Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Masse

Masser, i betydningen folkemængder, har under skiftende betegnelser - «plebejere», «pøbel», «the lower orders», «den gemene hob», «det jævne folk», «tredjestanden» o.l. - vært frygtet som en mørk, civilisationstruende kraft.

Indenfor konservativ socialtænkning er masserne ofte blevet opfattet som selve indbegrebet af råhed, mangel på kultur og flokinstinkt. For Edmund Burke, den moderne konservatismes fader, var de revolutionære masser under den franske revolution f.eks. «en svinsk hob». For europæiske kolonialister befandt masserne sig enten øst for Suez, syd for ækvator eller umiddelbart på den anden side af Wislafloden. For at udmale truslen fra disse masser yderligere blev de gerne til «horder», som måtte tilføres «kristen civilisation». Forskellige farvenuancer manede det fremmedartede frem. Farven gul stod således længe som selve sindbilledet på truslen fra de barbariske masser - jfr udtrykket «den gule fare», som blev et standardudtryk i vesten, efterhånden som Asien blev koloniseret, og specielt efter at asiatiske folkeslag i 1800 tallet begyndte at gøre modstand mod vestlig indtrængen.

For radikale mennesker har masserne gennemgående været en kilde til inspiration. Dog ikke uden en vis følelsesmæssig tvetydighed. I europæisk revolutionær, romantisk tradition har de repræsenteret noget oprindeligt, kraftfuldt og ubesudlet.

For socialister har masserne altid været bærere af fremtidens samfund, men frembragte samtidig stemninger af skuffelse og fortvivlelse. Ønsket om at forene lederskab med troskab mod folkets politiske impulser har givet anledning til meget forskellige tilgangsvinkler indenfor arbejderbevægelsen. At nærme sig masserne og lære af dem - dvs. i høj grad at underordne sig deres vilje - var f.eks. Mao Zedongs politiske linie. Han stillede massernes «skaberkraft» op overfor bogstavlærdom og upraktisk kundskab. For Rosa Luxemburg var massernes «spontanisme» en kilde til liv indadtil i partiet og en garanti mod bureaukratisk forstening, mens Lenin i den slags politisk impulsivitet derimod så en opfordring til yderligere disciplineret bevidsthed fra ledelsens side.

Masse versus pøbel

Indenfor samfundsvidenskaben er massebegrebet oprindeligt knyttet til fysisk nærhed. Strengt taget betyder ordet ikke andet end en samling af mennesker, der er tilstrækkelig nær hinanden til at have øjenkontakt. Det er frugtbart at sondre mellem følgende undergrupper af masser, skønt overgangene er glidende.

Masser som er tilfældigt sammensat - som på en badestrand en sommerdag;
Folk der tager del i ceremonier og optog af forskellig slags;
Publikum ved arrangementer;
«Ekspressive» masser der udtrykker en fælles stemning - som i et karneval, ved vækkelsesmøder eller i koncertsale;
Masser på flugt - som f.eks. i paniksituationer forårsaget af ulykker.

Det er også normalt at drage en skillelinie mellem «vindingsmasser» og aggressive masser. De tørste optræder gerne i situationer præget af stærke, utilfredsstillede behov - hamstringsaktioner eller plyndringstogter. De andre studeres ofte i politiske og sociale sammenhænge som i strejker, fødevareoptøjer, opløb eller revolutioner.

Ordet har også betydningsnuancer i retning af grupper som handler spontant, voldsomt og udisciplineret på påvirkninger, som de har fået et intenst følelsesmæssigt forhold til. I sådanne tilfælde tales der gerne om pøbel. En pøbel er en masse i en tilstand af sjælelig oprørthed. Der er glidende overgange fra masse til pøbel. Det der afgør, hvorvidt en masse kan kaldes en pøbel, er graden af klarhed i målene og fastheden i håndhævelsen af disciplin indadtil i rækkerne. Pøbelbegrebet er omstridt, fordi det mere er egnet til at klistre et nedsættende stempel på massefænomener end til at kaste lys over massens motiver. Det var tidligere almindeligt at sige, at massers handlinger kun udløses af ødelæggelseslyst og moralsk fordærvelse. Men en sammenstimlen som eftertiden har brændemærket som drevet af blindt had og uhæmmet pøbelpsykologi, kan i virkeligheden have været motiveret af en entydig interesseforståelse og en klar retfærdsfølelse. Historikere som George Rudé og Eric Hobsbawm har i studier af madrevolter og andre folkelige opløb fra 1730 til 1848 påvist, at demonstrationerne ikke var så ukoordinerede som senere kommentatorer har påstået. Det drejede sig snarere om formålssøgende grupper, der reagerede spontant på politisk og materiel undertrykkelse. Ikke sjældent var revolten den sidste desperate udvej på en serie af protester.

Det er heller ikke korrekt, at udpege masserne som særligt præget af ødelæggelsestrang. I revolutionære situationer vil masserne ofte være præget af lystighed og opstemthed - ikke grusomhed - og særligt når sejren synes indenfor rækkevidde. Studiet af revolutionære masser er artsbeslægtet med studiet af folkelige karnevaller, og det er ikke tilfældigt, at Lenin netop kaldte revolutioner «de undertryktes festival».

Alligevel bør det ikke undervurderes, at masser kan forvandles til pøbel. Indenfor moderne samfundsvidenskabelig teori er begrebet betingning (indlæring ved gentagne påvirkninger) afgørende for at forklare en masses forvandling til en pøbel. Pøbler er handlekraftige, men på en ukontrolleret måde. Pøbler kan kun blive gjort handledygtige, hvis de erkender deres behov i koncentreret form som påvirkning (lys, musik etc.).

Hemmeligheden bag Hitler og Goebbels' evne til at hensætte nazistiske massemøder i en ekstatisk rus lå i at fortælle tilhørerne hvad de ønskede at få at vide, men i en grotesk og overdreven form. Nazimedlemmerne genkendte deres egne længsler, aggressioner og fordomme i talerne, og deres ophidselse var ofte direkte proportional med overdrivelsen i udfaldene. Når massen bliver genstand for en sådan påvirkning, siges det gerne, at den «mister sig selv» og går op i et kollektivt «over-jeg» i sin handlingstilbedelse. Den bliver en pøbel. De hvides lynchninger af negre i de amerikanske sydstater og massehysteriet omkring heksebrændingerne anses ofte som kerneeksempler på pøbelreaktioner.

Der er almindelig enighed om, at både massen og pøblen er formløs, dvs. sammensat af mennesker fra forskellige sociale lag som handler mere under indtryk af impulser end af fastlagte roller. En folkemængde (masse såvel som pøbel) fremtræder derfor udifferentieret: Den lader sig vanskelig bestemme på grundlag af køn, alder, erhverv, uddannelse eller andre sociologiske kriterier.

At den overhovedet fremtræder som en enhed - tilsyneladende drevet af sin indre dynamik - har givet anledning til angsten for masserne. Kernen i denne masseangst er, at massernes stigende bevidsthed og deltagelseskrav opfattes som en trussel, dels mod den eksisterende ordens stabilitet, dels mod hvad denne orden opfatter som civiliserede normer.

Massetænkningens intellektuelle rødder

Massetænkningen udsprang af et dilemma: Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800 tallet havde vist, at en nations magt var afhængig af, om den havde folket med sig. Napoleon baserede hæren på almindelig værnepligt. Erfaringen havde vist folkehærens overlegenhed fremfor lejehæren. Men i kølvandet på denne almindelige nationale militærtjeneste fulgte også krav om at blive taget med på råd indenfor andre af samfundslivets områder.

Dilemmaet for den herskende elite i Europa var følgende: Hvordan styrke de snævert baserede regimer ved at mane til national indsats gennem mobilisering til krigstjeneste, uden at risikere systemomstyrtende demokratiseringskrav? Eller med en anden formulering: Hvordan finde det punkt der gav mest stabilitet for status quo, og samtidig opnå den magtpolitiske legitimeringsgevinst der lå i den almindelige værnepligt og den nationale begejstring?

Problemet massedeltagelse opstod således som et resultat af nationaliseringen af krigsindsats, men positionerne indenfor opfattelserne af massernes rolle grupperede sig i forhold til friheds- og lighedsideerne fra oplysningstiden og den franske revolution. Selve temaet, massen som trussel er imidlertid meget ældre. Et vigtigt opslag findes således allerede hos Aristoteles, som i 5. bog af «Politiken» advarer mod sammenhængen mellem styre ved folket (demos, deraf «demokrati») og tyranniet. Demagogen kunne få let spil. Roms historikere var således optaget af de letbevægelige massers politiske betydning, dels som egen kraft, dels som genstand for manipulation - jfr talemåden «panem et circenses», eller «brød og skuespil», som de romerske herskere måtte give folket for at det skulle glemme at tænke på statsanliggender.

Massebegrebets oprindelige mening kan kun forstås i lyset af spændingsforholdet mellem den passive og aktive masse: Ordets sproghistoriske rod, det latinske massa, betyder netop «materiale som kan støbes» eller «dej som kan æltes».

Hovedkilderne til den moderne sociologiske masseteori

Moderne sociologisk masseteori har fire hovedkilder: En konservativ-aristokratisk, en liberal elitepræget politisk reaktion med udspring i den franske revolution, og to samfundsvidenskabelige traditioner - en sociologisk og en socialpsykologisk.

Den konservativt-aristokratiske kritik af massernes stigende indflydelse i samfundslivet retter hovedstødet mod selve forudsætningerne for troen på det jævne menneskes ret til politisk lighed: Forestillingen om den enkeltes fornuft og iboende godhed. I koncentreret form var dette oplysningstidens menneskesyn. Overfor denne forestilling fremhæver konservative tænkere betydningen af tradition, kontinuitet, lagdeling og stabilitet. Fornuften ligger ikke hos den enkelte, men i slægterne: Idealet om rationalisme, individualisme, fremskridt og skepsis overfor religion er blot opfordringer til kaos. De er forvarsler om forfald, forvirring, fremmedgørelse og massediktatur.

I det 20. århundrede er det særlig den spanske kulturfilosof José Ortega y Gasset, der tager tråden op fra disse aristokratiske demokratikritikere. I hans bog «massernes oprør» (1929) fremhæver Gasset farerne ved «hyperdemokratiet», og den niveausænkning som han mener med nødvendighed vil følge af øget masseindflydelse.

Indenfor europæisk liberalisme kan der spores en pendulbevægelse i opfattelsen af masserne: Fra Condorcet og Benthams optimistiske syn på folkets deltagelse i politikken i slutningen af 1700 tallet og i de første årtier af det 19. århundrede, til Alexis de Tocqueville og John Stuart Mills tiltagende skepsis frem mod midten af århundrede. I særlig fortættet form kan denne udvikling genfindes hos den franske diplomat og historiker Tocqueville. Han så efter sit besøg i USA i 1831-32 først med fortrøstning på mulighederne for at opretholde høje standarder i massedemokratierne, men kom gradvist til at indtage en mere pessimistisk holdning - efter Februarrevolutionen i 1848. Denne udvikling kan også spores hos en tænker som Stuart Mill, som mod slutningen af sit liv blev mere og mere optaget af at finde repræsentationsregler, der kunne dæmme op for folkelig indflydelse i parlamenterne.

Den sociologiske tradition har social nøgenhed, «atomisering», eller med et moderne udtryk «den ensomme masse», som et af sine vigtigste temaer. En grundtanke blandt disse samfundsteoretikere er, at individet i takt med den accellererende industrialisering oftere og oftere vil befinde sig i en tilstand af social og følelsesmæssig isolation. Konkret analyserede de samfundets udvikling i 1800 tallet som en bevægelse i retning af urbanisering, koncentration, effektivisering og anonymisering. Dertil kom religionens mindskede indflydelse. Da de nære identitets- og normgivende bånd blev revet op, blev menneskene berøvet social støtte.

Denne forvandling af de traditionelle samfund til industrisamfund kategoriseres begrebsmæssigt forskelligt: Hos Tönnies skelnes mellem nærsamfund («Gemeinschaft») og storsamfund («Gesellschaft»), hvor forbindelsen mellem de enkelte medlemmer er præget af beregning, kontrakt og udnyttelse; Hos Durkheim lægges der vægt på analysen af manglende normfællesskab (anomie, af græsk: lovløshed); Hos Simmel understreges det moderne livs opsplitning og anonymitet, symboliseret bl.a. ved bylivets undergravning af følelsesmæssig nærhed og pengenes stigende rolle som formidler af ønsker og krav på markedet; Hos Weber udmyntes det i teorien om rationaliseringen af samfundet: Den stigende vægt på rationel og effektiv tilfredsstillelse af behov indenfor rammen af almene, præstationsorienterede og individualistiske normer.

Verden bliver i disse tænkeres forestilling «kaldt»: Planlagt, forudsigelig, individorienteret. De psykiske følger af denne opdeling kommer til at gå igen i det 20. århundredes masseteori.

En vigtig formidling mellem den sociologiske, helhedsorienterede analyse af moderne industrisamfund og moderne masseteori er socialpsykologien som franskmanden Gustave Le Bon er repræsentant for. Hans analyser af «den kollektive massesjæl» er blevet mønsterdannende for studiet af kollektiv adfærd.

Le Bon fremhæver massen som passiv, lettroende, indbildsk, irrationel og voldsom. En masse er tilgængelig for bearbejdning, da det enkelte individ i massen mangler personlig tryghed. Individet søger istedet pseudotryghed gennem at indgå i kollektivets «oversjæl», der handler hinsides den enkelte og udløses af impulser. Årsagen til, at masserne er så letantændelige, er individets ubeskyttethed i flokken - ikke bare overfor andres indfald men lige så meget overfor dets egne ubevidste motiver og drifter. Manglen på psykiske og fysiske «bufferzoner» omkring individet gør, at massen kan gøre ting, som massens enkelte medlemmer - i andre situationer - vil stille sig uforstående overfor. Der findes således eksempler fra nazistiske massemøder, hvor ellers skeptiske tilskuere er blevet revet med og hensat i en tilstand af ekstrem indtryksåbenhed. Le Bons bøger blev et arsenal af argumenter for antidemokrater og yndet læsning i bl.a. de franske officerskredse.

Massebevægelser, diktaturer og masseteori

Begrebet masse får det mest præcise sociologiske udtryk i den moderne masseteori. Når begrebet «massesamfund» anvendes i dag, kan det have følgende betydninger:

Et samfund hvor befolkningen manipuleres af et lederskab og hvor kontakten mellem elite og borgere er direkte og uformidlet af mellemliggende interesseorganisationer;
Et samfund med centralt organiserede institutioner hvor disse institutioner er stærkt ideologiserede;
Et samfund med et politisk system præget af store kommunikationsbarrierer og hvor viden om politiske alternativer ikke er almindelig;
Et samfund hvor der hersker en høj grad af uniformitet, ensretning og udjævning såvel i værdisyn som i adfærd;
Et samfund hvor kulturelle værdier og ydelser har vist en markant nedgang i kvalitet og hvor et stigende antal kulturprodukter kommercialiseres og tilpasses den lavest tænkelige og mest letsælgelige smag («massekultur»).

Begrebet massesamfund kan også anvendes i helt neutral betydning som betegnelse for et samfund, hvor deltagelse af almindelige mennesker i politik, kultur og virksomhedsliv bliver mere og mere udbredt. Brugt på denne måde optræder begrebet «massesamfund» i modsætning til traditionelle samfund med høj grad af passivitet og enevældig styring.

Det er særligt tre personer, der har domineret den moderne diskussion om massesamfundet: Erich Fromm, Hannah Arendt og William Kornhauser. De er alle præget af krigstidens traumer og hævder, at massebevægelser skyldes normopløsning og undergravning af et generelt socialt fællesskab.

Dersom et samfund med sådanne opsplittede fællesskaber udsættes for kriser - nederlag i krig, økonomisk krise, voldsom industrialisering - bliver individet sårbart. Ledelseslaget i storsamfundet kan blive udsat for pludselige udskiftninger efter pres nedefra, og folket bliver ikke beskyttet mod manipulation ovenfra.

Det afgørende kendetegn ved et massesamfund er for en forsker som Kornhauser fraværet af mellemliggende interesseorganisationer, der kan formidle krav og ønsker fra folk til staten. Uden sådanne organisationsnet forskydes folks interesser fra de nære, realiserbare krav til fjerne, ideologiske mål som i sin ekstreme form er urealiserbare eller forudsætter en total dominans.

Kritik af masseteorierne

Masseteorierne blev stærkt udbredt - særligt i nordamerikansk samfundsforskning gennem 1950'erne - og fik præg af ideologisk forsvar for det bestående vestlige liberale demokrati med relativt lav politisk deltagelsesgrad og en kapitalistisk økonomi. De blev også anvendt til at skabe modstand mod alle eksperimenter i retning af udvidet folkestyre.

Men det er ikke blot forbeholdt demokratiskeptiske samfundsforskere at beskrive samfund som «masselignende». Den radikale amerikanske sociolog C. Wright Mills anvender f.eks. erkendelse fra masseteorien til at beskrive de nye funktionærlags liv og kår i USA. Mens de fleste traditionelle masseteoretikere fremhæver feberhed aktivitet og irrationalisme som de vigtigste kendetegn ved et massesamfund, understreger Mills tendensen til sløvhed og ensretning. Det er særligt i analysen af det nordamerikanske samfund at temaer fra traditionel masseteori møder marxistiske synspunkter. I understregningen af politisk passivitet, teknologisk ufornuft og «totalitær konformisme» - manglen på reelle politiske og kulturelle alternativer - er der en klar lighed mellem traditionelle masseteoretikere og marxister som Herbert Marcuse og T. W. Adorno.

Den vigtigste indholdsmæssige kritik af masseteorien går ud på, at den ikke er træffende, når den beskriver konkrete samfund som «masseprægede». Masseteoretikernes karakteristik af Weimar-tidens Tyskland (1919-1933) som «masselignende» er således stærkt omstridt. Ligeledes synspunktet at fascisme og kommunisme har det samme udspring: Atomiserede masser. Som svar på det sidste er det blevet fremhævet, at fascisme og kommunisme rekrutterer fra forskellige sociale lag, og at den tyske nazisme ikke fik den betydelige opbakning fra splintrede samfundsgrupper - i første række arbejdsløse - som tidligere antaget.

En anden vigtig svaghed ved masseteorien er, at den fejltolker opgaverne som det mellemliggende organisationsnetværk faktisk varetager i krisetider. Disse organisationsled behøver ikke virke hæmmende på politisk ekstremisme, som masseteoretikerne ellers hævder. Tvært imod viser analyser af Weimarrepublikken, at det modsatte var tilfældet: Nazisternes succes kan ikke tilskrives manglen på beskyttende organisationer mellem individ og stat; Den var mere et resultat af nazipartiets evne til at overtage organisationerne og anvende dem til egne formål. Hvor der foreligger ideologiske anknytningspunkter mellem en fremvoksende massebevægelse og et tæt organisationsnet - som tilfældet var i 1920- og 30'ernes Tyskland - vil organisationerne snarere virke befordrende og give legitimitet til de antidemokratiske massebevægelser.

B.Ha.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 23/10 2003

Læst af: 45.461