Oman
| Befolkning | 4,4 mio. |
| Valuta | Rials |
| Areal | 212.460 Km2 |
| Hovedstad | Mascate |
| Befolkningstæthed | 11,7 indb./Km2  |
| HDI placering | 54 |
Med sine 2.600 km kyster har det en strategisk placering ved afslutningen af den arabiske halvø mod sydøst, hvor størstedelen af verdens olietrafik passerer. Oman er afskåret fra resten af halvøen ved Rub al-Khali ørkenen. I vore dage er det ikke nomader der passerer gennem dette område. Det anvendes nu også til udvindingen af olie og naturgas. På grund af de friskere vinde fra havet, er klimaet bedre ved kysten. Sommeren er præget af monsunregn.
Monarki og diktatur, allieret med EU og USA.
Folket: Oman'erne er et arabisk folk, der udgør 73,5 % af befolkningen. Pakistanerne udgør 18,7 % af befolkningen.
Religion: Islam (officielt) praktiseres af 86 % af befolkningen. Flertallet tilhører ibadí sekten. Endvidere findes der minoriteter af sunnier og shiiter. Endelig findes der små samfund af hinduer og kristne.
Sprog: Arabisk (officielt og dominerende). Endvidere tales baluchi, urdu og engelsk.
Politiske partier: Der findes ingen legale politiske partier i sultanatet
Officielt navn: Saltanat 'Uman
Administrativ inddeling: 59 distrikter
Hovedstad: Masqat, 1.090.000 indb. (2008).
Andre vigtige byer: Salalah, 163.600 indb.; Nizwa, 74.400 indb.; Suma'il, 42.700 indb. (2000)
Regering: Enevældigt monarki uden nogen form for parlamentarisk kontrol. Haitham bin Tariq er sultan og har været ved magten siden januar 2020. Der findes et konsultativt parlament med to kamre: den konsultative forsamling (Majlis al-Shura) med 82 valgte medlemmer og statsrådet (Majlis al-Dawla) med 40 udpegede medlemmer.
Nationaldag: 18. november (Sultanens fødselsdag (1940))
Væbnede styrker: 43.500 (1996)
Paramilitære styrker: 3.900
Summeriske lertavler fra det 3. årtusinde f.v.t. omtaler Oman som et af de vigtige markeder for de mesopotamiske byers økonomi og for handelen med østen. Sømændene fra Oman beherskede det Indiske Ocean og bidrog dermed til at forbinde golfen med Indien, Indonesien og Indokina, og da den politisk-religiøse samling fandt sted i det 7. århundrede e.v.t. (se Saudi Arabien) blev disse forbindelser fundamentale for islams udbredelse. Kaliffernes magt var begrænset frem til ca. 690, hvor Abd Al-Malik slog til for at begrænse afvigende sekters udbredelse. Det tvang en række besejrede sheiker til at forlade landet, og en af disse - prins Hamza - emigrerede til Afrika, hvor han i 695 grundlagde Zanzibar (se Tanzania). Dermed skabtes de nære forbindelser mellem Oman og den afrikanske kyst, der varede ved frem til det 19. århundrede.
Ud fra et religiøst synspunkt gav det militære indgreb mod religiøse modstandere i Oman bagslag, for det bidrog kun til at styrke jariyita hierarkiet, der antog navnet ibadí - for Abdallah Ibn Ibad, religionens vigtigste præst. Omkring 751 udnyttede oman'erne arvefølgestridighederne i Damaskus til at vælge en iman - den spirituelle leder der gradvist udviklede sig til egentlig hersker. Den livlige handel ad søvejen med Afrika, Indonesien og selv Kina gjorde Oman til en magtfaktor i området, og landet blev derfor udsat for en lang række invasioner fra kalifferne i Baghdad, perserne, mongolerne og stammerne fra det indre af den arabiske halvø, der dog alle blev slået tilbage. Situationen forandredes dog, da portugiserne ankom til området i 1507. Deres stærke artilleri knuste flåden og fæstningsværkerne ved kysten og banede derved vej for besættelse af de vigtigste byer og for kontrol over Hormuz strædet. Portugiserne bevarede kontrollen i 150 år og kvalte handelen i golfen.
Fra 1630 indledte imanen Nasir Ibn Murchid fra det indre af landet kampen mod besættelsesmagten. Hans søn, Saif fuldførte kampen, da han i 1650 fik smidt portugiserne ud af Masqat, og i 1698 da øen Zanzibar og Mombasa på den afrikanske kyst blev generobret. Der skabtes en stærk stat, der politisk forenede de afrikanske og asiatiske territorier, der havde haft en fælles økonomi og kultur.
Sultan Saif, der var den tredje i Saiyid dynastiet, udstrakte magten over de afrikanske områder og overførte i 1832 statens hovedstad til Zanzibar. Men da han døde i 1856 var den britiske tilstedeværelse på begge kontinenter allerede meget stærk, og de var ikke rede til at tolerere tilstedeværelsen af et stærkt rige - i 1829 havde Saif erobret Dhofar syd for Oman. Englænderne udnyttede arvefølgestridighederne blandt sultanens sønner til at gå ind som mæglere, og på den måde lykkedes det dem at adskille statens afrikanske og asiatiske del. Den førstefødte Thuwaini blev gjort til sultan af Oman, mens hans bror Majid fik Zanzibar. Kongedømmet blev yderligere svækket i 1891 efter indgåelsen af en venskabsaftale med briterne, der gjorde det til en slags britisk protektorat.
I 1913 valgte folk fra det indre af landet deres egen iman i modsætning til sultanens arvefølgebaserede styre. Trods støtte fra britiske styrker der blev sendt fra Indien, var sultanen ikke i stand til at generobre oprørsprovinserne, og kampen endte først i 1920, da der blev undertegnet en aftale, der betød opdelingen af landet i to stater: sultanatet Muscat og imanatet Oman. Muscat fik kontrol over tolden og ret til at opkræve skatter på importerede varer fra Storbritannien. Til gengæld fik Oman løfte om, at sultanen i Muscat ikke ville blande sig i Omans affærer, eller give asyl til de kriminelle og oppositionsfolk, der flygtede fra Oman.
Muscat var ekstremt fattigt. Under 1 % af jorden var egnet til landbrug, og landet var kunstigt opdelt af kolonialismen. I perioden 1932-70 var det underlagt sultan Saif ibn Taimurs despotiske styre. Han modsatte sig fanatisk enhver «udefrakommende indflydelse» - herunder uddannelse og sundhedsforsorg. Det hindrede ham dog ikke i at give Royal Dutch Shell koncession på udvindingen af alle landets olieressourcer.
Imanen Ghaleb ibn Ali blev valgt i 1954. Han gik kraftigt imod dette skridt, erklærede landet for selvstændigt og anmodede om optagelse i Den arabiske Liga. Men den nationalistiske bevægelse blev i 1955 kvalt af britiske tropper, der invaderede landet og forenede det - under Taimurs ledelse - med navnet Det forenede sultanat Muscat & Oman. Siden denne periode bekæmpede en befrielsesbevægelse monarkiet - især fra den sydlige Dhofar provins.
Da briterne i slutningen af 1960'erne trak sig ud af golfen, blev Taimur styrtet af sin søn Qabus. Det skete den 23. juli 1970. De der troede, at den unge monark stod for fornyelse, tog fejl. Statskuppet handlede om at erstatte den britiske indflydelse med nordamerikansk.
Landets olieforekomster blev opdaget i 1964 og kommercielt udnyttet fra 1967. Siden da har olien været omdrejningspunktet for økonomien og udgør halvdelen af bruttonationalproduktet. Over halvdelen af landets befolkning er beskæftiget i landbruget. De opdyrker den smalle kyststribe, der er den eneste der er egnet til landbrug.
Med bistand fra USA oprettede Qabus en lejehær til bekæmpelsen af Folkefronten til befrielse af Oman og den arabiske Golf. Da lejehæren blev utilstrækkelig, indgik han en aftale med shah Reza Pahlevi om indsættelse af iranske tropper i konflikten.
Guerillaen var nødt til at trække sig tilbage pga. den iranske styrkes militære overlegenhed. Samtidig blev de iranske tropper i landet, gjorde nærmest Qabus' regime til deres protektorat og skabte fuld kontrol over det vigtigt Hormuz stræde.
Efter shahens fald i 1979 blev de iranske tropper hurtigt erstattet af ægyptiske kommandoer og soldater. Sultanen besluttede desuden at overlade USA øen Masirah som flybase. Den blev senere fulgt af baserne på Ihamrit og Sib, samt flådebaserne i Matrah og Salalah. To-tredjedele af landets statsbudget blev reserveret til militæret.
Oman har strategisk beliggenhed , da landet har fuld kontrol over olietrafikken ud af den persiske havbugt. Det fik USA til at koncentrere sine kræfter om at bide sig fast i området.
Landets isolation er gradvist blevet ophævet efter Qabus' magtovertagelse. Det er blevet åbnet overfor udenlandsk kapital, og der fundet en begrænset uddannelsesmæssig og kulturel udvikling sted. Alligevel har regimet bevaret sin autoritære orientering, der kendetegner gamle feudalsamfund. Den eneste opposition er Folkefronten til befrielse af Oman og den arabiske Golf, der i 1980 opgav den væbnede kamp. Den har forsøgt at danne en demokratisk front i alliance med de arabiske nationalistiske sektorer. Den har især lagt vægt på støtten til palæstinensernes sag, og på at alle udenlandske tropper skal ud af landet.
Under krigen mellem Iran og Iraq i 80'erne forstærkedes USA's tilstedeværelse i Oman. Supermagten nåede på at have 10.000 soldater i landet - overvejende på basen Masira, hvor der befinder sig atomvåben, og hvor fly fra Rapid Deployment Force er stationeret. I samme periode indkøbte Oman 2 eskadroner F-16 jagere.
I juni 1989 kunne Oman Petroleum Development Corporation berette om opdagelsen af det største naturgasfund de foregående 20 år. I marts indledte Oman en mere forsonlig kurs overfor Iran og indgik en økonomisk samarbejdsaftale, der var betinget af udviklingen af politisk stabilitet i regionen.
I kølvandet på Iraqs invasion af Kuwait og den efterfølgende Golfkrig suspenderede Oman sin økonomiske hjælp til Jordan og PLO. Samme år undertegnede udenrigsministrene fra Ægypten, Syrien, USA og de 6 golfstater en aftale i Ryad om bevarelse af regionens sikkerhed.
I 1991 offentliggjorde regeringen endvidere en plan for demokratisering af landet, der inkluderede oprettelsen af et parlament, der skulle vælges direkte af befolkningen.
Med udsigt til at landets oliereserver vil være opbrugt før år 2010 lancerede sultanen en plan for divercificering af økonomien med det formål at udvikle især fiskeriet, landbruget og turismen.
Siden 1981 havde landet kørt med statsunderskud og det fik i 1995 Verdensbanken til at erklære, at statens udgiftsniveau ikke kunne «opretholdes». Det fik sultanen til at offentliggøre et program for reduktion af de offentlige udgifter, en række privatiseringer samt skridt til fremme af udenlandske investeringer.
I 1996 offentliggjorde regeringen en 5 års plan, der skulle have til formål at bringe balance i budgettet i år 2000. Projektet havde samtidig til formål at mindske afhængigheden af olien, og inkluderede yderligere privatiseringer og stimuli for udenlandske investeringer.
Samme år indførte sultanen nye regler for udpegelse af sin efterfølger. Hvis familien ikke indenfor 3 dage efter hans død var i stand til at blive enige om hans efterfølger, skulle den kandidat han selv havde udpeget indsættes.
I januar 1997 blev Oman et af de første arabiske lande der oprettede diplomatiske og handelsmæssige relationer med staten Israel. Måneden senere blev tilnærmelserne dog bremset, da den Arabiske Liga satte spørgsmålstegn ved bygningen af nye bosættelser i den østlige del af Jerusalem.
I begyndelsen af 1998 drøftede Oman og de øvrige medlemmer af Golfens Samarbejdsråd muligheden af at ophæve sammenknytningen af deres valutaer med dollaren, for på den måde at hindre fremtidige fald i indkomsterne fra salget af olie. De 6 medlemsstater i Rådet råder over 45 % af verdens kendte olieressourcer, men taber årligt mange millioner dollars, pga. faldet i dennes værdi overfor andre valutaer.
I maj 1999 undertegnede Oman og de Forenede Arabiske Emirater en aftale, der fastlægger deres fælles grænse med Abu Dhabi. Begge parter var enige om, at den nøjagtige grænse mellem Oman og de øvrige emirater i sidste ende må fastlægges.
Efter 18 års stilstand begyndte regeringen atter at rekruttere unge til omans hær i Makram - et område der tilhørte Oman frem til slutningen af 1950'erne, men som i dag tilhører Pakistan. Oman var ophørt med sin rekrutteringspraksis, da det i 1982 var blevet angrebet af pakistanske tropper.
I marts 2000 besøgte USA's præsident Bill Clinton landet, og sultan Quabús benyttede lejligheden til at udtrykke støtte til erklæringen fra USA om, at landet agter at hæve en række af sanktionerne mod Iran.
Regeringen gav amnesti til illegalt indvandrede arbejdere i april 2001. Amnestien gjorde det muligt for illegalt indvandrede, der ikke var tiltalt for kriminalitet at forlade landet efter at have betalt en bøde på 125 US$ til arbejdsministeriet. Ifølge regeringen en forbedring ifht. den normale bøde på 25 US$ pr. dag opholdstilladelsen er blevet overskredet.
I juli blev 3 pakistanere henrettet efter illegalt at have indført narkotika i landet. De blev stillet for en henrettelsespeloton og skudt i fængslet i al-Manouwama - en bydel i Muscat.
I november 2002 dekreterede sultan Qabus en udvidelse af stemmeretten til alle borgere over 21 år. Indtil da havde stemmeretten været forbeholdt en udvalgt gruppe af lokale ledere, intellektuelle og fremtrædende forretningsfolk - omkring en fjerdedel af de 1,8 mio. borgere der kunne være stemmeberettigede.
For at reducere arbejdsløsheden forsøgte regeringen at erstatte den udenlandske arbejdskraft med lokal. Den besluttede samtidig, at alle ansatte indenfor regeringen fra 2003 skulle være fra Oman. Iflg. oficielle statistikker er en fjerdedel af landets indbyggere udlændinge.
Gennem opdagelsen af nye oliekilder og anvendelsen af moderne udvindingsmetoder forventede landet at øge sin daglige olieproduktion med 50.000 tønder. Produktionen havde ellers været faldende. For at forbedre økonomien søgte regeringen også at udnytte andre energireserver som gas.
I oktober 2003 gennemførtes det første valg i landet. Valgretsalderen var sat til 21 år. Vælgerne valgte 83 medlemmer til den Konsultative Forsamling, deriblandt 2 kvinder. I marts var en kvinde for første gang i landets historie (den 30 årige sheikh Aisha bin Khalfan bin Jameel al-Sayabiyah) blevet udpeget til minister. Hun fik ansvaret for Håndværks Ministeriet.
I maj 2005 blev 31 personer dømt til mellem 1 og 20 års fængsel, anklaget for at «konspiration med henblik på væbnet at styrte regeringen». De dømte blev dog benådet en måned senere.
I juli blev menneskeretsaktivisten og tidligere medlem af den Konsultative Forsamling, Taiba al-Mawali idømt 6 måneders fængsel for at kritisere myndighederne i artikler publiceret på internettet. En anden menneskeretsaktivist, Abdula al-Reyami, blev arresteret for at have kritiseret manglen på frihed i sultanatet.
Regeringen vedtog i juli 2007 en række initiativer, der sigtede mod at styrke kvinders deltagelse i valgene. Initiativerne skulle få kvinder til at stille op og stemme ved valget til den Konsultative Forsamling i oktober.
Oman introducerede i februar 2010 lovgivning der tillod oprettelsen af fagforeninger. Der eksisterer 70 forskellige fagforeninger. Strejker under enhver form og overenskomster er dog fortsat forbudt. 80% af de faglærte arbejdere er fra Pakistan, Bangladesh, Indien, Sri Lanka eller Philippinerne.
Storbritanniens dronning Elisabeth II besøgte i 2010 landet i anledning af nationaldagen.
I januar 2011 spredtes det «Arabiske Forår» til Oman. Der gennemførtes demonstrationer mod de høje leveomkostninger, arbejdsløsheden, korruption og med krav om afsættelse af flere af landets ministre. Efter at den egyptiske diktator Mubarak i midten af februar var blevet afsat, forsøgte sultan Qaboos at bremse protesterne ved at imødekomme demonstranterne på en række punkter: mindstelønnen blev hævet, støtten til arbejdsløse blev forhøjet, en række ministre afskediget, og samtidig lovede sultanen at skabe 50.000 nye arbejdspladser. Det stoppede ikke protesterne, der udviklede sig voldeligt. Den 27. februar blev en demonstrant dræbt og snesevis såret, da politiet åbnede ild mod flere tusinde demonstranter i Sohar. I løbet af marts spredte protesterne sig, og sultanen fyrede flere ministre og ændrede forfatningen således at Shura Rådet fik en række lovgivningsmæssige beføjelser. I oktober var der nyvalg til Shuraen og for første gang valgte de delegerede en formand for rådet. Parallelt med begrænsede reformer fortsatte arrestationer og retsforfølgelse af oppositionelle i landet. Samtidig fik landet sammen med Bahrain del i den 20 mia. US$ store hjælpepakke Gulf Cooperation Council (GCC) havde udformet for at dæmme op for oprørene mod diktaturerne i Golfen. Det lykkedes diktaturet at bremse utilfredsheden gennem øgede offentlige udgifter. De følgende år lå disse 70% højere end i 2010.
I 2012 begyndte myndighederne at slå ned på internetbrugere, der kritiserede regeringen eller sultanen. De første blev stillet for retten i september 2012 for at være kommet med «fræk og provokerende» kritik regeringen på nettet. Seks brugere blev idømt 12-18 måneders fængsel og bøder på omkring 2.500 US$ hver. Ialt fik 30 menneskerettighedsaktivister og systemkritikere fængselsdomme i 2012 og blev registreret som samvittighedsfanger. Hverken USA eller EU ytrer kritik af det manglende demokrati eller de alvorlige menneskerettighedskrænkelser i landet. Dertil er landet et for vigtigt marked, og hvad angår omgang med fanger og arrestanter er dets metoder ikke anderledes end de metoder f.eks. USA og Storbritannien anvender.
Myndighederne anvender en række forskellige torturmetoder: prøve-henrettelse, tæsk, hovedet bundet ind, isolation, udsættelse for ekstreme temperaturer eller konstant støj, overgreb og ydmygelse. Der var tegn på, at torturen blev mere udbredt efter det arabiske forår brød igennem i Nordafrika i 2011. Ytringsfriheden er stærkt begrænset i landet. Protester skrives derfor ofte på siden af æsler, der trasker omkring. Politifolk kan ikke bevare deres værdighed, hvis de skal løbe omkring og indfange æsler, så de før lov til at gå.
I august 2014 lod myndighederne grundlæggeren af Web sitet Mowatin Citizen, Mohammed Alfazari, forsvinde, efter han var gået ind på en politistation. I juli 2015 gik Al Fazari i eksil i Storbritannien, hvor han søgte om politisk asyl efter Omans myndigheder i 8 måneder havde nedlagt forbud imod at han kunne rejse ud af landet, og iøvrigt konfiskeret hans id papirer.
Ligeledes i august 2014 vedtog regeringen en ny statsborgerskabslov, der trådte i kraft i februar 2015. Den gav myndighederne mulighed for at fratage landets indbyggere deres statsborgerskab, hvis de formodedes at tilhøre en gruppe med synspunkter der vil «underminere Omans interesser». Regeringen fik dermed et værktøj i hænde til vilkårligt at fratage statsborgerskabet af og smide dens kritikere ud af landet.
Oman gennemgik i 2015 FN's Menneskerettighedsråds periodiske review (UPR). Landet accepterede nogle anbefalinger, men afviste andre. Bl.a.: afskaffelse af dødsstraf, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.
I januar 2016 accepterede landet at tage imod 10 fanger fra USA's Guantanamo koncentrationslejr. Alle yeminitter.
I marts 2016 henstillede FN's Komite for børns Rettigheder, at Oman ophørte med sin chikane af de menneskerettighedsaktivister der var involveret i børns rettigheder og tillod kvinder at give deres statsborgerskab videre til deres børn på lige fod med mænd.
Ligeledes i marts identificerede arkæologer ud for øen Al Hallaniyah vraget af skibet Esmeralda fra Vasco da Gamas togt i 1502-03.
Danmark støtter aktivt undertrykkelsen af menneskerettighederne i Oman. Dagbladet Information kunne i 2016-17 afsløre, at det danske erhvervsministerium havde givet eksporttiladelse til avanceret overvågningsudstyr fra Nørresundby virksomheden BAE Systems Applied Intelligence. Tilladelsen gjaldt eksport til diktaturstaterne Saudi Arabien, Qatar, Oman, UAE, Marokko og Algeriet. Det avancerede elektroniske udstyr blev anvendt til overvågning og forfølgelse af journalister, menneskerettighedsaktivister og oppositionelle. Allerede før det arabiske forår i 2011 havde BAE's forgænger, ETI leveret overvågningsudstyr til Ben Ali diktaturet i Tunesien. (Temaserie om dansk eksport af overvågningsteknologi, Information 2016-17)
Den danske teknologi fandt god anvendelse. Regimet fortsatte sin kampagne mod journalister og bloggere. I snesevis blev de hentet ind til afhøring og udsat for trusler. Mindst 8 blev i 2016 idømt fængselsstraffe på svage anklager. Regimet gik både efter de trykte og elektroniske medier. I august 2016 lukkede myndighederne dagbladet Azamn og stillede chefredaktøren og to af dets journalister for retten, efter det havde offentliggjort en række artikler om påstået korruption i regering og retsvæsen. Chefredaktør Ibrahim al-Ma’mari blev sigtet for 4 forhold, nyhedsredaktør Zaher al-‘Abri blev sigtet for 1 forhold og Yousef al-Haj for 6. Efterfølgende arresterede efterretningsvæsenet en anden journalist, Hamoud al-Shukaily, der på Facebook havde kritiseret arrestation og anklager mod Azamn journalisterne. I december omstødte en appelret lukningen af dagbladet, frikendte Zaher al-‘Abri og reducerede den straf på 3 års ubetinget fængsel de to øvrige journalister var blevet idømt.
USA og Storbritannien fortsatte deres betydelige økonomiske bistand til regimet. Bl.a. for at det kunne blive ved med at købe våben fra disse lande.
Sultan Qaboos udnævnte i sit testamente sin fætter Haitham bin Tariq til ny sultan. Qaboos døde i januar 2020 og fætteren overtog derefter magten. De foregående 18 år havde han beklædt posten som minister for arv og kultur i Qaboos' regering.
I maj 2021 gennemførtes demonstrationer i det meste af landet mod korruptionen og arbejdsløshed. Demonstranterne fik tæsk af sikkerhedsstyrkerne, og demonstrationerne døde derefter hurtigt ud.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 29/3 2022
Læst af: 69.705