Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Antisemitisme

USA
Canada
Australien
New Zealand
Belgien
Bulgarien
Danmark
Estland
Finland
Frankrig
Grækenland
Nederlandene (Holland)
Italien
Kroatien
Letland
Lithaun
Luxemburg
Norge
Polen
Portugal
Rumænien
Rusland
Schweiz
Slovakiet
Slovenien
Spanien
Storbritannien
Sverige
Tjekkiet
Tyskland
Ungarn
Østrig
Verdens anti-semitiske stater.
De var centre for jødeforfølgelse gennem 2000 år og fortsætter i det 20. og 21. århundrede deres anti-semitisme gennem undertrykkelse og forfølgelse af palæstinensere og andre arabere fra den semitiske region

Antisemitisme, stærkt politiseret begreb der populært betegner fjendskab overfor jøder i ord og handling. Staten Israel og deres højreorienterede støtter i Europa og USA har siden 1980'erne arbejdet ihærdigt på at udvide begrebet til også at dække enhver kritik af staten Israel. De har haft størst succes med dette arbejde i USA, hvor det i over halvdelen af delstaterne er forbudt at kritisere Israel.

Etymologisk refererer anti-semitisme til fjendskab overfor semitiske folk, der er de folk der bebor Mellemøsten samt Afrikas Horn. Der er altså ikke blot tale om jøder fra Israel, men også kristne og muslimske palæstinensere, libanesere, jordanere, syrere, saudere, ethiopere og eritreanere. I denne betydning dækker begrebet også det korstog Vesten siden 2001 har ført mod muslimer (og kristne) i Mellemøsten. Et korstog der bl.a. har kostet 2 mio. irakere livet, og som forskellige stater - deriblandt Danmark - fører med større eller mindre nidkærhed.

I det følgende vil vi historisk analysere anti-semitisme som fjendskab overfor jøder, fjendskab overfor muslimer i Mellemøsten og endelig den kampplads Israel har gjort begrebet til siden 1980'erne.

Antisemitisme som fjendskab overfor jøder

Fjendskabet overfor jøder har en totusind årig historie og udspringer af kristendommens rivalisering med jødedommen.

70 - 1492 Kristen forfølgelse

Selvom kristendommen udspringer af jødedommen og begge (lige som islam) er monoteistiske, udvikledes i årtierne efter kristendommens fødsel en stadig dybere religiøs og politisk modsætning mellem de to religioner. Det tog for alvor fart, da romerne i år 70 evt. ødelagde templet i Jerusalem og drev jøderne på flugt. I begge religioner blev hændelsen gjort overnaturlig: «guds indgriben overfor jøderne», og evangelierne begyndte at omskrive de første 70 års fælles historie. I Mathæus evangeliet blev jøderne gjort ansvarlige for Jesus' død, selvom det var romerne der slog ham ihjel.

De tidlige kristne ønskede at erstatte jødedom med kristendom. I deres religion erstattedes den jødiske retfærdige (straffende) gud med den kristne kærlighedens gud, ligesom det gamle testamente (den jødiske bibel) blev erstattet af det ny testamente. I disse kirkefædres tro havde den gamle tro (jødedommen) blot banet vejen for den nye, der blev ført frem af guds søn, Jesus. Deres opfattelse var, at jødernes historiske funktion nu var udtjent og at de burde uddø. Den eneste grund til at de ikke gjorde, efter romerne havde fordrevet dem fra Palæstina var en god portion stædighed.

Kristendommen spredte sig i det romerske imperium indtil den blev statsreligion, men synet på jøderne var uforandret, og de kristne var med til at udforme mange romerske love, der skulle udgrænse jøderne og begrænse deres rettigheder, hvor de blev set som en trussel. De kristnes forhold til jøderne kan i bedste fald beskrives som foragt. De fremstillede jøderne som rebeller mod gud og som Jesus' mordere. Det kom tydeligst frem i liturgien til Langfredag. Først flere årtier efter nazisternes jødeudrydelse dæmpede den katolske kirke og den evangelisk-lutherske kirke deres dæmonisering af jøderne.

Helt frem til kapitalismens start var jøderne udgrænsede i de europæiske stater. De havde ikke statsborgerskab og derfor heller ikke rettigheder, kunne ikke eje jord, indtage offentlige embeder eller gøre militær tjeneste, og de kunne ikke blive medlemmer af lavene.

Ved starten af korstogene i 1096 igangsatte korsridderne massakrer på jøder i Frankrig og i det romerske imperium. Isæt i byerne Worms, Trier og Metz. Jøderne blev beskyldt for at ofre kristne børn i påsken.

12-1500 Jøderne fordrives fra Vesteuropa

Eftersom jøderne var udelukket fra at eje jord og indgå i lav, blev de i stedet engageret i handel og bankvæsen, der voksede gennem middelalderen. Dette udløste misundelse fra de kristnes side, der atter udløste ny forfølgelse. Jøderne blev fordrevet fra England i 1290, Tyskland i 1350'erne, Frankrig gennem hele det 14. århundrede, Spanien i 1492, Portugal i 1496, Provence i 1512 og pavestaterne i det centrale Italien i 1569. En stor del af de fordrevne søgte mod Polen, Rusland og Tyrkiet. De tilbageblevne jøder blev i de europæiske byer samlet i ghettoer. En praksis der fortsat frem til 2. Verdenskrig. Det var ikke nazisterne der oprettede den jødiske ghetto i Warzawa. De rev den ned og dræbte jøderne. Ghettoen var oprettet flere århundreder tidligere.

Frem til fordrivelsen fra de vesteuropæiske lande i Middelalderen spillede jøderne imidlertid en vigtig kulturel rolle som forfattere, poeter, læger og filosoffer. Især i det mauriske Spanien spillede de en central rolle som brobyggere mellem den blomstrende muslimske kultur og den stagnerende kristendom. Dette fik en brat ende med dronning Isabelas erobring af det mauriske Spanien og fordrivelse af både muslimer og jøder.

Reformationen der blev indledt i 1517 med Martin Luthers opslåede teser på kirken i Wittenberg, gjorde ikke op med forfølgelsen af jøder. Tvært imod blev den katolske kirkes dæmonisering af jøder båret med ind i den protestantiske kirke, og Luther var selv bannerfører for dette had, som den evangeliske kirke først endelig gjorde op med i slutningen af det 20. århundrede - flere årtier efter masseudryddelsen af jøder under 2. verdenskrig.

Middelalderens fordrivelse af jøder fra Vesteuropa medførte ikke, at jøderne fik et fristed i øst. Gennem det 17. århundrede blev der gennemført jødeforfølgelser i Rusland, Ukraine og Polen. De tilbageblevne jøder i Vesteuropa blev fortsat udsat for forfølgelse frem til det 18. århundrede.

Oplysningstiden reducerede med sin rationalitet og kritikken af den kristne overtro forfølgelsen af jøderne, men oplysningstidens filosoffer betragtede alligevel jøderne som udøvere af en primitiv og overtroisk religion.

Den europæiske forfølgelse af jøder medførte ikke, at det jødiske folk gik i opløsning. Tvært imod blev den geografisk samlet i ghettoer og beskattet, ikke som enkeltpersoner, men som gruppe. Dette styrkede den indre sammenhængskræft overfor et fjendtligt omkringliggende samfund og var med til at sikre styrke og overlevelse.

1789 Den franske revolution giver for første gange jøderne rettigheder

Først den franske revolutions (1789) opgør med det forstokkede konservative aristokrati og enevælden skabte forandring. Under revolutionsparolerne «frihed, lighed og broderskab» fik jøderne for første gang statsborgerskab, men som gruppe blev de fortsat betragtet med stor mistænksomhed. Revolutionen skabte parolen: «til jøderne som enkeltpersoner, alt. Til jøderne som folk, intet».

Gennem det 19. århundrede blev nationalismen den afgørende faktor i de europæiske stater og det medførte samtidig at dæmoniseringen skiftede karakter - fra at være baseret på religion til at være baseret på race.

Jøderne i Rusland kunne kun bosætte sig i landets vestligste del. I starten af 1880'erne udbrød der jødeforfølgelser - pogromer - i disse områder. Pogromerne medførte, at zaren fratog jøderne deres ret til at eje jord og koncentrerede dem samtidig i bestemte byer i vest. Pogromerne udløste nye folkevandringer. Over de følgende årtier flygtede omkring 1 mio. jøder fra Rusland til USA, og flere hundrede tusinde emigrerede til Vesteuropa - bl.a. Danmark. Gennem det 19. århundrede flygtede flere millioner europæere til USA. De flygtede fra religiøs forfølgelse i Europa og fandt - som jøderne - et religiøst fristed og tolerance i USA.

Jødeforfølgelsen fortsatte i Vesteuropa. I 1894 blev den franske jødiske officer Alfred Dreyfus arresteret og dømt til døden for forræderi. Han var uskyldig og var alene arresteret pga. sin tro, og sagen udløste enorm debat i Frankrig. Da han endelig blev frikendt 12 år senere udløste det stor bitterhed i det franske militær og i de konservative anti-jødiske kredse.

I det første årti af det 20. århundrede skete der en optrapning i jødeforfølgelsen i Rusland, og det hemmelige russiske politi lod udfærdige et skrift «Zions vises protokoller», der angiveligt var en plan for jødisk verdensherredømme. Trods det åbenlyse falskneri lever myten videre, bruges fortsat flittigt af nazistiske smågrupper og konspirationsfantaster rundt om i verden og har i en periode haft en plads i islamistisk fundamentalistiske gruppers anti-jødiske retorik.

1930'erne Antikommunisme, nationalkonservatisme og antisemitisme blandes grundigt sammen i Vesteuropa og USA

Den russiske revolution fik den vestlige verden til at blande anti-kommunisme og anti-jødisk retorik grundigt sammen. Årsagen var, at mange jøder indtog centrale poster i den russiske revolution og i den europæiske arbejderbevægelse, hvilket fik højreradikale i USA og Vesteuropa til at udforme begrebet «Jøde-bolsjevikker». De satte lighedstegn mellem jøder og kommunister. I 1920'erne og 30'erne blandede nazister og andre højreradikale denne holdning sammen med nationalisme, nationalkonservatisme og revanchisme. Det var især tilfældet i Tyskland, Polen og Ungarn, men de samme strømninger fandt også grobund i Storbritannien, Frankrig og USA.

I Tyskland nåede forfølgelsen og udryddelsen af jøder industriel skala, svarende til den udviklede tyske kapitalisme. Den nazistiske racehygiejne betragtede slaver (russere), sigøjnere, homoseksuelle og kommunister som trusler mod den «rene ariske race», men den største trussel var jøderne. Omkring 6 mio. jøder blev slået ihjel eller sultede ihjel i de tyske koncentrationslejre i Polen. Folkedrabet var kendt i regeringskredse i Storbritannien og USA fra 1942-43, men her trak politikerne på skuldrene. De ønskede ikke flere flygtninge end de millioner, 2. verdenskrig allerede havde skabt.

Efter anden verdenskrig sætter de kristne jødeforfølgelse på pause

Under det 2. Vatikankoncil (1962-65) besluttede den katolske kirke at ændre sit forhold til jødedommen. Kirken ophørte med at tillægge jøderne ansvaret for Jesus korsfæstelse og omskrev samtidig liturgien til Langfredag, så den ikke længere var fjendtlig overfor jøderne. Afspændingen mellem de to religioner fortsatte under pave Johannes Paul den II, der i 1993 etablerede diplomatiske forbindelser mellem Vatikanet og staten Israel. I marts 2000 besøgte han Israel, erklærede at anti-semitisme var i modstrid med kristendommen, undskyldte for 2000 års kristen forfølgelse af jøderne og indsatte en skriftlig note i Grædemuren, der undskyldte for årtusinders kristen forfølgelse af jøder.

I 2007 fandt der et tilbageskridt sted i Vatikanet, da pave Benedikt XVI (med en nazistisk fortid) rullede Langfredags liturgien tilbage, så den atter blev anti-jødisk. Efter protester måtte den gamle nazist et år senere opgive denne tilbagerulning.

Svarende til det katolske stop for dæmonisering af jøder satte også protestanterne dæmoniseringen på pause. I USA skete det med Den Lutheranske kirke - Missouri synoden, der i 1983 ophævede den jødefjendtlige liturgi omkring Langfredag. Det samme gjorde den Evangelisk Lutherske kirke i USA i 1994. Siden har den dybt konservative bibeltro evangeliske kirke i USA været en solid allieret af Israel. Men alliancen har en bagside. De ca. 50 millioner evangeliske kristne i USA støtter Israel, fordi deres læsning af biblen siger, at jøderne skal beskytte Tempelbjerget og på Dommedag vil blive tvunget til at konvertere til Kristendommen. Et specielt kærlighedsforhold baseret på, at den ene part ser frem til den anden parts udryddelse.

I årtierne efter 2. Verdenskrig var forfølgelsen af jøder i Europa og USA ikke længere baseret på religion, og antog ikke længere massekarakter, men var henvist til isolerede højreradikale og nazistiske grupper, der i både ord og handlinger fortsatte deres angreb på jøder. Israels alliance med det fundamentalistiske kristne højre i USA er paradoksal fordi de samme religiøse grupper er knyttet til racistiske og nynazistiske grupper, der ikke blot i ord men også i handling går til angreb på jøder. I oktober 2018 angreb en højreradikal fundamentalist en synagoge i Philadelphia og dræbte 11 jøder. Han var knyttet til det kristne højre og samtidig stor tilhænger af præsident Trump.

Forfølgelse af jøder i den arabiske verden

Jøder i den arabiske verden levede frem til 1948 en forholdsvis beskyttet tilværelse. I modsætning til kristendommen der havde et horn i siden på jøderne, gjaldt dette ikke for muslimerne. Jøderne blev betragtet som ikke-rettro af muslimerne (på samme måde som de kristne), men fulgte trods alt en monoteistisk tro, som islam selv. Der eksisterede derfor jødiske småsamfund overalt i den arabiske verden, der ikke som i Europa var udsat for forfølgelse.

Det ændredes med staten Israels oprettelse i 1948 og fordrivelsen af 700.000 palæstinensere. Den arabiske verden opfattede jøderne som indtrængende kolonisatorer, der ikke kom med fred men med krig. De følgende 20-30 års militære konfrontation nærede en dybfølt anti-zionisme i de arabiske frontlinestater omkring Israel. Ikke fjendskab overfor jødedommen som religion, men overfor zionisternes imperialistiske projekt, der gik ud på at erobre territorium i den arabiske verden.

Det er nødvendigt at skelne skarpt mellem den arabiske anti-zionisme og jødehadet som anti-semitisme. De arabiske frontliniestater Egypten, Jordan, Libanon og Syrien nærede et dybfølt had til Israel pga. dettes imperialistiske projekt, men der var tale om verdslige ikke-religiøse stater. Konflikten var politisk.

Dette ændredes fra 1980'erne, hvor den islamiske fundamentalisme tog fart - næret af Saudi Arabien. Paradoksalt nok skete dette bl.a. med støtte fra Israel. Gaza var frem til ca. 1980 kontrolleret af det marxistiske PFLP, der var anti-zionistisk, men ikke anti-semitisk. For at svække PFLP's magt åbnede Israel dørene for det egyptiske Muslimske Broderskab, der i Gaza blev til Hamas - en politisk-militær organisation med anti-semitiske holdninger. I de islamistiske grupperinger blev fjenden omdefineret fra at være det imperialistiske zionistiske Israel der erobrede land i Mellemøsten, til at være jøder som sådan. De islamistiske grupper faldt samtidig over de samme falsknerier som de nazistiske grupper refererede til - som «Zions vises protokoller», der skulle «bevise» jødedommens konspiratoriske ondskab.

Antisemitisme som fjendskab overfor andre religioner i Mellemøsten

De semitiske folk er de folk der i historisk tid har beboet den arabiske halvø, Afrikas Horn og de områder af Mellemøsten der ligger ud mod Middelhavet.

Vestens fjendskab overfor disse folk er flere hundrede år yngre end fjendskabet overfor jødedommen. Den tog først fart med Islams opkomst i det 7. århundrede. Islams hastige fremmarch i Mellemøsten trængte kristendommen tilbage og gav efter nogle århundreder anledning til kampe om kontrollen over Jerusalem. Flere hundrede år senere stødte de to religioner sammen i Spanien og førte til de kristnes fordrivelse af maurerne i 1492. Balkan var en tilsvarende brudflade, hvor der gennem flere århundreder var krig mellem de to religioner. Det Osmanniske Imperiums sammenbrud i 1918 indvarslede 80 års nedtoning af det arabisk anti-semitiske narrativ. Dette narrativ blev genopfundet i september 2001, da al-Qaeda ved en række militante aktioner angreb USA. Israel sørgede for, at at det var palæstinensere der de første timer af 11. september blev gjort ansvarlige for angrebene. Først flere dage og uger senere dæmrede det, at det var fundamentalister fra Vestens allierede i Saudi Arabien der stod bag.

11. september 2001 udløste et vestligt korstog mod Islam og specielt mod de ikke-jødiske semitiske folk i Mellemøsten. Korstoget har kostet flest liv i Iraq, hvor over 2 mio. mennesker er døde, men også op mod ½ mio. mennesker i Syrien. Denne voldsomme anti-semitisme har ført til udbredt diskrimination i Europa og USA rettet mod muslimer, og et narrativ om islam der dæmoniserer denne religion - ikke ulig kristendommens dæmonisering af jøder 60 år tidligere. Denne anti-semitisme er i fortsat vækst i USA og Europa, hvor højreradikale partier har vundet regeringsmagten i Norge, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Østrig og Italien. I mange andre europæiske lande hvor de ikke har regeringsmagten er de alligevel med til at sætte den nye anti-semitiske dagsorden. Det gælder bl.a. Danmark.

I de vestlige medier sidestilles kritik af Israel næsten altid med antisemitisme. Det er udtryk for en udbredt misforståelse blandt blinde tilhængere af zionismen og af Israel. Også jøder kritiserer zionismen og forskellige dele af staten Israels politik. Her ses ortodokse jøder i New York, der i juli 2006 demonstrerer mod Israels krig mod Libanon. Lignende demonstrationer fandt sted i bl.a. London. Kritik af Israel er ikke det samme som antisemitisme.

Israels forsøg at omdefinere antisemitisme

Den israelske stat og organisationer knyttet til denne arbejder i dag indædt for at italesætte en ny antisemitisme, der omdefinerer begrebet fra at være fjendskab overfor jøder i ord og handling til at være kritik af staten Israel. Det tidspunkt hvor dette projekt startede lader sig ret præcist tidsfæste til december 1987, hvor den første Intifada - oprøret mod den israelske besættelse af Palæstina - udbrød. De følgende år bragte medierne konflikten mellem israelere og palæstinensere ind i verdens stuer og viste en ny side, hvor det var det var den israelske stat der var undertrykkende (Goliath) og palæstinenserne der var de undertrykte (David). Det var med til at forrykke og nuancere opfattelsen af konflikten, hvor Vesten indtil da ukritisk havde stået på Israels side.

Israels modsvar var at starte en omdefinering af begreberne Holocaust - som Israel forsøgte at gøre til et rent jødisk anliggende - og Antisemitisme. Israel har i vid udstrækning sejret med omdefineringen af Holocaust. Vesten havde intet imod at skrive de ca. 11 mio. borgere i Sovjetunionen der blev myrdet i koncentrationslejrene ud af historien. Antisemitisme var vanskeligere. I hvert fald i Europa, hvor der var modstand mod at gøre kritik af Israel til Antisemitisme. Anderledes i USA, hvor over halvdelen af staterne sidestiller kritik af staten Israel med antisemitisme og har forbudt det. I disse stater er det i dag strafbart at kritisere Israel for dets besættelse af Palæstina, apartheidlovgivning og undertrykkelse af palæstinenserne.

I 2016 udformede Israel gennem den såkaldte International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA) en «definition» af antisemitisme, der sidestillede kritik af Israel med antisemitisme. IHRA definitionen blev efterfølgende grundlag for en voldsom bølge af netop antisemitisme i USA og Europa - rettet mod palæstinensere - gennem kriminalisering af kritik af Israel. 

Israel er i vid udstrækning bestemmende over USA's udenrigspolitik i Mellemøsten og har været med til at udforme den definition af antisemitisme, der er den officielle i USA i 2018. Den opererer med 11 eksempler på antisemitisme, der bl.a. omtaler disse forhold som antisemitiske og strafbare:

Den globale Boykot og sanktionskampagne rettet mod besættelsen og Israels undertrykkelse af palæstinenserne (BDS) bliver stadig mere generende for Israel og er baggrunden for at Israel har optrappet arbejdet med at omdefinere begrebet antisemitisme i 2010'erne. Det er lykkedes i USA hvor BDS er forbudt i mange stater, og i Europa gennemfører Israel hyppige møder med EU politikere med samme mål. Trods stor EU velvillighed overfor Israel (EU er Israels største handelspartner og Israel har priviligeret handelsstatus) har flere lande siden 2002 også kritiseret Israel for dets overgreb mod palæstinenserne. Det gælder bl.a. Israels rutinemæssige krige mod Gaza, der hver gang koster tusindvis af civile livet.

Som modsvar på zionisternes forsøg på at hijacke antisemitisme begrebet, udformede flere hundrede jødiske akademikere i 2020 den såkaldte Jerusalem Declaration on Antisemitism (JDA), der slog fast, at kritik af zionisme og Israel ikke i sig selv er antisemitisme. Men Europa der har flere tusinde års tradition for antisemitisme fortsætter denne tradition ind i det 3. årtusinde gennem kriminalisering af palæstinensere og kritik af Israel på basis af IHRA's antisemitiske definition.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 17/1 2024

Læst af: 79.164