Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dimitrov: Kampen for arbejderklassens enhed mod fascismen

Kampen for arbejderklassens enhed mod fascismen

Tale holdt på Kominterns 7. kongres, 1935.

(fra: Georgi Dimitrov: Fascismen er fjenden, Kbh. 1972, s. 24)

Fascismen ved magten er, som det 13. EKKI-plenum rigtig har sagt, det åbne terroristiske diktatur af finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementer.

Fascismens reaktionæreste afart er fascismen af den tyske slags. Den har den dristighed at kalde sig nationalsocialisme, omend den intet har tilfælles med socialismen. Hitlerfascismen er ikke blot borgerlig nationalisme, den er dyrisk chauvinisme. Den er det politiske banditvæsens regeringssystem, et system af provokationer og pinsler mod arbejderklassen og de revolutionære elementer blandt bønderne, småborgerskabet og intelligensen. Den er middelalderligt barbari og grusomhed, tøjlesløs aggressivitet over for andre folk og lande.

Den tyske fascisme spiller rollen som den internationale kontrarevolutions stødtrop. Hovedbrandstifteren for den imperialistiske krig, initiativtageren til et korstog mod Sovjetunionen, som er det store fædreland for de arbejdende masser i hele verden.

Fascismen er ikke en form for statsmagt, der skulle stå over begge klasser, proletariatet og bourgeoisiet», således som f.eks. Otto Bauer har påstået. Den er ikke det oprørske småborgerskab, der har taget statsmaskineriet i besiddelse», således som den engelske socialist Brailsford erklærer. Nej, fascismen er ikke nogen magt, der står over klasserne og ikke en småborgerskabets eller pjalteproletariatets magt over finanskapitalen. Fascismen er finanskapitalens egen magt. Den er organiseringen af den terroristiske afregning med arbejderklassen og den revolutionære del af bønderne og intelligensen. Fascismen i udenrigspolitikken er chauvinismen i sin brutaleste form, som opdyrker et dyrisk had mod andre folk.

Denne fascismens virkelige karakter må særlig understreges, fordi fascismen ved at dække sig bag social demagogi har fået mulighed for i en række lande at rive med sig de masser af småborgerskabet, der gennem krisen er kastet ud af deres faste bane, ja, endog mange dele af proletariatets tilbagestående lag, som aldrig ville have fulgt fascismen, hvis de havde begrebet dens virkelige klassekarakter og natur.

Fascismens udvikling og selve det fascistiske diktatur antager i de forskellige lande forskellige former, alt efter de historiske, sociale og økonomiske forhold, efter vedkommende lands nationale særegenheder og internationale stilling. I nogle lande, fremfor alt hvor fascismen ikke har nogen bred massebasis, og hvor kampen er temmelig stærk mellem de enkelte grupperinger i selve det fascistiske bourgeoisis lejr, beslutter den sig straks til at ophæve parlamentet og lader de andre borgerlige partier og også socialdemokratiet beholde en vis legalitet. I andre lande, hvor det herskende bourgeoisi frygter for revolutionens nære udbrud, opretter fascismen sit uindskrænkede politiske monopolherredømme enten med det samme eller ved stadig forøgelse af terroren mod og undertrykkelsen af alle konkurrerende partier og grupperinger. Det udelukker ikke, at fascismen, når der sker en særlig skærpelse i situationen, forsøger på at udvide sin basis og uden at forandre sit klassevæsen at forbinde det åbne terroristiske diktatur med en grov forfalskning af parlamentarismen.

Fascismens magtovertagelse er ikke simpelt hen en erstatning af den ene borgerlige regering med en anden, men en afløsning af den ene statsform for bourgeoisiets klasseherredømme det borgerlige demokrati med en anden form med det åbne terroristiske diktatur. Det ville være en alvorlig fejl ikke at se denne forskel. Men en ikke mindre alvorlig farlig fejl er en undervurdering af den betydning, som de skærpede reaktionære forholdsregler, der for øjeblikket tages i det borgerlige demokratis lande, har for oprettelsen af det fascistiske diktatur de forholdsregler, som undertrykker de arbejdende massers demokratiske friheder, forfalsker og beskærer parlamentets rettigheder, skærper undertrykkelseaforanstaltningerne imod den revolutionære bevægelse.

Kammerater! man må ikke forestille sig fascismens magtovertagelse så simpelt og glat, som at en eller anden komite for finanskapitalen træffer beslutning om på denne eller hin dag at oprette det fascistiske diktatur. I virkeligheden når fascismen sædvanligvis til magten under en gensidig, undertiden skarp kamp med de gamle borgerlige partier eller med en bestemt del af disse partier, måske endog i kamp inden for den fascistiske lejr selv, som ofte fører til væbnede sammenstød, således som vi har set det i Tyskland, Østrig og andre lande. Alt dette forringer imidlertid ikke betydningen af den kendsgerning, at de borgerlige regeringer før oprettelsen af det fascistiske diktatur i reglen gennemløber en række forberedelsesetaper og gennemfører en række reaktionære foranstaltninger, som umiddelbart fremmer fascismens magtovertagelse. Den, der ikke under disse forberedelsesetaper bekæmper bourgeoisiets reaktionære forholdsregler og den voksende fascisme, er ikke i stand til at forhindre fascismens sejr, men letter den tværtimod.

Socialdemokratiets førere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for, at en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar.

Hvad er kilden til fascismens indflydelse på masserne? Det lykkedes for fascismen at vinde masserne, fordi den på demagogisk måde appellerer til deres brændende nød og trang. Fascismen udløser ikke blot de fordomme, der er dybt forankret i masserne, men den spekulerer også i massernes bedste følelser, i deres retfærdighedsfølelse og undertiden endog i deres revolutionære traditioner. Hvorfor stiller de tyske fascister, disse storbourgeoisiets lakajer og socialismens dødsfjender, sig i positur for masserne som «socialister» og fremstiller deres magttiltrædelse som revolution ? Fordi de bestræber sig på at udnytte troen på revolutionen, trangen til socialismen, som lever i hjerterne på Tysklands store arbejdende masser.

Fascismen handler i de yderliggående imperialisters interesse, men over for masserne optræder den forklædt som den fornærmede nations beskytter og appellerer til den krænkede nationalfølelse, som f.eks. den tyske fascisme, der rev masserne med under parolen Mod Versailles!»

Fascismen tilstræber den mest tøjlesløse udbytning af masserne, men den optræder med en raffineret antikapitalistisk demagogi, udnytter de arbejdende massers dybe had mod den røveriske overklasse, mod bankerne, trusterne og finansmagnaterne og opstiller paroler, der i det givne øjeblik er de mest tillokkende for de politisk umodne masser: i Tyskland «Fælles vel går forud for den enkeltes vel», i Italien «Vor stat er ingen kapitalistisk, men en korporativ stat», i Japan «For et Japan uden udbytning», i USA «For fordeling af rigdommene» osv.

Fascismen uelleverer folket til den værste udbytning af de mest korrupte elementer, men optræder for folket med kravet om en ærlig og ubestikkelig regering». Fascismen, der spekulerer i massernes dybeste skuffelse over det borgerlige demokratis regeringer, optræder skinhelligt i harme over korruption....

Fascismen opfanger de skuffede masser til fordel for bourgeoisiets reaktionære kredse. Men den imponerer disse masser gennem heftigheden i sit angreb mod de borgerlige regeringer og sin uforsonlighed med bourgeoisiets gamle partier.

Gennem sin kynisme og forløjethed stiller fascismen alle afarter af den borgerlige reaktion i skyggen og tilpasser sin demagogi til hvert lands nationale ejendommeligheder, ja endog til de forskellige sociale lags ejendommeligheder i et og samme land. Og småborgerskabets masser, ja selv en del af arbejderne, der gennem nøden, arbejdsløsheden og deres eksistens usikkerhed er drevet til fortvivlelse, bliver ofre for fascismens sociale og chauvinistiske demagogi.

Fascismen kommer til magten som angrebsparti mod proletariatets revolutionære bevægelse, mod folkemasseme, der befinder sig i gæring. Den skildrer dog sin magttiltrædelse som en revolutionær» bevægelse mod bourgeoisiet i «hele nationens navn» og til nationens redning». Lad os bringe i erindring Mussolinis march til Rom, Pilsudskis march» til Warszawa, Hitlers nationalsocialistiske revolution» i Tyskland osv.

Men hvilken maske fascismen end sætter for ansigtet, i hvilke former den end optræder, på hvad måde den end kommer til magten

Fascismen er kapitalens rasende angreb mod de arbejdende masser. Fascismen er den mest tøjlesløse chauvinisme og røverkrig.

Fascismen er den rasende reaktion og kontrarevolution.

Fascismen er arbejderklassens og hele den arbejdende befolknings værste fjende.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 19.802