Forenede Arabiske Emirater (UAE)
| Befolkning | 9,3 mio. |
| Valuta | E.A.U. dirhams |
| Areal | 83.600 Km2 |
| Hovedstad | Abu Dhaby |
| Befolkningstæthed | 31,1 indb./Km2  |
| HDI placering | 26 |
Beliggende i det sydøstlige hjørne af den arabiske halvø, strækkende sig fra Qatar-halvøen til Hormuzstrædet. Området består hovedsagelig af ørken med få oaser og wadi'er, dvs. udtørrede flodlejer. Kyststrækningen er et lavlandsområde med koraløer og sandbanker. Her findes størsteparten af olieforekomsterne, der for tiden udnyttes, og derfor også den største forurening. Landet er en af verdens vigtigste olieproducenter.
Kleptokrati og diktatur støttet af Saudi Arabien, USA og EU.
Folket: Arabere udgør 25% af befolkningen, heraf kommer de 13% fra andre arabiske lande, først og fremmest Egypten, mens 12% er fra emiraterne. Der er store grupper af indvandrere i landet, 45% af den samlede befolkning kommer fra især Bangladesh, Indien, Pakistan og Sri Lanka; iranere repræsenterer 17%, mens indvandrere fra andre asiatiske og afrikanske lande udgør 8%.
Religion: Flertallet af befolkningen, 94,9%, er muslimer - sunnier 80%, shiiter 14,9% - kristne 4%; andre 1,1%.
Sprog: Arabisk er det officielle sprog.
Politiske partier: Politiske partier og fagforeninger er forbudte.
Officielt navn: Daulat al-Imarat al-Arabiya al-Muttahida.
Administrativ inddeling: 7 emirater: Abu Dhabi, Dubai, Sharjah, Ajman, Umm al-Qaiwain, Ras al-Khaimah og Fujairah.
Hovedstad: Abu Dhabi, (Abu Zaby), 896.000 indb. (2009)
Andre vigtige byer: Dubai, 2.262.000 indb; Ash-Shariqah, 402.000 indb; Al-'Ayn, 283.800 indb; Ajman, 143.700 indb. (2008).
Regering: Føderation af enevældige monarkier. Forbundspræsident, dvs. statschef, siden november 2004: Sheikh Khalifa ibn Zaid Al Nahayan, emir af Abu Dhabi. Khalifas formue var i 2012 på 7,5 mia. US$. Familiens samlede formue var 150 mia. US$. Vicepræsident og premierminister siden januar 2006: Mohammed bin Rashid Al Maktoum; Det nationale Forbundsråd, der er den lovgivende forsamling, består af 40 medlemmer, udpegede af emirerne.
Nationaldag: 1. december (Proklamation af Unionen, 1971).
Væbnede styrker: 51.000 mand (2003)
I det sydøstlige hjørne af den arabiske halvø, mellem Jabal Ajdar-bjergkæden i Oman og den klippefyldte Najd-steppe i den centrale del af halvøen, udstrakt til Golfkysten, ligger Rub al-Khaliørkenen, der dækker størsteparten af Saudi-Arabien og næsten hele det område, der kendes under navnet De forenede arabiske Emirater (United Arab Emirates, UAE).
Indtil det 6. årh. havde oaserne, der lå spredt ud over området, vandreserver nok til at de ganske få indbyggere kunne dyrke landbrug. Befolkningen, der talte forskellige arabiske dialekter, bestod dels af landbrugere, handelsmænd eller håndværkere, koncentrerede i mindre landsbysamfund, dels de såkaldte «beduiner», et nomadefolk. Befolkningen ved kysten var beskæftiget med fiskeri i Golfen.
Selv om beduinerne var en minoritetsgruppe, herskede de i kraft af deres mobilitet og deres bevæbning over landbrugerne og håndværkerne. Beduinerne kan karakteriseres som en typisk stammekultur, under ledelse af mere eller mindre stabile familieoverhoveder.
Blandt bønderne og hyrderne havde religionen en social kontrolfunktion; dog tilsyneladende ikke i en klar defineret form. De lokale guder identificeredes som astronomiske fænomener og kunne materialeriseres i sten, træer eller dyr. Visse familier, der mente at besidde evnen til at tyde gudernes tale, opnåede kontrol over resten af befolkningen.
De byzantinske og sasanidiske imperier lå indtil begyndelsen af det 7. årh. i konstant krig med hinanden; konflikter, der involverede hele halvøen, omend ikke direkte for Emiraternes vedkommende. Under alle omstændigheder førte disse konflikter sammenholdt med etablering af handelsveje mange emigranter med sig.
Mens Muhammed stadig var i live indførtes islam uden større problemer. Det hjalp til at understøtte de lokale stammelederes magt, men ændrede ikke afgørende ved befolkningens livsform.
Med profetens død opstod konflikter mellem forskellige grupper, der kæmpede om den religiøse magt. Een af disse var Ibad'erne, de direkte efterkommere af Muhammed, som grundlagde Oman i midten af det 8. årh. Oman forblev selvstændigt indtil slutningen af det 9.årh. da det underlagdes Abasid'erne, hvis kaliffer hævdede at være universelle autoriteter; deres hovedstad var Bagdad.
Sunni-grenen af islam blev i løbet af det 11. årh. udviklet fra at være de herskendes religion til at være den almene. Ibad'erne fortsatte dog med at være en stærk religiøs autoritet indtil det 15. årh.
Havnene ved Golfkysten var af stor betydning for tekstil-, glas-, porcelæns- og krydderihandelen med Kina; fra disse havne transporteredes varerene via oaserne til Det røde Hav.
I løbet af det 17. og 18. årh. erobrede det osmanniske rige størsteparten af halvøen, men nåede aldrig frem til kystområdet i det sydøstlige hjørne. Ibad'erne havde genetableret deres kongedømme under Yaribi-dynastiet, mens Bahrein, længere mod nord, var blevet underlagt Iran.
Uden for osmannernes rækkevidde, blev det sydøstlige område et handelscentrum, der regeredes af familier, der havde direkte forbindelser til købmændene; her opstod ligeledes en omfattende piratvirksomhed, hvilket medvirkede til at området blev kendt som «Piratkysten».
De europæiske handelsskibes udvidede anvendelse af søvejen til Kapstaden medførte en betydelig omvæltning. Lidt efter lidt voksede englændernes indflydelse i området; de anvendte havnene i Golfen som stop på vejen til Indien og indledte en bekæmpelse af piraterne.
Med indgåelse af aftaler med de lokale ledere, lykkedes det englænderne i begyndelsen af det 19. årh. at opnå total kontrol med området. De såkaldte «Våbenhvilestater», det nye navn, der afløste «Piratkysten», bestod bl.a. af Abu Dhabi, Dubai og Sharja. Forbindelserne til Storbritannien fortsatte indtil begyndelsen af det 20. århundrede.
Indtil 1914 genopbyggedes den saudiske stat og blev en magtfaktor i det centrale Arabien, hvor man tilmed udgjorde en trussel mod osmannerne. Rusland, Frankrig og Tyskland forsøgte til gengæld at forstærke deres indflydelse i regionen. Det tvang briterne til at formalisere forholdet til «Våbenhvilestaterne», Bahrein, Oman og Kuwait, der overlod ansvaret for udenrigspolitikken til den engelske regering.
Den 1. verdenskrig, der samtidig betegnede afslutningen på det osmanniske rige og betød uafhængighed for nogle at landene på den arabiske halvø, ændrede ikke på forholdet mellem Storbritannien og Våbenhvilestaterne. London havde stor indflydelse på lederen af det nye kongedømme i Saudi-Arabien, Abd al-Aziz. Som noget nyt oprettedes luftruter med lufthavne i Golfområdet, der sammen med lufthavnene i Egypten, Palæstina og Iraq kom til at spille en vigtig rolle.
I mellemkrigstiden koncentrerede Storbritannien sin opmærksomhed mod Egypten og Iraq, hvor man allerede var begyndt at udnytte olieforekomsterne. Efter afslutningen på den 2. verdenskrig ændredes forholdet mellem de arabiske stater afgørende. I 1945 oprettedes Den arabiske Liga, med deltagelse af de lande, der havde opnået en vis grad af selvstændighed.
I begyndelsen af 1960'erne var man blevet klar over, at olieforekomsterne i Mellemøsten var blandt de største i verden. USA og Storbritannien forsøgte i samarbejde at opretholde kontrollen over Golfområdet, hvor landenes indtægter for næsten 100%'s vedkommende stammede fra olien.
Abd al-Nassers tiltagende indflydelse i den arabiske verden tvang englænderne til at afgive mere magt til de lokale regeringer i protektoratet. I 1968 besluttede man at trække alt militær tilbage fra området; samme år oprettedes som en underafdeling af OPEC, de olieproducerende landes sammenslutning, OPAEC, der udelukkende bestod af de arabiske olieeksporterende lande.
Da englænderne i 1971 definitivt trak sig ud af området, startede en større udvindelse af boringerne i Abu Dhabi. Fastlæggelsen af de indre grænser i regionen fik stor betydning. På britiske initiativ oprettedes samme år De forenede arabiske Emirater uden deltagelse af Qatar eller Bahrein.
Umiddelbart efter grundlæggelsen blev den nye stat tvunget ud i en konflikt med Iran, som med henvisning til historien, invaderede øerne Abu Mussa, Tunb al-Cubra og Tunb al-Sughra i Hormuzstrædet. I begyndelsen var man vidne til en konstant vækst i olieudvindingen, først og fremmest i de tre største emirater: Abu Dhabi, der stod for 79%, Dubayy og Sharja, samtidig med man udvidede den nationale kontrol over udvindingen.
Da OPEC i 1973 besluttede at hæve oliepriserne med 70% og samtidig reducere produktionen med 5%, begyndte en ny æra for forholdet til den industrialiserede verden. Konsekvenserne af denne politik var revolutionerende. Fra spotpriser på 1,5 dollar pr. tønde i begyndelsen af 1970'erne steg priserne i 1973 til 10 dollars og i perioden fra 1979-1980 til 34 dollars pr. tønde. Den årlige vækstrate op gennem 1970'erne var i Emiraterne på over 10% som følge af disse prisstigninger.
Denne situation medførte øjeblikkelige konsekvenser: den hastige fremvækst af store byer med moderne infrastrukturer og de store kolonier af indvandrere der blev tiltrukket af områdets økonomiske muligheder. Ikke mange af den oprindelige fiskerbefolkning blev tilbage ved Golfkysten.
Krigen mellem Iran og Iraq brød ud i 1980'erne. Selv om det lykkedes Emiraterne at opretholde en vis neutralitet, bistod man irakerne økonomisk for dermed at undgå en veritabel «iranisering» af området. Efter afslutningen på krigen fremstod Emiraterne som Mellemøstens tredjestørste olieproducent efter Saudi-Arabien og Libyen.
Selv om myndighederne i 1981 havde forsøgt at forstærke andre sektorer inden for industrien, tillod teknologiske uoverensstemmelser med andre lande og det forholdsvis beskedne hjemmemarked ikke en industriel reform af et sådant omfang, at man kunne skimte mulighederne for en reduceret afhængighed af olien.
Landet var blevet optaget i Sammenslutningen af Alliancefri Stater og havde støttet palæstinensernes krav. I slutningen af 1986 oprettedes diplomatiske forbindelser med det nu opløste Sovjetunion og med Folkerepublikken Benin. I 1987 fornyedes forbindelserne med Egypten, der havde været afbrudt siden indgåelsen af Camp David-aftalen med Israel.
Emiraterne var på de allieredes side under Golfkrigen mod Iraq i 1991. Efter afslutningen på krigen forekom industrireformen at få mere vind i sejlene med åbningen af frihavnen i Jabel Ali, hvor flere end 260 udenlandske virksomheder åbnede filialer.
I marts 1991 undertegnede Samarbejdsrådet i Golfen en sikkerhedsaftale med USA, der skulle garantere freden i området ved hjælp af en fælles militær strategi og med oprettelsen af nye mekanismer, der bl.a. skulle forhindre et våbenkapløb.
Iran reducerede efter syrisk mægling sine territorialkrav på øerne i Hormuzstrædet, som man havde holdt besat siden 1970'erne. Teheran opretholdt dog kravet på Abu Mussa, men har tilladt de fordrevne arabere at vende tilbage. Konflikten bliver efter krav fra Emiraterne behandlet af internationale instanser.
Gentagne indvandrerstrømme har skabt en meget heterogen befolkningssammensætning. Iflg. statistikker fra 1993 udgør araberne knap ¼ af den samlede befolkning; Heraf kommer mere end halvdelen fra andre arabiske lande, hovedsageligt fra Egypten. Resten af befolkningen er sammensat af indvandrere fra Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka, Iran og andre afrikanske og asiatiske lande.
Alt tyder på, at den islamiske fundamentalisme har øget sin indflydelse i Emiraterne i perioden mellem 1993-96. Præsidenten for unionen, sheik Zaid, har ved gentagne lejligheder - som f.eks. ved en tale der markerede afslutningen på Ramadanen i 1993 - givet udtryk for bekymring over «den islamiske ekspansion.» I februar 1994 besluttede Zaid at udvide den islamiske lovgivning til at omhandle adskillige lovovertrædelser, der indtil da havde været behandlet af civile domstole.
I 1995 etableredes nye kontakter, der skulle forsøge at løse uoverensstemmelserne med Iran om de omstridte øer i Hormuzstrædet. Det førte dog ikke til resultater. Efter USA's trusler om at invadere Iraq, gav sheik Zaid udtryk for, at han mente det irakiske folk fortjente en ny chance. Senere erklærede han, at denne form for militær aktion ville være «uacceptabel og destabiliserende». Indenrigspolitisk videreførte man linien om økonomisk åbenhed, der bl.a. førte til grundlæggelsen af byen Ra's al-Khaymah i 1998; der er tale om Mellemøstens første frihandelszone. Anklagerne mod styret for omfattende overtrædelser af menneskerettighederne fortsatte med uformindsket styrke, mens myndighederne stadig begrænser udlændingenes rettigheder i et land, hvor 3/4 af indbyggerne er indvandrere.
Faldet i oliepriserne fik regeringen til at forsøge at reducere befolkningens ødselhed. Med dette formål for øje begyndte staten i slutningen af 1999 at arrangere offentlige bryllupper til en pris af 16.000 US$ - kun en tredjedel af de traditionelle private bryllupper. Samtidig anbefaledes undersåtterne nøje at studere, hvem de giftede sig med.
På grundlag af den islamiske lov, shariaen dømte en domstol i emiratet Fujairah i februar 2000 en indonesisk indvandrer til stening - en straf der sjældent anvendes i landet.
Sammen med Saudi Arabien og Pakistan var de Forenede Arabiske Emirater de eneste stater der anerkender talibanernes regering i Afghanistan. I april 2000 besluttede Emiraterne at genåbne deres ambassade i Baghdad, trods det tidligere brud med Iraq.
Fald i olieprisen medførte i 2001 en opbremsning i den økonomiske vækst. Landet er i gang med at gøre sin økonomi mindre afhængig af olien, og nye sektorer som aluminium, turisme, telekommunikation og luftfart tegnede sig dette år for to tredjedele af BNP og 30% af eksporten.
Som led i sin «forskønnelsespolitik» besluttede emiratet Ras al-Khaimah, at give bøder på 135 US$ til firmaer, hvis reklameskilte rummer ortografiske fejl. Bøden fordobles ved gentagelse, og gentages fejlen en tredje gang, lukkes firmaet.
Efter at et irakisk skib med smuglerolie i april 2002 var gået ned i Golfen, besluttede Emiraterne at forbyde sejlads i sit territorialfarvand for skibe fra 10 nationer, der er på den Internationale Søfartsorganisations sorte liste.
Røde Halvmåne i de Arabiske Emirater offentliggjorde i juni 2003 en donation på 110.000 US$ til bygning af nye huse til ofrene for oversvømmelser i Bangladesh, samt andre 52.700 US$ til sociale hjælpeprogrammer i Asien og Stillehavsområdet.
Verdensbanken vedtog i august støtte til teknologisk udvikling i Emiraterne. Regeringen ønskede at fortsætte sine planer for divercificering af økonomien, og teknologiudvikling passede fint indenfor rammerne af disse planer.
Regeringens økonomer kunne i februar 2004 meddele, at betalingsbelancen fortsatte udviklede sig positivt. Overskuddet steg fra 10,7 mia. US$ til 12,2 i 2003.
I marts blev USA's ambassade i de Forenede Arabiske Emirater, i Abu Dhabi, samt generalkonsulatet i Dubai midlertidigt lukket «pga. en specifik trussel». USA advarede om stærke trusler om angreb mod nordamerikanske interesser i Mellemøsten og Nordafrika efter Israels likvidering af Hamas' åndelige leder Ahmed Yassin i Gaza kort forinden. Ambassade og generalkonsulat blev derfor af sikkerhedsmæssige årsager evakueret i et par dage.
Den 2. november døde Emiraternes statschef, Sheikh Zaid ibn Sultan Al Nahayan. Vicepræsident og premierminister Sheikh Maktum ibn Rashid Al Maktum overtog midlertidig præsidentposten, til Sheikh Khalifa ibn Zaid Al Nahayan kun efterfølge sin far som Emir af Abu Dhabi. Ved en regeringsomdannelse i slutningen af måneden blev en kvinde for første gang optaget: Shaikha Lubna al-Qasimi blev udpeget til økonomiminister.
Den 5. januar 2006 overtog sheik Muhammad ibn Rashid Al Maktum posten som premierminister. Han mentes i 2010 at have en formue på 18 mia. US$.
En soldat i et troppekontingent fra emiraterne der var i Afghanistan for at bygge sundhedsklinikker på landet, skoler og moskeer blev i juni 2007 bortført af Taliban. Abu Dhabi bad om soldatens løsladelse og mindede om, at Emiraterne var ét blandt blot 3 lande der anerkendte den nye regering i Kabul efter talibanernes magtovertagelse i 1996.
Dubai har gennem det første tiår af det 21. århundrede udviklet sig til et moderne omdrejningspunkt i den arabiske verden, og har overtaget en del af den rolle Beirut havde frem til 1970. Selv om Dubais udvikling oprindelig var financieret af olieindtægter, er de vigtigste indtægter i dag turisme, ejendomshandel og financielle transaktioner. Byen er endvidere et trafikknudepunkt i Mellemøsten, og et knudepunkt for trafik mellem fjernøsten og Europa. Den blev dog ramt af den globale finanskrise der brød ud i 2008. Den ramte byens ejendomsmarked hårdt og førte til en kraftig opbremsning i byggeriet.
Dubai igangsatte i starten af det nye årtusinde en række spektakulære byggeprojekter, hvor især Emirates Towers, Palm Islands og Burj Dubai skildte sig ud. Burj Dubai skulle med 828 m blive verdens højeste bygning. De gigantiske byggeprojekter og specielt Palm Islands og Burj Dubai blev imidlertid indhentet af den globale finanskrise. Færdiggørelsen af Burj Dubai blev udsat, fordi bygherrene manglede penge pga. krisen, og Dubai endte med at måtte pengene i UAE selv. Da bygningen endelig stod færdig i januar 2010 blev den samtidig omdøbt til Burj Khalifa efter UAE's præsident. Dubai har en udlandsgæld på 80 mia. US$. Krisen har derfor ramt byen hårdt og sat mange byggeprojekter i stå.
Til at gennemføre de gigantiske byggeprojekter og i det hele taget holde byen i gang er der hentet 250.000 migrantarbejdere til byen, der generelt lever under kummerlige forhold. Det har de senere år ført til flere oprør. Finanskrisen førte i 2009 til, at flere tusinde arbejdere blev sendt hjem på «ubetalt ferie». Flere hundrede philipinske migrantarbejdere blev hentet hjem til Philipinerne samme år, efter de var flygtet fra deres arbejdsgivere, hvor de blev udsat for vold, manglende betaling eller underernæring. Selv om der blev indført ny lovgivning i 2007 der skulle forbedre forholdene for migrantarbejdere, behandles de fortsat dårligt, og lever som laveste underklasse i landet.
I januar 2010 dræbte terrorister fra den statslige israelske terrororganisation Mossad Hamas' repræsentant i Dubai, Mahmoud al-Mabhouh. Israel myrder oftest palæstinensere inde i de besatte områder, men har også gennem de sidste 40 år likvideret snesevis af palæstinensere udenfor Palæstina. Der var imidlertid det nye aspekt i Dubai likvideringen, at terroristerne havde anvendt forfalskede pas fra Australien, Irland og Storbritannien for at komme ind i Dubai. Det førte til diplomatisk krise mellem de tre lande på den ene side og Israel på den anden, og til udvisningen af flere israelske diplomater, herunder den israelske ambassadør i Australien.
Sheik Khalifa opkøbte i 2005 29,5 acres land i Seychellerne for at bygge sig et nyt palads i den lille østat. Købet og byggeriet blev godkendt af regeringen på tværs af eksisterende regler og myndighedskrav. UAE giver en betydelig «udviklingsbistand» til landet.
UAE slog i foråret 2011 hårdt ned på organisationer, menneskerettighedsaktivister og bloggere, der inspireret af det «Arabiske Forår» søgte at fremme demokratiske reformer. I april blev 6 bloggere arresteret, og efterfølgende blev 5 stillet for retten og dømt for «kriminel bagvaskelse». De havde på Hewar diskussionsforummet diskuteret omvæltningen i Egypten og behovet for demokratiske reformer i UAE. Ligeledes i spril udskiftede myndighederne bestyrelserne i Advokatsammenslutningen, Lærerorganisationen og 2 andre NGO'er. De 4 organisationer havde underskrevet et fælles dokument, der opfordrede til demokratiske reformer i landet. I sin rapport fra november 2014, "There is no Freedom here". Silencing dissent in the United Arab Emirates opregner Amnesty International 100 personer der siden 2011 var blevet stillet for retten, alene for at kræve politiske reformer. Mindst 67 af dem sad fortsat fængslede. Der var tale om politiske fanger. Diktaturet fratager hyppigt sine statsborgere deres statsborgerskab for deres demokratiske aktiviteter, eller lader dem simpelt hen forsvinde.
Fra april sendte UAE fly og skibe til Libyen for at deltage i NATO's omstyrtelse af Ghadaffi regimet i landet.
I maj begik den 32 årige inder Athiraman Kannan selvmord ved at springe ud fra 126. etage i Burj Khalifa bygningen. Det var det 26. selvmord begået af en inder i 2011. Baggrunden var, at Kannans arbejdsgiver havde afvist at give ham lov til at rejse til Indien på besøg. 88,5% af indbyggerne i UAE er migrantarbejdere, der mangler de fleste rettigheder - bl.a. retten til at organisere sig.
I december fratog myndighederne 6 medlemmer af den islamiske NGO el-Islah deres UAE statsborgerskab. I april 2012 blev 8 medlemmer af organisationen arresteret og sigtet for undergravende virksomhed. Arrestationerne fortsatte de følgende måneder. I marts havde myndighederne lukket 2 internationale NGO'er: National Democratic Institute knyttet til Demokraterne i USA og Konrad Adenauer Stiftung knyttet til CDU i Tyskland.
Ligeledes i april arresterede myndighederne 3 britiske statsborgere for narkosmugling. De blev udsat for tæsk og elektrisk tortur, hvilket fik landets nære allierede, Storbritannien til at udtrykke «bekymring» over behandlingen. Da Khalifa et år senere besøgte Storbritannien to den britiske regering sagen op med ham og de 3 blev løsladt i juli 2013.
I juli 2013 blev en norsk kvinde idømt 16 måneders fængsel for «sex udenfor ægteskab», after hun havde anmeldt at hun var blevet voldtaget. Hun var heldig hun var norsk, for dommen udløste internationale protester, der motiverede myndighederne til at benåde og løslade hende. Mindre heldige var 61 menneskerettighedsaktivister der i ligeledes juli blev idømt op til 10 års fængsel. De blev nægtet retten til appel, og blev som led i efterforskningen underkastet tortur.
I januar 2014 blev sheikh Khalifa ramt af en hjerneblødning, som han dog overlevede. Samme måned blev 20 egyptere og 10 UAE statsborgere idømt op til 5 års fængsel, anklaget for at have villet oprette en lokalafdeling af det egyptiske Muslimske Broderskab i landet. De blev udsat for tortur og blev i flere måneder inden retsagen nægtet adgang til juridisk bistand.
Khalifa udstedte i august 2014 Terrorlov nr. 7. Lovens definition af terror er så bred, at den kan anvendes mod alle former for politiske protester og idømme dødsstraf for disse. I november meddelte det statslige nyhedsbureau, at der var udarbejdet en liste over terrororganisationer. Deriblandt muslimske organisationer der arbejdede fuldt legalt i bl.a. USA og Norge. Listen illustrede ligesom de tilsvarende vestlige lister den fuldstændige vilkårlighed i karakteristikken af terror.
Migrantarbejderne i UAE arbejder under slavelignende forhold. I løbet af 2014 blev snesevis af dem deporteret efter at have gennemført en strejke, hvilket er ulovligt i UAE.
Den vestlige verden indledte i 2014 en voldsom kampagne mod Islamisk Stat (IS) i Iraq og Syrien, der blev anklaget for at bruge middelalderlige straffemetoder. De samme metoder anvendes i Golfstaterne - herunder UAE - og Saudiarabien. Afhugning af lemmer, piskning, stening og dødsstraf er skrevet ind i landets love. 21 blev dømt til døden i UAE i 2014 og mindst 1 dom blev fuldbyrdet. En kvinde i Abu Dhabi blev i maj dømt til døden ved stening for utroskab.
Som satellit til Saudi arabien sluttede UAE sig i marts 2015 til saudernes krig mod Yemen. UAE gennemførte luftangreb på Yemen og begik sammen med Saudi Arabien alvorlige krigsforbrydelser. Eftersom sauderne havde USA's opbakning var FN henvist til tilskuerens rolle. I september blev mere end 50 soldater fra UAE og Bahrain dræbt ved et våbendepot i Yemen, da dette sprang i luften.
Landet fulgte i februar 2016 i Saudi Arabiens fodspor og truede med at sende tropper til Syrien i konsekvens af det syriske regimes forstærkede militære offensiv mod IS, al-Nusra og andre væbnede modstandsgrupper.
I august 2016 gik myndighederne i UAE med til at tage imod 15 fanger fra USA's koncentrationslejr i Guantanamo.
Myndighederne fortsatte i 2016 med at afvise besøg fra FN's specialrapporteur for tortur og andre menneskerettighedseksperter. Regimet fortsatte sin forfølgelse af nationale og udenlandske journalister, der blev anklaget for at sprede «falske nyheder». I august forsøgte sikkerhedstjenesten at hacke sig ind i menneskerettighedsaktivisten Ahmed Mansoors iPhone. Den avancerede hacker software var leveret af det israelske firma NSO. Regimet fortsatte med at begå alvorlige forbrydelser mod menneskeheden som del af den Saudisk ledede krig mod Yemen.
Danmark støtter aktivt undertrykkelsen af menneskerettighederne i UAE. Dagbladet Information kunne i 2016-17 afsløre, at det danske erhvervsministerium havde givet eksporttiladelse til avanceret overvågningsudstyr fra Nørresundby virksomheden BAE Systems Applied Intelligence. Tilladelsen gjaldt eksport til diktaturstaterne Saudi Arabien, Qatar, Oman, UAE, Marokko og Algeriet. Det avancerede elektroniske udstyr blev anvendt til overvågning og forfølgelse af journalister, menneskerettighedsaktivister og oppositionelle. Allerede før det arabiske forår i 2011 havde BAE's forgænger, ETI leveret overvågningsudstyr til Ben Ali diktaturet i Tunesien. (Temaserie om dansk eksport af overvågningsteknologi, Information 2016-17)
I juni 2019 rapporterede det britiske dagblad The Sun at premierminister Al Maktoums hustru, princesse Haya havde søgte politisk asyl i Tyskland. Hun var flygtet fra sin mand. I december 21 blev parret skilt og Haya fik fuld forældremyndighed over sine børn. I 2020 afsagde en britisk domstol en kendelse, der fastslog at det var overvældende sandsynligt at despoten havde bortført sine egne børn, princesserne Shamsa og Latifa i henholdsvis 2000 og 2018.
Generalmajor Ahmed Naser al-Raisi stillede i maj 21 op som kandidat som præsident for Interpol. I november blev han valgt til posten med 69% af stemmerne. Fra 2015 var han generalinspektør i Emiraternes indenrigsministerium, som spiller en central rolle i diktaturets undertrykkelse. Han har arrestordrer på sig liggende i flere lande - bl.a. Sverige.
Human Rights Watch opfordrede i december 2020 den kommende US præsident Biden til at indstille USA's våbensalg til Emiraterne. I februar 21 meddelte den ny regering, at den ville indstille støtten til landets offensive operationer mod Yemen. Men i april meddelte Biden regimet, at det alligevel gav grønt lys for salg af våben til Emiraterne til en værdi af 23 mia. US$ som var forhandlet af tidligere præsident Trump. I september 21 vedtog EU parlamentet en resolution, der opfordrede EU's medlemslande til ikke at deltage i Expo 2020 i Dubai pga. de omfattende krænkelser af menneskerettighederne i landet.
Diktaturet fortsatte gennem 2021 sine krigsforbrydelser i Libyen og Yemen.
Flere tusinde danskere lever som ex-pats i UAE - de fleste i Dubai og næsten alle uvidende om forholdene i diktaturet. Både USA og EU har nære relationer til dikturet og afstår fra enhver kritik af forholdene i landet.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 24/1 2022
Læst af: 101.636