Uzbekistan
| Befolkning | 33,8 mio. |
| Valuta | Som-kupons |
| Areal | 447.400 Km2 |
| Hovedstad | Tashkent |
| Befolkningstæthed | 55,6 indb./Km2  |
| HDI placering | 101 |
Uzbekistan grænser i nord og nordvest op til Kasakhstan, i sydvest til Turkmenistan, i sydøst til Tadjikistan, i nordøst til Kirgisistan og i syd til Afghanistan. En del af landet er fladt, en anden bjergrig. Det gennemløbes af en række store floder med et stort vandkraftpotentiale. Sletteområderne befinder sig i nordvest og i landets centrale del - højsletten Ustiurt, dalen Amú-Daria og ørkenen Kizilkum. Bjergene befinder sig i sydøst - bjergkæderne Tian-Shan og Gussaro-Alai. Klimaet er tørt og varmt på sletterne og mere fugtigt i bjergene. Undergrunden rummer store reserver af naturgas, olie og kul. Blandt de alvorligste miljøproblemer kan nævnes: øgningen af saltindholdet i jorden (som følge af monokulturen) ørkenspredning, forurening af drikkevandet og af luften.
Autoritær stat med massiv undertrykkelse af menneskerets- og andre folkelige organisationer. Nær allieret af USA og EU.
Folket: Uzbekere, 75,8%; russere, 6%; tadjiker, 4,8%, kasakher, 4,1%; kirgisere, 0,9%, ukrainere, 0,6%, tyrker, 0,6%, andre, 7,2% (1995).
Religion: Der findes ingen officiel religion. Muslimer (88 %), overvejende sunnier; Russisk ortodokse (1 %); andre (11 %), de fleste ateister
Sprog: Uzbekisk (officielt), russisk, tadjikisk
Politiske partier: Folkelige Demokratiske Parti (efterfølger til Kommunistpartiet); Fidokorlar (Selvopofrelse); Fædrelandets Fremskridtsparti; Adolat (Retfærdighed); Partiet for national Genfødsel.
Folkelige organisationer: Der eksisterer ikke uafhængige fagforeninger. De statslige ansatte er medlemmer af Sammenslutningen af uzbekiske Fagforeninger. Selskabet for Menneskerettigheder i Uzbekistan (HRSU).
Officielt navn: Uzbekistón Yumjuriati.
Administrativ inddeling: 12 regioner, hovedstaden og 1 autonom republik, Qoraqalpoghiston.
Hovedstad: Tashkent, 2.180.000 indb. (2008).
Andre vigtige byer: Namangán, 560.500 indb; Andizhán, 517.100 indb; Samarkand, 509.400 indb; Bukhara, 263.500 indb. (2000).
Regering: Shavkat Mirziyoyev, præsident og statschef siden december 2016. Genvalgt i 2021. Abdulla Aripov, premierminister siden december 2016. Parlamentet (Oliy Majlis) har to kamre: senatet med 100 medlemmer og det lovgivende kammer med 50 medlemmer.
Nationaldag: 1. september (Selvstændighed, 1991)
Væbnede styrker: 52.000 (2003).
Paramilitære styrker: 700 (Nationalgarden)
Uzbekistan huser en række antikke landbrugscentre som Coresma (ved det øvre løb af floden Amú-Darya), Maveranajr (mellem floderne Amú-Darya og Sir-Darya) samt Fergana dalen. De første statsdannelser omkring disse centre fandt sted i det 10. århundrede f.v.t. Befolkningen og sproget var indo-europæisk. Fra det 6. århundrede f.v.t. til det 6. århundrede e.v.t. var disse stater en del af det persiske imperium under Ahemeniderne, Alexander den Stores imperium og hunnernes imperium Kushan.
De tyrkiske nomader besejrede hunnerne og indlemmede størstedelen af Centralasien i deres imperium, det tyrkiske khanat (6-8. århundrede). Det var samtidig i denne periode, at de tyrkisk talende folk begyndte at komme til Uzbekistan, hvor de blandede sig med den lokale befolkning. Midt i det 8. århundrede blev landet erobret af araberne, og islam spredte sig hastigt - især i byerne.
Da de arabiske kaliffers magt svandt ind (9-13. århundrede), udvikledes der en islamisk civilisation baseret på højt udviklet kunstvandings landbrug og håndværk. De store byer Bukhara, Samarkand og Urguench udviklede sig til blomstrende handelscentre for karavanerne, der fulgte silkevejen fra Kina til Byzans.
I 1219-21 blev Coresma staten invaderet af tartarerne og fuldstændig ødelagt. Coresma blev overdraget til Djenghis Khans ældste søn, mens Maverannajr og Fergana blev overdraget hans anden søn, Chagatai. Indbyggerne i landet begyndte at kalde sig chagatais. Steppeområderne blev tilholdssteder for tyrkiske og mongolske stammer. I anden halvdel af det 14. århundrede slog chefen for disse stammer, Timur sig ned i Maverannajr og gjorde Samarkand til hovedstaden i sit rige. Senere blev Samarkand bosted for Ulugbeg, barnebarn af Timur Lenk, khan og astronom.
Unionen af nomadestammer der kaldte sig uzbekere dannedes i det 15. århundrede i det centrale Kasakhstan. I anden halvdel af dette århundrede gjorde den store uzbekiske poet og tænker, Alisher Navoi sig bemærket ved hoffet hos en af Timurs efterkommere. Uzbekernes chef, Mujamed Sheibani besejrede i begyndelsen af det 16. århundrede Maverannajr, og de uzbekiske indvandrere lagde nu navn til landets indbyggere. Efter at staten Sheibani var blevet opløst, dukkede uzbekiske khanater op i regionen. I 1512 dannedes khanatet Jiva, hvis militære elite tilhørte det uzbekiske folk kungrato. Mujamed Amin var høvding for disse, og oprettede i 1806 det dynasti, der regerede Jiva frem til 1920.
Midt i det 16. århundrede oprettedes khanatet Bukhara. Dets militære elite tilhørte det uzbekiske folk manguite. Deres høvding, Mujamed Rajim grundlagde i 1753 sit dynasti, der ligeledes blev siddende på tronen frem til 1920. Bukhara nåede sin storhedstid under khan Nasrula (1826-60). I begyndelsen af det 19. århundrede oprettede emirerne fra Fergana og Ming dynastiet khanatet Kokand. Der var tale om teokratiske feudalsamfund befolket af uzbekere, turkmenere, tadjiker, kirgisere og karakalpak'er. Khanaterne lå konstant i indbyrdes krige.
Inge af disse statsdannelser havde fast definerede grænser, eller var i stand til at kontrollere de regionale høvdinges troskab. Emirerne i Jiva og Bukhara udøvede et formelt herredømme over de tyrkiske stammer i Karakum ørkenen, der levede af slavehandelen med Iran. Selv om de tre uzbekiske khanater opnåede en høj grad af organisering, var de ikke forberedte på at modstå den overhængende europæiske ekspansion. I Centralasien stødte Ruslands og Storbritanniens koloniinteresser sammen i spørgsmålet om adgangen til regionens bomuldsproduktion.
I 1860 indledte Rusland sin offensiv mod khanaterne, men den blev vanskeliggjort af staternes geografiske placering, Jiva der var omgivet af ørken. I 1867 oprettede zaren provinsen Turkestan med centrum i Tashkent, der tilhørte Kokand, der formelt var blevet annekteret i 1875. I slutningen af århundredet omfattede provinsen regionerne Samarkand, Sir-Daria og Fergana. Den 12. august 1873 undertegnede emiren af Jiva en fredsaftale med Rusland, og accepterede at blive protektorat. Han blev måneden efter fulgt af emiren af Bukhara, der undertegnede en lignende aftale. Den russiske invasion forværrede levevilkårene for befolkningen og førte til en række oprør som Andizhan i 1898 og Centralasien i 1916.
Ved zarismens fald i februar 1917 opstod der en dobbeltmagtsituation, hvor den provisoriske regering i Skt. Petersborg sad med en del af magten, og hvor der samtidig blev opbygget arbejder-, bonde- og soldaterråd (sovjetter). I kølvandet på oktoberrevolutionen overtog sovjetterne i Tashkent magten i regionen. I 1918 hindrede enheder fra den Røde Hær oprettelsen af en autonom islamisk regering i Kokand, og slog desuden et oprør ned mod sovjetmagten organiseret af «Unionen for kamp mod bolsjevikkerne i Turkestan». Den Røde Hær besatte i april 1920 Jiva, og gik i september ind i Bukhara. I foråret begyndte sovjetmagten at gennemføre jordreformen, men de militære operationer fortsatte frem til midt i 1922, hvor jordreformerne havde fjernet oprørernes politiske grundlag.
I 1924 omorganiserede det sovjetiske regering grænserne i Centralasien udfra etniske kriterier og oprettede bl.a. den Socialistiske Sovjetrepublik Uzbekistan. I maj 1925 indlemmedes republikken formelt i Sovjetunionen. Den Autonome Socialistiske Sovjetrepublik Tadjikistan var frem til 1929 en del af Uzbekistan, hvor den blev ophøjet til selvstændig republik. Under Moskvaprocesserne i 1937-38 blev flere uzbekere dømt til døden. Det gjaldt bl.a. premierminister Fayzullah Khodzhayev og førstesekretæren i republikkens kommunistparti, Akmal Ikramov. I 1953 blev begge ledere rehabiliteret.
De socialistiske reformer der blev gennemført i Uzbekistan havde først og fremmest til formål at udnytte regionens landbrugspotentiale. Staten byggede store kanaler: Store Fergana, Nord Fergana, Tashkent samt vandkraftværkerne Kattakurgan over Zeravshan floden og Akhangaran der begge havde moderne systemer til kunstvanding. I perioden 1956-83 var Sharaf Rashidov førstesekretær i kommunistpartiet og regeringschef, og under ham udvikledes republikkens økonomiske potentiale - på basis af dyrkningen af bomuld. Republikken blev Sovjets vigtigste leverandør af bomuld og var på verdensplan den 3. største producent.
Gennem 1940'erne steg befolkningen - bl.a. gennem indvandring af kurdere og tyrkere fra Kaukasus. Den etniske og politiske stabilitet i republikken varede ved frem til 1980'erne. Med indsættelsen af Yuri Andropov som generalsekretær for Sovjetunionens kommunistparti i 1985 udskiftedes også ledelsen for partiet i Uzbekistan. Den nye førstesekretær i partiet, Inamjon Ousmankhodjaev kunne efterfølgende afsløre, at tallene for bomuldshøsten var blevet forfalsket af hans forgænger.
Den såkaldte «uzbekiske korruptionssag» var den største skandale i Sovjetunionen frem til da. Den førte til arrestationer, retssager mod 4.000 embedsmænd og udrensninger indenfor partiet, men uden at forholdene grundlæggende blev ændret.
I 1985 kom Mikhail Gorbachov til magten. De forandringer han satte i gang, forværringen af den økonomiske situation og svækkelsen af centralmagten medførte et stigende antal etniske og religiøse konflikter i Uzbekistan. Uzbekerne er overvejende sunni muslimer og modsatte sig partiets anti-religiøse holdning.
Sovjets invasion af Afghanistan hvor supermagten kæmpede mod andre sunni muslimer forværrede kun situationen. Alt dette bidrog til at skabe et fjendtligt klima i republikken mod Moskva og den russiske minoritet i republikken. Dette var baggrunden for konflikten i Fergana regionen i juni 1989 og sammenstødene i Namangan i december 1990.
I august 1991 vedtog Uzbekistans øverste sovjet (parlamentet) loven om selvstændighed, og den 12. december underskrev den uzbekiske delegation i Alma Ata protokollen om dannelsen af Statssamfundet af Uafhængige Stater (SNG) - efterfølgeren til det opløste Sovjetunionen. Den 29. sammen måned blev der gennemført folkeafstemning og præsidentvalg i Uzbekistan. Et flertal stemte for selvstændighed og kommunistpartiets tidligere førstesekretær, Islam Karimov blev valgt til det nye lands første præsident.
I januar 1992 demonstrerede studenterne i Tashkent mod manglen på brød og prisstigningerne på de basale fornødenheder. Demonstrationen blev beskudt af sikkerhedsstyrkerne, 6 blev dræbt og snesevis sårede. I et forsøg på at mindske spændingerne offentliggjorde myndighederne en forhøjelse af uddannnelsesstøtten.
Samtidig intensiveredes kampen om lederskabet på de højere niveauer indenfor det islamiske præsteskab, hvilket bidrog til at styrke den verdslige præsident. Karimov stod for en hård autoritær ledelse, der havde til formål at bevare den politiske stabilitet. Da priserne i landet blev givet fri, udløste det studenterprotester, som regeringen slog hårdt ned på.
I marts gennemførtes en række tilbageholdelser i byen Namangan, der var den islamiske oppositions højborg. Det islamiske center blev angrebet, og flere islamiske ledere og ledere fra den demokratiske bevægelse Birlik blev arresteret.
I marts 1992 blev parlamentsformændene fra de forskellige parlamenter i Statssamfundet enige om at danne en interparlamentarisk forsamling med konsultative og koordinerende funktioner. Samme måned blev Uzbekistan optaget som medlem af FN.
I juni udstak præsident Karimov landets nye kurs, der skulle være baseret på den sydøstasiatiske model: eliminering af oppositionen og en modernisering af økonomien, der skulle tilpasses markedet.
Liberaliseringen af priserne, privatiseringer og økonomiske reformer blev sat i værk samme år, men var dog mindre vidtgående end i de andre tidligere sovjetrepublikker.
Gennem 1993 forstærkede Uzbekistan sine politiske kontakter med de andre tidligere sovjetrepublikker i Centralasien, oprettede diplomatiske forbindelser med Ungarn og underskrev bilaterale aftaler med Tyrkiet, Afghanistan og Pakistan.
Karimov blev kritiseret for langsommeligheden i landets økonomiske reformer. I januar 1994 fremlagde han derfor en plan for privatiseringer og annoncerede prisforhøjelser for de basale fornødenheder og energi på omkring 300 %.
Flere lande i Centralasien forsøgte at udforme et program til forbedring af miljøet omkring Aral søen. Men iflg. vestlige eksperter var en af forudsætningerne for at bremse udtørringen af søen, at Uzbekistan begrænser sit forbrug af søens vand til kunstvanding af bomuldsmarkerne.
På det diplomatiske plan slog landet - især fra 1995 - ind på en strategi, der havde til formål at bremse den russiske og iranske indflydelse i regionen. Karimov støttede aktivt USA's embargo mod Iran og fremsatte en opfordring til oprettelsen af et «fælles Turkestan» blandt landene i området, som han mente var truet af Ruslands «imperialistiske» tendenser.
I 1996 indrømmede parlamentet for første gang overtrædelser af menneskerettighederne begået i fortiden og vedtog ny lovgivning på området. I april og juni besøgte præsidenten henholdsvis Frankrig og USA, og understregede dermed Uzbekistans tilnærmelse til vesten.
Censuren af nyhedsmedierne var fortsat gældende i 1997, og de gode økonomiske resultater der gjorde landet til et af de mest blomstrende i Centralasien faldt sammen med en høj inflation og stærke begrænsninger på importen, der i høj grad berørte befolkningens levevilkår.
I juni afviste Uzbekistan at skrive under på den aftale, der formelt afsluttede borgerkrigen i Tadjikistan, og henviste til at denne blot ville øge den politiske ustabilitet, eftersom flere af de stridende grupper var holdt udenfor.
I slutningen af 1997 var Uzbekistan et af de 3 lande (sammen med Israel og USA), der stemte imod ophævelsen af blokaden mod Cuba i FN's Generalforsamling. Et flertal på 143 lande stemte for, at USA skulle ophæve sin ensidige blokade.
I begyndelsen af 1998 manifesterede Tashkent sin bekymring over islamisternes fremgang i Tadjikistan og «Wahhabi» sektens aktiviteter i Fergana dalen - et tæt befolket område, der er delt mellem Uzbekistan, Tadjikistan og Kirgisistan.
Den 25. maj 1999 lovede USA præsident Karimov et lån på 33 mio. dollars til fortsættelse af de økonomiske reformer. 4 dage senere overførte Verdensbanken 25 mio. dollars til centralbanken for at styrke den i dens overvågningsarbejde.
28. juni blev 6 mænd dømt til døden for bombeattentater gennemført i februar i hovedstaden. Attentaterne kostede 16 livet og sårede over 100. Iflg. menneskerettighedsgrupper anvender regeringen «faren» for et ekstremistisk islamisk oprør til at legitimere undertrykkelse af de religiøse og politiske rettigheder. Myndighedernes undertrykkelse blev øget og omkring 1000 uzbekere flygtede til Tadjikistan, hvorfra den uzbekiske regering bad om at få dem udleveret på anklager om meddelagtighed. Den 12. juli oprettede FN en mission i Tadjikistan for at overvåge flygtningenes situation.
Den 17. september anklagede udenrigsminister Abdulaziz Komilov, Tadjikistan for at støtte islamiske ekstremister, der opererer fra nabolandet Kirgisistan. Iflg. den tadjikiske opposition forværrede ministeren dermed «situationen i regionen».
I november støttede præsident Karimov Rusland i krigen mod Tjetjenien, der blev opfattet som en krig mod Islam. Politiske iagttagere bekræftede, at dette skridt var logisk (men irrationelt) for eliten i de tidligere sovjetrepublikker, der ironisk nok forsøgte at gøre op med islam i lande der overvejende er muslimske.
Den 9. januar 2000 blev Karimov genvalgt med 92 % af stemmerne. James Rubin der var talsmand for USA's udenrigsministerium erklærede, at valget «hverken havde været frit eller retfærdigt», eftersom vælgerne ikke havde andre «alternativer». Rubin fortsatte med at le og fortælle, at den eneste anden kandidat, Abulchafiz Dzjalalov havde erklæret, at han selv havde stemt på Karimov. Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde (OSCE) havde afvist at sende observatører og fremsatte en lignende kritik af valget.
Den 28. marts anklagede organisationen Human Rights Watch regeringen for at gennemføre en «brutal kampagne» mod religiøse aktivister. Tre uger senere tilbød USA's udenrigsminister Madeleine Albright under et besøg i landet en «pakke» på 3 mio. dollars til kamp mod narkotikahandelen og terrorismen. Med dette tilsagn bad præsident Karimov under et besøg i Delhi, Indien den indiske regering om samarbejde i kampen mod den internationale terrorisme i Afghanistan og andre lande i Centralsien.
I juni sluttede Uzbekistan sig til Shanghai gruppen, der bestod af Kina, Rusland, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadjikistan. De skes lande dannede nu Shanghai Samarbejdsorganisationen, der underskrev en aftale, der forpligtiger dem til at bekæmpe etnisk og religiøs militans.
Med indledningen af USA's angrebskrig mod Afghanistan i oktober 2001, blev Uzbekistan en af supermagtens vigtigste allierede i gennemførelsen af krigen pga. dets grænse mod Afghanistan. Tashkent ønsker selv at bygge en jernbane gennem Afghanistan til det indiske ocean. I dag har landet kun adgang til havet gennem Rusland mod nord. Karimov undertegnede en militæraftale med USA, der dermed fik stillet Uzbekistans luftrum og militærbaser til sin rådighed. Først i december 2001 og efter internationalt pres besluttede Karimov at åbne grænsen til Afghanistan for humanitær hjælp fra FN og andre internationale organisationer. Som tak for Uzbekistans hjælp ved invasionen blev landet lovet 160 mio. US$ i økonomisk hjælp af USA.
I januar 2002 blev Karimovs forslag om at forlænge præsidentperioden fra 5 til 7 år overvældende godkendt ved en folkeafstemning. Forslaget blev kritiseret af Vesten, der mente at Karimov søgte at forblive livsvarigt på præsidentposten.
Præsident Karimov besøgte USA, hvor de to lande underskrev flere samarbejdsaftaler. Efter at have eksisteret i 5 år blev Uzbekistans Menneskerettighedsforening i marts 2002 officielt anerkendt som landets første helt uafhængige menneskerettighedsorganisation. Iflg. organisationens medlemmer skyldtes anerkendelsen internationalt pres på regeringen og Karimovs besøg i USA.
I september blev en gammel grænsestrid med Kazakhstan endelig løst.
Trods et forbud siden 1992 gennemførte oppositionspartiet Erk (Frihed) et første landsmøde i juni 2003. I december blev premierminister Otkir Sultanov udskiftet med Shavkat Mirziyayev.
I marts 2004 blev omkring 20 personer dræbt af bomber og skud. Regeringen lagde ansvaret for drabene på islamiske ekstremister.
I april meddelte den europæiske genopbygnings- og udviklingsbank, at den reducerede den økonomiske bistand til Uzbekistan pga. langmodigheden i gennemførelsen af økonomiske reformer, og pga. den gradvise forværring af menneskerettighedssituationen. Udviklingsbanken havde bedt regeringen om at garantere en forbedring af menneskerettighedssituationen i 2003 og en omstrukturering af økonomien. Men på intet af områderne var der sket fremskridt, da banken besluttede at reducere bistanden. Banken fortsatte alene samarbejdet med den private sektor og med enkelte projekter indenfor det offentlige.
I slutningen af juli bekræftede myndighederne, at der havde fundet 3 eksplosioner sted i nærheden af USA's og Israels ambassader i Tashkent. En anden eksplosion fandt sted på statsadvokaturens kontor. Mindst to uzbekere døde ved eksplosionen ved Israels ambassade. Iflg. indenrigsminister Zakirdzhon Almatov blev 5 personer såret som følge af eksplosionen i statsadvokaturen. Karimov afbrød umiddelbart efter eksplosionerne sin ferie på Krim halvøen og vendte tilbage til Tashkent.
Attentaterne fandt sted kort tid efter indledningen af en række retssager mod formodede islamiske aktivister, der stod anklaget for medvirken ved en række bombeeksplosioner og skudvekslinger i marts samme år. Aktivisterne stod anklaget for terrorisme, religiøs ekstremisme og forsøg på at styrte regeringen.
I november 2004 fandt der omfattende demonstrationer sted i Kokand, der ligger i landets østlige del, i Fergana dalens vestlige ende. Tusinder af personer demonstrerede i Kokands gader mod nye love, der begrænser handlen. En af lovene erklærede anvendelsen af mellemhandlere for illegal, og en anden pålagde alle handlende at have et næringsbrev. Demonstranterne marcherede mod rådhuset, kastede sten mod politiet og tændte ild på flere af dets biler. Iflg. regeringen blev handelslovene vedtaget for at sikre forbrugerne lavere priser.
Sammen måned undertegnede præsidenterne for Uzbekistan og Turkmenistan i Bukhara en venskabsaftale, der afsluttede mange års mistænksomhed mellem de to lande. Karimov og Saparmyrat Niyazov erklærede, at fremtidige bilaterale emner vil blive forhandlet mellem de to landes regeringer. De to præsidenter var desuden enige om at dele de to landes vandressourcer og gøre rejser mellem landene enklere. Tidligere krævede det særlige tilladelser at passere grænsen mellem de to lande.
I maj 2005 gennemførtes den største folkerejsning siden landets selvstændighed i 1991. Den udløste omfattende undertrykkelse fra regeringens side med flere hundrede dræbte i byen Andiján i landets østlige del. Tusinder af bevæbnede demonstranter bragte byen i kaotisk situation med befrielse af fængslede og sammenstød med regeringens sikkerhedsstyrker. Selv om Karimov og regeringen hævdede, at de dræbte var terrorister, så pegede NGO'er, oppositionsledere og udenlandske journalister på, at der var kvinder, gamle og børn blandt de dræbte. Antallet af dræbte stemte heller ikke. Iflg. regeringen var tallet 169, deriblandt 32 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Andre kilder opgav langt højere tal. Storbritanniens udenrigsministerium talte om 500. Oppositionslederen Nigara Khidoyatova fra De frie bønders Parti fastholdt - trods dementier fra Karimov - at 745 var blevet dræbt af regeringsstyrkernes kugler under sammenstødene. I Geneve erklærede formanden for NGO'en Foreningen for retslig Bistand med hovedkontor i Tashkent, Nozima Kamalova, at landet var et diktatur, at der sad 6.000 politiske fanger i landets fængsler og at menneskerettighedssituationen var kritisk. Som konsekvens af massakren indførte EU sanktioner mod Uzbekistan.
Premierminister Mirziyoyev og Sydkoreas premierminister Han Myeong Sook mødtes i Tashkent i september 2006. De aftalte at Uzbekistan skulle levere 300 tons uranmalm til Sydkorea i 2010-14. Samhandelen mellem de to lande voksede de følgende år betydeligt.
Sanktionerne blev fornyet i maj 2007 som følge af den fortsatte alvorlige menneskerettighedssituation i landet. Tashkent erklærede at beslutningen var ubegrundet, kun tjente til at øge spændingerne i landet og vanskeliggjorde samarbejdsprojekter med EU.
Karimov stillede op til en 3. periode som periode ved præsidentvalget i 2007. Det var i strid med forfatningen, der kun tillader 2 perioder, men regimet mente end ikke det var nødvendigt hvordan han kunne stille op til en 3. periode. Han «vandt» valget med 90,77% af stemmerne. OSCE havde 21 observatører ved valget, som efterfølgende blev betegnet som «ligegyldigt» pga. den manglende valgkamp og kandidater.
USA har fortsat nære forbindelser til Uzbekistan som anses for strategisk vigtig for supermagtens politik i Centralasien - specielt ifht. Rusland, Kina, Iran og Afghanistan. I januar 2012 ophævede USA's ambassade en række restriktioner på samarbejdet med Uzbekistan. Det skete efter Pakistan havde afbrudt USA's forsyninger til sine besættelsestropper i Afghanistan. Våbenleverancerne til landet blev genoptaget, og USA fik til gengæld lov til at transportere forsyninger gennem landet til sine tropper i Afghanistan. Som understregning af sit tættere forhold til USA trak Uzbekistan sig i juni 12 ud af den russisk ledede CSTO forsvarsalliance. EU plejer ligeledes nære forbindelser til regimet.
Tortur er udbredt i Uzbekistan. Pressefriheden stærkt begrænset og ved udgangen af 2012 sad 10 af landets menneskerettighedsaktivister fængslet. Landet har siden 200 ikke tilladt FN's specielle menneskerettigheds rapportører adgang til landet.
Omkring februar 2014 satte præsident Karimov sin ældste datter Gulnara i husarrest, efter at de to gennem det foregående år havde fjernet sig fra hinanden.
FN's Menneskerettighedsråd bad i november 2014 Uzbekistan om at implementere de anbefalinger rådet i 1999, 2005 og 2010 havde givet landet med henblik på at standse anvendelsen af tortur i landet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i 2013-14 15 kendelser, der forbød tilbagesendelsen af arresterede uzbekere til deres fødeland. Som led i den såkaldte «krig mod terror» sættes hjemvendende uzbekere rutinemæssigt i isolation hvor de udsættes for yderligere tortur.
I december 2014 og januar 2015 gennemførtes parlamentsvalg. Landets liberal-demokratiske parti blev atter det største med 52 pladser ud af parlaments 150. Valgets taber var det tidligere kommunistparti OXDP, der gik tilbage fra 32 til 27 mandater. Det nationalistiske OMTDP gik til gengæld 5 mandater frem til 31.
Karimov lod sig i marts 2015 genvælge som præsident. Denne gang med 90,4% af stemmerne.
For USA er Uzbekistan en vigtig allieret, da det giver supermagten adgang til at sende forsyninger via Uzbekistan ind i Afghanistan. Af samme årsag kritiserer USA ikke diktaturet. EU er ligeledes tavs. Planlagte besøg af præsident Karimov i flere EU lande - bl.a. Letiland og Tjekkiet - i februar 2014 blev dog aflyst efter voldsomme protester fra menneskerettighedsorganisationer.
Karimov blev i august 2016 ramt af en kraftig hjerneblødning og døde få dage senere. Dødsfaldet udløste forvirring omkring arvefølgen. Senatsforkvinde Nigmatilla Yuldashev nåede at beklæde posten i 6 dage, inden den blev overdraget til premierminister Shavkat Mirziyoyev. Ved præsidentvalget i december fik han 88,6% af stemmerne. OSCE konstaterede, at oppositionen kun havde få muligheder for at komme til orde overfor det dominerende populistiske liberale regeringsparti. Samtidig med Mirziyoyevs indsættelse som præsident blev premierministerposten overdraget til Abdulla Aripov.
Landets nye præsident fortsatte Karimovs autoritære metoder. Uzbekere i eksil overvåges og er i flere tilfælde blevet bortført, for derefter at dukke op i fængsler i Uzbekistan. Landet har således lært af Israel og USA der anvender tilsvarende metoder. Uafhængige journalister og menneskerettighedsaktivister forfølges, stilles for retten og underkastes tortur.
Efter en kort reformperiode strammede regimet atter tøjlerne i 2020. I marts 21 blev det gjort strafbart at «fornærme» præsidenten med en straframme på 5 års fængsel. Bloggeren Valijon Kalonov blev arresteret efter den nye paragraf i august efter at opfordret til en boylot af det forestående præsidentvalg. I maj blev anti-korruptions blogeren Otabek Sattoriy idømt 6½ års fængsel på tvivlsomme anklager om bagtalelse og afpresning. Efter et skænderi med dommeren om dækning af sagen blev 3 journalister og en forretningskvinde selv dømt i november. En journalist fik 3 års fængsel for «foragt for autoriteter».
Mirziyoyev lod sig i oktober 2021 genvælge med 80,3% af stemmerne. Iflg. OSCE var der ikke tale om en fri valgkamp, og der var mange procdurale fejl. Sammenslutningen af uafhænge Stater betegnede valget som frit.
EU gav i april landet Generalised Scheme of Preferences (GSP+) status, der var en fordelagtig samhandelsesaftale. I juli mødtes udenrigsminister Abdulaziz Kamilov med USA's udenrigsminister Antony Blinken, der karakteriserede de to landes forhold som vitalt. Blinken erklærede videre at USA «ville fortsætte sin støtte til Uzbekistans reformproces, herunder styrkelse af menneskerettigheder og demokrati».
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 5/6 2022
Læst af: 66.013