 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Justus, Pál
Pál Justus (7. april 1905 – 28. december 1965), ungarsk socialistisk politiker
Pál Justus var en af de mest fremtrædende teoretikere og politikere på det ungarske socialdemokratis (MSzDP) venstrefløj, især i årene 1945 til 1948. Justus blev født i den store sydungarske by Pécs. Han studerede filosofi, økonomi og historie på universiteterne i Bologna og Paris og tog siden skoleembedseksamen i Budapest. Han blev dog aldrig i gymnasielærer, men arbejdede fra sidst i 1920'erne som bankfunktionær. I samme periode begyndte han ligeledes at arbejde og skrive for forskellige socialistiske og arbejderblade. Sandsynligvis var det vigtigste i denne periode Munka (Arbejde), som blev redigeret af Lajos Kassák.
Omkring Kássak var der opstået en lille socialistisk diskussionsgruppe, der allerede inden Justus deltog i diskussionerne, havde oplevet en splittelse. En meget lille gruppe havde fjernet sig fra Kássak, idet den opfattede sig selv som mere eksplicit kritisk overfor udviklingen i Sovjetunionen. Denne gruppe blev efterhånden mere eller mindre påvirket af Leon Trotzkij.
Den vesttyske arbejderhistoriker Susanne Miller (Justus' hustrus kusine) har i sine erindringer nævnt, at hun første gang mødte ham i Wien i 1933. Hun understregede, at hun var overrasket over hans enorme kendskab til marxismen og hans overbevisning om metodens gyldighed; samtidig kunne hun konstaterede hans interesse for og kritiske holdninger til det sovjetiske system. På dette punkt fulgte Justus ikke Otto Bauer; han havde allerede et godt kendskab til Karl Korsch og dennes venstremarxistiske udlægning af teorien.
Midt i 1930'erne tilbragte han over et år i Paris (hvor han bror boede). Da han vendte tilbage til Ungarn i anden halvdel af 1930'erne, blev han sekretær i en lokalorganisation af Socialdemokratiet.
I 1940'erne skrev han et fremragende værk, som dog først kunne udkomme i 1945. Han fremlagde her en grundig analyse af fascismen - han mente, at Ignacio Silone havde udarbejdet den bedste undersøgelse på dette område. Ved siden af denne analyse understregede han, at marxisme indebar, at man måtte bruge denne metode konkret på enhver periode og social struktur og også «på vores eget parti». Desuden var der et særskilt kapitel i værket om proletariatets politiske og sociale overbevisninger.
Ikke længe efter at han var vendt tilbage til Ungarn blev han indkaldt til militæret - som jøde dog ikke til den regulære hær, men til arbejdsstyrken. I 1945 blev han befriet i Bor (i Jugoslavien). Han blev dog ikke omgående løsladt til Budapest, fordi han blev arresteret af det sovjetiske hemmelige politi (NKVD). József Révai, det ungarske kommunistiske partis mest fremtrædende teoretiker, havde stukket ham som trotskist. Men efter at MSzDP officielt havde protesteret, blev han endeligt løsladt og kunne vende tilbage til Budapest.
Her blev han omgående chef for partiets afdeling for propaganda og agitation. På samme tid blev han – som efterfølger af Illés Mónus – chefredaktør af MSzDPs teoretiske og politiske tidsskrift Szocializmus. Første nummer udkom i efteråret 1945, og Justus offentliggjorde her artikler om Zimmerwald-bevægelsen (den socialistiske opposition vendt mod de socialdemokratiske partiers borgfredspolitik under 1. verdenskrig), og om den engelske arbejderfører James Keir Hardie. Senere publicerede han artikler om bl.a. Rosa Luxemburg, om demokratiets indhold, den engelske chartisme fra 1840'erne og allerede i 1947 om Frankrigs nye imperialistiske krig i «Annam» (Vietnam). I tidsskriftet fremlagde han planer om en ny udgave af udvalgte værker og breve af Marx og Engels. En anden opgave var at udarbejde uge-oversigter for de socialdemokratiske partiorganisationers ugentlige møder. Oversigterne er for disse tre år en fremragende kilde til MSzDPs historie og reaktioner på den politiske situation på en lang række områder.
I foråret 1946 gik han ind for bjergværkernes og bankernes nationalisering, men hævdede i denne sammenhæng arbejderdemokratiets centrale betydning i fabrikskomiteerne. I 1947 udgav MSzDP to bind med «Udvalgte værker af Marx og Engels», redigeret af Justus; han skrev indledninger til hvert kapitel, og disse har også i dag interesse og viser, at han havde et dybt kendskab til disse værkers oprindelse.
I 1947 blev Justus indvalgt i MSzDPs hovedbestyrelse, hvor han blev udnævnt til partiets internationale sekretær. Han havde allerede i sommeren 1945 reageret meget kritisk på den britiske Labour-udenrigsminister Ernest Bevins tale om Ungarn og situationen i Østeuropa, og han udviklede sig efter denne tid til en slags uofficiel talsmand for MSzDP også i forbindelse med genrejsningen af Internationalen. Han havde allerede været MSzDPs repræsentant i 1946 på Anti-Franco konferencen i Paris og fortsatte som partiets repræsentant på COMISCO konferencerne i 1947. COMISCO var forgængeren til Socialistisk internationale.
I Ungarn gik han ind for samarbejde mellem de to arbejderpartier, for «enhed». Men han holdt samtidig på MSzDPs uafhængighed og formulerede sine vurderinger skriftligt internt i partiet, mens han på samme tid bebrejdede kommunisterne, at de vanskeliggjorde samarbejdet.
I slutningen af 1947 ændredes den internationale situation grundlæggende. MSzDP, det polske og det italienske socialdemokrati (Nenni-partiet) udarbejdede en plan for forhandlinger og samarbejde. Et fælles organ skulle dannes med bl.a. Lelio Basso og Justus i spidsen, men det blev fejet til side af Stalin og Kominform. Fra dette tidspunkt blev sammenslutningen mellem de kommunistiske og socialdemokratiske partier i Østeuropa forberedt. Dermed var MSzDPs selvstændighed forbi. Justus blev som «trotskist» ikke accepteret i det nye parti. Allerede i 1946 havde det ungarske hemmelige politi oprettet et dossier på Justus og havde overvåget ham siden.
I en kort periode blev han direktør for radiofonien, men allerede i sommeren 1949 blev han arresteret, «hægtet» på Rajk-processen og idømt til livsvarigt fængsel (Rajk-processen var den første skueproces i Østeuropa mod tidligere ledende kommunister).
Efter den 20. partikongres i SUKP blev Justus løsladt uden dog at blive rehabiliteret, og selv folk som János Kádár behandlede ham som en tidligere trotskist. Han fik derefter kun arbejde som oversætter af poesi. Inden fængslingen havde Justus arbejdet på en afhandling om den tyske revolutionsdigter fra 1848/49 Ferdinand Freiligrath, som også i emigrationstiden i mange år var med i «partiet Marx». Men manuskripterne «forsvandt» – han fik dem aldrig tilbage igen. Under fængslingen var han begyndt at oversætte Shakespeares sonetter, som siden hen blev udgivet og er meget skattet i dag.
Det var vanskeligt at overbevise ham om, at han burde udvide sin oversættervirksomhed. Alligevel gav han sig i kast med at oversætte udvalgte værker af Wilhelm Weitling, den tyske håndværkerkommunismes fremmeste talsmand. Udvalget udkom dog først efter Justus' død.
Han døde pludseligt i december 1965; ud af sine 60 leveår havde han kun i tre år mulighed for at vise sit virkelige potentiale. I anledning af hans 100-årsdag blev der i 2005 afholdt en konference i Budapest og en mindebog om ham er planlagt.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 11/4 2005
Læst af: 24.934