|
Revolutionen tabte pusten i 1983. USA invaderede og knuste resten. (Solidaritet) |
Grenada er den sydligste af de små antiller i Caribien. Øen har vulkansk oprindelse og søerne Grand Etang og Antoine er dannet i udslukte kratere. Øens regnfulde og tropiske klima er modereret lidt af havet og er iøvrigt velegnet til landbrug, der er landets vigtigste indtægtskilde. Grenada er berømt for sine krydderier og går også under betegnelsen «krydderiøen» (Spice island). Med til landet hører økæden Grenadines, hvoraf de største øer er Carriacou (34 km2) og Petite Martinique (2 km2 ).
Folket: Flertallet af grenadinerne er efterkommere efter afrikanske slaver (84%). 11% af befolkningen er blandet, 3% er indo-pakistansk og 0,7% er af europæisk oprindelse.
Religion: Ingen officiel religion. Katolikker (53,1%); protestanter (38,1%); andre religioner (7,4%); ikke religiøse (1,4%).
Sprog: Engelsk er det officielle sprog og samtidig det mest udbredte. Endvidere tales patois, der er en dialekt afledt fra fransk og engelsk.
Politiske partier: National Democratic Congress (Nationale Demokratiske Kongres, NDC); New National Party (Nye Nationale Parti, NNP); Grenada United Labor Party (Grenadas Forenede Arbejderparti, GULP); Maurice Bishop Patriotic Movement (Maurice Bishops Patriotiske Bevægelse, MBPM).
Officielt navn: Grenada
Administrativ inddeling: 7 kommuner
Hovedstad: St. George's, 107.000 indb. (2016).
Andre byer: Gouyave, 3.200 indb.; Grenville, 2.300 indb. (1999).
Regering: Keith Mitchell er premierminister siden februar 2013, genvalgt i 2018. Cécile La Grenade er siden maj 2013 guvernør, som repræsentant for den britiske krone. Deputeretkammeret har 15 medlemmer.
Nationaldag: 7. februar (Uafhængighedsdagen, 1974)
Cariberne beboede øen Grenada indtil 1498, hvor Columbus ankom til den og døbte den «Concepción». Europæernes ankomst forstyrrede ikke umiddelbart freden, men 2 århundreder senere besluttede guvernøren på den nærvedliggende franske koloni Martinique, Du Parquet, at besætte øen. I 1674 havde franskmændene bragt øen under kontrol trods indædt modstand fra cariberne.
I 1753 havde de franske kolonister fra Martinique allerede 100 sukkermøller og 12.000 sorte slaver. Den oprindelige indfødte befolkning var da allerede udryddet.
I slutningen af det 18. århundrede erobrede Storbritannien øen og introducerede produktionen af kakao, bomuld og muskatnød - baseret på anvendelsen af slavearbejdskraft. Antallet var i 1788 steget til 24.000, og det forblev på dette niveau frem til afskaffelsen af slaveriet i 1838.
Kuppet (revolutionen) i 1979 havde udbredt støtte i befolkningen, men støtten kølnedes i 1982-83. (Solidaritet) |
100 år efter frigivelsen af slaverne var landarbejdernes arbejdsforhold på ingen måde blevet forbedret, og dette var i 1930'erne baggrunden for dannelsen af landets første fagforening: Grenada Manual and Metal Workers Union. I 1951 brød den første strejke ud i landet, og arbejderne opnåede betydelige lønstigninger. Den unge eventyrer, Eric Matthew Gairy, der havde tilbragt det meste af sit liv udenfor øen drog nytte af den radikaliserede situation og stiftede landets første politiske parti, Grenada United Labor Party (GULP), der rejste kravet om selvstændighed. Samme år vandt partiet valget til lovgivningsrådet og Gairy blev kabinetschef.
I 1958 gik Grenada ind i den Britisk Vestindiske Føderation, der allerede i 1962 atter blev opløst uden større vemod. I 1967 blev landet del af Statssammenslutningen i de britiske Antiller. Samme år blev Gairy premierminister, da han vandt valget i august. Hans vigtigste mål var total løsrivelse fra Storbritannien.
Demonstration i hovedstaden St. Georges, 1982. (Solidaritet) |
Det lykkedes hurtigt GULP at opnå en form for halv-autonomi fra koloniadministrationen i London, der langsomt skulle lede til uafhængighed. I samme periode var der opstået en venstrefløj i Grenada i form af New Jewel Movement (NJM). «Jewel» (juvel) stod for: Joint Endeavour for Welfare, Education and Liberation (Fælles indsats for velfærd, uddannelse og frigørelse). Paradoksalt nok gik NJM imod en for hurtig afbrydelse af forbindelserne med kolonimagten. Mange grenadinere mente derfor, at venstrefløjen blev styret af Gairy personligt, der på den måde ville manipulere en befolkning, hvis politiske indsigt endnu var begrænset.
I januar 1974 udbrød der en omfattende «anti-uafhængighedsstrejke», der havde til formål at forhindre, at Gairy overtog den fulde magt i landet. Efter at landet i flere uger havde været total lammet, sendte Gairy sine «mongoose gangs» ind på scenen. Det var paramilitære grupper, premierministeren personligt havde trænet med tonton-macoutes fra Haiti som forbillede. Angrebene på venstrefløjen sluttede med strejken og uafhængigheden blev proklameret den efterfølgende uge.
Gairy brugte sin nyvundne totale magt til egen fordel. Han fordelte offentlige stillinger til medlemmer af sit eget parti, samtidig med at hans paramilitære gruppe fik betegnelsen «Forsvarsmagten» - landets eneste bevæbnede korps. Hans mongoose gangs blev trænet af militærrådgivere fra diktaturet i Chile og antallet af medlemmer blev øget med frigivne fanger fra fængslet i St. George's.
NJM's vigtigste parole: «Altid fremad. Aldrig tilbagegang». Splittelse ødelagde proces og bevægelse. (Solidaritet) |
1979 Kup bringer NJM til magten
Ved valget i december 1976 gik NJM til valg i en alliance sammen med Grenadas Nationalparti og det Forenede Folkeparti. Det lykkedes alliancen at øge sit mandattal fra 1 til 6 ud af parlamentets 15 pladser. Da Gairy i starten af marts 1979 var ude af landet, lykkedes det den 13. marts NJM at gennemføre et ublodigt statskup og overtage magten i landet. Befolkningen var overvejende træt af Gairys despotiske styre, og de nye magthavere fik derfor en overvældende folkelig opbakning, der gjorde det muligt at etablere en provisorisk revolutionær regering ledet af advokaten og NJM lederen Maurice Bishop.
I løbet af sine 4½ år ved magten lykkedes det den folkelige revolutionære regering at udvikle masseorganisationer, opbygge en form for blandingsøkonomi, udvide den offentlige sektor samt opbygge en agroindustri og statsfarme. Regeringen anerkendte den private sektor og støttede dens ekspansion indenfor de områder, der var i overensstemmelse med regeringens overordnede økonomiske politik.
NJM havde de første år en stærk evne til at mobilisere masserne. (Solidaritet) |
Men pga. sin socialistiske orientering og nære forbindelser med Nicaragua, Cuba og Panama var NJM en torn i øjet på USA og nogle af Grenadas konservative nabolande, der gjorde alt for at destabilisere regeringen. USA gennemførte truende flådeøvelser i farvandet omkring Grenada og CIA gennemførte en række bombeattentater rettet mod NJM's ledere. NJM var gået i gang med at bygge en moderne lufthavn, der kunne tage transatlantiske fly for på den måde at udbygge landets turisme, men USA hævdede, at lufthavnen havde militærstrategiske formål og skulle anvendes til at overføre cubanske tropper til Afrika. Supermagten gennemførte derfor en økonomisk stranguleringspolitik overfor landet.
Antiimperialismen og alliancefriheden blev derfor hurtigt ledetråden for regeringens udenrigspolitik, og der blev lagt speciel vægt på udviklingen af relationer med den socialistiske verden. Cuba indvilgede i at bidrage til bygningen af den nye internationale lufthavn.
Morder og offer. Økonomiminister Bernard Coard og premierminister Maurice Bishop i 1982. (Solidaritet) |
1983 Bishop myrdes og USA invaderer
Premierminister Bishop blev udsat for stigende pres fra NJM's venstrefløj, der blev anført af hans vice-premierminister og økonominister Bernard Coard. Venstrefløjen ønskede at radikalisere den politiske udvikling, men modsætningerne skyldtes også Coards misundelse over Bishops store popularitet i befolkningen. Da Bishop den 10. oktober 1983 vendte hjem efter en rejse til Ungarn, Tjekkoslovakiet og Cuba blev han derfor sat i husarrest, og hærens leder, general Hudson Austin overtog magten. Arrestationen udløste næsten folkeligt oprør, Bishop blev befriet fra husarresten af en stor demonstration, blot for kort tid senere at blive henrettet af en henrettelsespeloton sammen med sin kone, undervisningsminister Jacqueline Creft, udenrigs- og boligministrene, 2 fagforeningsledere samt 13 demonstranter.
Begivenhederne hensatte landet i chok og USA drog hurtigt fordel af situationen. Planerne for invasionen af Grenada var allerede flere år gamle og var blevet afprøvet under flere militærøvelser. De blev nu ført ud i livet. Om morgenen den 25. oktober blev 5.000 marines og grønne baretter ilandsat. Få timer senere blev de fulgt af 300 politifolk fra 6 caribiske stater - Antigua, Barbados, Dominica, Jamaica, St. Lucia og St. Vincent - der deltog i invasionen af «humanitære årsager».
Pga. væbnet modstand fra landets milits og især fra de 600 cubanere der var beskæftiget med byggeriet af den nye internationale lufthavn, kom invasionen til at tage betydelig længere tid, end USA's militære planlæggere havde forudset og antallet af faldne var ligeledes langt højere end forudset. Under invasionen holdt USA pressen borte, og journalister der alligevel forsøgte at komme ind blev taget til fange som krigsfanger. De hindrede rapporteringen om mange civile dræbte samt USA's angreb på et sindsygehospital og andre ikke-militære mål.
Invasionen blev fordømt fra det meste af verden, herunder også USA europæiske NATO partnere. Den blev stort set kun støttet af Margaret Thatcher i Storbritannien, og de små konservative caribiske østater, der frygtede en socialistisk udvikling i deres egne lande. Nabolandet Barbados blev 20 dage senere belønnet for sin deltagelse i invasionen med 18,5 millioner dollars i «udviklingsbistand». Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og FN fordømte invasionen. Men USA havde taget et vigtigt skridt til at komme ud af det traume supermagten var kommet i, efter i 1975 at have tabt Vietnamkrigen.
For USA handlede invasionen af Grenada i 1983 også om at manifestere, at Vietnamsyndromet var overvundet. Supermagten var atter rede til at gennemsætte Pax Americana hvor og hvornår det skulle være. (Solidaritet) |
USA holdt nu Grenada militært besat og den britiske guvernør Sir Paul Scoon overtog ledelsen af en provisorisk regering, der fik til opgave at gennemføre valg. Under besættelsesstyrkernes overvågning valgtes den 3. december 1984 et nyt parlament. Herbert Blaize fra øen Carriacou stod i spidsen for en koalition af partier - New National Party (NNP) - og med støtte fra USA overtog han nu premierministerposten.
Den nye regering indgik umiddelbart en aftale med IMF, hvis retningslinier var de traditionelle: nedskæringer i de offentlige budgetter, reduktion i antallet af offentligt ansatte, indefrysning af lønningerne og stimulering af det private erhvervsliv.
For at undgå en gentagelse af kuppet i 1979 fik USA oprettet et regionalt caribisk sikkerhedssystem, som også Grenada blev indlemmet i. Sikkerhedssystemet gør det muligt for premierministeren at tilkalde udenlandske tropper, når den sikkerhedspolitiske situation er usikker.
I slutningen af 1996 afsluttedes desuden retssagerne mod kupmagerne. Bernard Coard, hans hustru Phyllis og hærens tidligere øverstkommanderende Hudson Austin blev sammen med 11 soldater dømt til døden, og 3 andre blev dømt til 30-45 års fængsel. Først og fremmest for mordet på Maurice Bishop, som USA selv flere gange i 1979-83 havde forsøgt at slå ihjel.
Under sine første år ved magten lykkedes det Blaize at sikre en betydelig økonomisk vækst på 5-6% årligt, først og fremmest baseret på turismen, der fik en betydelig saltvandsindsprøjtning, da den overvejende cubansk byggede internationale lufthavn var færdig. Trods væksten steg ungdomsarbejdsløsheden og kriminaliteten og stofmisbruget der havde været stort set ikke-eksisterende under NJM's 4 år ved magten steg drastisk.
Blaize døde i 1989 og blev erstattet på premierministerposten af Ben Jones fra Nationalpartiet, støttet af de store erhvervsledere og godsejere. Den 13. marts 1990 - årsdagen for kuppet mod Gairy i 1979 - blev der afholdt valg, der blev vundet af Nicholas Braithwaite. Han havde været minister i overgangsregeringen efter USA's invasion og blev betragtet med sympati af supermagten.
En undersøgelse fra 1994 afslørede, at arbejdsløsheden var 30% og at der var en kraftig emigration ud af landet. De internationalt faldende priser på landets eksportvarer, bananer, kokos, træ og muskatnødder havde en negativ indvirkning på denne udvikling. I marts-april 1995 gennemførtes strejker i økonomiske nøglesektorer som hoteller, sukker- og kakaoproduktionen. Selv om turismen var landets næstvigtigste valutakilde, var det ikke i stand til at konkurrere med nabolandene på dette område.
Ved valget i juni 1995 blev regeringspartiet NDC besejret af NNP, og dets leder, Keith Mitchel, tidligere matematikprofessor ved Howard University i Washington overtog premierministerposten. Sejren skyldes først og fremmest NNP's løfte om at afskaffe boligrenten, som NDC havde genindført i 1994.
Under NJM's styre (1979-83) havde Grenada ingen problemer med hårde stoffer. Rastaernes brug af cannabis gav dog anledning til konstante konflikter med myndighederne. Efter USA's invasion genindførtes de hårde stoffer. (Solidaritet) |
Trods en aftale med verdens anden store producent af muskatnødder, Indonesien, fortsatte priserne med at falde på verdensmarkedet gennem 1995. Regeringen meddelte i 1996 at kakaopriserne ville falde, da en stor nordamerikansk opkøber havde besluttet at indstille sine opkøb i Grenada.
I maj indgik Grenada en udvisnings- og juridisk samarbejdsaftale med USA. Den var en del af Washingtons kampagne mod narkohandelen i regionen.
I marts 1997 afviste regeringen en anmodning fra Grenadas Kirkeråd om løsladelse af de to livsvarigt fængslede for mordene i 1983. I april genoptog landet de diplomatiske forbindelser med Cuba, der havde været afbrudt siden USA's invasion i 1983. Premierminister Keith Mitchell gennemførte samtidig et officielt besøg i Cuba, under hvilket der blev indgået en aftale om økonomisk samarbejde.
Blot 7 uger efter at hans regering var faldet sammen pga. stadige beskyldninger fra oppositionspartiet GULP om korruption i regeringen hævdede premierminister Mitchell, at hans image atter var i orden. I januar 1999 erobrede hans parti da også alle 15 pladser i parlamentet.
I november 1999 undertegnede First International Bank of Grenada en aftale med den congolesiske oprørsleder Ernest Wamba dia Wamba om at låne ialt 16 mio. US$ til hans oprørsgruppe, Congolosesisk Enhed for Demokrati, der blev støttet af Uganda. (Se Congo).
I 2001-02 var Grenada det land i Caribien med højest økonomisk vækst: 6,5%. Den skyldtes især turismen, udenlandske og offentlige investeringer og vækst indenfor landbruget. Trods dette lykkedes det ikke at reducere den høje arbejdsløshed, der især rammer de unge. Den stigende turisme har skabt spændinger mellem regeringen og miljøforkæmpere, fordi bygningen af store hoteller truer den tropiske regnskov og erodering af strandene.
I anledning af 20 årsdagen i oktober 2003 for mordet på Maurice Bishop og USA's invasion offentliggjorde Amnesty International en rapport, hvori de 17 politiske fanger efter invasionen blev omtalt som «den kolde krigs sidste fanger». Rapporten opfordrede regeringen til at gennemføre en ny retssag, og denne gang under en uafhængig domstol. Rapporten kritiserede uregelmæssigheder omkring udvælgelsen af dommerne i sagen, de anklagedes manglende juridiske repræsentation, fremlæggelsen af tvivlsomme beviser, og fremtvingen af tilståelser under tortur.
De internationale medier drog i deres rapportager paralleller mellem USA's invasion i Grenada i 1983 og situationen efter invasionen af Iraq. USA opbevarer hundredevis af fanger anklaget for terrorisme på sin base i Guantanamo, der geografisk har mange lighedspunkter med Point Salines på Grenadas sydspids, hvor USA oprettede sit hovedkvarter efter invasionen, og her opbevarede sine fanger, bagbundne i trækasser. USA's aktuelle præsidents far, George Bush, var dengang Reagans vicepræsident, og var med til at udforme den «præventive militære intervention», som sønnen senere gjorde til USA's sikkerhedsdoktrin.
I november 2003 var der valg til 9 pladser i parlamentet. NNP tabte 7 til den liberal demokratiske kongres, men vandt det 8. og kunne dermed bevare flertallet - med en margen på 100 stemmer.
I september 2004 blev landet ramt af orkanen Ivan. Det kostede 34 personer livet. Lederne i Caricom bad om et moratorium for Grenadas udlandsgæld for at muliggøre genopbygning i lyset af naturkatastrofen. Grenadas regering vurderede at 5.000 familier havde mistet deres hjem. Kun 1 ud af 10 huse stod intakte.
Grenada var i april 2007 sammen med en række andre caribiske stater vært for World Cricket Cup. Turneringen blev afholdt i Grenadas nye nationalstadium, som var blevet bygget af 400 kinesiske arbejdere og en støtte på 40 mia. US$ efter orkanen Ivan. Ved indvielsen af det kinesisk financierede stadium blev Taiwans nationalmelodi ved en fejltagelse afspillet. Det kostede flere højtstående grenadinske embedsmænd deres job.
Premierminister Mitchell blev i juni 2007 indkaldt for en ret i USA, efter at Charles Howland fra Massachusetts havde anklaget Mitchell for at have modtaget 1 mio. US$ i bestikkelse fra den bedrageridømte Eric Resteiner. Bestikkelsen skulle være sket for at Resteiner kunne få en diplomatisk post. Som diplomat bestak Resteiner angiveligt Howland med over 30 mio. US$.
Parlamentsvalget i juli 2008 blev vundet af oppositionens NDC, der fik 7 pladser mere end det siddende regeringsparti. Ny premierminister blev PDC's Tillman Thomas.
Regeringspartiet NDC led et svidende nederlag, da det mistede alle 11 sæder i parlamentet ved parlamentsvalget i februar 2013. NNP fik til gengæld alle sæder i parlamentet: 15. NNP's Keith Mitchell blev ny premierminister. Resultatet var en konsekvens af landets bizarre britisk inspirerede valgsystem. Med kun 58,8% af stemmerne tog NNP alle pladser, mens NDC med 40,7% af stemmerne ingen pladser fik.
En fange på dødsgangen fik i slutningen af 2013 forvandlet sin dødsdom til livsvarigt fængsel. Gangen blev derved tømt. Dødsdommen var blevet afsagt i 2002. Den seneste henrettelse fandt sted i 1978. Menneskerettgighedsorganisationer arbejder videre på at presselandet til at sfskaffe dødsstraffen.
Keith Mitchell's NNP vandt ved parlamentsvalget i marts 2018 atter alle 15 pladser i parlamentet. Mitchell fortsatte som premierminister.
COVID-19 pandemien ramte landet hårdt i 2020. Fra marts blev der indført lockdown og alle internationale flyvninger blev indstillet. Indtægterne fra turisme faldt derfor til 0 og landet modtog i stedet lån fra IMF. Krisen fortsatte ind i 2021. Kun få var indtil da døde af COVID-19, men i september 21 nåede Delta varianten Grenada og i september-oktober døde 200.
| ||||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Antigua and Barbuda, Barbados, Blandingsøkonomi, Chile, CIA, Congo, Den Demokratiske Republik, Cuba, Den Internationale Valutafond (IMF), Dominica, Dødsstraf, Haiti, Indonesien, Iraq (Irak), Jamaica, Martinique, Nicaragua, Panama, St. Lucia, St. Vincent and the Grenadines, Uganda, USA, Vietnamkrigen | ||