Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Befrielsesbevægelser er bevægelser der arbejder for politisk og social befrielse fra en fremmed magt, f.eks. en kolonimagt. Begrebet befrielsesbevægelse er knyttet til den tredje verden, og opstod under afkoloniseringen. Befrielsesbevægelserne arbejdede i lighed med andre nationalistbevægelser for politisk uafhængighed, men gik videre og arbejdede for økonomisk og social befrielse. Befrielsesbevægelserne ville ikke overtage kolonimagtens styreform men opbygge et nyt samfund.
De fleste befrielsesbevægelser har haft perioder med væbnet kamp, guerillakrig (se Guerilla). For befrielsesbevægelserne har det været vigtigt, at den politiske kamp skal styre den væbnede kamp. Det har været de politiske ledere, der har taget beslutningen om væbnet kamp. Det der har adskilt befrielsesbevægelser fra andre nationalistbevægelser har også været, at de formåede at mobilisere store dele af befolkningen til deltagelse i den politiske og væbnede kamp. Dette skete ved, at bevægelsens ledere og medlemmer levede og arbejdede blandt befolkningen, der stort set var bønder, og nød deres beskyttelse.
Under kampen har befrielsesbevægelserne befriet områder, hvor de i praksis har gennemført deres politik. Her har de drevet skoler, opbygget sundhedsarbejde, indført et nyt lovgivningssystem og en ny administration - en ny stat. Efter befrielsen har mange bevægelser i opbygningen af en ny stat og et nyt nationalt styre bygget videre på erfaringerne fra de oprindeligt befriede områder. Men ikke alle bevægelser har klaret denne overgang lige godt. I et land som Algeriet skete der f.eks. en demobilisering af befolkningen.
Begrebet befrielsesbevægelse anvendes af og til om bevægelser, der arbejder for befrielse af delområder af nationalstater. I sådanne tilfælde kan der være tvivl om grænsernes gyldighed. Dette gælder særligt i Afrika, hvor grænserne blev trukket tilfældigt for 100 år siden. Sådanne bevægelser får kun ringe støtte, fordi OAU, Organisationen af afrikanske Stater, har fastslået at Afrikas grænser er endelige og ukrænkelige. Det kan være vanskeligt at trække skellet mellem nationalistbevægelser og befrielsesbevægelser.
Nogle af de mest kendte befrielsesbevægelser er FLN i Algeriet, FNL i Vietnam, MPLA i Angola, FRELIMO i Moçambique, PAIGC i Guinea-Bissau, SWAPO i Namibia, ZANU og ZAPU i Zimbabwe, ANC i Sydafrika, ELF og EPLF i Eritrea, POLISARIO i Vestsahara, PLO i Palæstina, FRETELIN i Østtimor, FSLN i Nicaragua, FMLN i El Salvador og EZLN i Mexico. (Se omtalen under de enkelte lande.) De vigtigste befrielsesbevægelsesteoretikere har været Ho Chi Minh i Vietnam og Amilcar Cabral i Guinea-Bissau.
Litteratur | ||
A. Cabral: Frigjøringskamp i teori og praksis, Oslo 1973. | ||