Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Kvindebevægelsen internationalt

I 1800-tallet opstod der i en række lande kvindebevægelser, som kæmpede for at forbedre kvindernes sociale vilkår, skabe lige politiske og juridiske rettigheder for kvinder og mænd og for at opnå ligestilling i arbejds- og samfundsliv.

Kvindebevægelserne opstod på forskellige tidspunkter i de enkelte lande og adskilte sig på nogle punkter fra hinanden, mens der på andre var visse fælles træk. I alle lande udsprang kvindebevægelserne af politiske frigørelsesbevægelser eller af revolutionære situationer. Det var altså ikke udelukkende kvindeundertrykkelse eller modsætninger i kvindernes situation, som gav stødet til en organiseret bevægelse.

Når vi i denne artikel koncentrerer os om det, der skete i Frankrig, England, Tyskland, USA og Rusland, er det en begrænsning, som er valgt for at kunne give en mere konkret beskrivelse af udviklingen i de lande, som - på grund af deres stormagtsstilling - fik størst international betydning og gav inspiration til kvindebevægelserne i andre lande.

Tidlig debat om kvindespørgsmålet

Under den franske revolution i 1789 stod en række kvinder frem som kritikere af begrænsningerne i den borgerlige revolution. Kvindernes krav om lige politiske og juridiske rettigheder blev støttet af en naturretlig argumentation om universal lighed og ret. Denne argumentation inspirerede kvinder i England og USA i begyndelsen af det 19. århundrede, men fik ikke de samme organisatoriske konsekvenser som under revolutionen i Frankrig, hvor der blev dannet en række kvindeklubber, som aktivt kæmpede for rettigheder og reformer, der skulle forbedre kvindernes stilling. Den første organisering i Frankrig blev kortvarig, da den blev forbudt under revolutionens sidste fase, og der opstod først en ny bevægelse igen omkring 1830.

Både i England og USA foregik der en vis offentlig debat om kvindens stilling i begyndelsen af 1800-tallet. I England skete det i nær tilknytning til den utopisk-socialistiske bevægelse fra 1820'erne. I USA var debatten mere inspireret af antislavebevægelsen og afholdsbevægelsen, hvor kvinderne var aktive. Men først i anden halvdel af det 19. århundrede, opstod der en mere organiseret kvinderetsbevægelse, som koncentrerede kampen om at vinde politiske og juridiske rettigheder, og da havde bevægelsen mistet den revolutionære inspiration, som havde været til stede tidligere. Den naturretlige tænkning havde mistet meget af sin politiske kraft.

I Tyskland og Rusland fandtes der ingen kvindebevægelse i begyndelsen af det 19. århundrede, og der blev heller ikke ført nogen offentlig debat af betydning om kvindernes stilling. Begge disse lande var feudale samfund, hvor lighedstanken og naturretsbegrebet ikke havde fået noget gennemslag. I Tyskland opstod kvindebevægelsen først i tilknytning til den liberale marchbevægelse i 1848, men blev ikke fast organiseret før i 1860'erne. I Rusland var der ingen offentlig debat om kvindespørgsmålet før efter 1855, hvor nederlaget i Krimkrigen og tyrannen Nikolaj Is død åbnede en almen politisk debat, og først i 1860'erne startede en organiseret kvindebevægelse.

Faglig organisering

I 1800-tallet begyndte den faglige organisering af kvinderne, og som med kvindebevægelserne skete det på forskellige tidspunkter i de enkelte lande alt afhængigt af graden af industrialiseringen og arbejderklassens styrke.

I Frankrig skete den første organisering af arbejderkvinderne i tilknytning til den utopisk-socialistiske bevægelse i 1830'erne. Denne kvindeorganisering var både socialistisk og udtalt antipatriarkalsk. Disse perspektiver var til stede gennem hele århundredet - også gennem konfrontationerne med Proudhons patriarkalske kvindeopfattelse, som stod stærkt i den socialistiske bevægelse i Frankrig i 1860'erne.

Også i Tyskland skete organiseringen blandt arbejderkvinderne i tilknytning til den socialistiske bevægelse, men her skete det først for alvor i 1880'erne. Socialdemokraterne satsede bevidst på at opbygge en socialistisk kvindebevægelse i tilknytning til partiet. I modsætning til i Frankrig var denne bevægelse udtalt antifeministisk, d.v.s. at kampen mod patriarkatet blev nedtonet.

Opbygningen af fagbevægelsen i England og USA foregik, uden at der fandtes nogen socialistisk bevægelse af betydning, og organiseringen af arbejderkvinderne havde heller ikke noget socialistisk perspektiv. I begge lande havde kvinder deltaget i strejker siden begyndelsen af 1800-tallet, men organiseringen på faglig basis var sporadisk og kortvarig. I England i 1870'erne og i USA i begyndelsen af 1900-tallet blev der dannet organisationer, som skulle fremme den faglige organisering af kvinder, men begge steder var disse kvindelige fagorganisationer «mixed-classed», d.v.s. at flere kvinder fra middelklassen deltog - bl.a. i oplysningsarbejdet.

I Rusland fandt der naturligt nok ingen faglig organisering sted før i begyndelsen af 1900-tallet. Grunden var, at arbejderklassen talmæssigt var meget lille i det 19. århundrede, da landet endnu ikke havde gennemgået nogen industrialisering. (Se Klassisk marxistisk kvindeteori)

To retninger indenfor kvindebevægelsen

I alle disse lande fandtes der - på forskellige tidspunkter - to retninger indenfor kvindebevægelsen. Den ene havde sit udgangspunkt i kvindernes manglende juridiske og politiske rettigheder, mens den anden udsprang fra lønarbejdets vilkår og nødvendigheden af faglig organisering. Den organisatoriske forskel skyldtes hovedsageligt forskellige klassetilhørsforhold blandt kvinderne, men det betød ikke altid en forskel mellem «borgerlig» og «socialist». Arbejderkvindebevægelsen i England i det 19. århundrede havde ikke socialistiske traditioner, og i USA var socialismedebatten  svag også efter århundredeskiftet. I begge lande var der i perioder en udstrakt grad af samarbejde med kvinderetsbevægelsen. I Frankrig var den socialistiske organisering derimod udgangspunktet for kvindekampen fra 1830'erne og var ikke kun begrænset til faglige spørgsmål. En mere udpræget kvinderetsbevægelse kom først i stand i 1870'erne. 

Det var først og fremmest i Tyskland, at den organisatoriske forskel mellem to forskellige kvindebevægelser også blev et skarpt ideologisk skel. Her var der kun i en meget kort periode et samarbejde. Kvinderetsbevægelsen udviklede sig mere og mere i retning af velfærds- og velgørenhedsarbejde og blev udtalt antisocialistisk. Den socialistiske kvindebevægelse, under ledelse af Clara Zetkin, afgrænsede sig på sin side skarpt i forhold til den borgerlige kvindebevægelse og var imod ethvert samarbejde. I Rusland begyndte organiseringen blandt arbejderkvinderne for alvor omkring 1910, men efter revolutionen var kun en partiorganiseret kvindebevægelse tilladt.

I det 19. århundrede var det altså kun i Frankrig og i Tyskland, der fandtes en socialistisk kvindebevægelse. I Frankrig udsprang den af forskellige socialistiske retninger og blev aldrig så tæt knyttet til noget parti som i Tyskland. I begge lande var der hård kamp om kvindespørgsmålet i den socialistiske bevægelse. I Frankrig var Proudhon modstander af lønarbejde til kvinder, og det samme var Lassalles socialistparti i Tyskland. På 1. Internationales kongres i 1866 fik proudhonisterne flertal i debatten om kvindernes stilling, og 1. Internationale erklærede, at kvindernes plads var i hjemmet. Herover stod Marx, som forsvarede kvindernes ret til lønarbejde. I 1871 gik 1. Internationale ind for organisering af kvinder i socialistiske organisationer, men gav ikke principiel støtte til kvindefrigørelsen.

Først i 1889, da 2. Internationale blev dannet, støttede den socialistiske bevægelse kvindernes frigørelseskamp, og deres ret til arbejde udenfor hjemmet kom med i programmet. I 2. Internationale fik det tyske socialistparti, SPD, en dominerende rolle, og udviklingen i den tyske socialistiske kvindebevægelse blev bestemmende for modellen for en socialistisk kvindeorganisering. Clara Zetkin, som var leder for SPD's kvindepolitik, udviklede en strategi, som byggede på en tæt tilknytning mellem kvindeorganisationen og det socialistiske parti og lagde hovedvægten på mobiliseringen af arbejderkvinderne.

Splittelserne og de forskellige organisationsdannelser i kvindebevægelsen i det 19. århundrede var meget lidt et udtryk for uenighed om enkeltreformer. Bedre sociale vilkår, ret til arbejde og uddannelse og lige politiske og juridiske rettigheder var krav, som gik igen i hele kvindebevægelsen. Uenigheden mellem organisationerne gik først og fremmest på forskellige prioriteringer af kampmålene og forskellig rekrutteringspolitik - prioriteringer som viser tilbage til organisationernes forskellige klassetilhørsforhold.

I en vis grad gav disse forskellige tilhørsforhold sig udtryk i forskellig ideologisk forankring - henholdsvis borgerlig-liberal og socialistisk, men denne forskel er ikke entydig. Disse forhold kom tydeligst til udtryk i Tyskland og var mindst tydelige i USA.

Frankrig

I Frankrig blev debatten om kvindens stilling i samfundet rejst indenfor den samme politiske bevægelse, som førte til revolution i 1789. Filosoffen Condorcet udgav i 1787 et skrift om kvindens rettigheder og argumenterede ud fra et naturretligt perspektiv for, at kvinderne måtte få de samme borgerrettigheder, som tredjestandens mænd nu krævede.

Den franske revolution.  Da revolutionen brød ud i 1789, var kvinderne fremtrædende i forskellige sammenhænge. Flere steder i Frankrig deltog arbejderkvinderne i demonstrationer og optøjer mod fødevaremangel og dyrtid. I oktober 1789 erobrede kvinderne gaderne i Paris og førte an i de demonstrationer, som tvang kongen til at flytte fra Versailles. Flere kvindeklubber blev dannet, og fra disse kom en strøm af opråb og reformforslag, som især drejede sig om ægteskabslovene, kvindens sociale forhold og krav om lige politiske rettigheder.

I 1791 offentliggjorde en af de aktive i kvindeklubberne, Olympe de Gouges, en erklæring om kvindens rettigheder. Hun påberåbte sig revolutionens bærende principper og krævede, at kvinderne skulle stilles lige med manden på alle områder. Lighed for alle var revolutionens logiske følge. Følgen måtte desuden være, at ægteskabslovene blev revideret sammen med alle andre juridiske, retlige og uformelle forhold, som var med til at opretholde mandssamfundets privilegier overfor kvinderne. Olympe de Gouges opnåede imidlertid bare at provokere de revolutionære ledere og blev henrettet i 1793. På dette tidspunkt var al politisk virksomhed for kvinder blevet forbudt. Kvindeklubberne var blevet lukket ved forordninger, og ingen nye reformforslag angående kvinder blev taget op.

De tilløb til forbedringer, som trods alt var opnået (bl.a. retten til skilsmisse), blev stærkt svækket, da Napoleons lovværk kom i 1804. Dette lovværk fastslog på ny princippet om familiens ukrænkelighed og kvindens underlegenhed, og der gik lang tid efter dette nederlag, før der kom en ny bevægelse omkring kvindens rettigheder. Det skete først i tilknytning til den socialistiske bevægelse, som voksede frem omkring 1830. Bevægelsen var stærkt utopisk og religiøst præget og bestod af mange forskellige tendenser. Et fælles træk var dog kritikken af det borgerlige samfunds grundlæggende principper om økonomisk liberalisme, som nu i praksis havde vist sig ikke at skabe lighed, men derimod ulighed og uret.  

Utopisk socialisme og kvindespørgsmål. De socialistiske utopister havde en vision om et samfund, som skulle opbygges gennem en fuldstændig omorganisering af det bestående samfund indefra - gennem kollektiv organisering af produktion og privatliv. En af de centrale tænkere indenfor bevægelsen var Charles Fourier. Han udarbejdede i flere store værker detaljerede visioner om et samfund, hvor kvindens frigørelse var et centralt element, kritiserede den borgerlige familie som autoritær og lyst-undertrykkende og mente, at den måtte afløses af frie kærlighedforhold og kollektive boliger og arbejdsformer og at børnene skulle være fællesskabets ansvar.

Tilhængerne af Saint-Simon kritiserede endvidere det borgerlige ægteskab og kaldte det for «legaliseret prostitution». De ville genskabe det, de anså som en oprindelig idealtilstand: at kvinde og mand skulle udfylde hverandre fuldstændig. I dette komplementære forhold så de kvinden som den naturlige seksuelle og frelsende kraft - forudsætningen for at nå frem til frigørelse.

Utopisternes debat om idealsamfundet og kvindens frigørelse foregik hovedsageligt indenfor det liberale borgerskab. Men særlig den saint-simonianske del af bevægelsen rekrutterede i en periode medlemmer fra arbejderklassen. Bevægelsens romantiske kvindedyrkelse førte til krav om, at kvinder skulle med i alle ledende positioner i bevægelsen. Til den øverste ledelse blev der ganske vist aldrig fundet en kvinde, der var værdig til dette, men en række kvinder blev trukket med på lavere plan, og dette har medvirket til at kvinder fra arbejdermiljøet blev aktive som organisatorer, agitatorer og skribenter.

 

Kvindetidsskrifter før 1850. I 1832 begyndte en gruppe kvinder i den saint-simonianske bevægelse at udgive en egen avis med titlen «Femme Libre» (Fri Kvinde), hvor udelukkende kvinder fik lov at skrive. Avisen blev senere kaldt «La Tribune des Femmes». De, som skrev og arbejdede på avisen, Claire Démar, Suzanne Voilquin m.fl., begyndte hver især at tage afstand fra de autoritære og patriarkalske tendenser hos saint-simonianerne og udviklede sig mere i retning af Fouriers ideer.

Tonen i avisen var skarp feministisk. For første gang angreb en kvindeavis prostitution - også prostitution i ægteskabet. De skrev om seksuel oplysning, krævede seksuel frihed og fremsatte samtidig krav om sociale reformer, almen uddannelse og ytringsfrihed på linie med mænds, lige løn og ret til skilsmisse. Kvinderne omkring «La Tribune des Femmes» var for det meste arbejderkvinder, linnedsyersker og tekstilarbejdere, og de lagde stor vægt på deres stilling som proletarer. For dem var kvindefrigørelse en del af den socialistiske kamp.

I kølvandet på den socialistiske feminisme kom der flere borgerlige kvindegrupper, kvindetidsskrifter og kvindeaviser. En af de mest kendte var kvindeavisen «La Gazette des Femmes» (1836-1838), som blev grundlagt og drevet af en mand, Frédéric Herbinot de Mauchamps. De borgerlige kvindegrupper krævede også reformer, men begrænsede sig til en liberalistisk argumentation: kvinderne måtte have ret til uddannelse og stemmeret, men valgbarheden og stemmeretten burde være baseret på ejendom og skatteydelser. De accepterede de rammer, som det bestående samfund satte og som bl.a. tvang den socialistiske kvindeavis til at lukke i 1836.

Frédéric de Mauchamps markerede imidlertid sin støtte til de socialistiske kvinder, da han offentligt forsvarede en af deres ledere, Flora Tristan. Tristan havde skrevet flere bøger, hvor hun havde hævdet, at arbejderklassen ikke ville blive fri, før kvinderne blev frie, og hun skrev og talte om arbejderkvindernes dobbelte undertrykkelse.

 

Februarrevolutionen. Da februarrevolutionen brød ud i 1848, organiserede kvinderne sig i deres egne organisationer. I marts 1848 erklærede den provisoriske regering almen stemmeret, og straks efter udsendte en gruppe, som bestod af kvindeaktivister, kunstnere, arbejdere og lærere fra Paris, en erklæring om, at stemmeretten også måtte omfatte kvinderne. Flere kvindeklubber kom med i kampagnen for kvindernes stemmeret. En af forgrundsfigurerne var Jeanne Deroin, som skrev artikler og opråb, og som selv stillede op til valg. Sammen med bl.a. Suzanne Voilquin, Eugéne Niboyet, Elisa Lemonnier og Désiree Véret Gay startede hun også et dagblad for kvinder, som blev kaldt «La Voix des Femmes» (Kvindernes Stemme).

Efter flere måneders debat og politisk konfrontation stod det klart, at kvinderne ikke fik ret til at stemme eller til at lade sig vælge ind i parlamentariske forsamlinger. I lighed med i 1790 blev støtten til arbejdernes krav et afgørende argument mod dem.

Den kvindelige arbejdsstyrke var forholdsvis stor, i 1851 var 39% af de franske industriarbejdere kvinder. Kvindernes løn var meget lavere end mændenes, og der var stor arbejdsløshed blandt dem. Regeringen forsøgte at bøde på dette problem ved at oprette nationalværksteder, som for øvrigt blev en fiasko. Kvinderne i nationalværkstederne kritiserede organiseringen af arbejdet og krævede at overtage dette. De fremsatte krav om kortere arbejdstid og højere løn.

Den politiske agitation blev et påskud for regeringen til at lukke flere nationale værksteder. Dette førte til, at kvinderne gik i aktion mod klostre og andre steder, som havde overtaget arbejdet fra nationalværkstederne. Der blev dannet en arbejdsgruppe med flere ledende kvindeforkæmpere, som satte gang i organiseringen af arbejderforeninger. Flere steder var det kvinder, som var initiativtagere til de selvstyrende virksomheder.

Der blev også søgt om støtte fra den provisoriske regering til et stort anlagt projekt, som skulle bestå i at oprette et net af virksomheder, værksteder og forbrugerorganisationer, der sågar skulle have egne børnehaver, sygekasser, kantiner og biblioteker, men dette blev afvist. Kvindekooperativer blev imidlertid dannet uden støtte - ofte med basis i arbejderforeningernes net, som sikrede ordrer og afsætning for produkterne. Disse selvstyrende virksomheder fik imidlertid en kort levetid - i 1850 var der under 10 tilbage.

Spørgsmålet om uddannelse havde stået centralt i kvindebevægelsen før 1848, og nu tog en kvinde, Pauline Roland, initiativet til at danne en socialistisk lærerorganisation. Den skulle arbejde for uddannelse af piger og fik i en kort tid også regeringen til at opstarte pigeskoler.

Kvindekravene omfattede også en række andre fagområder, og der blev dannet et utal af kvindeforeninger og fagforeninger af kvinder i forskellige fag, f.eks. af jordmødre. Men den provisoriske regering indfriede ikke kvindernes håb, og efter Louis Bonapartes statskup i 1851 blev bevægelsen brutalt slået ned.

 

Proudhons angreb på kvindebevægelsen. Efter dette nederlag skulle det vare næsten 20 år, før der igen opstod en socialistisk kvindebevægelse i Frankrig. I 1850- og 60'erne kom Proudhon i stedet til at dominere den socialistiske bevægelses syn på kvindefrigørelse.

Allerede i 1848 havde han engageret sig i en debat om kvindernes krav om ret til arbejde, og i to artikler i avisen «Le Peuple» (Folket) erklærede han, at socialismen ikke kunne forenes med feminismen. I slutningen af 1850'erne udkom hans værk «De la Justice dans la Revolution et dans l'Eglise», hvor et af bindene hovedsageligt handler om ægteskab, kærlighed og kvindens rolle. Her hævdede han, at kvinden har sin naturlige plads i familien, som er samfundets grundenhed, og at kvinden er manden underlegen såvel åndeligt, legemligt som moralsk, og at man ved at lade hende tage arbejde udenfor familien ville opløse selve samfundet.

Proudhons tilhængere fik en dominerende stilling i den internationale socialistbevægelse i de følgende 60 år. Det var almindeligt, at mandlige socialister opfattede kvindearbejdet i industrien som en trussel mod deres egne muligheder for at organisere sig, og de prøvede at få kvindearbejdet forbudt. Kun Marx forsvarede det synspunkt, at denne udvikling var en nødvendig følge af kapitalismen og kun kunne imødekommes ved at organisere kvinderne i de socialistiske organisationer. Proudhonisternes linie havde imidlertid den største tilslutning gennem en længere periode.

I Frankrig blev Proudhon mødt med rasende protester fra kvinderne. I et skrift, som udkom i Paris  i 1860 og som fik stor udbredelse, gik flere kvinder til angreb på Proudhons kvindeopfattelse. Året efter udkom en bog om Proudhon, skrevet af Juliett Lamber. «Kvinderne vil ikke længere lade sig bruge af revolutionen, som det skete i 1789 og 1848» erklærede hun. «Fra nu af betragter vi ham, som går imod vore retfærdige krav, som en fjende af fremskridtet og revolutionen .....».

 

Kvindebevægelsen spreder sig. I borgerlige miljøer begyndte man nu for alvor at diskutere kvindespørgsmålet. I 1865 inviterede en frimurerloge i Paris til en foredragsrække om kvindernes stilling. Den unge og velstående Maria Deraismes talte og foredragene fik en meget stor tilslutning. Kvindernes stilling i samfundet blev nu debatteret i bøger og litterære saloner. Maria Deraismes brugte sin formue på kvindesagen. I fire år rejste hun rundt i Frankrig og holdt foredrag om kvinderne og deres krav.

Efter flere aktioner var det lykkedes en kvinde at tage en magistergrad i Lyon (1861). Kandidaten var Julie Daubie, som 5 år senere vandt en pris for sin undersøgelse af forholdene blandt kvinder i industrien. Undersøgelsen var baseret på interviews og statistikker og blev ledsaget af konkrete reformforslag med sigte på lige løn.

I 1869 dannede Maria Deraismes sammen med en anden frimurer, Léon Richter, avisen «Le Droit des Femmes» (Kvindernes Rettigheder). Den 16. april 1870 dannede de en kvindeorganisation «L'Association pour le Droit des Femmes» (Ligaen for Kvinders Rettigheder). I organisationens program stod spørgsmålet om uddannelse for kvinder centralt, og i denne periode var dette en sag, som var særlig aktuel i de socialistiske miljøer. For mange af de, som var vendt tilbage fra eksil eller deportation efter februarrevolutionen, var uddannelse og oplysning for arbejderklassen et arbejdsfelt, som det var tilladt at tage fat på. Elisa Lemonnier, som havde været med til at organisere en samarbejdsorganisation for kniplersker og syersker i 1848, dannede en fagskole for kvinder. Skolen gav både almen uddannelse og opbyggede en slags fagligt værn for de, som havde været i lære der. 

I slutningen af 60'erne begyndte en socialistisk kvindebevægelse igen at tage form. Faglig organisering blev mulig. I 1869 strejkede kvindelige arbejdere i silkeindustrien i Lyon, kvinder fra Paris organiserede kurser i arbejderkvarterene om kvindens rettigheder, om skilsmisse og ægteskab, og der blev dannet forbrugerkooperativer i arbejderbydelene. I kampen for politiske rettigheder aktionerede borgerlige og socialistiske feminister sammen.

 

Pariserkommunens betydning. Pariserkommunen blev en ny manifestation af de franske arbejderkvinders politiske styrke. Samtidige beretninger er fulde af vidnesbyrd om kvindernes indsats både i organiseringen af Kommunen og i selve barrikadekampene. Men den blev også en demonstration af, hvor lidt vægt socialisterne endnu lagde på kvindernes kår, og kvinderne opnåede ingen rettigheder under Kommunen. Der blev hverken gjort noget for at tage deres krav op eller gennemføre reformer, som kunne ændre deres retlige og politiske stilling i samfundet.

Efter Kommunen lå både den socialistiske og den borgerlige kvindebevægelse stille i en lang periode. Maria Deraismes' kvindeforening blev dannet og fik navnet «Selskabet til Forbedring af Kvindens Kår». Arbejdet begrænsede sig stort set til forsøg på at forbedre den gifte kvindes retlige stilling i ejendoms- og formuespørgsmål. I 1884 blev skilsmisse tilladt i visse undtagelsestilfælde.

 

Reformkrav og nationale kvindekongresser. I slutningen af 1880'erne begyndte der at udkomme kvindeaviser og -tidsskrifter igen, og nogle af disse tog kravet om stemmeret op. I 1878 tog Maria Deraismes sammen med en del andre kvinderetsforkæmpere initiativet til «International Kongres for Kvindens Rettigheder». På kongressen, som blev holdt i Paris, var også to arbejderkvindeorganisationer til stede, men deres tilslutning var forholdsvis lille. Tiltaget blev alligevel permanent, og frem til 1912 blev der afholdt hele 13 kvindekongresser.

Kongresserne fik officiel status i 1907 efter at have været halvofficielle i en periode. De afspejlede, hvilke krav kvindebevægelsen rejste og viste, at også arbejderkvinderne var med. De centrale krav var familie- og ægteskabsretlige reformer, lige uddannelse for kvinder og mænd, kortere arbejdstid, organisationsret og fulde faglige rettigheder, ret til faglig uddannelse og lønarbejde samt lige løn for lige arbejde.

Den faglige organisering af kvinder tog fart. Antallet af kvinder, som var fagligt organiseret, steg fra ca. 30.000 i 1900 til 240.000 i 1920. Men kvinderne blev stadig nægtet at organisere sig mange steder. Først i 1936 blev det tilladt for kvinder at blive medlem af metalarbejdernes forening. De borgerlige kvindeorganisationer udtrykte i flere tilfælde deres støtte til arbejderkvindernes krav, men denne støtte blev som oftest afvist både af kvinder og mænd i fagbevægelsen, bl.a. fordi den blev udtrykt i en meget paternalistisk form. Styrkelsen af arbejderkvindernes organisationer kom til udtryk ved, at der i tiden fra 1893 til 1914 var en række, ofte langvarige, kvindestrejker i forskellige brancher og virksomheder over hele Frankrig.

Intensiveringen af kvindekampen kom også til udtryk i en række feministiske publikationer af forskellig slags. I 1897 udkom et dagblad for og af kvinder, «La Fronde». Avisen udkom i 6 år og fik en vigtig stilling både politisk og journalistisk. Den erklærede sig som partipolitisk uafhængig, men var liberal og ateistisk i sin tendens.

 

Stemmeretsspørgsmålet. I slutningen af 1870'erne opstod der splittelse i den borgerlige kvindebevægelse på spørgsmålet om, hvor aktuelt kvindernes stemmeret var som krav. Hubertine Auclert brød med de mere forsigtige Richter og Deraismes og dannede «Selskabet for Kvindens Rettigheder», som i 1883 blev omdannet til «Kvindestemmeretten». Hendes arbejdsmetode illustreredes ved, at hun i 1880 nægtede at betale skat, fordi kvinderne ikke havde fulde borgerrettigheder. Men hun arbejdede også sammen med socialisterne, og på socialistpartiets kongres i Marseille i 1879 medvirkede hun til, at partiet programsatte stemmeret og lige juridiske rettigheder for kvinder. I begyndelsen af 1890'erne havde de fleste socialistiske grupperinger tilsluttet sig dette standpunkt.

Kvindernes stemmeret var blevet en hovedsag for den borgerlige kvindebevægelse, og kongressen i 1900 havde dette som tema. «Franske Kvinders Nationalråd», som blev dannet i 1901, gik også ind for stemmeret, og den franske stemmeretsbevægelse havde i 1912 10.000 medlemmer. Alligevel lykkedes det ikke at få gennemført kravet. Efter 1. verdenskrig blev kravet rejst igen flere gange og taget op som forslag i parlamentet, men det blev stadig nedstemt. Bevægelsen var i mellemtiden dabbet af, socialisterne anså ikke kravet om stemmeret for at være radikalt nok, og de borgerlige var svært moderate i deres kamp for det.

 

Mellemkrigstiden. Kampen for børnebegrænsning fik en betydelig plads i fransk kvindebevægelse i mellemkrigstiden. En forgrundsfigur i dette arbejde var Nelly Roussel (1787-1922). Hun var tilhænger af de ny-malthusianske teorier om børnebegrænsning og reduktion af verdens befolkningstal. I 1917 kom tidsskriftet «La Voix des Femmes», (Kvindernes Stemme), som var «feministisk, socialistisk, pacifistisk og internationalistisk». I dette blev Nelly Roussel fast bidragsyder.

Frem til 1940 lykkedes det at få gennemført en række sociale reformer gennem pres fra kvindernes mange råd og komiteer. Ægteskabslovgivningen blev taget under revision, men så sent som i 1938, kunne franske kvinder formelt ikke tage udearbejde uden tilladelse fra ægtemanden. De franske kvinder stemte første gang i 1945. Lovbestemt stemmeret fik de først i oktober 1946.

England

Den tidlige kamp for kvindefrigørelse i England hentede inspiration både i tidens religiøse og politiske bevægelser. Puritanismen i 1600-tallet og de nye religiøse menigheder i 1700- og 1800-tallet frembragte idealer om lighed, enkelhed og personlig værdighed. Radikale retninger indenfor disse bevægelser støttede fattigfolks interesser, og i nogle af sekterne blev det traditionelle kønsskel i religionsudøvelsen nedbrudt, og kvindernes ligeværd blev hævdet.

Både den nordamerikanske revolution (1776) og den franske revolution (1789) satte idealerne om frihed og lighed ind i en politisk sammenhæng og støttede sig til store folkelige bevægelser. Kvinderne begyndte nu at kræve, at de skulle have del i «menneskerettighederne», som blev formuleret som naturretlige krav. Mary Wollstonecraft skrev «Vindication of the Rights of Women» (Forsvar for Kvinders Rettigheder, 1792) i denne tradition. Hun så uddannelse af kvinder som det centrale middel til at ophæve undertrykkelsen og styrke kvinders selvfølelse og selvstændighed.

Reformbevægelsen i England i første halvdel af 1800-tallet var hovedsagelig populistisk og borgerlig-liberal. Der fandtes alligevel socialistiske miljøer, som specielt var inspireret af de franske utopister. Anna Wheeler var en central skikkelse i dette miljø. William Thompson dedikerede bogen «Appeal on the Half of the Human Race» (1825) til hende, og han modtog meget af sin forståelse for kvindeundertrykkelse fra hende: «Ligestillingen mellem kønnene er et mål, men dette mål kan ikke nås uden at hele konkurrencesamfundet bliver afskaffet, blandt andet må samfundet organiseres således, at det ikke længere er et handicap for kvinder at føde børn.»

 

Industrialisering og faglig organisering. I England var der i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet flere omfattende spontane oprør blandt fattigfolk i landsbyerne og arbejderne i byerne. Modstand mod dyrtid og udbytning gav udslag i strejker og oprør. Kvinderne havde en specielt aktiv og ledende rolle i fødevareoptøjerne, men deltog også i andre protestbevægelser.

Den industrielle revolution havde skabt et stort proletariat af industriarbejdere, men kun en lille minoritet blandt kvinderne fik arbejde på fabrikkerne. De fleste kvinder i 1800-tallet var beskæftiget i landbrug, hjemmeproduktion af manufakturvarer, i småhandel eller ved husarbejde hos bedrestillede familier. Folketællingen 1851 viste, at kun en fjerdedel af de engelske kvinder var lønmodtagere, og af disse udgjorde de ugifte kvinder et stort flertal. De gifte kvinder havde arbejdet med familien som hovedbeskæftigelse.

Selv om kun få kvinder var beskæftiget i industrien, og deres stilling var usikker og korttidspræget, deltog de alligevel i den begyndende arbejderorganisering, men uden at rejse direkte kvindekrav. Faglig organisering var forbudt mellem 1799 og 1824 - en tid præget af klapjagt på revolutionære.

Til trods for forbudet mod faglig organisering opstod flere arbejdersamfund - nogle specielt for kvinder. I Lancashire blev «Female Reform Societies» dannet i 1818-19.  I Manchester gik kvinderne ind i den mandsdominerede fagforening for spindere og deltog sammen med mændene i en strejke i 1818. Kort tid efter blev kvinderne imidlertid smidt ud af fagforeningen, fordi de havde overtrådt reglerne. Efter dette var fagforeningerne for spindere lukket for kvinder helt frem til slutningen af århundredet. I 1830'erne deltog kvinder igen i flere strejker. De protesterede mod dyrtid, underbetaling og trusler om arbejdsløshed.

Da «chartisterne» fra 1830'erne kæmpede for at udvide stemmeretten for mænd (se Chartistbevægelsen), støttede kvinderne denne kamp gennem «Female Political Unions», men uden at stille egne politiske krav. Efter at dele af den mandlige arbejderklasse fik stemmeret i 1867 steg antallet af fagligt organiserede i England . I 1868 blev den første nationale fagforeningskongres «Trade Union Congress» (TUC) holdt, og i 1874 blev «Women's Protective and Provident League» (WPPL) dannet på initiativ af Emma Paterson. WPPL's målsætning var at fremme den faglige organisering blandt kvinder og at arbejde for øget forståelse for arbejderkvindernes kår i hele befolkningen.

Stemmeretsforkæmperne lavede egen avis, som de solgte på utraditionel vis.

Organisationen kom i modsætning til mandlige fagorganiserede på flere punkter, bl.a. fordi den modsatte sig særbeskyttelse af kvinder i industrien af frygt for, at kvinder ville miste arbejdet og blive slået i konkurrencen med mændene. Mændene var også skeptiske overfor organisationens appel til og støtte fra middelklassekvinder.

I 1890 skiftede organisationen navn til «Women's Trade Union League» (WTUL) og lagde nu mere vægt på den direkte fagorganisering af kvinder. I begyndelsen tjente den som en paraplyorganisation for forskellige kvindelige fagforeninger, men dannede en ny organisation igen i 1906. «National Federation of Women Workers», som skulle tage sig af dette arbejde. Den blev efter kort tid anerkendt som en reel fagforening af TUC og blev optaget som medlem her.

 

Borgerlig kvindebevægelse. Den industrielle revolution og udviklingen af kapitalismen i England havde ikke forbedret arbejderkvindernes stilling. Unge kvinder fik i stigende grad lønarbejde, mens gifte kvinder enten blev frataget arbejdet eller sled sig op ved dobbeltarbejdet. Borgerskabets stigende rigdom indebar, at kvinderne i denne klasse blev mere og mere til pynt. De var isolerede i ægteskabet og økonomisk fuldstændig afhængige af deres mænd. Denne situation skabte krav om uddannelse og «passende» arbejde udenfor hjemmet.

Florence Nightingale fremhævede betydningen af erhvervsuddannelse for kvinder og lagde grunden for den moderne sygepleje. Filosoffen og økonomen John Stuart Mill lagde vægt på, at kvinder og mænd skulle have de samme rettigheder på alle samfundsområder og hans bog «On the Subjection of Women» (Om Underkuelsen af Kvinder, 1869) fik stor betydning for den gryende borgerlige kvindebevægelse. Mills krav var uddannelse, borgerlige rettigheder og en mere selvstændig stilling i familien. I 1867 fremførte han et forslag om stemmeret for kvinder i parlamentet, men blev klart nedstemt. Mills hovedsynspunkt var, at kvinder og mænd skulle stilles lige i det borgerlige samfund. Han ville ikke, som William Thompson, afskaffe det borgerlige konkurrencesamfund.

 

På tværs af klassegrænser. Frem til sidste halvdel af 1800-tallet var der i England meget lidt samarbejde mellem kvinder på tværs af klasseskellene, men i slutningen af århundredet og lige efter århundredeskiftet var der en stigende kontakt mellem middelklassens og arbejderklassens kvinder i spørgsmålet om kvindefrigørelse. Indtil da havde kvindespørgsmålet næsten ikke været rejst separat i arbejderbevægelsen, og de borgerlige kvinder havde isoleret spørgsmålet til deres egen klasse. «Women's Protective and Provident League» søgte støtte blandt middelklassekvinder - noget som bidrog til at mistænkeliggøre organisationen blandt fagorganiserede mænd.

Den nye kontakt på tværs af klasseskellene kom af en øget radikalisering af middelklassekvinder og af ny indsigt i arbejderkvindernes kår. Velgørenhedsarbejdet udviklede og forandrede sig for mange til solidaritet. Også socialisterne rekrutterede mænd og kvinder fra middelklassen - og de fik til dels en ledende rolle. Kampen mod prostitution var en af sagerne, som udviklede kontakten. Middelklassekvinder spillede her en ledende rolle, men de fik stadig større støtte fra arbejderklassen. Det gjaldt også modstanden mod en lov om kønssygdomme, som indebar at prostituerede kvinder skulle kontrolleres, mens mændene ikke skulle undersøges. Kvinderne krævede også, at de samme morallove skulle gælde for kvinder og mænd.

Emmeline Pankhurst bliver fjernet fra Buckingham Palace i 1914 for nok engang at have forstyrret ro og orden.

 
Stemmeretskampen. Selv om kampen for at bedre kvindernes sociale situation havde været ført gennem hele 1800-tallet, var det først gennem stemmeretskampen, at der blev dannet kvindeorganisationer, som var politiske. Målet var, at kvinderne skulle have politisk magt og medindflydelse. Troen på parlamentarismen gjorde, at man så på stemmeretten som et afgørende politisk magtmiddel. Denne tillid til parlamentarismen dominerede også den socialistiske bevægelse i England - både i «Independent Labour Party» (stiftet 1893) og senere i «Labour Party» (stiftet 1906).

Den marxistiske kritik af parlamentarismen stod svagt. Dens gennemslagskraft overfor de nye kvindeorganisationer blev bl.a. svækket af, at flere af de engelske ledere generelt var udtalt negative overfor kvindefrigørelse i begyndelsen af 1900-tallet. Belfort Bax, som var leder af den marxistiske «Social Democratic Federation» (SDF), var medlem af en organisation, som var dannet for at modarbejde stemmeret for kvinder. Hans argument var, at kvinder var mindreværdige fra naturens side, fordi de havde mindre hjerne end mænd.

Kampen for stemmeretten i England adskiller sig skarpt fra kampen i andre lande - både i betydning og i form. Ingen andre steder blev den ført så voldsomt - også i betydningen voldeligt. Den første kvindestemmeretsorganisation, «The National Society for Women's Suffrage» (NSWS), blev stiftet i 1871. Efter indre splittelse blev «National Union of Women's Suffrage Societies» (NUWSS) dannet i 1897. Begge disse organisationer stod i en borgerlig-liberal tradition og koncentrerede sig om at sende petitioner til parlamentet for at påvirke mændene til at give kvinder stemmeret. 

Den nye udvikling kom med «Women's Social and Political Union» (WSPU), som blev dannet i 1903 med Emmeline Pankhurst som en af initiativtagerne. Som udgangspunkt var dette en kvindegruppe indenfor «Labour Party», og den havde nære forbindelser med forskellige arbejderkvindeorganisationer - specielt i Nord-England. Denne kontakt med arbejderbevægelsen blev dog efterhånden mindre.

Til trods for flere splittelser forblev WSPU den dominerende organisation i stemmeretskampen i England. Der var kun et mål: stemmeret for kvinder. Denne reform skulle tvinges frem gennem en aktivist- og konfrontationslinie. Fra 1910 begyndte de en ren sabotagevirksomhed - fra vinduesknusning til brandstiftelse - og fra 1912 var WSPU en illegal organisation, som havde hovedkvarter i Paris og drev undergrundsarbejde i England. (Se Suffragetterne).

Sammenstødene med det borgerlige voldsapparat - tusinder af kvinder blev fængslet og flere blev dræbt - førte imidlertid ikke til kritik af det borgerlige samfund som sådan, og det førte heller ikke til nye alliancer med arbejderbevægelsen. Hensigten med konfrontationerne var først og fremmest at splitte mændene i de borgerlige partier, og den tidligere tilknytning til arbejderbevægelsen blev afbrudt. Magten lå ikke i arbejderbevægelsen, men hos mændene i det liberale og det konservative parti.

Emmeline Pankhursts datter Sylvia brød med WSPU og dannede ELSF, en organisation som var mere orienteret mod arbejderkvinderne. Her løslades hun efter en sultestrejke i fængslet.

WSPU blev bygget op som en militærorganisation, hvor al magt lå hos Emmeline Pankhurst og hendes datter Christabel. I 1914 brød «East London Federation of Suffragettes» (ELSF) ud - ledet af Emmeline Pankhursts anden datter Sylvia. ELSF var i opposition  både til optrapningen af de voldelige metoder og til højredrejningen i WSPU og stod selv for et nærmere samarbejde med arbejderbevægelsen. ELSF så selve organiseringen af kvinder - og da først og fremmest arbejderkvinder - som en del af målet. De organiserede huslejestrejke for stemmeretten, men startede også en legetøjsfabrik for kvinder uden lønarbejde samt en børnehave.

Første verdenskrig medførte at WSPU «nedlagde våbnene» med hensyn til stemmeretten og i stedet støttede krigen. De gik aktivt ind for indkaldelse af mænd til militæret og af kvinder til industrien. Da kvinder over 30 år fik stemmeret i 1918, var begrundelsen, at de havde gjort sig fortjent til det ved deres indsats under krigen. WSPU blev i 1917 omdannet til et «kvindeparti», og efter krigen stillede Christabel Pankhurst op til valg, men uden at blive valgt. Programmet havde kvindepolitiske krav som ligeløn, lige ret til job og uddannelse samt krav om 6 timers arbejdsdag for begge køn. Men programmet stillede også krav om, at fagforeningerne skulle afskaffes, at lønningerne skulle fastsættes ved lov og at den engelske race skulle holdes ren for blanding med andre folkeslag. Kvindepartiet forsvandt fra det politiske billede efter kort tid. Først i 1928 fik kvinder stemmeret på linie med mænd.

 

Efter første verdenskrig. Tendensen efter 1. verdenskrig gik i retning af opløsning af de separate kvindeorganisationer. Under krigen var der blevet dannet en række fagforeninger for kvinder, men under de hårde strejker som fulgte, havde disse organisationer ikke ressourcer nok til at holde sine medlemmer i strejke. I 1920'erne gik de kvindelige fagorganisationer i stigende grad sammen de mange større mandlige fagforeninger. I 1919 var «Women's Trade Union League» gået sammen med lignende organisationer i andre lande og havde dannet «International Federation of Working Women» (IFWW), som skulle fungere selvstændigt, men som blev en pressionsgruppe overfor «International Federation of Trade Unions» (IFTU) - den såkaldte «Amsterdam-internationale». I 1924 besluttede WTUL sig for at gå ind i IFTU og opløse sig selv som selvstændig organisation. Hensigten var at påvirke en fælles organisation indefra, men kvindernes krav blev helt nedprioriteret.

Andre krav. Stemmeretsbevægelsen i England koncentrerede sig - naturligt nok - først og fremmest om at kræve stemmeret for kvinder. Spørgsmålet om seksuel undertrykkelse, prævention og familiepolitik blev ikke taget op, til trods for at der havde været megen debat om dette i England siden slutningen af 1800-tallet. Grupper dannet omkring utopiske socialister, som Edward Carpenter og Havelock Ellis, arbejdede for seksualreformer og en ny seksualpolitik, som skulle indebære nye samlivsformer, adgang til skilsmisse, en friere seksualitet (også for kvinder), prævention og som skulle slutte undertrykkelsen af homoseksuelle.

Feministen og socialisten Stella Browne anså prævention og abort som nødvendige forudsætninger for kvinders kontrol over egen krop og over egen situation. Samtidig arbejdede andre grupper, der iblandt «The Malthusian League», for børnebegrænsning ud fra et befolkningsperspektiv. Befolkningen (racen) ville degenerere, hvis fødselshyppigheden faldt. Størstedelen af den socialistiske bevægelse var skeptisk overfor eller direkte modstandere af prævention og abort. De anså prævention og abort som midler til at holde arbejderklassen talmæssigt ned og dermed svækket. Den religiøst prægede modstand var desuden stærk i dele af «Labour».

Efter 1. verdenskrig blev kampen for prævention og abort central for kvinderne i arbejderbevægelsen. Der blev startet en række klinikker for mødre og børn, men til trods for en næsten entydig støtte fra arbejderkvinderne, gik «Labour» imod at lade disse klinikker give præventionsvejledning. Over hele landet blev disse spørgsmål diskuteret på møder i arbejdersamfundene og flere foreninger blev dannet for at presse kravene igennem. Først i 1930'erne gik «Labour», som da havde regeringsmagten, ind for at prævention skulle gives på «medicinsk grundlag». Året før blev abort tilladt, hvis der var fare for moderens liv.

Kampen for prævention og abort var blevet rejst i et frigørelsesperspektiv af de utopiske socialister og af kvinder, som var både feminister og socialister. I slutningen af 1920'erne var dette perspektiv i færd med at forsvinde. Argumentationen for reformerne blev ikke længere knyttet til kvindernes kontrol over egen krop og seksualitet, men blev stillet som velfærdskrav eller som en del af en ny befolkningskontrol. Den revolutionære socialistiske og feministiske del af arbejderbevægelsen havde altid været en mindretalsretning i England og mistede så at sige den sidste rest af medindflydelse i 1930'erne.

USA

En organiseret nordamerikansk kvinderetsbevægelse fandtes først fra ca. 1848, men også før den tid var der kvinder og miljøer, som arbejdede for kvinderettigheder. Kvindebevægelsen kan groft inddeles i to retninger: en del som primært organiserede sig i forhold til stemmearbejdet, og en anden del som udsprang fra lønarbejdets vilkår og den faglige organisering. Disse to retninger var ikke politisk adskilte. De arbejdede begge for mange af de samme sager, og en del af kvinderne (de mere fremtrædende) arbejdede indenfor begge retninger. Kontroversielle sager som familielovgivning, agitation for prævention og abort ser ikke ud til at have været organisationernes kampsager, men blev fremmet af kvinder både i stemmeretsarbejdet og det faglige arbejde samt af mere fritstående liberale.

Den nordamerikanske kvindebevægelse må ses i lyset af det samfund, som den udsprang fra. Samfundet var nyt og uden de institutioner og traditioner, som eksisterede i de europæiske samfund. Der fandtes ikke stærke socialistiske organisationsdannelser. Politisk kan man ikke sætte noget skel mellem de borgerlige og de socialistiske, og derfor finder man kun en lille del af de politiske overtoner i den nordamerikanske kvindebevægelse, som man finder i den europæiske. Indbyggerne var mennesker, som ikke kun var flygtet fra nød og arbejdsløshed, men også fra politisk og religiøs undertrykkelse. Det var indbyggere med forskellige kulturelle baggrunde, de havde forskellige sprog og tilhørte forskellige etniske grupper. De forskellige territorier og senere stater havde deres egen lovgivning. Dette indebar, at kvinderne i de forskellige stater havde forskellige rettigheder, og ændringer af lovene fandt sted på forskellige tidspunkter.

 

Historisk baggrund. Kvinderetsbevægelsen, som andre sociale bevægelser, fik deres ideer og inspiration fra forskellige kilder. Idealerne om frihed og lighed fra den amerikanske uafhængighedskrig var vigtige. Senere kom inspirationen fra den franske revolution. Samtidig fandtes der et mere moralreligiøst engagement mod uretfærdighed og umenneskelige forhold (f.eks. i kampen mod slaveriet), og mod slutningen af 1800-tallet dukkede bredere sociale reformbevægelser frem. Kvindebevægelsen blev påvirket af disse bevægelser, men var samtidig en del af disse. 

Nordamerikanske kvinder havde som udgangspunkt en relativ stærk position i samfundet, da kvindearbejdet var vigtigt for opbygningen af landet. Der var underskud af kvinder, og kvinderne kunne derfor enkelte gange opnå særlige rettigheder for en periode. Dette skulle friste flere kvinder til at udvandre eller slå sig ned i specielle stater/territorier. F.eks. kunne de engelske kvinder, som kom til Jamestown i 1609, få tildelt jord - noget som senere førte til, at de fik stemmeret. Det politiske og religiøse syn i en stat eller et territorium kunne også føre til særlige rettigheder, eksempelvis gav territoriet Wyoming kvinder stemmeret i 1869 - 41 år før den føderale lov blev ratificeret.

Kvinder, som kom til USA, fandt en ny - omend begrænset - frihed i forhold til det, de havde forladt, bl.a. kunne de gifte sig med hvem de ville. Men på flere områder svarede forholdene i kolonierne til engelske forhold. Selv efter uafhængighedskrigen (1771-76) var det den engelske Common Law, som bestemte kvinders juridiske stilling, selv om den blev revideret i enkelte stater. Abigail Adams, senere gift med præsident John Adams, var en af de kvinder, som argumenterede for, at den nye konstitution skulle garantere kvinders rettigheder. Hun skrev til sin mand: «... ønsker jeg, at du vil huske kvinderne og vise mere generøsitet og velvillighed overfor dem end deres fædre. Giv ikke ægtemændene ubegrænset magt. Husk at alle mænd ville være tyraner, hvis de havde muligheden. Vises der ikke særlige hensyn overfor kvinderne, er vi indstillet på at gøre oprør, og vi vil ikke underordne os republikkens love, hvis ikke vi får den samme ret til at stemme om dem». Men hun blev skuffet.

Først i midten af 1800-tallet begyndte der at ske ændringer. Indtil da var gifte kvinder helt afhængige af deres ægtemænd. Men i 1848, uden sammenhæng med den gryende organisering, vedtog staten New York, at gifte kvinder skulle have råderet over egen formue, men ikke over en eventuel lønindtægt eller over fast ejendom. Årsagen til denne lovændring var, at rige fædre ville forhindre, at svigersønnerne brugte døtrenes arv. Der gik mange år før kvinder fik råderet over egen indtægt.

Der var store sociale og kulturelle forskelle mellem stater og territorier og mellem forskellige indvandrergrupper med hensyn til, hvilke rettigheder kvinderne fik. Allerede ved oprettelsen af nogle af veststaterne fik gifte kvinder råderet over lønindtægt og formue, ret til at indgå forskellige typer aftaler, fik lige ret til børn og lige ret i arv og skifte. I øststaterne blev disse rettigheder indført langt senere - ofte efter kampe og skarpe konfrontationer i retssalen.

 

Antislavebevægelsen, afholdsbevægelsen og kvinderetsbevægelsen. Den nye forfatning tog ikke klart stilling til kvindernes stemmeret. Det blev overladt til de enkelte stater at tage stilling til, om der med «alle indbyggere» skulle forstås både mænd og kvinder. Nogle stater gav ordet en vid fortolkning og gav en del kvinder stemmeret, f.eks. New Jersey. Her blev loven imidlertid ophævet i 1807, men bevidstheden om, at stemmeretten også burde gælde kvinder, eksisterede fortsat, hvilket blev forstærket gennem kvindernes deltagelse i antislavebevægelsen. Den første antislaveforening blev stiftet allerede i 1706 - mange år før uafhængighedskrigen. Foreningen havde mange kvinder som medlemmer, og det var kvinder, som sad i ledelsen. Gennem dette arbejde fik mange kvinder organisationserfaring.

Den brede antislavebevægelse begyndte på grund af etisk eller religiøs overbevisning. F.eks. spillede kvækerne en vigtig rolle. Mange kvinder blev klar over, at deres juridiske stilling på mange måder kunne sammenlignes med slavernes. På grund af mænds modstand mod kvinder i foreninger, dannede kvinderne egne foreninger, som havde sociale og politiske programmer. Til den internationale antislavekongres i London i 1840 blev der i de amerikanske foreninger også valgt kvindelige repræsentanter. Men på selve kongressen blev kvinderne udelukket på grund af deres køn. Flere mandlige repræsentanter holdt sig borte fra kongressen i sympati med deres kvindelige kolleger og til støtte for kravet om taleret for kvinder.

To af de amerikanske repræsentanter ved kongressen var kvækerpræsten Lucretia Mott og Elizabeth Stanton, som var en religiøs og kvindepolitisk radikal kvinde. De to indkaldte i 1848 til en åbent kvindemøde for at diskutere kvinderettigheder (Seneca Falls, New York). Dette møde blev optakten til den organiserede kvindebevægelse i USA. Der blev dannet forskellige kvinderetsforeninger, som i 1850 slog sig sammen. På programmet havde de krav om politiske rettigheder, juridisk ligestilling og forbedring af arbejderkvindernes kår.

Ved siden af arbejdet i kvindeorganisationen var mange af kvinderne engageret i afholdsarbejde. I afholdsforeningerne mødte de en konservativ kvindeopfattelse, og de kvindelige medlemmer fik ikke de samme rettigheder som mænd. Efter 1852 dannede kvinderne egne afholdsforeninger, men de kom snart i konflikt med andre afholdsforeninger. Desuden blev kvindepolitiske radikale og kontroversielle kvinder som Stanton sat udenfor deres egne foreninger. Efter dette forlod kvinderetsforkæmperne afholdsbevægelsen.

Kvinderetsforeningen fortsatte og udvidede programmet med krav om uddannelse, ret til job og lignende. Men under borgerkrigen (1861-1865) indstillede de deres virksomhed. I 1866 fik mandlige negre stemmeret, og forskellen mellem mænd og kvinder var nu tydelig.

 

Stemmeretsforeninger. Under krigen havde kvinder fået mere arbejde og ansvar og samtidig større anseelse og selvstændighed, men de havde ikke fået stemmeret. I 1868 blev den første kvindestemmeretsforening dannet i New York, «National Woman Suffrage Association» (NWSA) ledet af Susan B. Anthony og Elisabeth Stanton. Et år senere blev «American Woman Suffrage Association» (AWSA) dannet i Boston. Forskellen mellem disse var, at AWSA anså stemmeretten som et mål i sig selv, men NWSA anså stemmeretten som et middel i kvinderetskampen. Desuden optog AWSA mandlige medlemmer. Politisk stod de ikke særlig langt fra hinanden, men foreningerne blev ikke slået sammen før i 1890 p.g.a. modsætninger mellem nogle af de ledende personer. Det hang desuden sammen med, at Stanton i andre sammenhænge allierede sig med politiske grupperinger, som tog afstand fra både kirke og ægteskab, hvilket chokerede medlemmerne i hendes egen forening, som frygtede, at disse grupper skulle skandalisere stemmeretsspørgsmålet. Dette førte foreningens politik over i en mere konservativ retning.

WTUL arbejdede parallelt med AFL og tog  et bredt spekter af politiske sager op - fra ottetimersdag til bedre undervisning for arbejderbørn.

Sammenslutningen af stemmeretsforeninger fik navnet «National American Woman Suffrage Association» (NAWSA), og blev frem til 1900 ledet af Susan B. Anthony. Foreningen satsede primært på at give kvinderne stemmeret i alle stater. Men selv efter sammenslutningen var dette ikke den største kvindeorganisation. Kvindeklubber, som gennem århundredet var vokset op omkring litteratur og sociale spørgsmål, sluttede sig sammen i «The General Federation of Woman's Clubs». Denne organisation fik først stemmeretsspørgsmålet på programmet i 1914.

I denne periode forandredes argumentationen for kvindelig stemmeret. Den fik af og til et fascistisk præg: negre, analfabeter og «degos» fik stemmeret, men ikke (hvide, oplyste) kvinder. Dette må ses i lyset af den samtidige racistiske holdning og modstanden mod indvandrergrupper, som udgjorde en trussel på arbejdsmarkedet. Frem til ca. 1912 ændrede metoderne sig ellers kun lidt. Hovedvægten blev lagt på møder, oplysning, petitioner og demonstrationer.

Fra 1910 blev NAWSA ledet af Carrie Chapman Catt. Organisationens metoder ændrede sig efter inspiration fra de engelske suffragetter. En gruppe kvinder, som havde været i England, dannede først egen gruppe indenfor NAWSA og senere blev organisationen «National Woman's Party» stiftet. Som suffragetterne lod de sig arrestere, sultestrejkede m.v. Både stemmeretskampen og organisationen fik stor tilslutning i årene som fulgte. Medlemstallet i NAWSA steg kraftigt, fra 17.000 i 1905 til 100.000 i 1915 og til 2 mio. i 1917. I 1920 blev loven om kvindestemmeret vedtaget af kongressen.

 

Kvinder og arbejde. I 1600-tallet var de fleste kvinder hjemmearbejdende. I slutningen af næste århundrede begyndte den industrielle produktion som hjemmearbejde, og den havde kvinder og børn som arbejdskraft. Industrien blev vigtig for kvinderne i begyndelsen af 1800-tallet. Kvinderne udgjorde en femtedel af arbejdsstyrken. En andel som holdt sig konstant de næste hundrede år. De kvindelige lønarbejdere var hovedsagelig hvide, ufaglærte, unge og ugifte. I 1900 var ca. tre fjerdedele af disse kvinder under 20 år, en tyvendedel var gifte og tre fjerdedele var indvandrere eller børn af indvandrere.

Industriarbejdet blev til at begynde med anset som særligt egnet for kvinder og unge piger, fordi andre sektorer - f.eks. landbruget - havde brug for mændenes arbejdskraft. Men efterhånden som arbejdsløsheden blev et problem blandt hvide mænd, og nye indvandrergrupper kom ind på markedet, ændrede dette syn sig. Indvandringen stoppede ikke før i 1920'erne. De vigtigste kvindearbejdspladser var i tekstil-, konfektions- og tobaksbranchen. Men gennem hele 1800-tallet udgjorde private tjenestepladser en stor del af det kvindelige erhvervsarbejde. 

Begyndende faglig organisering. Den mere varige faglige organisering startede først i slutningen af 1800-tallet, men også før den tid var der fagligt organiserede blandt kvinderne. F.eks. organiserede tjenestepigerne sig i 1734 mod bestemmelserne om, at de ikke kunne stoppe før deres aftaleperiodes udløb og at de ikke måtte gifte sig. I begyndelsen af 1900-tallet var der en række kvindestrejker for højere løn, og der blev dannet organisationer og udgivet blade. Men organiseringen - blandt kvinder som mænd - var ofte spontan og kortvarig. Den politiske interesse var lille, og den voksende lønarbejderklasse var ustabil og havde meget lidt sammenhold. Op gennem århundredet var tankegangen stærkt præget af den amerikanske individualisme.

Der var en del foreningsdannelser i 1850'erne, men disse foreninger brød sammen under krisen efter Krimkrigen (1857). Under borgerkrigen (1861-65) blev der atter dannet nye organisationer og samarbejdsorganisationer i byerne i øststaterne. I 1869 blev organisationen «The Knigths of Labour» (Arbejdets Riddere) dannet. Den var foruden en faglig organisation også en bred reformbevægelse, som bl.a. agiterede for samarbejde og for sociallovgivning. En del af disse træk blev også taget op af den senere kvindelige fagbevægelse. Nogle af lederne havde her også deres baggrund i «The Knigths of Labour».

 

Kvinder i American Federation of Labour. Efter at «The Knigths of Labour» var gået i opløsning, blev «American Federation of Labour» (AFL) dannet i 1886. AFL var en branchemæssig organisering af fagligt stolte og faglærte arbejdere, som bekymrede sig meget lidt om de ufaglærte og arbejderne i den nye storindustri. AFL drev en snæver interessepolitik og manglede det sociale og radikale præg, som «The Knigths of Labour» havde.

AFL var ikke principielt imod at organisere kvinder, men da kvinder ikke var faglærte, faldt de uden for organisationsmønsteret. Desuden førte den negative holdning til kvinder med lønarbejde til, at kvinder blev holdt udenfor. Dette skete via de lokale foreninger, som selv kunne bestemme, hvem de ville organisere.

AFL blokerede også for, at kvinder kunne blive fagligt uddannede. De stod for oplæringsprogrammerne og skulle begrænse tilgangen til fagene, og oplæringsprogrammerne blev ofte forbeholdt mænd.

Kontingentet til foreningerne var relativt højt. Ufaglærte kvinder tjente kun halvdelen af, hvad en ufaglært/organiseret mand tjente, og de organiserede mænd tjente betydeligt mere. Kvindelige arbejdere kunne derfor ikke klare at betale det samme kontingent som faglærte mænd. En kvindegruppe tog spørgsmålet om kontingentfastsættelsen op, men på en henvendelse fra centralt hold om dette spørgsmål svarede den lokale forening, at disse kvinder ønskede at organisere sig på et løn(kontingent)trykkerniveau, og sådanne medlemmer kunne foreningen godt klare sig uden.

Det lykkedes kvinderne at få nedsat kontingentet, men samtidig fik de reducerede rettigheder - eksempelvis halv stemmeret. Kvinderne havde også andre problemer med organiseringen i AFL. De havde svært ved at finde sig til rette i atmosfæren af druk, røg og kortspil og med foreningsmøder, som gerne varede til over midnat.

 

Kvinder danner egne fagforeninger. Flere kvinder indenfor AFL mente, at det ville være lettere at organisere kvinder, hvis de dannede egne foreninger efter engelsk mønster. Initiativet til en sådan foreningsdannelse blev taget af AFLs første kvindelige organisator, Mary O'Sullivan, i forbindelse med AFLs kongres i 1903. Organisationen fik navnet «American Woman's Trade Union League» (WTUL).

Selv om hovedmålet for WTUL var at organisere kvindelige lønarbejdere, havde organisationen et bredt socialt og kulturelt program. Den var åben for såvel organiserede og uorganiserede som for kvinder, der stod udenfor lønarbejdet, men som støttede organisationens formål. WTUL havde et betydeligt indslag af socialt engagerede middelklassekvinder, som ofte var en god støtte, da de havde organisationserfaring, kundskaber, penge og forbindelser. Organisationens første leder var kvindeorganisatoren  og filantropen Mary Kehew. Fra 1907 overtog Margaret Dreier Robins. Hun blev mangeårig leder og en af WTULs drivkræfter og kom ligeledes fra middelklassen. WTUL var altså en «mixed-class»-organisation.

WTUL ønskede at samle kvinder i lokale afdelinger, men på en sådan måde, at kvinder indenfor de enkelte fag skulle slutte sig til den lokale brancheorganisation af AFL. Dette gik ikke, og i stedet blev de lokale WTUL-organisationer løseligt tilknyttet AFLs hovedorganisation.

WTULs vigtigste parole var: otte timers arbejdsdag, en løn til at leve af, værn om hjemmet. Arbejdsfeltet var bredt - fra løn- og arbejdsforhold, stemmeret, helbredsproblemer og indvandrerkvindernes situation til organisering af kvinder som strejkevagter og indsamling til kautioner for fængslede fagforeningsfolk.

 

Oplysningsvirksomhed. WTUL udgav bladet «Life an Labour», holdte gademøder, uddelte løbesedler (på flere sprog), arrangerede demonstrationer, støttede AFL i dets arbejde og arrangerede kvindemøder i kaffe-og-kage-atmosfære (som kontrast til de mandlige møder). WTUL engagerede sig - som de fleste andre organisationer - i folkeoplysning og uddannelse af kvinder, og de havde deres egen fagforeningsskole fra 1914-26. Herudover drev de almen undervisning i alt fra engelsk til sociale spørgsmål.

Dette var i tråd med synspunktet, at oplysning og uddannelse var vigtig i kvindebevægelse og i samfundet i øvrigt. At organisere undervisning havde været et væsentligt indslag i kvindepolitikken helt tilbage fra antislavekampens tid. Oplysningsvirksomheden var ikke kun baseret på skoler, men også på, at kendte mennesker drog på foredragsturneer og modtog betaling fra tilhørerne. Dette var en måde at ernære sig på, og en del kendte feminister benyttede sig af dette, eksempelvis Susan B. Anthony og Emma Goldman. Det første kollegium for kvinder blev åbnet i Ohio i 1833, men fik først kvindelige studenter i 1848. Senere blev der åbnet særlige kvindeuniversiteter. Herudover fandtes der en mængde uge- og månedstidsskrifter, som fra 1890 ofte var forskellige reformbevægelsers talerør.

 

Spørgsmål om sociallovgivning, arbejdskampe og stemmeret. Forholdet mellem AFL og WTUL var ikke konfliktfrit, hvilket kom til udtryk såvel i synet på sociallovgivning, på arbejdskampe som på støtte til politiske partier. Men problemet lå lige så meget i kvindernes livssituation, som gjorde, at de var underbetalte og dobbeltarbejdende og derfor var svært vanskelige og ressourcekrævende at organisere.

WTUL anså det for nødvendigt at gå lovens vej for at opnå bedre løn- og arbejdsforhold generelt, mens AFL var imod særlove og statslig indblanding. De mente, at disse spørgsmål burde løses direkte med arbejdsgiverne i faglige kampe. I kampen for særlove kom WTUL også i konflikt med kvinder fra stemmeretsbevægelsen. Mange af disse anså særlove som en begrænsning. De mente, at det kunne føre til, at den kvindelige arbejdskraft blev presset ud af markedet. Og efter at «Equal Rights Amendment» (en lov om ligeret) var blevet vedtaget i 1924, mente de, at særlove ville stride mod denne lov.

Sociallovgivningen var svagt udviklet i USA  i 1800-tallet, og WTUL var hverken de første eller eneste organisation, som arbejdede for lovreguleringer. I slutningen af 1800-tallet var der flere sociale reformbevægelser (særligt i veststaterne) med grundlag i de demokratiske nybyggeridealer og med appel til kristen samvittighed. Flere af veststaterne var tidligt ude med hensyn til at indføre bestemmelser, som regulerede børne- og kvindearbejde, arbejdstid (undertiden også for mænd), fastsat mindsteløn, ulykkesforsikring og nogle steder også mødre-, børne- og ældreforsorg. Men fra slutningen af 1880'erne blev mange af lovene indbragt for domstole, som kendte dem ugyldige. Fra århundredeskiftet blev mange former for sociallovgivning godkendt, men først fra midten af 1930'erne blev rettighederne fastslået som en del af Roosevelts New Deal-politik. Først da blev også arbejdernes organisations- og forhandlingsret stadfæstet.

WTUL hjalp AFL i strejker - både som organisator og med strejkevagter. Men WTUL kunne på sin side ikke aktionere uden godkendelse fra AFL, og her kom det til konflikt ved en af de store kvindestrejker. I 1912 var der storstrejke blandt tekstilarbejderne i Massachusetts (strejken blev senere kendt, fordi arbejderne ikke kun krævede brød, men også roser). Her var det «Industrial Workers of the World» (IWW) - en mere radikal organisation som konkurrerede med AFL - som stod for organiseringen af strejken. WTUL engagerede sig, men fik besked fra AFL om at trække sig tilbage eller miste den økonomiske støtte.

I IWW var der mange kvindelige medlemmer, og kvinder og mænd på samme arbejdsplads var organiseret i samme forbund efter industriforbundsmodellen

Stemmeretten var et vigtigt og programfæstet krav for WTUL - ikke kun som et retfærdighedskrav for kvinder. Mange af organisationens krav gik ud på lovregulering: uden stemmeret heller ingen indflydelse eller magt i forhold til de besluttende organer. WTUL-kvinder deltog aktivt i stemmeretskampen fra ca. 1910 både gennem egne organisationer og gennem deres medlemsskab af NAWSA. Mange stemmeretskvinder var også engageret i den faglige kamp. F.eks. var WTULs leder, Margaret Dreier Robins, aktiv i begge lejre. NAWSA havde den bevidste strategi at bruge arbejderkvinder i agitationen i deres eget miljø. Modsætningerne mellem de to dele af kvindebevægelsen ytrede sig ikke som f.eks. i England, men de var heller ikke fraværende. WTUL fandt det rigtigt at oprette sin egen stemmeretsafdeling, «The Wage Earners' Suffrage League».

 

Opløsningen af de kvindelige fagforeninger. På nordamerikansk initiativ blev der i 1919 oprettet en international organisation af arbejderkvinder og af fagligt organiserede, «International Federation of Working Woman» (IFWW), med Margaret Dreier Robins som leder. Organisationen blev opløst allerede i 1924 efter uenighed mellem den amerikanske og de europæiske medlemsorganisationer. De europæiske ønskede, at IFWW skulle være en kvindeorganisation under «International Federation of Trade Unions» (IFTU), mens WTUL ønskede, at den skulle bestå som en kvindeorganisation og hellere optage andre typer kvindeorganisationer. WTUL troede primært på et kvindefællesskab - mens de andre troede på et fællesskab med arbejderklassens faglige organisationer. Det amerikanske standpunkt må ses i lyset af, at WTUL var en «mixed-class»-organisation og var knyttet til AFL, som stod udenfor IFTU. I det amerikanske standpunkt lå den opfattelse, at kvindekrav bedst kunne varetages, når organisationen havde en relativ fri stilling.

Det politiske klima for faglig organisering var dårligt i USA i 1920'erne. WTUL ændrede sin politik. De lagde større vægt på oplysningsvirksomhed og på at åbne de mandlige fagforeninger for kvinder. Rekrutteringen til WTUL gik stærkt tilbage i 1920- og 30'erne. Da AFL i 1928 blev splittet, blev WTULs loyalitet delt i to. Det nye forbund, «Congress of Industrial Organization» (CIO), begyndte desuden at organisere kvinder, og WTULs hovedopgave faldt mere eller mindre bort. Formelt blev organisationen nedlagt i 1951 efter 48 års eksistens. (AFL og CIO slog sig sammen til en organisation i 1955).

I mellemkrigstiden blev der oprettet et særligt kvindekontor i arbejdsministeriet, som havde til opgave at undersøge og forbedre kvinders arbejdsvilkår og kvinders stilling generet. Flere af de aktive WTUL-kvinder blev ansat her og senere hen i Roosevelts administration. Selvstændige kvindeorganisationer gik i sig selv eller blev til mere selskabelige foreninger, der arbejdede med velgørenhed eller sociale spørgsmål.

 

Tyskland

 Den tyske kvindebevægelse opstod i tilknytning til den liberale marchbevægelse i 1848, som mange steder fik karakter af revolutionær opstand. Kvinderne deltog flere steder aktivt i revolutionen og dannede også egne foreninger. Blandt de aktive kvinder var Louise Otto-Peters. Hun var en af de få, som så tidligt som i 1840'erne havde skrevet om kvindens stilling i samfundet. I 1848 vakte hun opsigt ved at henvende sig til en liberal minister i Sachsen med et opråb om arbejderkvindernes kår. Samme år tog hun initiativ til en kvindeavis, «Frauen Zeitung», i hvilken hun opfordrede kvinderne til at tage del i kampen for friheden.

Den borgerlige revolution blev imidlertid stoppet efter kort tid. Fra 1850 kom politisk reaktion, undtagelseslove og forfølgelse af liberale og socialister. Forskellige love, som forbød deltagelse i politiske organisationer og forsamlinger, gjorde det vanskeligt at opretholde kvindeorganiseringen, og i 1852 måtte Louise Otto-Peters lukke sin kvindeavis.

Revolutionen i 1848 var rettet mod den feudale junkerklasses økonomiske og politiske magt og krævede en demokratisk forfatning. Borgerskabet gik imidlertid kort tid efter i alliance med junkerne mod arbejderklassen og de liberale kræfter.

 

Industrialisering og ret til arbejde. Tyskland fortsatte med at bestå af et løst organiseret forbund af 39 småstater og fyrstendømmer med forskellige politiske regimer og lovværker og med meget forskellige økonomiske udviklinger. Første halvdel af århundredet havde været præget af omdannelse af landbruget og stor befolkningstilvækst, og den industrielle udvikling var først kommet i gang efter 1830 og brød først for alvor igennem efter 1850. De vigtigste industriområder lå i Sachsen og i Schlesien i sydøst, hvor manufaktur- og tekstilindustrien dominerede, og i Ruhrområdet, hvor en moderne storindustri voksede frem.

Manufaktur- og tekstilindustrien i Sachsen havde fra starten beskæftiget en stor del kvinder og børn. Omkring 1850 stagnerede den kvindelige beskæftigelse i industrien imidlertid. Industrialiseringen gik ikke hurtigt nok til at kunne opsuge den store befolkningstilvækst, og arbejdsløsheden var blevet et mærkbart problem - ikke mindst blandt kvinderne.

Med udgangspunkt i den stigende arbejdsløshed blandt kvinder startede der i begyndelsen af 1860'erne en debat om kvinders ret til lønarbejde. De såkaldte Lette-foreninger, som beskæftigede sig med socialt arbejde i arbejderklassen, advarede mod følgerne af den stigende arbejdsløshed og begyndte at udrede, hvilke muligheder der fandtes som beskæftigelse for kvinder. I 1861 udgav forfatterinden Fanny Lewald en roman om sin livshistorie, hvor hun skildrede den bedrestillede kvindes ørkesløse tilværelse og hævdede, at kvinderne trængte til praktisk uddannelse, beskæftigelse og socialt ansvar. Flere bøger om samme emne viste, at arbejdsløsheden også var blevet et problem blandt middelklassekvinderne.

I 1865 tog Louise Otto-Peters initiativ til en kvindeoplysningsforening i Leipzig. Den skulle arbejde med at skaffe kvinder faglig uddannelse og arbejde. Initiativet blev ført videre på en landsomfattende kvindekonference i Leipzig samme efterår. Planerne for konferencen var blevet udarbejdet af Louise Otto-Peters og Auguste Schmidt sammen med ægteparret Kom, som for nylig var kommet tilbage fra USA, hvor de havde haft kontakt med kvindebevægelsen. Konferencen fik stor tilslutning og dannede en altysk kvindeorganisation «Allgemeine deutsche Frauenverein» (AdF).

Organisationens centrale programpunkter var ret til arbejde og uddannelse. Den skulle arbejde for at fremme praktiske tiltag for at give unge piger og kvinder bedre uddannelse: oprette almendannende og højere skoler, fagskoler, internater, drive oplysningsarbejde, agitere for kvinders ret til arbejde samt danne produktionskooperativer. Ligestilling var ikke nævnt i målsætningen, og der blev heller ikke rejst krav om politiske og juridiske rettigheder. For kravet om ret til arbejde blev der argumenteret med, at arbejdet «er det grundlag, som hele det nye samfund bygger på», og at det måtte være en «pligt og ære» også for kvinderne at tage del i dette ansvar. Der blev ingenting sagt om de gifte kvinders stilling i familien.

På et punkt markerede organisationen sig radikalt, nemlig ved at mænd kun fik ret til evt. æresmedlemsskab. Dette udløste strid og anklager om mandefjendtlighed. For Louise Otto-Peters var det imidlertid et led i en langsigtet målsætning, som skulle danne grundlag for en kulturel og åndelig udvikling af kvinden frem mod et større ansvar og i næste omgang mod det, som hun kaldte selvhjælp - økonomisk uafhængighed og selvstændighed. 

De forsigtige formuleringer og den begrænsede målsætning i AdF må ses i sammenhæng med de ekstremt udemokratiske forhold i Tyskland, men også som et resultat af, at forbundet var politisk sammensat. Mens Louise Otto-Peters opfattede sig selv som socialist og var tilknyttet den fremvoksende arbejderbevægelse, var f.eks. Berlinerafdelingen imod at beskæftige sig med arbejderoplysningsvirksomhed. AdF markerede sig også som en radikal organisation i forhold til Letteforeningerne og andre grupper, som kæmpede for kvindernes ret til lønarbejde, men som klart begrænsede dette til de ugifte kvinders ret og ofte udtalte sig mod al kvindefrigørelse.

Med tiden blev der dannet flere kvindeforeninger i forskellige dele af Tyskland. De fleste havde en mere begrænset målsætning end AdF, og mange var først og fremmest velgørenhedsorganisationer. Andre var rent kulturelle eller arbejdede for at skaffe kvinder mulighed for højere uddannelse. AdF forblev den betydeligste organisation. Forbundet udgav egen avis, «Neuen Bahnen» og havde efter 10 år omkring 10.000 medlemmer.

I starten mødte kvindeforbundet kun lidt modstand, men efter 1870'erne blev modstanden større. Til trods for sin forsigtige linie blev det fortsat opfattet som en del af den radikale bevægelse og blev bekæmpet på det grundlag.

 

Socialisternes holdning til kvindearbejde. Fra socialisternes side blev kvindebevægelsen forskelligt vurderet. De liberale arbejderforeninger, som var de eneste arbejderorganisationer, der var tilladte, udviklede sig i løbet af 1850- og 60'erne i socialistisk retning, og i 1863 blev det første tyske socialistparti dannet, kamufleret som «Allgemeine deutsche Arbeiterverein» (ADAV).

Organisationen var en sammenslutning af tidligere arbejderoplysningsforeninger og valgte Ferdinand Lassalle som præsident. Lassalle var klar modstander af kvinders lønarbejde, og på kongressen i 1867 udtalte ADAV, at kvindearbejdet i industrien var et udslag af øget kapitalistisk udbytning af arbejderfamilierne. Udtalelsen udtrykte en opfattelse, som var meget almindelig i den socialistiske bevægelse i denne periode. Krav om at forbyde kvindearbejde i industrien var stadig dukket op i arbejderforeningerne og før dette i håndværkerlaugene.

I international sammenhæng var det først og fremmest Marx og Engels, som vurderede kvindearbejdet positivt. I Tyskland tog August Bebel det samme standpunkt. Han tilhørte i begyndelse af 1860'erne et forbund af arbejderforeninger, som blev kaldt «Verband deutscher Arbeitervereine» (VdA). Forbundet støttede kvindernes krav om ret til arbejde og sendte i 1865 hilsner til kvindekonferencen i Leipzig.

Da den såkaldte koalitionslov, som forbød alle politiske foreninger, blev ophævet i 1869, var Bebel med på at danne et nyt socialistparti. Men på stiftelseskongressen i Eisenach viste det sig umuligt at få flertal for at støtte kvinderne. Man undgik ganske vist et forslag om at forbyde kvindelig beskæftigelse, men vedtog et krav om «indskrænkning af kvinde- og børnearbejdet». I stemmeretsspørgsmålet blev der heller ikke programfæstet noget krav om stemmeret for kvinder. Seks år senere blev Bebels og Lassalles partier slået sammen til SPD (Gothakongressen i 1875). Her kom Bebels fløj i mindretal og opnåede kun at beholde formuleringerne fra Eisenachprogrammet.

Tyskland var nu blevet samlet, og da der blev holdt valg til Rigsdagen i 1871, fik SPD 9,1% af stemmerne (alle mænd havde stemmeret). Socialisterne var med andre ord i stærk fremgang og til trods for socialistpartiets generelt negative holdning til kvindearbejde, opstod der en socialistisk kvindebevægelse - i første omgang i Sachsen (med Leipzig) og Berlin. I 1848 blev der i nogle tilfælde dannet arbejderforeninger, som var åbne for begge køn, og i løbet af 1860'erne kom arbejderkvinder med i organisationen i Sachsen, f.eks. i «Manufaktur-, Fabriks- og Håndværkerarbejdernes Internationale Fagforening», som blev dannet i 1869. I 1870 var en sjettedel af foreningens medlemmer (6-7.000 i alt) kvinder. Men det viste sig, at mange af sygekasserne prøvede at holde kvinderne udenfor, af rædsel for at barselspenge o.lign. skulle koste for meget.

I begyndelsen af 1870'erne kom der også en arbejderkvindeorganisation i Berlin, «Berlin Arbeiter- und Mädchenverein». Den havde i lighed med mange andre organisationer en meget vag og almen formålsparagraf, men var i virkeligheden en fagforening. Nye arbejderkvindeforeninger blev kamufleret som syge- og begravelseskasser, men blev til stadighed ramt af politiforfølgelse. Ligeledes blev der, særligt fra 1882 og fremover, dannet mange nye foreninger. En af de mest betydelige, «Foreningen til Forsvar for Arbejderkvindernes Interesser», var dannet på initiativ af den schlesiske højadelige Gertrud Guillaume-Schack, som også udgav avisen «Die Statsbürgerin». Den mest aktive afdeling fandtes i Berlin, som i 1880'erne blev hovedsæde for den socialistiske kvindebevægelse.

August Bebel havde fra begyndelsen støttet kvindebevægelsen. I 1879 udgav han bogen «Kvinden og Socialismen». Bebel henvendte sig her først og fremmest til socialisterne for at påvise den nære sammenhæng mellem arbejderklassens og kvindernes frigørelse. I lighed med Marx og Engels så han kvindens undertrykte stilling som et produkt af ejendomsforholdene. Han behandlede familiens og ægteskabets udvikling og angreb både prostitution og undertrykkelse af kvindens seksualitet. Han hævdede, at juridisk og social ligestilling og kvindens ret til lønarbejde måtte være en del af socialisternes kamp.

«Kvinden og Socialismen» blev forbudt, da den blev udgivet, men udkom i 7 oplag under en anden titel. I 1913 var den kommet i 151 oplag og var blevet oversat til 14 sprog. Bogen fik stor betydning for synet på kvindefrigørelse i den socialistiske bevægelse.

En af dem, som blev stærkt påvirket af Bebels bog, var den unge lærerinde Clara Eissner, senere gift Zetkin. Hun havde fået sin uddannelse ved kvindebevægelsens lærerskole i Leipzig. I 1878 gik hun ind i SPD og arbejdede illegalt for partiet i Berlin og i udlandet. 

Som SPD's repræsentant på 2. Internationales stiftelseskongres i Paris i 1889 holdte hun oplæg om kvindernes ligeberettigede plads i den socialistiske bevægelse og argumenterede for at programfæste kampen for kvindens frigørelse. Denne linie sejrede, og kongressen blev dermed et vendepunkt i den socialistiske bevægelses forhold til kvinderne.

Allerede året efter vedtog det centrale tyske fagforbund at åbne organisationen for kvinder, og SPD vedtog et program (Erfurt, 1891), som anerkendte kvindens ret til lønarbejde, krævede «stemmeret uden kønsforskel» og «ville afskaffe alle love, som stillede kvinderne dårligere end manden i offentlige eller privatretlige forhold». Kongressen valgte Clara Zetkin til redaktør af partiets kvindeavis, som var startet året før, og som nu skiftede navn fra «Die Arbeiterin» til «Die Gleichheit» (Ligheden).

Gennem disse vedtagelser fik SPD et kvindepolitisk program, som var langt mere radikalt end nogen af kvindeorganisationernes programmer. AdF havde f.eks. endnu ikke kvindestemmeretten på sit program. De fleste andre kvindeorganisationer havde udviklet sig mere og mere i retning af rene velgørenheds- eller interesseorganisationer for middelklassekvinder. Ingen forbedringer var opnået, hverken på det politiske eller det juridiske område, siden 1850. Enkelte forsøg på at tage spørgsmålet om kvindernes juridiske og familieretlige stilling op var strandet på grund af dårlig opslutning.

Da der i 1874 blev nedsat en lovkomité, som skulle lave et udkast til et ensartet fælles lovværk for Tyskland, leverede AdF en detaljeret udredning om kvindens svage retlige stilling til Rigsdagen og udtrykte sit håb om, at der ville blive taget hensyn til dette. Udredningen blev videresendt til lovkomiteen, men ingen af kvindernes bemærkninger blev taget til følge i det udkast, som kom i 1888. Først i 1892 blev der dannet en aktionskomité, som udarbejdede konkrete lovforslag, og fra 1894 blev retlig ligestilling en hovedsag for den borgerlige kvindebevægelse.

 

Øget aktivitet. Splittelse. I de kvindepolitiske sager, som stod centralt i andre landes kvindebevægelser, havde de tyske kvinder forholdt sig passive. I slutningen af 1810'erne forsøgte Josephine Butler i England at få AdF til at engagere sig i aktioner mod statslig regulering af prostitution, men blev afvist med den begrundelse, at der næppe ville blive opslutning om sagen. I Berlin blev der imidlertid rejst en debat om prostitution og dobbeltmoral af grupper, som stod socialisterne nær, bl.a. Gertrud Guillaume-Schack i «Die Statsbürgerin».

Ophævelsen af socialistloven førte også til aktivitet i den borgerlige kvindebevægelse. I 1894 blev der indkaldt til en national kvindekonference, som skulle danne et forbund af alle kvindeorganisationerne efter mønsteret fra Kvindernes Nationalråd i USA. Forslag til statutter og program blev diskuteret i alle organisationer, også i de socialistiske, men efter lange diskussioner blev det vedtaget, at socialisterne ikke skulle inviteres til at deltage. Vedtagelsen skabte strid og udmeldelser. Socialisterne afviste at deltage og forstærkede deres agitation mod den borgerlige «damesag». Med organiseringen af det nye forbund «Bund deutscher Frauenvereine» (BdF) i 1894, var bruddet mellem den borgerlige og den socialistiske kvindebevægelse i Tyskland et faktum.

BdF fortsatte den moderate linie på de fleste områder. I 1902 fremsatte AdF et forsigtigt formuleret krav om politiske rettigheder for kvinder. Tre år senere fik organisationen et nyt program som understregede, at der er afgørende forskel mellem kønnene såvel legemligt som åndeligt, at kvindebevægelsens perspektiv er ligeværdigt samarbejde og at gifte kvinders vigtigste opgave er ægteskabet og moderskabet. Selv om  juridisk og politisk ligestilling senere blev programfæstet, blev argumentationen mere og mere drejet i retning af en opvurdering af kvindens traditionelle funktioner.

Dette gjorde det let for de socialistiske kvinder at angribe dem, og Clara Zetkin langede i taler og artikler hårdt efter mod alle, som prøvede at drive kvindekamp uden samtidig at drive klassekamp. De socialdemokratiske kvinder koncentrerede deres virksomhed om faglig organisering og politisk mobilisering af arbejderkvinderne. Tilslutningen til SPD voksede hastigt i årene efter 1890. Ved valgene i 1890 fik partiet 19,7% af stemmerne, og i 1912 nåede de op på 34,8%.

Kvinder, som ikke havde stemmeret, blev mobiliseret til valgarbejde gennem særlige kvindeudvalg, og efterhånden blev der udviklet en kvindeorganisation i tilknytning til partiet. Der blev dannet et net af tillidskvinder i partiet efter samme mønster, som partiorganiseringen havde i den illegale periode. Dette net havde til opgave at stimulere og støtte kvindepolitikken i partiet og fagforeningerne. I 1900 blev der afholdt en landsomfattende kvindekonference i Halle, og her blev der valgt en central tillidsperson, Ottilie Baader, som skulle koordinere kvindepolitisk arbejde i partiet. De efterfølgende år blev der regelmæssigt afholdt kvindekonferencer, sædvanligvis i tilknytning til partiets kongresser. Konferencerne valgte udsendte til partikongressen og forberedte sager og forslag, som angik kvinder.

 

Arbejderkvindeorganisering. Clara Zetkin var gennem sin redaktørstilling og gennem sin teoretiske og praktiske indsats i virkeligheden SPDs kvindepolitiske leder. I forhold til Marx, Engels og Bebel var hun første og fremmest strateg og organisator. Hun udformede en kvindepolitik, som byggede på skarp afgrænsning til den liberale og borgerlige kvindebevægelse på nær organisatorisk forbindelse mellem kvinder og det socialdemokratiske parti (ingen separat kvindeorganisering) og på prioritering af organiseringen af arbejderkvinderne.

Gennem SPDs toneangivende rolle indenfor 2. Internationale fik denne linie også en stor indvirkning på de andre socialdemokratiske partiers politik. Den blev desuden i hovedtræk overtaget af Komintern, hvor Clara Zetkin fik en ledende position.

Forudsætningerne for denne politik lå imidlertid i de særlige forhold i det tyske socialdemokrati og i Tyskland: på den ene side SPDs stilling som det eneste og helt dominerende socialistparti både politisk og fagligt efter 1874 og på den anden side forbudet mod politisk virksomhed for kvinder, som ikke blev ophævet før i 1908, og som i virkeligheden gjorde en selvstændig socialistisk kvindeorganisering umulig.

I 1895 beskrev Clara Zetkin forholdene således: «Den ene opløsning af proletariske kvindeorganisationer følger efter den anden, der udstedes serier af forbud mod kvindemøder, det hænder dagligt, at kvinder bliver udvist fra offentlige forsamlinger og straffe for overtrædelse af foreningsloven hagler simpelthen ned over kvinderne».  Til trods for dette blev der skabt en socialistisk kvindebevægelse indenfor det legale SPD. I 1908 vedtog man at opløse alle selvstændige kvindeforeninger, sådan at arbejderkvinderne skulle arbejde sammen med deres mandlige klassefæller enten i partiet eller i fagforeningen. I 1913 var 140.000 kvinder medlem af SPD, og «Die Gleichheit» havde et oplag på hele 112.000.

Antallet af fagligt organiserede kvinder steg også. Mens der i 1891 ikke var kvinder registreret i det centrale fagforbund, var der i 1892 registreret 4.355 kvindelige medlemmer, og i 1914 kom tallet op på 1.220.000. Trods den store talmæssige fremgang af fagorganiserede kvinder var det alligevel kun 8,8% af de erhvervsaktive kvinder, som var organiseret. Kvindebeskæftigelsen bestod stadigvæk først og fremmest i tjenestepladser (som hushjælp) og i at arbejde i de mere tilbagestående og svage del af industrien, hvor det var vanskeligt at organisere kvinderne.

For Clara Zetkin var kvindeundertrykkelsen under kapitalismen i første omgang en økonomisk undertrykkelse. Men på et punkt viste det sig imidlertid, at Zetkins syn på kvindens rolle faldt sammen med de borgerlige kvinders opfattelse, nemlig i tendensen til at fremhæve det værdifulde i kvindernes traditionelle rolle. Hun understregede f.eks. på socialdemokratiets partikongres i 1906, at «derved vil jeg på ingen måde ophæve arbejdsdelingen mellem kønnene, for så vidt som den er socialt nødvendig og når det gælder udfaldet, resultatet af arbejdet, ser det ud til at være givet af nedarvet disposition og evne.»

Her kom Clara Zetkin til at indtage et standpunkt, som ikke lå fjernt fra det syn, som den borgerlige kvindebevægelses leder Gertrud Bäumer hævdede.

Til trods for Zetkins skarpe afgrænsningslinie var der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og kvinderetsorganisationerne. BdF arbejdede hovedsageligt med forslag til reformer på uddannelsesområdet, beskyttelseslove i industrien, reformer i ægteskabslovgivningen og senere også med bekæmpelse af prostitution. De fik også støtte til mange af deres forslag af den socialdemokratiske rigsdagsgruppe.

Første verdenskrigs udbrud bragte venstrefløjen og socialdemokratiet i opposition til SPD. Zetkin var blandt de, som forsøgte at organisere en bevægelse mod krigsbevillingerne og krigsførelsen. BdF forholdt sig passivt under krigen og undlod bl.a. at sende en repræsentant til kvindernes internationale fredskonference i Haag i 1915.

 

Mellemkrigstiden. Weimarforfatningen i 1919 gav de tyske kvinder stemmeret, indførte 8 timers arbejdsdag og fastslog i princippet juridisk og politisk ligestilling. I 1920 kom både Clara Zetkin og Gertrud Bäumer ind i Rigsdagen som repræsentanter for hvert deres parti, Zetkin for det nydannede kommunistparti.

Under den revolutionære bølge i 1918 blev der på nogle store arbejdspladser indgået arbejdsaftaler om lige løn for begge køn, men efter kort tid blev arbejdsløsheden og den økonomiske depression vendt til et angreb på kvindens ret til arbejde, og dette blev det dominerende træk i billedet af kvindens situation i Tyskland i hele mellemkrigstiden. Gifte kvinder med erhvervsarbejde blev først anklaget for at hindre de hjemvendte soldater i at få job. I 1920'erne blev det almindeligt, at gifte kvinder kunne siges op fra deres job, og i 1913 vedtog Rigsdagen at fratage gifte og forsørgede kvinder arbejdsløshedsunderstøttelse. Da Hitler kom til magten, blev der straks udstedt et dekret om, at gifte kvinder ikke måtte have erhvervsarbejde.

Clara Zetkin på en verdenskongres for kvinder i 1931

Nazisternes magtovertagelse indebar et voldsomt tilbageslag for alle reform- og ligestillingsbestræbelser. Nazisternes kvindeopfattelse var baseret på en grundopfattelse om «mandens og kvindens pligt til at fortsætte slægten». Pligten til at blive mor blev det bærende princip i pigernes uddannelse. Forbudet mod erhvervsarbejde viste sig at ramme middelklassekvinderne særlig hårdt, fordi industrien ekspanderede og havde behov for arbejderkvinderne. I 1937 var 11,5 mio. kvinder i arbejde udenfor hjemmet, og af dem var 5 mio. gifte.

Forsøget på at overtage de eksisterende kvindeorganisationer (som ikke var direkte forbudte) lykkedes ikke for nazisterne. Gertrud Bäumer, som havde siddet i Rigsdagen helt frem til 1933, forlod denne, da Hitler kom til magten. Mange af kvindebevægelsens ledere emigrerede, og kvindebevægelsen opløste sig selv.

 

Rusland

Frem til vort århundrede var det hovedsageligt overklassekvinder og bedrestillede kvinder, som blev berørt af de nye muligheder, som kvinder blev tilbudt i Rusland. Bonde- og arbejderkvinderne fik ikke ændret deres kår nævneværdigt før efter 1917.

 

Frem til 1855. Peter den Stores reformer i begyndelsen af 1700-tallet brød med de traditioner i det stærkt patriarkalske, ortodoks-religiøse russiske samfund, som havde eksisteret i 1500- og 1600-tallet. Bojarerne måtte slippe kvinderne ud af isolationen i kvindehusene og lade dem deltage i selskabs- og samfundsliv. Kvinder fik ret til at eje og disponere over ejendom uden ægtefællens indblanding. Under kejerinderne Anna, Elisabet og Katarina II i anden halvdel af 1700-tallet blev overklassekvindens stilling yderligere bedret. Hun fik en vis selvstændighed ved at få indflydelse på valg af ægtefælle, adgang til skilsmisse og til samliv uden ægteskab.

Spørgsmålet om kvindens stilling var fra ca. 1800 nært knyttet til gode og dårlige perioder for fremskridtsvenlige, demokratiske og revolutionære kræfter i det russiske samfund. I et samfund domineret af politikontrol og streng censur måtte skønlitteraturen få en speciel betydning som debatforum. Sentimentalismen omkring 1800 argumenterede for følelsernes ret og dermed også for kvinders ret. I de første tidsskrifter for kvinder blev der slået til lyd for, at kvinderne kunne få uddannelse, så de kunne blive bedre hustruer og opdragere. Kvinderne blev opmuntret til at lade deres stemmer høre i litteraturen. En kvindelitteraturtradition opstod - først med lyrikere og fra 1830'erne øgedes antallet af prosaister. Kvindens stilling blev debatteret i skønlitteraturen. De første kvindelige forfattere, Jelena Gan (1814-1842) og Marija Sjukova (1804-1855), beder i deres værker om kvindens «frihed til at vælge den, som hun skal skænke sit liv».

Efter det mislykkede «dekabristoprør» i 1825, hvor demokratiske og revolutionært indstillede adelsmænd forsøgte at tage magten for at give Rusland en konstitution, fulgte Nikolaj Is strenge regime. Nogle af oprørernes hustruer imponerede deres samtidige ved at følge deres mænd i straffearbejde og forvisning.

 

Kampen for ret til uddannelse. Kvindespørgsmålet, som kvindesagen blev kaldt i Rusland i hele det 19. århundrede, blev først et offentligt debatspørgsmål efter 1855, hvor nederlaget i Krimkrigen og Nikolaj Is død gjorde det muligt at diskutere samfundets fremtid. En del kvinder havde under Krimkrigen fået lov til at rejse til fronten som sygeplejere. Det var første gang i Ruslands historie og foregik under voldsomme protester fra læger og officerer. 

Bondefrigivelsen i 1861 indebar, at mange kvinder fra adelen måtte skaffe sig et levebrød. 1860'erne er blevet et begreb i russisk historie, ikke mindst på grund af de nye livsformer, som opstod i denne periode. I 1859 havde kvinder fået adgang til at følge universitetsforelæsninger, og unge kvinder fra adelen og middelklassen rejste i hobetal til byerne for at følge forelæsninger. De forsørgede sig selv, hjalp hinanden med at skaffe arbejde og bolig, ofte i bokollektiver med både kvinder og mænd. Da de igen blev udelukket fra universiteterne i 1863, fortsatte undervisningen «under jorden».

I 1860'erne opstod en rigtig kvindebevægelse, men de eneste lovlige organisationer var velgørenhedsforeninger. Velstående feminister startede disse for at afhjælpe umiddelbar nød blandt kvinder og skaffede bolig, arbejde og skolegang til vanskeligt stillede kvinder. Målet var at sætte dem i stand til at føre et selvstændigt liv. Der var modsætninger mellem overklassefeministerne og nihilisterne, men de havde det samme mål: Uddannelse og arbejde til kvinder på lige fod med mænd.

I 1867 tog kvinder initiativ til at få åbnet universiteterne for kvinder igen. Til trods for bastant uvilje hos myndighederne fik kvinderne presset igennem, at der blev åbnet universitetsforbedrende kurser i St. Petersborg i 1869. Mange kvinder rejste udenlands for at få universitetsuddannelse, og de kom i kontakt med revolutionære emigranter og vendte hjem som aktive revolutionære. For at bremse denne udvikling oprettede myndighederne universitetskurser for kvinder - først i Moskva, men i slutningen af 1870'erne også i andre byer. Kvindekurserne fik praktisk taget ingen bevillinger, og uden private midler, som ihærdigt blev samlet ind, havde de ikke kunnet eksistere. Alle undtaget Bestujev-kurserne i St. Petersborg blev lukket igen i 1880'erne under den almindelige reaktion, som fulgte efter attentatet på kejser Aleksander II.

 

Kvindebevægelsen fra 1890 til revolutionen. I begyndelsen af 1890'erne blev feministerne atter aktive og flere kvindeorganisationer blev dannet. I 1895 blev «De Russiske Kvinders Forening for Gensidig Velgørenhed» dannet, og dette markerede overgangen fra gammelfeminismen til en nyere stemmeretsbevægelse. I 1905 kom «Den Alrussiske Union for Kvindens Ligestilling». Organisationen bestod overvejende af tilhængere af de såkaldte konstitutionelle demokrater, «kadetterne», og arbejdede for at bedre kvindens retlige stilling. Samme år blev også «Kvindernes Progressive Parti» stiftet. De vedtog en bred politisk platform, som også tilgodeså arbejderkvindernes behov. Frem til revolutionen i 1917 blev kvindernes stemmeret stadig diskuteret i Dumaen (den repræsentative forsamling), og de forskellige kvindegrupper drev intens lobbyvirksomhed. Nogen slagkraftig socialistisk kvindeorganisation fandtes endnu ikke.

Nadesja Krupskaja var den første russer, som behandlede kvindespørgsmålet marxistisk. Aleksandra Kollontaj arbejdede aktivt for at organisere arbejderkvinderne, som udgjorde en stadig større gruppe (5% af arbejdsstyrken i 1906 og 26% i 1913). Hun blev betragtet med fjendtlighed af sine mandlige partifæller, som syntes, at hendes arbejde havde en «skadelig tendens i retning af feminisme».

I 1908 blev den første alrussiske kvindekongres arrangeret. Kongressen markerede en splittelse mellem feminister og socialister (af 1.045 delegerede var der kun 45 arbejdere og 1 bondekvinde) og mellem bolsjevikker og mensjevikker. Bolsjevikkerne satte ikke selv gang i arbejdet blandt kvinder før i 1913. Paslovgivningen, som havde krævet, at mandlige pårørende skulle give tilladelse til, at en kvinde kunne rejse, tage arbejde eller skaffe bolig, blev revideret i 1914, da kvinder fik deres eget pas, men samlivspligten med ægtemanden blev opretholdt. I 1914 havde alle de største partier i Dumaen kvinders ligestilling på programmet, men der rådede stor uenighed om begrebets indhold.

Kvindernes indsats under krigen fik zarens regering til at give løfte om stemmeret. I stedet fandt revolutionen i februar sted. Den blev udløst af, at kvindelige arbejdere gik i strejke og i tiden som fulgte, foregik der en intens og mangfoldig aktivitet i kvindegrupper over hele Rusland.

 

Virkninger af Oktoberrevolutionen. Oktoberrevolutionen fik øjeblikkelige virkninger for de russiske kvinder gennem familieloven af 1918 og den nye arbejdslovgivning. Kvinden blev retlig ligestillet med manden i ægteskabet, hun fik ret til at arbejde og at bo og rejse efter eget ønske. Der skulle ikke længere gøres forskel på børn født i og udenfor ægteskab og kun civilt registrerede (ikke kirkelige) ægteskaber var gyldige. Det blev forventet, at kvinderne deltog i produktivt arbejde. Ligelønsprincippet blev indført og lovgivningen gav kvinden beskyttelse mod helbredsfarligt arbejde, mod at blive opsagt på grund af graviditet, ret til barselsorlov med løn,  aflastning i husarbejdet og barnepleje. Hovedmålet for bolsjevikkerne var at «adskille ægteskabet fra køkkenet». De ønskede ikke at nedvurdere moderrollen, men de ville gøre det lettere for mødre at deltage i produktivt arbejde.

De sovjetiske arbejderkvinders avis «Rabotnjitsa» som den så ud i 1932.

Målene blev ikke nået. Opløsningen af den borgerlige familie tog fart, men den patriarkalske holdning til kvinderne levede videre i bedste velgående, og de nye love havde i virkeligheden åbnet for et udbredt seksuelt misbrug af kvinder. I to byer, Saratov og Vladimir, vedtog de lokale sovjetter at «nationalisere» kvinder på linie med anden ejendom. Det blev anset for en forbrydelse at «afvise en (mandlig) kommunist». Krigskommunismen rev det økonomiske grundlag væk under lovene om beskyttelse af kvindelige arbejdere. De måtte igen deltage i helbredsfarligt arbejde og natte- og minearbejde. Der var ingen midler til at udbygge spisesteder og børnehaver, og i 1920 var regeringen nødt til at legalisere abort. I NEP-perioden blev de offentlige servicetilbud næsten udraderet, arbejdsløsheden drev kvinderne tilbage til hjemmene, og partiet opmuntrede dem til anden offentlig virksomhed.

Partiets kvindeafdeling, Zjenotdel, var meget aktiv i denne periode. De organiserede diskussionsgrupper, støttede kvindelige kandidater til hverv i partiet, drev arbejdsoplæring og forsvarede kvindens ret til arbejde. En af sagerne, som Zjenotdel oftest måtte engagere sig i, var mandlige bedriftslederes seksuelle overgreb på kvinderne i arbejdsstyrken. 

Den kampagnen for at frigøre de muslimske kvinder i Centralasien, som blev lanceret i 1923, stødte på enorm modstand, men står som en af Zjenotdels store bedrifter. Deres oplysningsvirksomhed nåede også ud til nomadekvinderne. Der blev vedtaget love, som forbød brudekøb, hævede ægteskabsalderen til 16 år og gav kvinder lige rettigheder som manden i ægteskab og samfund. Skarer af muslimske kvinder sluttede op om Zjenotdels virksomhed. Den mandlige befolkning reagerede voldsommere end myndighederne havde tænkt sig. Ægtemænd dræbte deres koner og fædre og brødre dræbte deres døtre og søstre, når de brød islams love. Kvinder blev kidnappet, voldtaget, lemlæstet og myrdet. I løbet af 3 måneder i 1929 fandt 300 mord sted i Centralasien. Trods dette meldte der sig stadig hundreder af nye frivillige muslimske kvinder til tjeneste i Zjenotdel, og flere af disse indtog senere administrative hverv i organisationen.

Stalin afblæste kampagnen i 1929, fordi mændenes modstand truede partiets herredømme i området, men alligevel satte den gang i en udvikling, som kom til at give de muslimske kvinder i Sovjet nye og bedre levevilkår. Zjenotdel var meget lidt populær i partiet. Afdelingen blev anklaget for «overdreven iver» og Stalin opløste Zjenotdel i 1930.

 

Seksuel revolution. Den «seksuelle revolution» i 1917-18 skulle vise sig at få meget uheldige følger for dårligt stillede kvinder og børn. Idealet om frihed i seksuelle forhold blev ofte til total ansvarsløshed, og arbejdsløse kvinder havde ikke andre muligheder for at forsørge deres fædreløse børn end ved at drive prostitution. Og prostitutionen blomstrede op igen i NEP-perioden, hvor der igen var mange mænd med penge og mange kvinder uden. Forældreløse børn uden bopæl udgjorde et stort samfundsproblem i hele mellemkrigstiden, og for at rette op på forholdene blev familieloven revideret i 1926. Fra nu af havde ægtemænd (samliv uden registrering blev ligestillet med ægteskab) pligt til at betale børnebidrag og desuden bidrag til konen det første år efter skilsmissen. Skilsmisselovgivningen blev den mest liberale i verden, og antallet af skilsmisser var i 1927 tre gange større end i 1924.

Bidragssystemet fungerede ikke, mange havde ikke råd til at betale bidrag til deres mange eks-koner og børn. I et tilfælde gik en mands hele løn til bidrag til hans 3 tidligere koner og deres børn, mens han selv sammen med en fjerde kone levede af det, hun modtog i bidrag fra sine 5 eks-mænd. Partiet så med uro på de løse familieforhold, som også havde en vis sammenhæng med arbejdernes lige så foruroligende skift af arbejdspladser. Der var kun lidt partiet kunne gøre ud over at fremhæve Marx' og Engels' eksemplariske familieliv og favorisere gifte par ved tildeling af bolig.

 

Virkninger af den første femårsplan. Under den første femårsplan blev kvinderne igen trukket ind i produktionen. Beskyttende love blev genindført og kønskvotering blev indført på fagskoler (50% kvinder) og universiteter (25% kvinder). Partiet forsøgte at trække kvinderne ind i partiarbejdet, men den arbejdende kvinde med børn var hårdt presset under dobbeltarbejdet, som de utilstrækkelige offentlig tilbud ikke havde formået at løse hende fra.

Nadesjda Krupskaja (Lenins enke) sammen med delegerede til en kvindekongres i 1935.

Ligeledes led mange kvinder og børn nød. Mange børn var blevet hjem- og forældreløse under krigen, revolutionen eller under borgerkrigen. Andre var uønskede og blev ganske enkelt overladt til sig selv. Disse uønskede børn udgjorde et alvorligt ungdomskriminalitetsproblem, og i 1934 blev der vedtaget love, som øgede familiens ansvar overfor familiemedlemmers kriminelle handlinger.

Partiets uro over de ustabile familieforhold og forskrækkelsen over den faldende fødselsrate førte til en stramning af familieloven i 1936. I modsætning til 1926-revisionen blev denne lov ikke offentlig debatteret, før den blev vedtaget. Loven begrænsede adgangen til skilsmisse, og abort blev erklæret ulovligt, men kvinderne blev lovet længere barselsorlov, bedre og flere daghjem og serviceinstitutioner. Samtidig idealiserede presse og litteratur de «mangebørnsmødre», som både passede deres arbejde i produktionen tilfredsstillende og skabte harmoniske hjem for deres familier. Da abort havde fungeret som den vigtigste præventionsmetode, blev kvinderne igen anset for at være ustabil arbejdskraft, og det blev vanskeligere for kvinder at få arbejde og lærepladser. Samtidig ophørte kønskvoteringen ved fagskolerne og kvindeandelen faldt her i løbet af 2 år til 27%. Udrensningerne, som startede i 1936, ramte også kvinder, og de ramte størstedelen af de kvinder, som havde indflydelse på det højere plan i sovjetsamfundet.

Kvindepolitikken i mellemkrigstiden havde taget en anden retning end bolsjevikkerne havde planlagt i 1917. Dette skyldtes i høj grad den økonomiske og materielle krise, som regimet gennemlevede, men en stor del af årsagen lå også i, at de styrende mænd for en stor del var fjendtligt indstillet til Zjenotdel og andre organisationer, hvor kvinderne selv formulerede deres krav. Kvinderne kom med i produktionen, men dobbeltarbejdet hindrede dem i at få reel indflydelse i de styrende organer. Det var lykkedes samfundet at kræve, hvad kvinderne evnede, men ikke at opfylde deres behov.
 
B.B. / I.I. / M.B.N. / S.N.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 174.367