Kazakhstan
| Befolkning | 19,0 mio. |
| Valuta | Tengues |
| Areal | 2.717.299 Km2 |
| Hovedstad | Astana |
| Befolkningstæthed | 5,9 indb./Km2  |
| HDI placering | 56 |
Kazakhstan grænser i sydøst op mod Kina, i syd mod Kirgisitan, Uzbekistan og Turkmenistan og i nord mod den russiske føderation. I vest strækker sletterne sig ud mod det Kaspiske Hav og Turán. I landets centrale del findes Kazakh sletten; i nord grænser landet op mod det vestlige Sibirien; i øst og sydøst findes Altai, Tarbagai, Alatau Dzhungar og Tian-Shan bjergene. Landet har fastlandsklima. Gennemsnitstemperaturen er i januar 18 grader under frysepunktet i nord og -3 grader i syd, mens temperaturen i juli er 19 grader i nord og 28 grader i syd. Landet gennemkrydses af de store floder Ural, Irtish, Sirdariá, Chu e Ili. Dertil kommer Baljash søen, dele af det Kaspiske Hav og Aralsøen. Landet rummer udstrakte steppeområder, men dele af disse er også inddraget i landbrugsproduktionen: hvede, tobak mv. samt kvægdrift. Endvidere rummer landet betydelige mineralressourcer: stenkul, kobber, halvædelstene og guld, men den vigtigste ressource er olien. Landets reserver er de dobbelte af Kuwaits.
Diktatur, nær allieret af EU, USA og Israel.
Folket: Kazakher, 46%; russere, 35%; ukrainere 5%, tyskere, 3%; uzbekere 2%, tartarer 2%.
Religion: Islam og russisk ortodoks kristendom
Sprog: Kazakhisk (officiel), russisk, tysk, uigur, koreansk, tartar
Politiske partier: Kazakhstans Civile Parti; Kazakhstans Kommunistparti;Agrarpartiet; Kazakhstans Nationale Kooperative Parti; det nationalistisk orienterede Republikanske Parti (OTAN).
Sociale organisationer: Kazakhstans LO (RDKS). Birlik Bevægelsen og Anti-atomkraftbevægelsen Semipalátinsk-Nevada.
Officielt navn: Qazaqstan Respublikasy
Administrativ inddeling: 14 regioner og 3 byer
Hovedstad: Astana (tidl. Aqmola) 691.000 indb. (2009)
Andre vigtige byer: Almaty (tidl. Alma Ata), 1.250.000 indb.; Karagandá, 420.500 indb.; Pavlodar, 300.000 indb.; Kokchetav, 123.000 indb. (2000).
Regering: Republik med præsidentstyre. Kassym-Jomart Tokayev er siden marts 2019 landets præsident. Alihan Smaiylov er siden januar 2022 premierminister. Parlamentet har to kamre: Mazhilis (forsamlingen) med 77 medlemmer og senatet med 47.
Nationaldag: 16. december (Uafhængighed, 1991); 25. oktober (Republikkens dag, 1991)
Væbnede styrker: 40.000 (1996)
I bronzealderen (2. årtusinde f.v.t.) var det område der i dag udgøres af Kazakhstan beboet af stammer, der levede af landbrug og kvægdrift. I jernalderen udvikledes alliancer blandt stammerne og arkæologiske udgravninger har vist, at befolkningen havde udviklet et skriftsprog. I det 3. århundrede f.v.t. trængte nye stammer ind og senere bragte Atilas hunner området under kontrol, indtil de senere blev fordrevet af tyrkerne.
I midten af det 4. århundrede dannedes det tyrkiske Kaganat (kongedømme), der efterfølgende blev opdelt i en østlig og vestlig del. Sidstnævnte udgjordes af de tyrkisk sprogede folkeslag usun, kangli, turguesh og karluk. I det 8. århundrede dannedes turguesh staten og karluk kaganatet. Erobrerne byggede moskeer og forsøgte at påtvinge befolkningen islam. Perioden er karakteriseret ved videnskabsmændene Farabí (870-950), Biruní (973-1048) og Majmud af Kashgar, der var forfatter til «Ordbog over de tyrkiske dialekter». Yusuf af Balasagún skrev digtet «Videnskaben om at være lykkelig».
I det 9-12. århundrede var området besat af oguz, kimak, kipchak og karaján stammerne. Kipchakkerne opnåede aldrig nogen politisk enhed og holdt sig på afstand af islamiseringen af byerne langs det Kaspiske Hav. I det 13. århundrede fandt der flere invasioner sted af kidan'er og tartarer. Kipchak høvdingene og de moskovitiske prinser var i fællesskab i stand til at modstå den udenlandske dominans, men uafhængigheden måtte endnu afvente Mongolimperiets nedgang.
De fleste af disse folk var nomader, der overvejende var engageret i kvægdrift. Gradvist blev der oprette faste bosættelser bestående af bønder og håndværkere samt byer som Otrar, Suyab, Balasagún, Yanguikent, Saurán og Kulán. Silkevejen der forbandt Byzans, Iran og Kina gik gennem Kazakhstan. Endvidere eksisterede der handelsmæssige relationer mellem steppernes nomader og indbyggerne i oaserne. Handelen nåede helt til Vesteuropa, Mellemøsten og det Fjerne Østen.
I slutningen af det 15. århundrede dannedes khanatet Kazajo, der bestod af store, mellemstore og små klaner. Der var tale om en slags alliance mellem beslægtede stammer. I løbet af det 16. århundrede udvikledes kazakhernes etniske bevidsthed gradvist. I det 16-17. århundrede eksisterede der ingen centralmagt i landet. Khanerne gav magten videre til deres arvinger, der opfattedes som efterkommere af Dzhuchi - Djengis Khans største søn. Under sig havde de sultanerne, der udøvede den administrative og juridiske magt.
I løbet af det 17. århundrede besatte og plyndrede khanatet i Dzhungar ved flere lejligheder kazakh regionen, og i det 18. århundrede indledte Rusland sin koloniale fremmarch fra nord. Russerne byggede i første omgang en række forter i Omsk, Semipalatinsk, Ust-Kamenogorsk og Orsk og fortsatte siden mod syd. De mellemstore og små yuzo klaner kom under russisk beskyttelse, men kunne dog leve i frihed frem til 1820'erne, da deres autonomi blev elimineret som følge af de hyppige oprør. I første halvdel af det 19. århundrede bestod Kazakhstan af regionerne Oremburg, Siberien, Semipalatinsk og khanatet Bukei. I 1848 var erobringen af Kazakhstan tilendebragt, da den største yuzo klan endelig bukkede under.
Russerne oprettede deres regeringsinstitutioner, etablerede inddrivelse af skatter, oprettede zoner hvor kazakher var forment adgang og byggede nye byer indtil de til sidst erklærede hele området for statslig ejendom. Fra 1868 fandtes der 6 provinser, der blev ledet af generalguvernører, og sultanerne blev nu gjort til statslige funktionærer. Erobringen af «Steppeterritoriet», som Kazakhstan blev kaldt, var én lang proces af krige mod lokale stammer, der kan sammenlignes med USA's erobring af Vesten i det 19. århundrede. Spydspidsen i den russiske hær var kosakregimenterne, der frem til 1880 én for én besejrede khanerne i Khiva, Bukhara og Kokand.
Kazakherne stod opført som borgere i den russiske stat og måtte deltage i den russiske hærs udenlandske ekspeditioner. Kazakhstan blev endvidere anvendt af Rusland som sted for deportationer. Hertil sendtes «decembristerne» - aristokraterne der i 1825 havde sluttet sig sammen mod zar Nikolaj I -, de revolutionære fra Polen og Ukraine (heriblandt den ukrainske nationalhelt Tarás Shevchenko), medlemmerne af «Petrashevski-kredsen» i Skt. Petersborg - deriblandt forfatteren Fjodor Dostoyevski.
Mod slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. byggede Rusland de store jernbaner (den transkaukasiske, transaralske og transsiberiske) der gennemskar regionen og knyttede de fjerneste egne sammen. Dermed blev der også muligt at udnytte Kazakhstans enorme rigdomme i undergrunden: landets tredjestørste kulreserver (i Karaganda i det østlige Kazakhstan); halvdelen af landets rigdomme af kobber, bly og zink; strategiske mineraler som molybdæn; jern og endelig olie, der blev udvundet i landets vestlige del og under det Kaspiske Hav. Men landbruget haltede samtidig bagefter.
I de første år af det 20. århundrede opstod der i Kazakhstan en lille nationalistisk bevægelse, og efter den russiske revolution i 1905 var kazakherne direkte repræsenteret i den 1. og 2. duma. Da zarregimet i 1916 beordrede alle mænd mellem 19 og 43 mobiliseret, gjorde kazakherne oprør under anføring af Abdulghaffar og Amangeldy Imanov. Oprør blev slået blodigt ned, men efter den russiske revolution i november 1917 i Petrograd, krævede de nationalistisk orienterede kazakher fuldstændig autonomi for deres land.
Kampen mellem den Røde og Hvide Hær strakte sig frem til 1920. I 1936 blev Kazakhstan gjort til en af Sovjetunionens 15 republikker, og i 1937 oprettedes det lokale kommunistparti. I de første årtier af århundredet modtog Kazakhstan betydelige strømme af ukrainske, hviderussiske, tyske, bulgarske polske, jødiske og tartar-emigranter. Mange af disse var blevet deporteret under Josef Stalins regime.
Udover at udvikle industrien satsede den sovjettiske centralmagt også på udviklingen af områdets landbrug. Tidligere var Kazakhstan blevet anset som et område, der ikke var særlig frugtbart. Men fra 4,2 millioner hektarer opdyrket jord øgedes området til 35,3 millioner - 15 % af Sovjetunionens samlede landbrugsområde - med en vigtig produktion af hvede, tobak, sennep og frugter sammen med en omfattende udvidelse af kvægdriften. Denne kraftige udvidelse af landbrugsområdet i Kazakhstan blev knyttet sammen med formanden for republikkens kommunistparti, Leonid Brezhnev.
Frem til 1985 var Kazakhstans «stærke mand» Dinmujamed Kunáev, der var medlem af politbureauet i Sovjets kommunistparti og formand for republikkens kommunistparti. Da Kunáev i 1989 blev tvunget til at træde tilbage, kom det i hovedstaden Alma Ata til studenteroptøjer, der blev voldsomt undertrykt af militæret. Om sommeren samme år fik manglen på vand i oliebyen Novy-Ouzen ved det Kaspiske Hav indbyggerne til at angribe byens vandforsyningsselskab. Den officielle version lagde skyldes på oprørske grupper, men andre kilder bekræftede, at begivenhederne var alvorligere og havde religiøse og nationalistiske overtoner.
Efter de forandringer Mikhail Gorbachov havde indledt i Sovjetunionen, erklærede Kazakhstan sig for selvstændigt. I samme periode opstod de sociale organisationer Birlik og Zheltoksán samt anti-atomkraftbevægelsen Semipalatinsk-Nevada. Det vigtigste område for sovjetiske atomprøvesprængninger (i Semipalatinsk) og rumbasen Baikonur ligger netop i Kazakhstan.
I september 1991 præsenterede regeringen en syvpunktsplan, der var vedtaget af Gorbachov og 10 af republikkerne med det formål at lave en ny unionstraktat. Den 1. december blev Nazarbajev valgt som republikkens første præsident, og kommunistpartiet omdannede sig til et socialistparti. Den 21. december undertegnede 11 republikker en protokol i Alma Ata, der i realiteten opløste Sovjetunionen og dannede Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG), hvis medlemmer enkeltvis blev optaget i FN. Præsident Nazarbajevs udenrigspolitik lagde dels vægt på et tæt forhold til Rusland og regionens muslimske republikker, dels en åbning overfor Vesten.
I 1992 lod Nazarbajev Ruslands præsident Boris Jeltsin forstå, at han ikke længere ville tillade, at atommissilerne i Kazakhstan - der var blevet opstillet mens republikken var en del af Sovjetunionen - forblev under Moskvas eksklusive kontrol. I 1993 indvilgede Alma Ata i at skrotte missilerne mod økonomisk bistand fra USA.
Samme år blev der stiftet flere nye politiske partier som Socialistpartiet, Kongressens Folkeparti og regeringspartiet, Unionen for national Enhed. Nazarbajev indvilgede samtidig i at indlede en hastig privatiseringsproces og at stimulere de udenlandske investeringer.
I marts 1994 fandt de første flerpartivalg sted, der blev vundet af Nazarbajevs parti. Kort efter valgsejren tvang en serie skandaler om formodet korruption premierministeren Sergey Tereschenko til at træde tilbage. Han blev erstattet på posten af Akezhan Kazhegeldin. Den nye regeringschef erklærede øjeblikkeligt, at han ville accelerere liberaliseringen af økonomien.
I april lancerede regeringen en omfattende privatiseringsplan, der berørte 3.500 statslige virksomheder - 70 % af den statslige ejendom. Gennem 1995 tiltrak liberaliseringen af økonomien og landets omfattende naturressourcer en lang række udenlandske investorer. Men samtidig medførte de økonomiske reformer et fald i levestandarden for mange kazakher.
Forfatningsdomstolen annullerede valgresultatet fra det foregående år, og præsidenten erklærede, at han ville regere pr. dekret til der kunne gennemføres nyvalg. Som konsekvens af den offentlige utilfredshed og af frygt for ikke at blive valgt i et frit valg med flere kandidater, udnyttede Nazarbajev den politiske krise til at foreslå, at en folkeafstemning skulle forlænge hans mandatperiode frem til år 2000. Afstemningen blev gennemført i april, og det officielle resultat indikerede, at præsidenten havde næsten 100% opbakning.
I marts 1996 oprettedes en toldunion mellem Kazakhstan, Kirgisistan, Hviderusland og Rusland med det formål at skabe ét fælles marked for varer, kapital og arbejdere. Aftalen åbnede samtidig op for muligheden af integration indenfor transport, energi og databehandling.
I april 1997 indgik Kazakhstan en aftale med Kirgisistan og Tadjikistan om reduktion af troppestyrkerne i området og en afmilitarisering af landenes grænser. Aftalen fulgte i kølvandet på en aftale mellem Rusland og Kina, der lå i tråd med en russisk strategi for tilnærmelse til de asiatiske naboer, der var blevet formuleret allerede under Gorbachov. I slutningen af året undertegnede Kazakhstan en aftale med Kina om fælles udforskning af nogle af de to landes største forekomster af olie. I oktober udpegede regeringen Nurlan Balgimbayev til premierminister og fjernede Kazhegeldin fra posten.
I marts 1998 blev den tidligere vicepremierminister Kadyr Baikenov udpeget til at lede Kazatomprom - det statslige atomenergiselskab. Det blev opfattet som en tilbagevenden af den «gamle garde» knyttet til Nazarbajev som følge af den «liberale» Kazhegeldins tilbagetræden. Kazhegeldin blev til gengæld udnævnt til formand for Unionen af Industrimænd og Arbejdsgivere.
Nazarbajev vandt med 78 % af stemmerne præsidentvalget i januar 1999. Hans stærkeste modkandidat, Serkbolsyn Abdildin fra kommunistpartiet, måtte nøjes med 13 % af stemmerne. Trods nogle påstande om uregelmæssigheder valgte 80 % af de stemmeberettigede at deltage i valget.
I marts tvang eksporten af Mig fly i dårlig stand, forsvarsminister Mukhtar Altynbayev og formanden for Sikkerhedsrådet, Nurtai Abykayev til at træde tilbage.
I september 99 gennemførtes der valg til senatet og i oktober til Mazhilis (Underhuset). 11 partier var registreret til deltagelse i valgene, der for første gang havde deltagelse af politiske partier. Det var imidlertid kun 10 af pladserne i Mazhilis der blev besat af partierne, mens de resterende 67 blev besat af uafhængige kandidater.
Efter at have fremlagt en stærkt barberet finanslov, vedtog parlamentet en mistillidserklæring til regeringen, hvilket den 1. oktober fik premierministeren Nurlan Balgimbayev til at træde tilbage. Han blev erstattet på posten af den tidligere udenrigsminister Kasymzhomart Tokayev.
Med åbningen i maj 2001 af en olierørledning fra det Kaspiske Hav til Sortehavet fik landets økonomi større muligheder for at udvikle sig. Rørledningen var financieret af Kazakhstan, Rusland og USA.
Landet lider fortsat under de ekstreme miljøbelastninger det blev udsat for i sovjettiden, hvor der blev gennemført over 500 atomprøvesprængninger i området ved Semipalatinsk; de kemiske affaldsprodukter fra de mange rumraketter opsendt fra stationen i Baykonur; samt tørken der stammer fra udtørringen af Aralsøen.
I februar 2002 valgte parlamentet Imangali Tasmagambetov som ny premierminister, efter at Tokayev havde trukket sig tilbage.
Kazakhstan sluttede sig til kredsen af lande, der støtter USA's krigseventyr i regionen - invasionerne af Afghanistan i 2001 og Iraq i 2003. Konkret bidrog landet med soldater til rydning af minefelter og stillede endvidere en lufthavn til rådighed for optankning af USA's fly og nødlandinger. USA forpligtigede sig til gengæld til at bidrage til sikkerheden omkring olierørledninger og olieinstallationer ved det Kaspiske Hav, og investerede 5 mio. US$ i militært udstyr og træning.
I juni 2003 valgte parlamentet Daniyal Akhmetov som ny premierminister, efter at Tasmagambetov var blevet tvunget til at trække sig tilbage som følge af en kontrovers omkring en ny lov, der regulerede den private ejendomsret til jorden.
De religiøse spændinger ulmede fortsat i 2003, da den ortodokse kirke skarpt kritiserede oprettelsen af to katolske bispedømmer i Kazakhstan. Den beskyldte den katolske kirke for at have indledt en kampagne for at skaffe proselytter. De blev samme år bekræftet, at der finder forfølgelse sted af medlemmer af baptisterne og Jehovas Vidner.
I december 2003 behandlede parlamentet en ny presselov, der fastlagde nye retningslinier for at kunne udøve journalistik, og gav den udøvende magt mulighed for at intervenere, når medierne tyer til «propaganda», «agitation» eller «spredning af statshemmeligheder». Det blev gjort muligt midlertidigt eller permanent at lukke medier der overtrådte disse retningslinier, og samtidig blev det gjort forbudt at «vise produkter der har til formål at skabe seksuel interesse». Selvom loven blev vedtaget i senatet førte pres fra organisationer der arbejder for ytringsfrihed til, at der blev gennemført en række ændringer af loven, men dens hovedlinie bevaredes.
Parlamentet vedtog i januar 2004 et nyt moratorium for dødsstraf, selvom regeringen hævdede, at landet endnu ikke er rede til at opgive denne straf, da «befolkningen fortsat støtter den».
I maj indgik Kazakhstan og Kina en aftale om bygningen af af gasrørledning fra det Kaspiske Hav til landets vestlige grænse.
I august blev oppositionslederen Galymzhan Zhakiyanov løsladt efter at have siddet i to af de syv års fængsel, han var blevet dømt. Han blev af regeringen sendt i internt eksil, blot en måned inden gennemførelsen af parlamentsvalget.
I september-oktober gennemførtes parlamentsvalg, der blev vundet af Nazarbayev og hans parti, der fik over halvdelen af pladserne i parlamentet. De internationale observatører karakteriserede valget som tvivlsomt.
Ved åbningen af en konference om udenlandske investeringer, gennemført i Almaty i juni 2005 gjorde Nazarbayev opmærksom på de destabiliserende effekter, som den hastige «import» af vestligt demokrati havde i Centralasien. Præsidentens tale fulgte i kølvandet på en række folkelige oprør, som iflg. lederne af de centralasiatiske republikker var planlagt af USA. Præsidenten havde blot en måned forinden slået hårdt ned på demonstrationer i hovedstaden, og han gjorde nu opmærksom på, at selv om landet gladeligt tog imod de udenlandske investeringer i olieindustrien, så måtte de udenlandske virksomheder tilpasse sig situationen i Kazakhstan og være bevidste om, at demokrati er en kultur, der kun langsomt assimileres i de forskellige lande. Iflg. Nazarbayev var vejen til velstand en union blandt republikkerne omkring det Kaspiske Hav. Trods vedholdende rygter om omfattende korruption på regeringsniveau knyttet til de udenlandske investeringer, så var den økonomiske situation for befolkningen som helhed under forbedring - iflg. en række økonomiske iagttagere.
Præsidentvalget i december 2005 blev atter vundet af Nazarbayev med 90% af stemmerne, og han får dermed yderligere 7 år på præsidentposten. Iflg. valgobservatører var valgprocessen dog langt fra vestlige standarder, hvilket bl.a. hang sammen med intimideringen af oppositionen og mediernes højre grad af partiskhed - til fordel for regeringen.
Kazakhstan har et tæt samarbejde med Israel. Kazakhstans interesser er rent forretningsmæssige, mens Israels er at knytte forbindelser til muslimske lande, der ikke vil kritisere landet for dets fortsatte besættelse af Palæstina.
Premierminister Akhmetov trak sig uden yderligere forklaringer tilbage i januar 2007. Han blev erstattet på posten af viceminister Karim Masimov. Parlamentet gav i maj Nazarbayev mulighed for at forlænge sit mandat som præsident på ubestemt tid, gav ham immunitet overfor retsforfølgelse og gav ham fuld indflydelse på landets indenrigs- og udenrigspolitik.
Regeringskoalitionen OTAN var parlamentsvalget i august med 88% af stemmerne. Intet af oppositionspartierne nåede over 7% spærregrænsen. Det fik lokale medier til at kritisere oppositionens ledere for manglende karisma. Oppositionen selv karakteriserede valget som præget af en lang række uregelmæssigheder.
Trods uregelmæssighederne i det politiske system blev Kazakhstan alligevel i december udpeget til at skulle fungere som formandsland for OSCE i 2010.
Nazarbajev lod sig i april 2011 genvælge med 95,5% af stemmerne. Valget var blevet fremskyndet fra 2012, efter at forfatningsrådet havde afvist at forlænge præsidentens embedsperiode til 2020. OSCE beklagede at valget havde været præget af manglende gennemsigtighed og valgkamp. I januar 2010 havde Kazakhstan overtaget formandsposten for OSCE. Landets nære allierede, EU og USA, undlod at kommentere resultatet.
I juli bød EU's udenrigskommissær Catherine Ashton forhandlingerne om et «forstærket partnerskab» mellem EU og Kazakhstan velkommen.
I maj gik oliearbejderne ved Ozenmunaigas oliefeltet i strejke i protest mod manglende udbetaling af det normale faretillæg. De lokale domstole erklærede strejken ulovlig og olieselskaberne fyrede 1000 arbejdere. Nogle af de fyrede igangsatte derefter en permanent besættelse af den centrale plads i byen Zhanaozen. Den 24. maj blev advokaten og fagforeningsaktivisten Natalia Sokolova dømt til «administrativ tilbageholdelse» for at have indkaldt til et ulovligt møde i Aktau. I august blev hun idømt 6 års fængsel for sine politiske og faglige aktiviteter og hendes apeller afvist. I midten af december 2011 begyndte nogle af arbejderne i pladsbesættelsen at kræve ret til dannelse af politiske partier, uafhængige af statsapparatet. Den 16. december gik politi i gang med at rydde arbejderne fra pladsen. Officielt i forberedelse af landets nationaldag. Under denne aktion åbnede politiet ild mod demonstarnterne og dræbte 16. Ifølge politiet var volden opstået efter «banditter» havde infiltreret de demonstrerende og angrebet politiet. Over 100 blev såret. Dagen efter erklærede regeringen området i 20 dages undtagelsestilstand. I maj 2012 stillede regimet de overlevende arbejdere og en række oppositionspolitikere og -aktivister for retten. De kunne berette om, at de havde været udsat for mishandling og tortur, mens de havde været arresteret af politiet. Den populære kazakhiske sanger Bavyrjan producerede en sang, der kritiserede Nazarbajev regimet for ikke at lytte til arbejderne. Sangen blev umiddelbart forbudt af regeringen.
I september 2012 fjernede Nazarbajev premierminister Massimov og gjorde ham til stabschef i præsidentpaladset. Det blev set som et forsøg på at afbalancere de forskellige fraktioner i regeringen. Premierministerposten blev overtaget af Serik Akhmetov. Allerede i april 2014 overdrog han atter posten til Karim Massimov.
EU's udenrigskommissær Catherine Ashton besøgte i november 2012 Kazakhstan. Hun undlod at tage menneskerettigheder op. EU prioriterer samhandelen med landet. I juni 2013 besøgte formand for EU kommissionen, Jose Manuel Barroso Kazakhstan. Han undlod at tage menneskerettigheder op. EU prioriterer samhandelen med landet. I juli 2013 gennemførtes årsmødet i US-Kazakhstan Strategic Partnership Commission. USA undlod at tage menneskerettigheder op. Supermagten prioriterer samhandelen med landet.
Kazakhstan har Centralasiens største økonomi, baseret på produktionen af olie og gas. Den voksede med 5% i 2013.
Nazarbajev foreslog i februar 2014 at landet skiftede navn til Kazakh Yeli. Nazarbayev argumenterede med, at han ønskede at distancere sig fra de andre -stan lande i Centralasien. Iflg. ham fik disse lande færre investeringer pga. deres -stan navne. Han henviste til Mongoliet, der modtager større udenlandske investeringer. Han ville dog overlade beslutningen til en folkeafstemning.
I maj 2014 underskrev Rusland, Hviderusland og Kazakhstan en aftale om oprettelsen af en Euroasiatisk økonomisk Union omfattende 170 mio. indbyggere i de 3 lande. Unionen trådte i kraft 1. januar 2015.
I oktober 2014 gennemførte FN's Menneskerettighedsråd det periodiske eftersyn af menneskerettighedssituationen i Kazakhstan. Situationen var på en lang række områder forværret ifht. det forrige eftersyn i 2010: Ytringsfriheden undertrykkes gennem drakonisk anvendelse af love der forbyder «opfordringer til social disharmoni»; Forsamlingsfriheden undertrykkes; Arresterede aktivister og arbejderledere får ikke en rettergang der opfylder internationale standarder; Der gennemføres ikke ordentlige undersøgelser af rapporter om mishandling og tortur foretaget af sikkerhedsstyrkerne.
I november 2014 udtrykte FN's Komite mod Tortur bekymring over «afgrunden mellem lovgivning og beskyttelse mod tortur» i Kazakhstan. Komiteen bemærkede at der ifht. anvendelsen af tortur og anden mishandling med det formål at fremtvinge tilståelser ikke var tale om «isolerede hændelser», og at i mindre end 2% af anmeldelserne om tortur førte disse til rettergang. Under FN's Menneskerettighedsråd 2. undersøgelse af forholdene i Kazakhstan i oktober 2014 anbefaldee rådet, at Kazakhstan oprettede en selvstændig undersøgelses mekanisme. I både 2013 og 14 var der årligt 350-400 rapporter om tortur. Regimet fortsatte sin censur af internettet og medierne. I februar 2014 lukkede en domstol avisen Pravdivaya Gazeta og i april avisen Assandi Times. I oktober indgik EU og Kazakhstan en aftale om tættere partnerskab og samarbejde.
Nazarbajev lod sig i april 2015 genvælge som præsident med 98% af stemmerne. I marts 2016 gennemførte han parlamentsvalg. Hans parti, Nur Otan fik 82,2% af stemmerne og 84 ud af parlamentets 98 pladser.
EU opgraderede i december 2015 forbindelserne til Kazakhstan gennem sin Partnerskabsaftale. I marts 2016 mødtes EU præsident Jean-Claude Juncker med Nazarbajev, og erklærede at «reformerne i landet var lovende».
I april og maj 2016 gennemførtes fredelige demonstrationer mod planlagte ændringer af jordlovene, der gav udlændinge ret til at leje ubrugt jord i op til 25 år. Myndighederne svarede igen ved at blokkere adgangen til de større pladser og hovedfærdselsårer, og ved at anvende administrativt fængsel til at hindre potentielle deltagere fra at deltage. Både organisering af og deltagelse i fredelige forsamlinger uden myndighedernes tilladelse var en overtrædelse af både straffelov og loven om administrative forseelser. Det kunne straffes med betydelige bøder eller op til 75 dages tilbageholdelse. Nye demonstrationer mod jordloven var planlagt til den 21. maj i Astana, Almaty og andre byer. I dagene 17-20. maj blev mindst 34 arresteret som organisatorer af demonstrationerne, efter at de på sociale medier havde annonceret deres intention om deltagelse og videregivet information om tid og sted. De fleste blev administrativt tilbageholdt i 10-15 dage. Den 21. maj blokkerede politiet atter adgangen til de større pladser, hvor protesterne skulle finde sted. De arresterede omkring 500 personer i Almaty og et mindre antal i andre byer. På politistationen blev de tilbageholdte tvunget til at underskrive en erklæring om, at de havde deltaget i et ulovligt møde samt afgive deres fingeraftryk. De fleste blev løsladt igen efter få timers tilbageholdelse. Det gjaldt også 48 journalister, der forsøgte at dække protesterne. Det var dog ikke alle, der slap så let. I juli blev folkesangeren Zhanat Esentaev idømt 2½ års betinget fængsel for sin deltagelse, og i november blev Maks Bokaev og Talgat Ayan idømt 5 års ubetinget fængsel for deres deltagelse.
I juni 2016 blev landet valgt til sæde i FN's Sikkerhedsråd i perioden 2017-18.
I august blev oppositionslederen Vladimir Kozlov prøveløsladt.
I september 2016 fjernede Nazarbajev premierminister Massimov. Han blev erstattet af Bakhytzhan Sagintayev.
Efter Donald Trumps valgsejr som USA's præsident i november 2016 talte han i slutningen af måneden med Nazabajev. Trump benyttede lejligheden til at erklære, at Kazakhstans resultater under Nazabajevs ledelse havde været et «mirakel». I december besøgte Israels premierminister Benjamin Netanyahu Kazakhstan. De to lande underskrev aftaler om forskning og udvikling, luftfart, samarbejde på landbrugsområdet og oprettelse af et fælles landbrugskonsortium.
I januar 2017 foreslog Nazarbajev forfatningsreformer, der «ville give mere magt til parlamentet». Da reformerne blev vedtaget i maj 2018, var det i stedet Nazarbajev der fik sæde på livstid i landets Sikkerhedsråd. En post han dog endelig trak sig fra i januar 2022 i forlængelsee af de omfattende protester i landet.
I maj 2018 blev der gennemført uautoriserede demonstrationer i Astana, Almaty, Oral, Aktobe, Atyrau, Semey og Shymkent med krav om løsladelse af landets politiske fanger og stop for anvendelse af tortur. Demonstrationerne faldt sammen med besøget af en delegation fra EU parlamentet, der skulle undersøge menneskerettighedssituationen i landet. Der var omtrent lige mange demonstranter og sikkerhedsfolk. Omkring 50-80 demonstranter blev arresteret. Nye demonstrationer var planlagt til gennemførelse i juni, men inden meddelte regimet, at alle deltagere ville få 15 dages fængsel. Snesevis af demonstranter blev arresteret, da demonstrationerne blev gennemført.
2019 Exit Nazarbajev
I februar 2019 brød nye protester ud i forlængelse af 5 søstres død ved en brand i en lejlighed i Astana. Protesterne fortsatte og i marts trak Nazarbajev sig overraskende fra præsidentposten. Han blev umiddelbart erstattet af formanden for Overhuset Kassym-Jomart Tokayev. Denne gennemførte et hurtigt præsidentvalg i juni, som han «vandt» med 71% af stemmerne. Protesterne mod regimet fortsatte imidlertid.
I februar udviklede en konflikt mellem etniske Kasakher og Dungans (muslimske kasakher af kinesisk oprindelse) sig voldeligt. Flere hundrede blev såret og 10 dræbt.
I januar 2022 udbrød massive demonstrationer over hele landet i protest mod at regeringen pr. 1. januar havde fjernet loftet over gaspriserne, hvilket fik priserne til at fordobles. Demonstrationerne udviklede sig hurtigt voldeligt. Ialt 227 demonstranter blev dræbt og 9900 arresteret. Selv om præsidenten hurtigt genindførte prisloftet, fyrede forsvarsministeren og premierministeren og indsatte Alihan Smaiylov som ny premierminister, var regimet ved at miste kontrollen. Rusland sendte da «fredsbevarende styrker» til støtte for regimet, samtidig med at soldaterne der blev sat ind mod demonstranterne fik ordre til at skyde med skarpt. Præsidenten forsøgte at vende vreden mod den tidligere præsident Nazarbajev, som han anklagede for at have store formuer gemt i udlandet. Han fjernede samtidig Nazarbajev fra Sikkerhedsrådet. Siden magtoverdragen i 2019 havde de to kæmpet om magten bag kulisserne. Lækket af Credit Suisse oplysninger i februar 2022 afslørede dog, at Tokayev familien selv havde skjult store formuer i udlandet.
En konsekvens af magtkampen mellem Tokayev og Nazarbajev og oprøret i januar var, at Tokayev annoncerede en forfatningsreform. Det vigtigste element i ændringerne var, at Nazarbajev fik frataget sine beføjelser som «nationens grundlægger». Det var uholdbart at have en dobbeltmagtsituation i landet. Parlamentet debatterede ændringerne i april, vedtog dem, i maj underskrev Tokayev ændringerne og i juni blev de sendt til folkeafstemning, hvor 77% stemte for.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 6/6 2022
Læst af: 90.341