Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fascisme

Fascisme som reaktionær borgerlig bevægelse med bred folkelig appel opstod i Europa mellem 1. og 2. verdenskrig. Der dannedes fascistiske partier i alle lande med klar gensidig efterligning, og i en række lande fik disse partier tilstrækkelig tilslutning til at give dem indflydelse. I Italien (1922) og Tyskland (1933) kom fascistiske regimer til magten. Fascistpartier i Spanien, Portugal, Østrig, Rumænien og Ungarn var aktive ved dannelsen af pro-fascistiske regimer. I Frankrig, Belgien og Finland deltog disse partierne i yderliggående, omend kortvarige, fremstød mod arbejderbevægelsen. Kun i Skandinavien, Holland og Storbritannien var der ringe tilslutning.

I mellemkrigstiden var fascismen over alt en nydannelse, som i militariserede formationer splittede de traditionelle konservative partier, og særlig de unge blev tiltrukket af kampen for fædrelandet, og mod marxismen og jøderne.

En generel definition af begrebet fascisme må derfor tage udgangspunkt i de historiske erfaringer fra 1920' og 30'erne og finde de generelle træk i udviklingen dengang. De store problemer der er ved at isolere de specielle fascistiske træk fra nationale komponenter, som også eksisterede i andre bevægelser, har gjort fascisme-begrebet omstridt. Arbejderbevægelsens splittede og skiftende holdninger i samtiden har desuden gjort det politisk kontroversielt. Der eksisterer en rig, men noget modsætningsfyldt litteratur om fascismen; ingen accepteret teori, men et utal af delvis modstridende opfattelser. Den følgende fremstilling sigter mod en teoretisk afklaring snarere end en historisk fremstilling.

Fascismen og staten

Som udgangspunkt må man afklare, hvad fascismen både som doktrin, læresætning, og bevægelse rettede sig imod. Den rettede sig imod staten. Den var en lære om stat og statsmagt, ikke en teori om historien, som marxismen, eller om økonomisk velstand, som liberalismen. Som politisk bevægelse rettede den sig imod magten i staten. Som regime grundlagde den en statsform, ikke et samfund og ikke en ny samfundsformation. Fascistiske utopier drejede sig om alt dette, og i de fascistiske partiprogrammer var det statens styre og virksomhed som havde den største opmærksomhed. Hitlers «Tredje rige» var godt nok ledsaget af visse sociale visioner, f.eks. om bønderne som Tysklands «første stand», men disse spillede en mindre rolle i forhold til bevægelsens magt-ideologi. Den danske fascistleder Fritz Clausen formulerede det således «Den nationale socialist føler sig som et blad på folkestammen, som et blad, der må visne og forgå; men som gennem sit liv har bidraget til, at stammen kan bestå og stadig er i stand til at frembringe fornyet udtryk for dens evige idé. Og som et træ er organiseret i enkelte væv, der i fællesvirke opretholder træets liv, sådan vil nationalsocialismen også organisere folket inden for korporative enheder, der ikke som klassepartierne skal virke mod hinanden, men som skal virke sammen som cellerne i en levende organisme»

Fascismen må ud fra dette bestemmes som en bevægelse for en alternativ statsmagt, opstået i flerpartistater som en reaktion mod demokratiet.

Et regeringssystem bør kaldes fascistisk, når det udviser fire kendetegn:

Dets sociale funktion består i at opretholde kapitalistiske ejendomsforhold og overklassens dermed forbundne sociale privilegier, selv om dette system er ude i en krise og masserne vender sig mod det eller truer med at vende sig mod det. Det opmuntrer samtidig en militær ekspansionspolitik, som på sin side er egnet til at mindske eller i hvert tilfælde tilsløre systemets indre konflikter.
I en sådan krisesituation giver de herskende magtgrupper afkald på borgerligt-parlamentariske styreformer og griber til terroristiske regeringsmetoder. Opposition tåles hverken i de opinionsdannende medier eller i parlamentet, hverken hos partier eller på andre områder i det offentlige liv. Ethvert muligt oppositionelt element bliver sat ud af spillet af det statslige tvangsapparat, enhver oppositionel handling bliver hårdt straffet...
Hvis opposition nok tillades i offentligheden og i parlamentet, men således at den berøves enhver effektivitet; og hvis den udøvende magt indtager en selvstændig rolle i forhold til parlamentet uden at fjerne dette som forum for kritiske røster, bør man ikke tale om fascistiske, men om autoritære regeringssystemer. Er det autoritære diktatur ikke tilstrækkeligt til at opretholde de bestående magtforhold, vil overklassen forsøge at skærpe det til et fascistisk diktatur.
Heller ikke et sådant regeringssystem kan klare sig uden et massegrundlag. Det støtter sig på en politisk bevægelse, som gennem en række underinddelinger tilstræber at omfatte så vidt muligt alle befolkningsgrupper og fungerer som et masseintegrerings og manipulationsinstrument for de ledende grupper, uden at kunne udtrykke medlemmernes egen vilje. Dette parti får før erobringen af den politiske magt sine medlemmer fra alle socialgrupper med middelklassementalitet: fra mindre ejendomsbesiddere (håndværkere, folk med mindre forretninger, bønder) og grupper, der føler sig på vej opad i social henseende (funktionærer, embedsmænd) og som ligeledes er besluttede på at forsvare en middelstandsposition, som de efter egen mening har fortjent gennem deres arbejdsindsats, men som faktisk ofte kun eksisterer i deres fantasi overfor de lavere sociale klasser.
Masserne bliver ledet i den ønskede retning af terror, af statens propagandamonopol og af en ideologi, der proklamerer folkefællesskab og kræver betingelsesløst sammenhold mod alle indre og ydre fjender. Massernes vrede over deres utilfredsstillende livsbetingelser bliver afledt på let kendelige og forholdsvis værgeløse mindretal, der ved kritiske analyser af virkeligheden afslører slagordet om folkefællesskab som en sløringsideologi (intellektuelle, studenter), der ved at kæmpe for ændring af det bestående truer «ro og orden» (socialister), eller som ved et særpræget udseende eller afvigende livsform skiller sig ud fra massen og derved let lader sig udpege som syndebukke (racemæssige mindretal som jøder, sigøjnere, sorte, indvandrere osv.). Antikommunisme indtager almindeligvis en central stilling i denne ideologi, fordi der med dette slogan mest effektivt kan skabes en fællesfront af alle «besiddende», af alle de, som har noget at forsvare hvad enten det så er en stor koncern eller en lille butik, en milliardformue eller et rækkehus. For at retfærdiggøre den indre krise påkaldes en overhængende trussel fra ydre fjender. For at blive reddet fra alle disse farer kræves ikke blot en besindelse på de «nationale værdier» (ære, værdighed, pligt, fædreland), men også et tillidsfuldt og ubetinget lydigt forhold til de styrende...

Ud fra dette kan fascismen adskilles fra andre højre-regimer. Militærdiktaturer i lande med svagt udviklede borgerlig-demokratiske institutioner er ofte kommet til magten uden at nogen fascistisk bevægelse har været specielt virksom. Enkelte militærdiktaturer har nok haft fascistiske træk, enten i sin oprindelse eller i sin politiske praksis. General Primo de Riveras diktatur i Spanien 1923-30 var til en vis grad opbygget efter Mussolinis italienske model. Hans efterfølger, general Franco (1936-75), blev hjulpet af en fascistisk bevægelse, som i perioder spillede en så stor rolle i regimet, at det er berettiget at se det som i hvert fald delvis fascistisk. Juntastyret i Grækenland 1967-73 havde tilsvarende træk. Pinochets Chile havde endnu flere fascistiske træk. Der er mange overgangsformer, men det er dog muligt at skelne mellem de forskellige højre-regimer.

Fascismen som udtrykkelig er anti-demokratisk gør det også uberettiget at tale om «fascisme» i forbindelse med undertrykkelse i socialistiske lande, som i Sovjetunionen under Stalin eller senere partiledere. Det er som en del af en borgerlig politiks kamp mod arbejderklassen, at fascismen opstår. I de lande hvor der foreligger valgdata for fascismens udvikling - specielt i Tyskland før Hitlers magtovertagelse - viser materialet at fascismen havde en udpræget borgerlig rekruttering. Det eneste borgerlige parti som modstod Hitler var det katolske Zentrum - forløberen for de tyske Kristelige-Demokrater.

Partiet og ideologien

Den fascistiske bevægelse, bæreren af fascismens ideologi, kan følges i ubrudt linje fra omkring 1890'erne og frem til de nyfascistiske bevægelser i dag. Den historiske udkrystalisering af bevægelsen til partier fandt sted i de kaotiske forhold i Central-Europa efter 1. verdenskrig. Konventionelle borgerlige tanker om stat og nation blev tilført yderliggående militære autoritetskrav og ekstrem nationalisme. Politiske kampformer blev ligeledes udviklet efter militære standarder. Fordomme - som de etablerede partier forsøgte at holde ude som irrationelle og splittende i politik - blev hovedspørgsmål i den politiske debat: Mindre forretningsfolks angst for storkapitalen, bøndernes for landbrugslånene, alles skræk for marxismen som en «gift» og for jøderne som det nationale fremmedelement. Kautsky beskrev rammende den hurtigt voksende antisemitisme i Tyskland som «småborgerskabets socialisme». I 1920 var denne pseudo-socialisme organiseret i det nationalsocialistiske tyske arbejderparti, NSDAP, med Adolf Hitler som leder.

Det fascistiske parti udviklede en lederstil, som stod i stærk kontrast til demokratiet, med én Fører (Duce, Führer, Jefe) som den ubestridte leder og med ledelsesforhold efter militære principper (førerprincippet). Der blev lagt stor vægt på visuelle effekter, med arrangerede masseoptrin som oversteg arbejderbevægelsens, hvis forbillede de var udviklet efter. Hvor fascismen kom til magten, blev der lagt vægt på en imponerende arkitektonisk udformning af offentlige bygninger i kolossale dimensioner. Den romerske folkeforsamling, med dialogen mellem «massen» og føreren, blev ophøjet til ideal.

Det er omdiskuteret, hvor meget antisemitismen er afgørende bestemmende for fascismens ideologi. Enkelte underordner den en mere generel tendens til «syndebuksfilosofi» eller almindelig foragt for svage grupper. Det virker dog ikke som en tilfredsstillende forklaring. Antisemitismen i bevægelsen kunne variere fra parti til parti, men var til stede hos alle som den helt universelle tendens til racisme, som også må betragtes som et bestemmende kendetegn ved fascismen: Forestillingen om racen som princip i historien. Antisemitismen var således ikke fremtrædende i den italiensk fascisme i 1920'erne. Først under påvirkning fra Tyskland blev der indført racelove, men det skete på baggrund af fascistpartiets årelange agitation for romersk og italiensk forrang i forhold til omkringliggende folkeslag. Den danske fascisme, DNSAP, knyttede sig tidligt til hele den tyske fascismes ideologi om den ariske races overlegenhed. Det er ofte fremhævet, at DNSAP underspillede fascismens racistiske træk, men det fremgår tydeligt i deres blade National-Socialisten og Fædrelandet, at racismen spillede en stor rolle. Allerede før krigen blev danske og udenlandske jøder således peget ud med navn og tilsvinet - iøvrigt uden retslig indgriben.

Racismen må samlet set betragtes som et selvstændigt ideologisk komponent i fascismen. Hvilken vej racefordommene rettes, kan variere. Klassisk fascisme var gennemsyret af antisemitisme, og betragtede jøderne som den inkarnerede modsætning til blodets og jordens enhed - en central forestilling i alle former for fascisme. Selv i Japan, et land uden jødisk befolkningsgruppe, havde fascismen 1930'erne et sådant indhold. Nyfascismen efter 2. verdenskrig har i højere grad vendt sig mod indvandrere og gæstearbejdere. National Front, det britiske nyfascistiske parti, var i slutningen af 1970-årene lige så stærkt som British Union of Fascists i 1930'erne. Men fra at angribe jøderne, gik bevægelsen over til angreb mod indvandrerne fra det tidligere britiske Commonwealth.

Ideologiens grundlag i borgerlige fordomme, blandet med småborgerlige købmandsværdier og aggression fra grupper som er socialt utilfredse, har til alle tider givet fascismen et præg af en mere eller mindre nostalgisk protest mod udviklingen. Det var karakteristisk for mellemkrigstiden, at bevægelsen opnåede en position som regeringsalternativ og det i så avanceret lande som Italien og især Tyskland. Hvordan en irrationel ideologi kunne få succes i magtspillet i Europas mest fremskredne industrinationer, rejser spørgsmålet om fascismens sammenhæng med det økonomiske system i disse lande: kapitalismen.

Fascisme og kapitalisme

I de lande hvor bevægelsen opnåede magt, var det som redskab for andre interesser. Dynamikken bag fascismens sejr i Italien og Tyskland er på dette punkt slående ens. I en periode med krise for det borgerlige demokrati, blev fascismen taget i brug som den sidste udvej. I begge lande spillede statsoverhovedet - det konstitutionelle udtryk for de samlede borgerlige interesser - en central rolle: Kong Victor Immanuel i Italien, som udnævnte Mussolini til regeringschef efter en spektakulær udenomsparlamentarisk aktion, «Marchen mod Rom» (oktober 1922), og rigspræsident Hindenburg i Tyskland, som udnævnte Hitler til kansler efter to mislykkede forsøg på at løse Weimarrepublikkens krise med højreorienterede koalitioner (von Papen og von Schleicher) i januar 1933. Alle parter regnede med en hurtig genopretning af normale parlamentariske forhold; også kommunistpartiet i Tyskland modtog med tilfredshed regeringen Hitler ud fra fordelen ved at have «klare linjer» i politik. Det viste sig imidlertid at det fascistiske parti rummede andre forudsætninger, end medspillerne regnede med. Regeringsmagten som begge steder var opnået fuldt legalt, blev ved passende anledning (Matteotti-mordet i 1924, rigsdagsbranden den 27. februar 1933) brugt til ukonstitutionel udskilning af modstanderne, senere til ophævelse af demokratiet og indførelse af en ny forfatning, efterfulgt af en «national revolution» fra den fascistiske statsmagt. Både i Italien og Tyskland blev store dele af borgerskabet efterhånden tiltrukket af denne «revolution», som det betragtede som et bedre alternativ end det parlamentariske styre.

Den krise fascismen skulle løse, var i begge tilfælde en regeringskrise udsprunget af ekstraordinære vanskeligheder ved at finde et arbejdsgrundlag i nationalforsamlingen. I Italien havde toldspørgsmålet efter verdenskrigen sprængt det etablerede koalitionsmønster mellem de borgerlige partier; i Tyskland var det fra 1930 umuligt at samle en koalition overhovedet, og regeringen styrede med nødlove for at kunne imødegå den økonomiske krise med deflatoriske tiltag.

Oven i den akutte parlamentariske krise, var indflydelsen fra arbejderbevægelsen og radikaliseringen af den vigtig. Fascismen i Italien var som social bevægelse (17.000 medlemmer i efteråret 1919, 310.000 i efteråret 1921) rettet mod fabriksbesættelserne og den omfattende strejkebølge i sommeren og efteråret 1920. Det var som leder af en hovedsagelig udenomsparlamentarisk bevægelse af anti-socialistisk karakter, at Mussolini blev udnævnt til statsminister. Men de socialistiske fraktioner i parlamentet, eller for den sags skyld arbejderbevægelsen udenfor parlamentet, spillede ingen særlig rolle i regeringskrisen. Situationen i Tyskland ti år senere var endnu mindre præget af nogen mulighed for kommunistisk magtovertagelse. Arbejderbevægelsens indflydelse var dalende. Kommunistpartiet hentede hovedsagelig stemmer fra de arbejdsløse og fra socialdemokraterne, men nærmede sig ikke af den årsag nogen revolutionær tilstand. Som anvendt kriseløsning kan fascismen derfor vanskelig siges at være vendt direkte mod arbejderbevægelsen. Den var snarere et redskab i en parlamentarisk systemkrise som følge af økonomisk sammenbrud. Alligevel var antisocialismen måske bevægelsens mest centrale politiske aktiv. Mussolini og Hitler kom begge til magten på en bølge af socialistskræk. Kommunistspøgelset blev den centrale legitimering for, at de fascistiske regimer blev ved magten. Selv i sine fortrolige samtaler med generalerne blev Hitler aldrig træt af at fremhæve kommunismen som den store fare for Tyskland, hvilket ikke var tilfældet i 1933 og slet ikke i 1939 eller 1941.

Spørgsmålet om sammenhængen fascisme-kapitalisme diskuteres ofte som et spørgsmål om de finansielle forbindelser mellem storindustri og fascistiske partier. Undersøgelser fra Tyskland viser, at erhvervslivet ikke støttede Hitler mere end de borgerlige partier, og at storindustrien foretrak en von Papen regering snarere end en Hitler regering. Men NSDAP modtog også støtte, og storindustrien støttede hovedsageligt den nye «nationale» regering fra 30. januar 1933, hvor von Papen forøvrigt var Hitlers vicekansler. I de fleste andre lande var støtten fra erhvervslivet mere tilfældig. I Storbritannien satsede Føreren Oswald Mosley sin meget omfattende familieformue på at opbygge «The Blackshirts» (sortskjorterne). I Danmark var DNSAP konstant i pengenød indtil besættelsen, hvorefter partiet modtog omfattende tysk støtte. Støtte til fascistpartierne synes i de fleste tilfælde at være givet som mere tilfældige bidrag til de borgerlige aktivister. Det ser ikke ud til at fascismen havde et særligt selvstændigt forhold til storindustrien eller storkapitalen. Da Komintern på sin 7. kongres i 1935 lancerede tesen om at fascismen var det samme som storborgerskabets eget terroristiske diktatur, var det med adresse til det fascistiske regime, ikke til partiet som social eller politisk bevægelse. (Se: Kampen for arbejderklassens enhed mod fascismen)

Socialt var fascismen snarere en middelstands- og småvirksomhedsideologi end en bevægelse til fordel for kapitalismens avancerede former. Men også dette træk var uklart og kunne ændres af opportunistiske hensyn. NSDAP lagde således sin politik helt om i årene 1934 og 1935. Partiets venstrefløj, som i mange år havde drevet en intens anti-kapitalistisk agitation og fremført en ikke-marxistisk socialisme som bevægelsens indhold, blev likvideret ved massakren den 30. juni 1934: De lange knives Nat. Partiets organisationer for småborgerskabet, som spillede en stor rolle for rekrutteringen i årene 1930-33, blev dels opløst, dels underordnet et centraliseret, storindustrielt planlægingshierarki. Der findes ikke noget fascistparti som siden har fremlagt og stået på et bestemt program, der er udsprunget af specielle gruppers interesser. Ideologien er tværtimod en negation af interessegruppernes legitimitet. Og den eneste generelle støtte til kapitalistisk produktion som fascistpartierne kan siges at udtrykke, er den almindelige forpligtelse til at værne om den private ejendomsret.

Det er ud fra dette vanskelig at opstille en holdbar teori om sammenhængen mellem fascisme og kapitalisme på det økonomisk niveau. Fascistiske regimer kan ikke siges at have været en «nødvendighed» for industrikapitalismen som sådan. Sammenhængen må begrænses til det politiske niveau. Her kan det være gode grunde til at se fascismen som et krisealternativ i situationer hvor de økonomiske konjunkturer i ekstraordinær grad splitter de borgerlige partier og ødelægger deres basis for en parlamentarisk styreform.

Fascismens klassebasis

Fascismens udspring i samfundets mellemlag har givet grundlag for den opfattelse, at den er en «middelstandsbevægelse» af småborgere som ser sin eksistens truet både fra storkapital og fra arbejderklasse. Der er dog kun ringe belæg for en sådan opfattelse. Koncentrationen omkring «middelstanden» i tysk fascisme indtil 1934 skyldtes først og fremmest den almindelige interesse for middelstandsproblemer, som generelt optog tysk politik efter verdenskrigen. Småsparere og pensionister, rygraden i den «gamle» middelstand, fik ødelagt deres midler, der blev likvideret under hyperinflationen i 1923. Samtidig voksede antallet af funktionærer indenfor handel og kontor, hvilket skabte grundlag for en «ny» middelstand. Begge forhold blev debatteret meget, og NSDAP appellerede som alle andre partier til begge vælgergrupper. Fascisternes programkrav om begunstigelse af småhandlere på bekostning af varehuskæder m.m. var således et krav NSDAP havde fælles med det katolske Zentrum.

Efter 2. verdenskrig var der en fælles politisk interesse i at give et billede af de danske fascister som uden betydning og opbakning i den danske befolkning, og en karakteristik af de enkelte som marginaliserede pjalteproletarer og psykopater. I den sammenhæng er det værd at erindre om, at den danske indsats på tysk side med ca. 8.000 frivillige på Østfronten var mindst lige så stor som den samlede danske modstandsbevægelse - inklusive de militære ventegrupper i Sverige. Ved valget i 1943 opnåede DNSAP 2,1% af stemmerne og havde på det tidspunkt 21.000 medlemmer. Vi skal helt op i nyere tid før der er blevet lavet materiale om, hvilke grupper DNSAP i de enkelte perioder rekrutterede.

Af materialet fremgår følgende hovedtræk: i 30'erne havde DNSAP sin basis på landet, og især koncentreret i Sønderjylland. Under besættelsen blev partiet et byparti med bl.a. København som centrum. Medlemmerne var i begyndelsen unge, og der var få kvinder. Med tiden steg gennemsnitsalderen og kvindeandelen steg. I 30'erne var landarbejderne betydelig overrepræsenteret, for mod slutningen at være underrepræsenteret. Omvendt var de ufaglærte arbejdere underrepræsenterede i 30'erne for mod slutningen at være overrepræsenteret. For de faglærte arbejderes vedkommende var disse underrepræsenterede for i en kort periode fra 1941-43 at være overrepræsenteret. De selvstændige havde en repræsentation i partiet frem til 1940, der nogenlunde svarede til deres befolkningsandel, for derefter at være kraftigt underrepræsenteret. Funktionærerne var den gruppe der havde den mest stabile repræsentation ifht. deres befolkningsandel.

Nyrekruttering til DNSAP fordelt på periode og erhverv (%)

Fascismens klassebasis må derfor generelt betragtes som borgerlig, uden et særligt tyngdepunkt indenfor et bestemt erhverv eller mellemlag. At bevægelsen alligevel ofte har et vist småborgerligt præg kommer af, at fascismen på lederniveau adskiller sig fra de fleste andre borgerlige partier, ved at det som aktivistgruppe ikke præges af traditionelle sociale eller økonomiske eliter. Hitler og hans «alte Kämpfern» i NSDAP havde en anderledes social profil end lederskabet i de liberale og konservative partier, som NSDAP efterhånden åd sig ind på. Medlemmerne i de forskellige borgerlige partier adskilte sig imidlertid ikke fra NSDAPs medlemmer. Og stemmerne blev med tiden de samme.

Fascismen som permanent fænomen

Den fascistiske tradition i europæisk politik blev alvorlig svækket ved aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig. Det «nationale» alternativ (som bevægelsen gerne kalder sig) havde heller ikke gunstige vilkår i 1950- og 60'ernes højkonjunktur. At den lever videre som en tradition, og at den har fået en opblomstring ses klart af begivenhederne i Tyskland og Italien, hvor nyfascistiske partier som DVU og MSI har fået parlamentarisk succes. For MSI's vedkommende har det endog medført MSI's deltagelse som støtteparti i Berlusconis regering. I Tyskland eksisterer en mængde nyfascistiske partier og bevægelser, sammenblandet og side om side med mere traditionelle højreradikale partier. For Tyskland gør der sig endvidere det særlige gældende, at der eksisterer en ubrudt linje fra NSDAP, nazistpartiet under Hitler, til flere af vore dages fascistiske partier. Højreekstremismen i alle dens afskygninger har i Tyskland succes på ét væsentligt område, nemlig ved anvendelse af ekstrem vold, der har til formål at erobre «gaden». Som Goebbels formulerede det i 1926 «Gaden er nu engang det karakteristiske ved moderne politik. Den der kan erobre gaden, kan også erobre masserne, og den der erobrer masserne, erobrer dermed staten». Den klare lærdom fra den tidligere nazisme er da også, at vold og terror ikke afskrækker, men fascinerer og styrker. At ignorere denne vold, er at overlade fascisterne gaden. I 90'erne har især de tyske fascister haft succes med at udøve vold og terror mod udlændinge og asylansøgere og i anden række venstreorienterede, og har iflg. undersøgelser en udbredt passiv støtte til den form for voldsanvendelse. Det afgørende er naturligvis, hvorvidt fascismen ville kunne erobre statsmagten igen. MSI's optræden på den politiske scene i Italien er et godt fingerpeg om, at fascismen kan blive «stueren». Udadtil bedyrede MSI's leder Fini midt i 1990'erne, at man var et demokratisk parti. Men indadtil var tonen anderledes, ligesom der ikke blev udskiftet hverken personer eller politiske holdninger. Denne «omvendelse» var tilsyneladende nok for den italienske højrefløj, ligesom den ikke gav anledning til protester fra de øvrige europæiske lande.

M.S.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 15/12 2010

Læst af: 241.168