blive en organisk bestanddel af andre folk. Den nationale vækkelse fandt frodig grobund i de østeuropæiske ghettoer, mens assimilationsjøderne i Vesteuropa i stort omfang afviste zionismen. De frygtede selvfølgelig, at zionismen skulle isolere dem fra det samfund, som de netop forsøgte at integrere sig i.

I 1897 indkaldte Theodor Herzl jøderne til den første kongres i Basel. Her blev Organisationen for Verdenszionismen dannet. Den skulle fungere som en regering for den stat, der endnu ikke var skabt, og blev en slags centralparlamentarisk autoritet for zionismen.

Weizmann leder

Ved Herzls død i 1904 overtog kemikeren Chaim Weizmann ledelsen i zionistorganisationen. Han delte Herzls, syn på England, som det land i Europa frem for noget andet, der ville kunne yde aktiv støtte til zionismens mål. Weizman bosatte sig i England og arbejdede i tiden op til første verdenskrig ihærdigt med to mål for øje: at vinde de britiske jøder for zionismen, og at vinde venner for zionistsagen blandt toplederne i den britiske regering. Under krigen fik han lejlighed til at gøre sig fortjenstfuldt bemærket hos den britiske regering. Han blev i 1916 ansat af marineministeriet for som videnskabsmand at lede fremstillingen af acetone, et vigtigt stof ved fremstillingen af ammunition Weizmann fik herved hyppig omgang med ledende politikere som Lloyd George, Balfour, Winston Churchill m. fl. Lloyd George, der samme år blev statsminister, har i sine krigserindringer skrevet, at Balfour-deklarationen var en belønning, hans regering gav Weizmann som tak for de tjenester, denne havde ydet England.

Men der var naturligvis også andre motiver. Foråret 1917 udløstes to begivenheder, der var til zionismens fordel. Den russiske revolution og USAs indtræden i krigen. De allierede var naturligvis interesserede i, at Rusland fortsatte krigen og ikke sluttede en egen fredsaftale med Tyskland. Både den britiske premierminister Lloyd George og udenrigsminister Balfour har senere givet udtryk for, at det var nødvendigt at opnå de russiske jøders sympati, især da der var en række jøder i den ledende revolutionære kreds. Man mente at kunne imødekomme disse ved en positiv holdning til zionisterne. Det samme argument anfører de britiske ledere i forbindelse med USA, hvor der notorisk sad en række amerikanske jøder i topstillinger i administrationen. I samtaler med amerikanske zionister betegnede præsident Wilson ligefrem sig selv som en zionist.

I Storbritannien havde Chaim Weizmann dog store vanskeligheder med assimilationsjøderne. Han havde svært ved at overtale regeringen til at give sig et definitivt løfte om Palæstina, fordi de britiske, jødiske anti-zionister brugte al deres indflydelse på at forhindre det. Overfor Peel-kommissionen i 1936 udtalte Lloyd George dog: »Zionistlederne gav os et definitivt løfte om at de, i fald de allierede forpligtede sig til at hjælpe med at oprette et nationalt hjem for jøder i Palæstina, ville bruge al deres indflydelse på at overtale verdens-jødedommen til at støtte den allierede sag. De holdt deres ord.«

Balfour-deklarationen var resultatet af et velplanlagt. zionistisk diplomati, og som sådan en mægtig sejr. Men helt tilfreds var zionisterne ikke. Arabisk orienterede ernbedsmænd på højere poster havde fået regeringen til at tage det forbehold, at arabernes borgerlige og religiøse rettigheder ikke måtte indskrænkes. Zionisterne forsøgte dog at trøste sig med, at det ikke var arabernes juridiske og politiske rettigheder, der ikke måtte indskrænkes. Endvidere havde de anti-zionistiske jødekredse i England sikret sig det forbehold, at nationalhjemmets oprettelse ikke måtte indskrænke jødernes rettigheder eller politiske stilling i noget andet land. Det første forbehold var dog det alvorligste, for zionisterne havde forestillet sig et Palæstina, der skulle være »så jødisk, som Amerika er amerikansk, og England er engelsk«, skriver Weizmann i sine erindringer.

Med Balfour-deklarationens restriktioner var en jødisk Palæstinastat kun mulig, i fald araberne sanktionerede dens oprettelse. Ikke desto mindre accepterede zionisterne, idet man anså det for helt afgørende, at der blev udstedt en erklæring til fordel for zionismen, inden krigen sluttede.

III. Løfte og løfte, tja...

Balfour-deklarationen var ikke nødvendigvis i strid med Sykes-Picot aftalen, der havde forudset en internationalisering af Palæstina, og i hvert fald godkendte den franske regering erklæringen i februar 1918.

Derimod var den et brud på aftalen med Hussein i Hedjaz, og da han udbad sig en forklaring, forsikrede briterne ham den 4. januar 1918 om, at Storbritanniens beslutning om at hjælpe jøderne med at vende tilbage til Palæstina ikke rakte længere, end den var forenelig med den allerede eksisterende befolknings frihed, og at erklæringen ikke omtalte nogen jødisk stat.

På baggrund af den stærke kritik, der senere er blevet rejst mod Lloyd George-regeringen for løftet til zionisterne, er der blevet foretaget mange analyser af motiverne, der førte til kabinettets, udenrigsministeriets og krigsministeriets, godkendelse af deklarationen. De storpolitiske aspekter, der havde deres baggrund i krigssituationen, er allerede nævnt. Spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien kunne have strategiske fordele ved at have Palæstina som en stødpudestat til Suezkanalen er omstridt. Weizmann afviser, at det kan have været en afgørende faktor, idet han peger på, at udenrigsminister Balfour længe afviste et britisk Palæstina-mandat i håb om, at USA ville overtage ansvaret. Den britiske historiker Christopher Sykes fremfører imidlertid, at før regeringen kunne fremsætte Balfour-deklarationen, måtte den have tilsagn fra ministerierne og fra hæren, og at det for disse folk var de strategiske hensyn, der var dominerende. Han nævner, at mange britiske militærfolk og politikere ved slutningen af første verdenskrig var bange for, at en stigende fransk indflydelse i Syrien kunne skabe vanskeligheder for de engelske kommunikationslinier til Indien. Da endvidere Storbritanniens stilling i Ægypten var truet af indre, usikre forhold, støttede de tanken om et jødisk nationalhjem i Palæstina, i håb om at kunne anbringe britiske garnisoner på den østlige side af Suezkanalen.

Det er endvidere hævet over al tvivl, at altruistiske motiver har bidraget til regeringens beslutning. Både for Lloyd Georges og Balfours vedkommende har et gammeltestamenteligt bibelsyn. været afgørende for deres entusiastiske holdning til den zionistiske sag. Selv har Balfour erklæret, at han anså sin deklaration for det største, han havde opnået i sit liv.

Det zionistiske diplomati

Endelig kan det ikke udelukkes, at en række af de ansvarlige folk så på deklarationen, med dens upræcise sprog, som en slags moralsk støtte til jøderne, der løftet til trods snart ville være glemt igen. Sykes foretog senere en rundspørge blandt de folk, der i 1917 havde siddet i Whitehall, og adskillige havde ikke betragtet deklarationen som værende af større vigtighed, da den fremkom. En politisk aftale overholdes kun så længe, det er i parternes interesse.

At Balfour-deklarationen overhovedet blev omsat i praktisk politik, skyldtes ene og alene zionisternes egen formidable indsats og deres internationale diplomati. Araberne hævdede omgående, at erklæringen. indeholdt en selvmodsigelse, og at deres borgerlige rettigheder ville blive indskrænket ved opbygningen af et jødisk nationalhjem. De revolterede første gang i 1921. Briterne havde med lethed kunnet henvise hertil og omstøde løftet til zionisterne. Megen strid rejste sig også om betegnelsen »et nationalhjem«. Udtrykket var ikke defineret i folkeretten, og hvem skulle afgøre, hvornår et nationalhjem var oprettet?

De følgende årtier skulle vise, at erklæringen var åben for fortolkning. Weizmann nævner, at både zionisterne og den engelske regering havde en jødisk stat i tankerne, men at det på daværende tidspunkt ikke kunne nedfældes i en international deklaration. Både af hensyn til de europæiske regeringer, araberne, anti-zionisterne - og af den oplagte grund, at man ikke vidste, om jøderne rundt om i verden ville følge zionisternes opfordring om at komme til Palæstina.

IV. Sejrherrerne resolverer

Ét var, hvad man i London kunne tænke sig at stille op med de arabiske områder. Noget andet var, hvordan krigspartnerne ville stille sig på fredskonferencen, der blev afholdt i Versailles i 1919. Havde præsident Wilsons fjorten punkter skulle omsættes i praksis, og her især opfattelsen af folkenes selvbestemmelsesret, ville alle hidtidige aftaler indgået under krigen være værdiløse - med undtagelse af den britisk-arabiske plan. Kompromis'et mellem de sammenstødende interesser blev mandatsystemet.

Frankrig og Storbritannien var uenige om, hvordan de arabiske områder skulle opdeles og administreres. Præsident Wilson besluttede sig derfor til at sende en kommission til området for at undersøge, hvad dets befolkning selv mente. Hverken briterne eller franskmændene ønskede at deltage i kommissionen, og den blev derfor rent amerikansk, bestående af to fremtrædende amerikanere, Henry C. King og Charles Crane. (King/Cranekommissionen).

Hos araberne mødte King og Crane et næsten enstemmigt ønske om fuld selvstændighed. Syrerne og Palæstina-araberne insisterede på at få en uafhængig og forenet syrisk stat, omfattende ikke blot det syriske bagland, men også det libanesiske og palæstinensiske område, altså det hidtil storsyriske område. Hvis de ikke kunne få selvstændighed med det samme, var syrerne parate til at acceptere De forenede Stater og Storbritannien, i den rækkefølge, som mandatmagt. Mod fransk administration var der en overvældende opposition, undtagen i kristne, pro-franske kredse i Libanon. Men både for kristne og muhammedanske arabere gjaldt det, at de udtrykte en stærk modvilje mod zionismen.

Følgelig anbefalede King/Crane-kommission ved sin hjemkomst et amerikansk mandat over Storsyrien, med britisk mandat som alternativ, og endvidere frarådede den etableringen at en jødisk stat i Palæstina. Kommissionen foreslog det zionistiske program skåret betydeligt ned og anbefalede, at Palæstina skulle blive en del af en forenet syrisk stat.

Arabisk boycot

King/Crane-kommissionens rapport var udført i bedste overensstemmelse med de wilsonske idealer, og skulle blive den eneste kommission, der i mellemkrigstiden for alvor gik i dybden med arabiske aspirationer. I skuffelse over King/Crane-kommissionens skæbne boykottede araberne nemlig senere de britiske kommissioner. Kommissionens rapport blev selvsagt ikke modtaget med større begejstring hos franskmændene. Den blev begravet i papirbunkerne, blev aldrig taget op til overvejelse og blev ikke offentliggjort før 1922 - længe efter at beslutningen om områdets fremtid var truffet.

I 1919 mødtes Chaim Weizmann ganske vist med Feisal, Hussein af Hedjaz' søn. De indgik den 3. januar en overenskomst, hvor Feisal bød jødisk indvandring i Palæstina velkommen. Feisal gjorde dog den for ham væsentlige tilføjelse, at hans velvillige holdning til jøderne var afhængig af, at briternes løfte om uafhængighed for hele det arabiske område, afgivet under krigen, blev indfriet. Da det ikke blev det, betragtede Feisal derefter sin overenskomst med Weizmann for annuleret.




	1939. Jødiske ledere til konference med den britiske premierminister Nevil Chamberlain og andre ministre. Ben Gurion i forgrunden til højre for Chaim Weizmann

Prins Feisal bidrog i det hele taget med sin farverige fremtoning, hentet lige ud af det arabiske ørkenrige, til at sætte kolorit på fredskonferencen. Men i pragmatisk korridorpolitik og diplomatisk snilde var han de europæiske og ikke mindst de zionistiske diplomater håbløst underlegen. Godtroende og ukendt med spillereglerne kredsede han hjælpeløst rundt i konferencens udkant.

Den 2. april mødtes de allierede stormagter i San Remo, hvor de fordelte de arabiske provinser således, at Frankrig fik mandatet over Syrien og Libanon, mens Storbritannien fik mandat over Mesopotamien (senere Irak) og Palæstina. I mandatoverenskomsten forpligtede Storbritannien sig til at effektuere Balfour-deklarationen. Balfours løfte til zionisterne var herefter en internationalt bundet forpligtelse overfor Folkeforbundet.

Mandatet

Lad os konsultere et par af artiklerne i mandatoverenskomsten. I artikel to hedder det, at England blev gjort ansvarlig for at skabe sådanne politiske, administrative og økonomiske forhold i Palæstina, at det ville sikre etableringen af et jødisk nationalhjem og udvikling af selvstyrende institutioner. Artikel fire foreskriver anerkendelse af et Jewish Agency, der som offentligt organ skal samarbejde med mandatadministrationen. Endvidere var administrationen i artikel seks bundet til at lette jødisk indvandring under passende forhold og sikre en tæt bosætning af jøder i landet.

I artikel to blev Østjordanlandet, også kaldet Transjordan, undtaget fra de bestemmelser, der gjaldt for det vestlige Palæstina og kunne herefter administreres sådan som Storbritannien fandt det passende. England betragtede Transjordan, i modsætning til det vestlige Palæstina, som hørende ind under det område, McMahon i 1915-korrespondancen havde lovet uafhængighed. 1 1921 anerkendte England Husseins søn, Abdullah, som leder af den nye regering i Transjordan.

Om mandatoverenskomsten må det siges, at den som helhed var i zionisternes favør. Araberne var ikke blevet nævnt en eneste gang ved navn. En væsentlig undladelse var det, at man bar begrebet »a national home« med over fra Balfour-deklarationen uden at definere dets betydning. Den endelige definition syntes at skulle afgøres ved den måde, Storbritannien ville anvende sin vidtgående autoritet, den udstrækning i hvilken jøderne ville udnytte deres muligheder, og den grad araberne ville yde modstand.

I Foreign Office skuede de britiske politikere veltilfredse ud over verden på deres globus - og konstaterede at alt var såre godt, og den hvide mands byrde endnu til at bære. Zionistlederne trykkede hånd og takkede hinanden for godt samarbejde. Diaspora-jødens århundredegamle drøm om »næste år i Jerusalem« var blevet omskrevet fra religiøs liturgi til de internationale beslutningstageres mere jordnære paragrafsprog. Fra Damaskus til Hedjaz svirrede rygterne i alle tænkelige kombinationer, men mundede som altid ud i, at man med en storsindet gestus lagde sin skæbne i Allahs hænder - inch allah.

V. Nedtællingen begynder

Mens der ventedes på udfaldet af de internationale forhandlinger om Palæstinas skæbne, blev området styret af en britisk militæradministration. Efter afgørelsen i San Remo i april 1920, blev den udskiftet med en britisk civil regering. Der blev introduceret et moderne regeringsapparat, hvor der intet havde eksisteret før. Retssystemet blev fornyet, afdelinger for sundhed, undervisning og landbrug oprettet. Der blev bygget nye veje og anskaffet moderne kommunikationsmidler.

I september 1920 lod højkommissæren, Sir Herbert Samuel, den første immigrationsbestemmelse for jøder træde i kraft. Kvoten for det første år var certifikater for 16.500 jøder. En kraftig arabisk opposition gav sig omgående til kende, idet man forudså, at den arabiske jord ville blive eksproprieret til fordel for den jødiske kolonisation. Araberne frygtede, at en storstilet indvandring ville give jøderne en majoritetsstilling ad åre. Jordspørgsmålet og indvandringstilladelserne blev fra første stund de to dominerende faktorer, der skulle give anledning til en uafbrudt række af vanskeligheder og uroligheder frem til mandatets ophævelse i 1948.

Palæstina-mandatet overflyttedes, nu fra det britiske udenrigsministerium til koloniministeriet - og kom dermed under Winston Churchill. Han var ikke fortrolig med de vanskelige forhandlinger, der havde ført frem til Balfour-erklæringen, og han kendte ikke meget til den komplicerede, diplomatiske situation, der var opstået af britiske og franske løfter og krav i den arabiske verden. Han ønskede imidlertid en klar britisk politik anlagt for Mellemøsten. Et Middle East Department, knyttet til koloniministeriet, oprettedes. Der indkaldtes, til en 14-dages konference i Cairo i marts 1921, hvor alle ansvarlige britiske embedsmænd i den arabiske verden mødte op.

Churchill i Jerusalem

På Cairo-mødet blev det vedtaget at skille administrationen af Transjordan helt ud fra Palæstina. Abdullah, Husseins søn, anerkendtes som hersker, og her blev grundlaget lagt for det senere kongedømme Transjordan. Da Churchill og Herbert Samuel, højkommissæren for Palæstina, rejste op til Jerusalem, kvitterede de venligt på vejene igennem Gaza for folkets tilråb, uvidende om, at disse fremsatte ophidsende trusler mod jøderne. En revolte var i optræk.

I Jerusalem talte Churchill med arabiske repræsentanter, der krævede Balfour-deklaradtionen omstødt og indvandringen standset. Churchill svarede dem: »Jeg er ked af, at De betragter den anden part af erklæringen for værdiløs. Den er vital for Dem, og De skulle vedholdende kræve den opfyldt. Hvis det ene løfte står ved magt, gør det andet det også. Vi skal overholde dem begge. Undersøg hr. Balfours velvalgte ord, at Palæstina skal være et nationalt hjem, og ikke det nationale hjem. Der er en stor meningsforskel. Oprettelsen af et jødisk nationalhjem, betyder ikke en jødisk regering, der skal dominere araberne.«

Kort efter Churchills afrejse udbrød der uroligheder med voldsomme arabiske terrorhandlinger. I februar 1922 tilbød Churchill parterne, at der blev oprettet en fælles lovgivende forsamling, der skulle erstatte det eksisterende rådgivende råd. Forslaget strandede på arabisk uvilje til at samarbejde om en konstitution, så længe Balfour-deklarationen og indvandrings-bevillingerne ikke var blevet annulleret. Hermed afskar araberne sig håbet om en Palæstinaregering, igennem hvilken de havde kunnet yde indflydelse på mandatets ledelse. Det rådgivende råd, der formelt kun havde til formål at anerkende mandatregeringens forslag, var sammensat af ti britiske embedsmænd og ti palæstinensere (syv arabere og tre jøder).

Sir Herbert Samuel, der virkede som højkommissær til 1925, var britisk jøde og overbevist zionist. Som medlem af regeringen Lloyd George havde han argumenteret stærkt for Balfour-deklarationen. Da han blev udnævnt som højkommissær, knyttede zionisterne forståeligt store forventninger til hans kommende virke. Samuel førte imidlertid en upartisk ligevægtspolitik mellem jøder og arabere, og da han 1921 midlertidigt standsede den jødiske immigration under indtryk af de politiske uroligheder, blev han mål for en voldsom zionistisk harme. Den politiske handling, som han senere skulle blive hårdest kritiseret for, var hans støtte til valget af Haj Amin el Husseini til stormufti af Jerusalem i marts 1921. Haj Amin blev den stærkeste politiske figur blandt palæstina-araberne og senere drivkraften i arabernes terrorvirksomhed mod jøderne og mandatregeringen.

For at gøre den britiske regerings stilling til de to parter klar og for at lægge en dæmper på araberne, offentliggjordes den 3. juni 1922 en politisk erklæring, kendt som the Churchill Memorandum, hvor der blev givet en mere præcis fortolkning af Balfour-erklæringen. Blandt andet hed det, at Palæstina i sin helhed ikke skulle omdannes til et jødisk nationalhjem, men at et sådant hjem skulle grundlægges i Palæstina. I oktober 1923 tilbød Sir Herbert Samuel araberne at oprette et »Arab Agency«. der skulle være en pendant til »Jewish Agency«. Dermed ville araberne stå lige med jøderne, mente han. Tilbuddet blev dog afvist med den begrundelse, at man ikke ønskede at blive stillet på lige fod med de fremmede jøder, men at man fortsat krævede selvstændig status.

Perioden fra 1923 til 1928 var relativ rolig i mandatet. Det syntes at have fundet en tilfredsstillende form under ledelse af kompetente højkommissærer. Fra slutningen af 1925 til 1928 var Palæstina præget af en alvorlig økonomisk depression, som midlertidigt hæmmede den økonomiske udvikling. I efteråret 1928 kom det atter til uroligheder mellem arabere og jøder, og i august 1929 eksploderede de overspændte følelser i voldsomheder af en hidtil ukendt styrkegrad i Palæstina. Det lykkedes de britiske styrker at genoprette orden, og der blev nedsat en undersøgelseskommission i London, som under ledelse af Sir Walter Shaw rejste til Palæstina. Shaw-kommissionen blev indledningen til 30'ernes og 40'ernes lange række af Palæstina-kommissioner og -komiteer, der alle indleverede omfangsrige rapporter og analyser med forslag til løsning af det uløselige problem. De blev sjældent efterfulgt i den praktiske politik.

VI. De magiske kræfter

Der var tre slags kræfter, der styrede den stadige eskalering af det palæstinensiske drama. Det magiske tretal, om man vil. Forud for 1918 havde Storbritannien med tre forskellige aftaler bundet sig til, viste det sig, i de næste tre tiår at administrere et område, hvor tre gamle religioner, jødedommen, kristendommen og islam, beherskede sindene. Hertil kom tre nye »religioner«, den palæstinensiske nationalisme, den jødiske zionisme og det britiske imperiums interesser. Hver for sig eller i stadig skiftende alliancer tog de tre kræfter opstilling og leverede slag mod hinanden. Såvel zionismen som den arabiske nationalisme havde fra begyndelsen overtoner af fanatisme. Den tog med årene til. Hos briterne voksede desillusionen, de var den prædestinerede taber.

Mens såvel araberne som jøderne havde store åndelige ressourcer at trække på i deres nationalisme, var det for den enkelte britiske embedsmand eller soldat i Palæstina-mandatet: ikke umiddelbart klart, hvorfor han var, hvor han var. Men selvfølgelig var englænderen hvorsomhelst i verden, hvor imperiets interesser påbød ham at være. Utilgængelige for idealistiske og religiøse motiver accepterede de britiske koloniofficerer derfor dagligdags forklaringer, som at den britiske hær »had a job to do« og var i Palæstina »to, look after the Canal«. Nogle har heri villet se en forklaring på den senere Palæstina-administrations anti-zionistiske holdning.

I Storbritannien boede der et ikke ringe antal jøder, som havde mulighed for at øve indflydelse til fordel for det zionistiske program, om ikke andet så som vælgere. Det er et karakteristisk træk for hele mandatperioden, at de politiske partier i England appellerede i deres valgprogrammer til de engelske jøder, især når de var i opposition. Hver gang måtte jøderne efter valget erfare, at givne løfter blev brudt. Storbritannien havde vidtrækkende interesser i den arabiske verden, og i takt med, at Palæstina-spørgsmålet blev til et anliggende, der optog alle arabiske stater eller vordende stater, blev det en nødvendighed i et vist omfang at imødekomme arabiske ønsker. Resultatet blev en håbløs svajende politik. Skiftevis på den ene eller den anden stol, men oftest graciøst midt imellem. Og midt imellem var for briterne en bulldogagtig tro på, at de to andre parter ville lægge deres uenighed til side og acceptere en bi-national stat, hvor arabere og jøder »kunne græsse fredeligt side om side«. En sådan stoisk naivitet, kan synes uforståelig for en senere tid, men kan måske forklares som et typisk karaktertræk i enhver imperialistisk magtpolitik. Imperiebestyreren dikterer sin vilje og regner med at få der igennem i sidste ende på den ene eller anden måde.

Voksende indvandring

Den anden af de tre kræfter var zionismen. Mange havde uden tvivl i 1917 undervurderet denne bevægelse. At samle jøder fra hele verden og genskabe en jødisk nationalstat i Palæstina forekom mere jordbundne europæere en fantastisk tanke. Zionismen voksede imidlertid til i tyverne, faldt tilbage nogle år, for så at nå frem til sit take off i 1933. Det kritiske tidspunkt indtraf i slutningen af tyverne under depressionen, hvor det syntes, som om det zionistiske projekt skulle falde fra hinanden. Der udvandrede mange jøder fra Palæstina, omtrent så mange som der i de samme år indvandrede, med det resultat, at man blandt zionister i Palæstina begyndte at tvivle på, at nationalhjemmet skulle blive andet end et jødisk mindretal i et arabisk Palæstina.




	Den vigtigste kilde til palæstinensisk frygt for fremtiden i 1930'erne var den åbne britiske støtte til jødisk emigration til Palæstina. Her er britiske tropper i kamp med palæstinensiske demonstranter i Jerusalem, 1933. (Before their Diaspora)

Billedet ændrede sig dog hurtigt. 1933 blev det skelsættende år. I 1930 indvandrede der 4.000 jøder. I 1932: 9.500. I 1933: 30.000. I 1934: 42.000. I 1935: 62.000 jøder. Sammenhængen mellem de større indvandringstal og den politiske udvikling i Centraleuropa er indlysende. Mange zionister har måttet spørge sig, hvilken skæbne nationalhjemmet ville have fået med en anden udvikling i mellemkrigstidens Europa.

I årene op til 1933 var der hos alle tre parter en grundliggende fornemmelse af, at Palæstina-problemet alle vanskeligheder til trods nok skulle munde ud i en acceptabel løsning. For zionisternes part må det her være rigtigt at påpege det mest afgørende dilemma. Valget stod for de zionistiske ledere mellem en appeasementpolitik overfor araberne eller en konsekvent gennemførelse af den zionistiske målsætning. Man kunne bevare et rimeligt forhold til araberne, hvis man ville slække på indvandringskvoterne. Det ville betyde, at nationalhjemmets etablering, altså en jødisk stat, tabte sig i en fjern fremtid. Alternativet var at arbejde på den størst mulige indvandring, legal eller illegal, dels for at konsolidere nationalhjemmet, dels for at redde de europæiske jøder fra den nazistiske racisme. Hermed ville man desværre skubbe araberne fra sig og gøre dem til sine fjender. Zionisterne valgte det sidste, og afskar sig dermed enhver mulighed for at komme til forståelse med araberne. Zionisterne kunne vel ud fra deres målsætning ikke handle anderledes. På et tidspunkt, hvor den koloniale imperialisme var klart på retur, i hvert fald set med efter-rationaliserende øjne, manifesterede zionismen sig som en af de måske kraftigste nationale bevægelser i det 20. århundrede, og den forbandt sig intimt med imperialismen. Zionismens succes stod og faldt med den britiske imperialisme, og skulle den sejre, ville det betyde nederlag for den arabiske nationalisme.




	1934. Engelsk militær sættes ind mod palæstinensiske protestdemonstration i Jaffa mod jødisk indvandring

Palæstina-arabernes første revolte

Den sidste af de tre kræfter er araberne. Palæstina-araberne, og dermed menes ganske enkelt de arabere, der boede i Palæstina-området, havde altid haft jøder boende mellem sig, især i Jerusalem og Safed. Men da palæstina-araberne blev præsenteret for det zionistiske program, svarede de, at jødernes historiske tilknytning til Palæstina ikke var synonym med retten til at eje landet. Man var indforstået med, at et vist antal jøder slog sig ned i området, men under den forudsætning, at jøderne ikke sigtede mod at overtage landet. Efter Balfour-deklarationen. og de første år af mandatperioden, stod det klart for de arabiske ledere, d.v.s. stamme- og familieoverhovederne, at zionisterne stilede mod intet mindre end en magtovertagelse. Første revolte kom i 1921, mange andre fulgte. Al historisk erfaring viser, at en konflikt af den art ikke kan løses fredeligt, men fører til blodsudgydelse.

Den britiske arabist, George Antonius, der først og fremmest er kendt for sin fremragende fremstilling af den arabiske nationalismes historie, »The Arab Awakening«, skriver i denne bog, der blev udgivet i 1938, at nazismens grusomheder mod jøderne, efter arabernes mening, aldrig kan blive en undskyldning for at undertrykke et tredie folk, araberne. Antonius fortsætter: »Jødernes håb er blevet så stærkt, at hvis zionisternes drøm om en jødisk stat i Palæstina ikke går i opfyldelse, så vil det forvolde intens desillusionering og bitterhed. De mange beviser på folkets ånd og evne til at udholde prøvelser og modstå farer ved opbygningen af et nationalhjem beviser den hengivenhed, hvormed en stor del af det jødiske folk hylder det zionistiske ideal. Og det ville være en yderligere grusomhed mod jøderne at skuffe deres håb, hvis der eksisterede en mulighed for, at de blev opfyldt, uden at det samtidig førte til grusomhed mod et andet folk, Men fornuftens kendsgerninger er ubønhørlige, De viser, at der ikke er plads til endnu en nation i Palæstina, undtagen hvis man fordriver eller udrydder den nation, der allerede ejer det.«




	1936. Britisk militærpoliti kropsvisiterer palæstinensere i Jerusalem for skjulte våben. Mandatmyndigheden tager vidtgående skridt for at hindre udbruddet af nye stridigheder mellem arabere og jøder.

Mellem 1932 og 1935 blev der dannet seks rivaliserende arabiske partier. Heraf dominerede to, nemlig Palestine Arab Party, ledet af Husseini-familien med muftien, Haj Amin el Husseini, som stærkeste eksponent, og Arab National Defence Party, ledet af den anden store familie, Nashashibi.

I 1933, hvor den første nye jødiske masseimmigration fandt sted, var det år, hvor det blev klart, at muftien, Haj Amin el Husseini, var arabernes nationale leder. Han forsøgte, med delvis held, at overbevise araberne om, at de skulle boykotte handel med »britiske og zionistiske varer«. Hans ambition var at rejse en fjendtlig holdning mod mandatmagten fordi han mente, at zionisterne var hjælpeløse uden administrationens støtte. Derfor måtte man først rette sine angreb mod briterne, dermed ville begge modstanderne falde.

Stormuftien

Haj Amin var inderlig nationalist og besad som alle patrioter en dybfølt overbevisning om, at han og hans landsmænd havde retten på deres side, for slet ikke at tale om Allah. Som for mange andre politikere i nærorienten var Mustafa Kemal Atatürk og den tyrkiske nationale befrielsesbevægelse et forbillede, der kunne inspirere Haj Amin. Men i sin egenskab af religiøs leder, stormufti af Jerusalem, fik hans propaganda en religiøs karakter. Han kaldte jøder og briter for hedninge, og begrebet Jehad, den hellige krig, kunne atter høres. Haj Amin er fra zionister, men også fra mere neutral side, blevet anklaget for, at have prædiket anti-semitisme mod jøderne. Han skal have udtalt, at selve det at være jøde er en fornærmelse. Disse anklager fremkom især efter, at han under anden verdenskrig aflagde besøg hos Adolf Hitler.

Den engelske historiker, Christopher Sykes, mødte adskillige gange stormuftien i Georg Antonius' hjem i 1936 og har givet følgende karakteristik af ham: »Det var umuligt ikke at tro på hans oprigtighed. Han havde en naturlig værdighed. Han var smuk og meget spinkel af bygning. Som orientaleren blandt alle orientalere bar han aldrig europæiske klæder, men en dragt passende for en muhammedansk doktor i teologi. Hans stemme var blød, og han kendte det trick at sidde stille som en statue. Han hverken gestikulerede eller hævede stemmen. Han fik andre mennesker til at føle sig vulgære. Det var vanskeligt at forbinde nogen blodtørstighed med ham. Den arabiske fortaler, George Antonius der var et yderst kultiveret menneske, vaklede aldrig i troen på at Haj Amin var en helgen.«

Hvis man samtidig kaster et blik ud over de andre mellemøstlige mandatområder, vil det hjælpe til at forstå palæstinensernes utålmodighed. I 1928 blev mandatet Transjordan ændret til emiratet Transjordan, der i interne spørgsmål kunne føre en selvstændig politik, forudsat at regeringen var konstitutionel. 1930 blev den arabisk-irakiske pagt sluttet, og den ratificeredes året efter, hvormed Irak fik en for den tid acceptabel uafhængighed. I Syrien og Libanon gjorde folket oprør, og franskmændene måtte slække på tøjlerne. Den syriske republik blev udråbt, og en konstitutionel regering indsat. Alene det, at der eksisterede en syrisk republik, hvortil palæstinenserne mente, at de burde have hørt, var nok til at sætte de arabiske sind i brand i Palæstina-mandatet. Kun de kunne ikke få selvbestemmelse, og begrundelsen var løftet om det jødiske nationalhjem, og, sagde man, så var det tilmed meningen, at nationalhjemmet skulle have lov til at udvikle sig til en stat. Vrede og såret nationalfølelse var det bedst tænkelige grundlag for Haj Amins oprørsagitation. Tilmed lykkedes det ham at vække hele den arabiske verdens interesse for Palæstina-spørgsmålet. Den glemte det aldrig igen.




	SNS (Special Night Squads) sammensat af jøder og englændere. De blev organiseret af englænderne i 1938-39 med det formål at angribe palæstinensiske landsbyer. Her en patrulje med den berygtede britiske officer Orde Wingate. (Before the Diaspora)

VII. Tragedien folder sig ud. Beslutningstagerne går i tænkeboks

Det blev i trediverne i stigende grad tydeligt, at Palæstina-mandatet tjente Storbritanniens strategiske interesser i Mellemøsten. I 1932 fik Irak i praksis uafhængighed, og fire år senere blev også Ægypten selvstændigt. I begge tilfælde mod, at landene accepterede militærtraktater, der gav Storbritannien ret til at holde visse luft-, land- og flådestyrker på deres territorier. Til trods for garantierne var Englands fremtidsudsigter i disse områder dog nok så usikre, og det blev afgørende at sikre militære rettigheder i Transjordanien og Palæstina, der med deres centrale beliggenhed var strategisk fortrinlige baser. I 1933 blev en moderne havn i Haifa færdigkonstrueret, og to år senere blev havnen endestation for en olieledning, der skulle føre olie fra Irak til Middelhavet. Olieselskabet, Irak Petrol Company, der var britisk kontrolleret, havde ret til fri transit gennem Palæstina. I Lydda anlagdes en lufthavn, der blev et vigtigt led i lufttrafikken i Mellemøsten. Hvad den britiske sikring af Suezkanalen angik, kunne Haifa i nødstilfælde erstatte Alexandria som flådebase i det sydøstlige Middelhav. Og Negev-ørkenen, den sydlige del af Palæstina, kunne bruges som erstatning for kanalzonen i forsvaret af Suezkanalen.

Grundaspekterne i Palæstina-spørgsmålet ændrede sig i årene op til 1936. Spørgsmålet om, hvorvidt et jødisk nationalhjem skulle oprettes eller ej, var ikke længere teoretisk. Nationalhjemmet eksisterede allerede, og spørgsmålet var derfor nærmere, hvorvidt det kunne siges at være fuldt oprettet eller ej. I den vestlige verden gennemførte regeringerne restriktioner mod indvandring, som betød, at jøderne fra Centraleuropa pressede ekstra hårdt på Palæstina for at komme væk fra den nazistiske forfølgelse.

Samtidig blev en anti-zionistisk, fjendtlig holdning i den arabiske nationalbevægelse helt udtalt. I midten af trediverne voksede en hel generation af palæstina-arabere op, der politisk var blevet opdraget til at betragte mandatet som en uretfærdighed. De lærte, at det eneste, der stod mellem dem og arabisk selvstyre, var zionisterne. I de første måneder af 1936 tog den politiske spænding konstant til. I Syrien og Ægypten havde nationalistiske demonstrationer fremkaldt forsikringer fra Paris og London om snarlige traktater, der ville anerkende de to landes uafhængighed. De fascistiske radiostationer i Italien lagde et stadig anti-britisk propagandapres på Palæstina. Den lokale arabiske presse opfordrede de nationale ledere til at følge de andre arabiske staters eksempel og forsøge at tvinge Palæstinas uafhængighed igennem.

Atter kom det i den britiske regering på tale, om man skulle tillade, at der blev oprettet en lovgivende, repræsentativ forsamling i Palæstina. Forslaget blev dog imødegået fra alle jødiske kredse med indflydelse, idet man hævdede, at den arabiske majoritet i en sådan forsamling ville forhindre den fortsatte opbygning af nationalhjemmet. Tanken om en nationalforsamling i Palæstina blev så udskudt på ubestemt tid.




	Af de 6 millioner jøder der myrdedes af nazisterne under 2. verdenskrig var de 200.000 børn. Nogle få tusinde reddedes til Palæstina af den zionistiske Børne- og ungdoms-alijah-organisation (alijah = indvandring til Palæstina. Indvandringen af børn og unge fortsatte efter krigen. (Palestina. Kooperativa Förbundets Bokförlag, Stockholm 1948)

The Arab Higher Committee

Den 26. april mødtes de palæstina-arabiske partiledere og grundlagde et permanent timands eksekutivorgan, der fik navnet »the Arab Higher Committee«, hvis præsident var Haj Amin el Husseini. I samme måned erklærede Arab Higher Committee seks måneders generalstrejke, som ville blive afblæst, såfremt den britiske regering ville standse den jødiske indvandring, og som sandsynligvis ville blive forlænget, hvis den jødiske indvandring uhindret fortsatte. Endvidere krævede man forbud udstedt mod salg af jordarealer fra arabere til jøder, og man ønskede mandatet erstattet med en national regering, der skulle være ansvarlig over for en repræsentativ forsamling.

Sommeren 1936 var præget af meget alvorlige uroligheder i mandatet. Arabiske terrorgrupper bar hovedsagelig ansvaret herfor. Jewish Agency førte en ivrig overtalelseskampagne overfor ekstreme jødiske grupper, der ønskede at gribe til modterror, og med få undtagelser forholdt den jødiske befolkningsgruppe sig passivt. 1936-urolighederne affødte en ny britisk undersøgelseskommission.

Peel-kommissionen satte sig, som den første, ud over dogmet om bi-nationalisme i et samlet Palæstina. Tværtimod fastslog den, at mandatet var uarbejdsdygtigt, da der eksisterede et så graverende modsætningsforhold mellem de to befolkningsgrupper, at en repræsentativ regering, hvor majoriteten ville respektere minoriteten, ikke kunne etableres. Følgelig anbefaledes det, at man så hurtigt som muligt delte Palæstina i en suveræn arabisk og en suveræn jødisk stat samt en britisk mandatzone. (Se: Peel-kommissionens delingsplan).




	Plakat for den jødiske terrorgruppe Irgun Zwai Leumi (den Nationale militære Organisation). Gruppen indledte sine terroraktioner i september 1937 og var ophav til Sterngruppen. De hebræiske bogstaver på plakater siger: "Den eneste løsning". Kortet og riflen indikerer, at Storisrael der består af både Palæstina og det nuværende Jordan skal skabes med våbenmagt. Plakater er fra ca. 1946. (Before the Diaspora)

Zionisterne bestemte sig til at støtte Peels delingsforslag, men araberne afviste det naturligvis. Nok så afgørende var det, at Arab Higher Committee lod forlyde, at en arabisk støtte til de fascistiske lande ikke var umulig. På en konference, kommiteen havde indkaldt til, i Bloudan den 8. september 1937, og hvor der deltog 400 delegerede fra alle stater, blev følgende udtrykt: »Vi må gøre Storbritannien forståeligt, at politikken i Palæstina skal ændres. I modsat fald står det os frit at stille os på de europæiske landes side, som fører en uvenlig politik overfor Storbritannien.« Peels delingsforslag blev forkastet af regeringen med den begrundelse, at det var for teknisk vanskeligt at gennemføre. I mandatet stod det klart, at briterne ikke var i stand til at holde de arabiske terrorister i ave. Derfor udskilte ekstreme fløje af Haganah, den jødiske undergrundsbevægelse, sig og formerede grupperne Stem og Irgun Tsva'i Leumi, der udøvede terror mod araberne og senere mod de britiske myndigheder.

Krigstruslen i Europa blev mere og mere reel. Den britiske regering var nødt til at træffe en beslutning, der klart ville angive, hvilken af parterne i Palæstina-spørgsmålet, den ville støtte. Regeringen indså, at jøderne ikke ville have noget valg, hvis de skulle vælge krigspartner i Europa. Man bestemte sig derfor for at forsone araberne på jødernes bekostning.

Hvidbogen

White Paper 1939 var regeringens afgørelse, fremsat den 17. maj 1939. Hvidbogen skulle få katastrofale følger for tusindvis af jøder, der havde håbet på muligheden for udvandring til Palæstina. I stedet så de sig nu definitivt spærret inde i Centraleuropa. Hvidbogen lagde linien for den britiske mandatpolitik fra 1939 og frem til 1948. Det afgørende nye var, at løftet om et jødisk nationalhjem blev betragtet som opfyldt, og at Storbritannien ikke havde til hensigt at støtte oprettelsen af en jødisk stat. I stedet proklameredes det, at en Palæstina-stat ville blive dannet, hvor jøder og arabere i fællesskab skulle udøve den regerende myndighed. I overgangsperioden, der beregnedes til ti år, blev jøder og arabere opfordret til at tage øget del i administrationen. I mellemtiden skulle de jødiske jordopkøb begrænses stærkt. Der måtte de første fem år ikke indvandre mere end 75.000 jøder ialt. Hvad der kom derudover var afhængigt af arabernes godkendelse. Hvilket i realiteten betød, at der derefter ikke ville blive givet flere indvandringstilladelser.

The Arab Higher Committee, der havde opslået sit eksilkvarter i Beirut, afviste Hvidbogen, for den mente, at selv 75.000 nye indvandrere var for meget. Zionisterne opfattede Hvidbogen som et forræderi mod jøderne og afviste den blankt. Chaim Weizmann beretter om, hvorledes han fløj fra Palæstina til England, hvor han i en samtale med Chamberlain gjorde opmærksom på den skæbne, der ventede Tysklands og Polens millioner af jøder. Han anmodede Chamberlain om at være behjælpelig med at frelse dem, men denne var køligt afvisende.

Med Hvidbogen kulminerede den langsomme forandring i officiel britisk holdning til nationalhjemmet fra at have været venlig i 1917 til nu at være det modsatte. Grunden under Palæstina-mandatet begyndte med anden verdenskrig langsomt at smuldre. Hidtil havde mandatmagten regeret landet med overvejende støtte fra jøderne i landet. Nu stødte regeringen zionisterne fra sig uden dog at formilde araberne. Det lige-imellem-to-stoles princip. Fra 1939 regerede mandatmagten derfor landet uden støtte fra befolkningen og blev i stigende grad autokratisk.

Den engelske beslutning var et forsøg på en forsoningspolitik overfor araberne. Det var et faktum, at de arabiske stater viste den største opmærksomhed for PaIæstina-spørgsmålet, og de viste en stadig tiltagende antibritisk holdning. Samtidig optrådte de venligt overfor det nazistiske regime i Tyskland, og det kunne blive fatalt for Storbritannien, der havde en stor del af sine olieressourcer i den arabiske verden. Den engelske regering mente ikke at den, med Europa på grænsen til krig, kunne tillade sig at fremprovokere en yderligere fjendtlig holdning hos araberstaterne. Dette skulle være et forsøg på at genoplive den britisk-arabiske alliance fra første verdenskrig. Lykkedes det ikke helt, så blev britiske hovedinteresser dog sikret så længe krigen varede, idet Palæstina og Ægypten tjente som sikre baser for britiske tropper. Lord Balfours erklæring i 1917, der til dels var fremstået af en idealistisk inspireret humanisme, havde nu kun interesse i den udstrækning, den tjente Storbritanniens strategiske overvejelser.

VIII. Fronterne trækkes op

Anden verdenskrig nedfrøs midlertidigt Palæstina-problematikken. De zionistiske ledere i Jerusalem afgav forsikringer om, at Storbritannien kunne regne med nationalhjemmet som en 100 % allieret, men at man under ingen omstændigheder ville forsone sig med Hvidbogen. David Ben-Gurion, formand for Jewish Agencys eksekutiv-komité, udtrykte denne holdning i et genialt paradoks: »Vi skal kæmpe for Storbritannien i denne krig, som om der ikke var nogen Hvidbog, og vi skal bekæmpe Hvidbogen, som om der ikke var nogen krig.«

Zionisterne forsøgte indtil 1944 forgæves at få rejst en jødisk hær under britisk overkommando. Da dette blev afvist meldte man sig som almindelige frivillige. I 1942 var der således indrulleret 18.800 palæstinajøder i de britiske styrker. 9.000 palæstina-arabere havde meldt sig. I særdeleshed for jøderne fik denne militærtræning betydning senere, og krigen igennem foregik der store våbenopkøb både fra arabisk og jødisk side. Især blev våbenmarkedet velforsynet, efter at ørkenkampene i Nordafrika var afsluttet. Jøderne kunne i kraft af deres større købekraft sikre sig hovedparten heraf.

Illegal jødisk indvandring tog et vældigt opsving efter at Hvidbogen af 1939 trådte i kraft og skabte et stærkt følelsesbetonet modsætningsforhold mellem jøderne og de britiske mandatmyndigheder. Briterne gik ret hurtigt over til at internere flygtningene fra de opsnappede skibe i lejre på Cypern. Det resulterede i, at de jødiske terrororganisationer atter gik i aktion, idet de erklærede, at de på enhver måde ville bekæmpe det eksisterende regime. Regeringsbygninger blev bombet, flere gange forsøgtes attentat på højkommissæren, men forgæves. Derimod lykkedes det at ombringe den britiske minister for Mellemøsten, Lord Moyne, i Cairo november 1944.




	1945. Fordelingen af ejerskab til jorden mellem jøder og palæstinensere

Passiv modstand

Der var en passiv modstand hos den jødiske befolkning i forholdet til den britiske administration. Man ønskede ikke at angive sine egne folk. Det menes, at kun én % af den jødiske befolkning aktivt støttede de jødiske terrorister. Jewish Agency lod sin undergrundshær, Haganah, samarbejde med briterne i et forsøg på at tilfangetage terroristerne fra Stern- og Irgun-grupperne. Efter mordet på Lord Moyne lykkedes det dog Haganah at overtale terroristerne til at indstille deres aktivitet foreløbig. Det bidrog til en mere rolig atmosfære i de sidste krigsmåneder.




	Mange af de zionistiske kolonier i Palæstina havde våbendepoter skjult. Billedet viser resultatet af et sjældent, men succesfuldt britisk raid efter våben i sommeren 1946. (Before their Diaspora)

Et forhold, der skulle blive afgørende for Palæstina-spørgsmålet i efterkrigsårene, var en stadig stigende uenighed mellem USA og Storbritannien om, hvilken ordning der burde træffes for Palæstina-mandatet på længere sigt. England kritiserede, at de amerikanske olieselskaber erhvervede sig stadig større områder i de olierige araberstater, men lod dem forsvare af den britiske flåde og det mellemøstlige Royal Air Force. I kampagnen op til præsidentvalget i 1944 havde både republikanere og demokrater indføjet Palæstinaspørgsmålet i deres valgprogrammer, hvor de krævede restriktioner for jødisk indvandring og jordopkøb hævet. I Storbritannien reagerede man i politiske kredse med harme på den vedvarende amerikanske kritik af bestemmelserne i Hvidbogen.




	1946. Fordelingen af befolkningen mellem jøder og palæstinensere. Kun i Jaffa området var jøderne i flertal.

Regeringsskiftet efter anden verdenskrig affødte ingen ændring i Hvidbogens bestemmelser. Labour havde nok kort en stærk pro-zionistisk kampagne i krigsårene, men da det kom til magten, lagdes kursen brat om. Den nye regering kom meget hurtigt til den opfattelse, at alle beslutninger, der angik Mellemøsten, måtte sigte på at vinde arabisk venskab.

Et spørgsmål, der vakte megen politisk røre, var, om et antal overlevende jøder fra koncentrationslejrene i Tyskland, ca. 100.000, skulle have lov at rejse ind i Palæstina uden videre. USA plæderede herfor, men Whitehall afviste stædigt af frygt for den arabiske opinion. Spørgsmålet rejste forståeligt nok en harmfuld anti-britisk stemning blandt palæstina-jøderne. Haganah sluttede sig nu til terroristgrupperne, og en bred jødisk sabotagevirksomhed rettet mod alle britiske anlæg åbnedes over hele Palæstina. De arabiske terroristgrupper holdt sig heller ikke tilbage.




	Zionistiske militæroperationer i april-maj 1948. Bl.a. med det formål at sikre Jerusalem på jødiske hænder

Strategisk værdi

Det var Palæstinas strategiske værdi, der havde fået den britiske arbejderregering til at sadle om, efter kort tid ved magten. I marts 1946 opnåede Transjordanien egentlig selvstændighed efter at have indgået en militær-overenskomst med Storbritannien. De militære baser i Irak og Ægypten kunne England imidlertid risikere snart at måtte nedlægge, og derfor var det pludseligt afgørende for labourregeringen at opretholde herredømmet i Palæstina. At briterne ingen planer havde om at forlade landet viste sig f.eks. ved, at de begyndte at oprette permanente militærlejre i Gazadistriktet, samtidig med at en ny olieledning konstrueredes fra Irak til Haifa. Intentioner og virkelighed svarede dog meget dårligt til hinanden. I slutningen af 1946 var der næsten 100.000 britiske tropper og konstabler i Palæstina, hvilket var en soldat for hver attende person i landet. Den jødiske terroristvirksomhed i landet var imidlertid så hårdtslående, at det britiske civilpersonale måtte evakueres. Landet blev sat i undtagelsestilstand, og de britiske soldaters forlægninger sikredes i pigtrådsafspærrede sikkerhedszoner. De britiske soldater hadede Palæstina og ønskede kun at komme væk. (De britiske kolonisoldaters lod i de midterste årtier af dette århundrede var ikke misundelsesværdige. I sommeren 1967 talte jeg i Aden med adskillige soldater, der havde gjort tjeneste i Palæstina. De hævdede, at Aden var Palæstina om igen. Forskellen var kun, at terroristgrupperne ikke bar navnene Stern og Irgun, men derimod hed FLOSY og NLF). Som senere i Aden, undlod den britiske højkommissær i Palæstina at bruge hærens fulde magt. I så fald havde oprøret kunnet knuses. Det var klogt, at man undlod dette.

For FN

I London brød sideløbende forhandlingsbestræbelser sammen, fordi zionisternes og arabernes krav var uforenelige. Den 14. februar 1947, besluttede den britiske regering derfor at indbringe Palæstina for det to år tidligere oprettede FN. Dette indebar ikke, at labourregeringen ønskede at opgive mandatet. Storbritannien ønskede fortsat at bestyre Palæstinamandatet, men det havde brug for FNs hjælp til at løse den øjeblikkelige krise.

De forenede Nationer udnævnte en særlig Palæstina-komité, UNSCOP, som besøgte Palæstina for at danne sig et billede af situationen. I september 1947 berettede den tilbage i en rapport til FN, at komitéen ikke kunne nå til enighed. Der var et flertal for en deling af landet, men et mindretal mente, at Palæstina skulle bestå i sin helhed. Flertalsforslaget om deling blev med visse ændringer lagt frem til afstemning i Generalforsamlingen, og blev her i november 1947 vedtaget med to trediedeles flertal. I sommeren 1948 skulle briterne forlade Palæstina, og området opdeles i to stater, en jødisk og en arabisk. Storbritannien havde ved at indbringe Palæstina for FN afskåret sig fra at bestemme over områdets fremtid. Der ville blive gennemført en politisk deling, hvor der var forudset en økonomisk union mellem de to stater. Jerusalem skulle udgøre en international zone.




	1948. FN forhandlere under den israelske selvstændighedskrig. FN's Folke Bernadotte blev myrdet 17. sept. 1948 af en israelsk terror-gruppe. Han blev efterfulgt af amerikaneren Ralph Bunche (bagest)

Da det nu var afgjort, at England måtte opgive mandatet, blev det af altoverskyggende vigtighed for arbejderregeringen at redde så meget goodwill som muligt i den arabiske verden. Derfor blev der fra britisk side ikke ydet nogensomhelst støtte til FN i gennemførelsen af delingsplanen.




	29. dec. 1947. Irgun har kastet en bombe mod en palæstinensisk bus i Jerusalem. 17 palæstinensiske passagerer blev dræbt. Terroraktionen blev fulgt af mange lignende i de følgende måneder. (Before their Diaspora)




	10. maj 1948. Tre medlemmer af en palæstinensisk patrulje i et nordlige Palæstina

De sidste måneder op til skæringsdatoen, der var blevet fastsat til 15. maj 1948, var Palæstina præget af hyppige sammenstød mellem jøder og arabere. Begge parter forberedte sig til opgøret ved indsmugling af våben. Vagtskiftet var i fuld gang. Mens briterne løsnede deres greb om landets styre, overtog arabere og jøder ansvaret for den videre politiske udvikling. Samtidig koncentrerede de arabiske stater deres militære styrker langs grænsen til Palæstina, klar til at rykke ind og forhindre oprettelsen af den jødiske stat, når Storbritannien var væk.

Fra Jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel