Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ægteskabet er den offentlige, statslige og kirkelige godkendelse af et samliv mellem mand og kvinde. Det er reguleret af både statsligt-juridiske regler gennem lovgivningen, og af mere uformelle ideologiske normer og forventninger. «Samliv» betyder i denne sammenhæng ikke bare seksuelt samliv. Ægteskabet regulerer et bredt felt i parternes liv: seksualitet, økonomi, forholdet til børn, til andre mennesker udenfor ægteskabet, fritid og social omgang, fordeling af arbejdsopgaver og magt og myndighed.

Ægteskabet er en vigtig ordning. At være gift bliver stadig anset for at være en slags normaltilstand for individet, mens den som ikke er det, bliver en afviger.

Udviklingen i vielser og skilsmisser 1985-98 i Danmark. (Danmarks Statistik).

Det traditionelle ægteskab i borgerskabet var kendetegnet ved, at økonomi og seksualitet var uløseligt knyttet sammen. Dette hang sammen med familiens funktion i den tidlige kapitalisme. Den økonomiske relation mellem ægtefællerne bestod i, at manden sørgede for kvindens underhold, mens hun skaffede ham og hans familie arvinger, tog sig af børnene og ordnede hjemmet. Som en del af denne relation var kvinden hans seksuelle ejendom, og hun måtte ikke blot være han «tro» i ægteskabet, men også være «kysk» eller «urørt», før hun giftede sig. Manden havde det mindre strengt. For både mand og kvinde gjaldt det, at ægteskabet varede «til døden dem skildte ad». Denne ægteskabsform var især udbredt i borgerskabet, hvor det var vigtigt at holde familiekapitalen samlet. I arbejderklassen var det under den tidlige kapitalisme og industrialisering almindeligt at begge ægtefæller havde lønarbejde. Med den sociale elendighed gik ægteskabet langt oftere i opløsning, ved at en af parterne døde tidligt, eller slet og ret flyttede uden nogen formel skilsmisse. Seksualpraksis har også altid været friere i arbejderklassen, og det var mere almindeligt, at børn blev født udenfor ægteskab. Et lignende skel fandtes i nogen grad også mellem selvejende bønder og almuen i det gamle samfund.

Selv om disse klasseforskelle i en vis udstrækning fortsat gælder i dag, er det idealerne fra det traditionelle borgerlige ægteskab som præger det moderne ægteskab i lønarbejderklassen. Men samtidig er en række træk ved det under opløsning.

Forsørger og forsørget

Ægteskabet er fortsat en forsørgerordning, som gør kvinder økonomisk afhængige af mænd. Men i modsætning til det traditionelle borgerlige ægteskab er en ligestillingsideologi rent formelt blevet gennemført, således at de direkte lovregulerede sider af ægteskabet stort set ligestiller ægtefællerne økonomisk: gensidig forsørgelsespligt, fælles forsørgelsesansvar overfor børnene, fælleseje til ejendele når der ikke er andet aftalt, lige deling i tilfælde af skilsmisse.

Disse regler ligestiller på papiret mand og kvinde, men i virkeligheden er både familie, arbejdsliv og samfundet i øvrigt indrettet efter en norm om, at manden er forsørger og kvinden økonomisk afhængig af ham. Kvindernes erhvervsfrekvens er fortsat 8 % lavere end mændenes, og omkring 20 % af kvinderne var endnu i 1998 på deltid (selvom procentdelen var faldet fra 35 % i 1985). Kvindernes arbejdstid var derfor i 1998 kun godt 80 % af mændenes.

Både arbejdsliv, familieliv og samfundet i øvrigt er indrettet efter et mønster med manden som familiens forsørger og kvinden som økonomisk afhængig af ham. I arbejdslivet er kvindelønningerne lavere end mandens lønninger, som skal strække til at forsørge en familie. Kvinder bliver diskrimineret ved forfremmelse og karriere. Arbejdslivet er ikke tilpasset det daglige ansvar for og arbejdet med børn, som kvinderne stadig har hovedansvaret for. Og både kvinden og manden har det vanskeligt i de familier, hvor de prøver at dele arbejdet ligeligt. Arbejdstageren skal kunne «ofre sig» helt for jobbet uden at skele til familien - til glæde for arbejdskøberen.

Men det er ikke bare de ydre forhold, som er indrettet efter normerne om, at manden er forsørger og i lønnet arbejde, mens kvinden er i deltidsarbejde og skal klare hjem og børn. I familien tager kvinden sig af arbejdet med børn og husarbejde, selv når begge arbejder ude. Hun bliver dobbeltarbejdende (se Dobbeltarbejde). En undersøgelse fra 1988 viste, at kvinderne udførte 60 % af arbejdet med indkøb og ærinder, 80 % af det huslige arbejde og 66 % af omsorgsarbejdet. Mens kvinderne brugte 27½ timer om ugen på husholdningsarbejde brugte manden 12¾ time - altså under halvdelen.

		1987	1988	1989	1990	1991	1992	1993	1994	1995	1996	1997	1998	1999
	Enlige	49,0	49,1	49,3	49,6	49,8	50,0	50,2	50,4	50,4	50,3	50,3	50,2	50,0
	Ægtepar	20,6	20,6	20,6	20,7	20,7	20,8	20,9	20,9	20,9	21,0	21,0	21,1	21,2
	Andre par	5,1	5,3	5,3	5,4	5,5	5,5	5,6	5,6	5,7	5,7	5,8	5,8	5,9
	(andre par/ægtepar)	24,9	25,6	25,9	26,2	26,4	26,6	26,7	26,9	27,2	27,4	27,3	27,6	28,1
	Enlige	4,1	4,1	4,2	4,2	4,2	4,2	4,2	4,2	4,2	4,2	4,1	4,1	4,1
	Ægtepar	17,5	17,1	16,7	16,1	15,7	15,3	14,9	14,5	14,4	14,4	14,3	14,2	14,2
	Andre par	3,1	3,2	3,3	3,4	3,5	3,7	3,8	3,8	3,9	3,9	4,0	4,0	4,0
	(andre par/ægtepar)	17,8	18,8	19,7	21,1	22,5	24,0	25,2	26,5	27,0	27,4	27,6	28,0	28,3
Hustandene i Danmark 1987-99, hovedopdelt med/uden børn, og underinddelt i enlige, ægtepar og andre par. Alle i % af totalen. Desuden i hver af hovedgrupperne andre par i % af ægtepar. (Danmarks Statistik)

At arbejdet og ansvaret i familien er delt således, at manden overvejende er forsørger og kvinden overvejende har ansvar for hjem og børn, har en række konsekvenser. Det fører til, at kvinden er økonomisk afhængig af manden, og at han er den som har mest magt i ægteskabet. Kvinden har ikke så let ved at forlade et sådan ægteskab, da hendes livsgrundlag er afhængig af det. Hun vil ofte være tvunget til at fortsætte et kærlighedsløst forhold, og hun tvinges til at bytte økonomisk tryghed mod sex.

Manden er på sin side udsat for et vist pres i retning af at få et fjernt forhold til børnene. Dersom ægteskabet går i opløsning, er det næsten altid kvinden som bliver tilkendt børnene - i tråd med den almindelige opfattelse af at det daglige arbejde med og ansvaret for dem er hendes.

Seksualliv

I modsætning til de økonomiske sider er seksuallivet i ægteskabet stort set uberørt af juridiske regler. Forbudet mod «seksuel utroskab» blev fjernet fra straffeloven allerede i starten af det 20. århundrede. Seksuallivet bliver betragtet som en del af «privatlivets fred», og er således ikke et statsligt-juridisk anliggende. En vis juridisk sanktion mod «utroskab» findes alligevel, i og med at den anden part da kan få bevilget skilsmisse ved dom med øjeblikkelig virkning, uden den normale separationstid som ellers er nødvendig.

Endvidere er de uformelle normer omkring «seksuel troskab» stærke. Ægteskabsløftet om «evig troskab» omfattes som et løfte om, at ægtefællerne skal have monopol på hinandens seksuelle udfoldelse. Dette er normer, som fortsat har betydelig støtte i befolkningen. Normerne om seksuel afholdenhed før ægteskabet er derimod stort set opløste.

Også det livsvarige ægteskabet er stærkt vigende. Som kurverne ovenfor afspejler, var skilsmisseprocenten i 1989 næsten 50 %. Den er siden faldet til 38 % i 1998.

Det traditionelle ægteskab er altså under forandring på en række vigtige punkter. Det er i mindre grad livsvarigt, og det bliver mere almindeligt at leve i flere ægteskaber efter hinanden i løbet af et liv. Seksuallivet bliver ikke længere anset for alene at tilhøre ægteskabet, da det er tilladt at have seksuelle relationer - i hvert fald før man finder sin ægtefælle. Men en række af det traditionelle ægteskabs grundtræk eksisterer stadig. Ægteskabet er fortsat baseret på at økonomisk afhængighed, kærlighed og seksuelt monogami (dvs. at man har en fast partner) er sammenfiltret i en uløselig enhed.

Dette har flere vigtige konsekvenser. En af dem er, at seksuallivet helt fra tidligt i barndommen må præges og tilpasses det «normale», heterofile samlivsmønster som ægteskabet udgør. Seksuallivet og hele individets personlighed tilpasses den monogame binding til en partner af modsat køn i ægteskabet (se Monogami). Dette gælder især for kvinden. Formningen af hendes seksualliv til et monogamt samliv i ægteskabet er tilpasset den økonomiske og følelsesmæssige afhængighed og uselvstændighed, som ægteskabet indebærer. Denne tilpasning medfører en undertrykkelse af seksuallivet i en tidlig alder med en seksualfjendtlig opdragelse. Børnene møder ofte negative reaktioner, når de udtrykker deres seksualitet, hvilket er en væsentlig del af grundlaget for nervøse plager siden hen. Samtidig sker der en romantisk idealisering af parforholdet (se Kærlighed).

Siden 1970'erne har der imidlertid fundet et antiautoritært oprør sted mod ægteskabet som samlivsform. Flere og flere unge lever sammen uden at være gift. Dette er en fortsættelse af den frigørelse af seksuallivet, som er foregået i det 20. århundrede.

Forsøgene på at udvikle andre samlivsformer indebærer en protest mod afhængigheden, kvindeundertrykkelsen og den falske romantisering af parforholdet, som er knyttet til ægteskabet. Rent juridisk betyder ægteskabet imidlertid en vis beskyttelse af den svageste part, kvinden, og det giver manden visse rettigheder overfor børnene, som han ellers har mindre ret til i et papirløst samliv.

Samliv uden kontrakt sætter i en vis grad parterne i stand til at fastsætte deres egne spilleregler økonomisk og socialt. Men det berører ikke nødvendigvis forestillingen om det «tosomme» (se Tosomhed). Den samme romantiske idealisme kan også overleve i parforhold udenfor ægteskabet. Spørgsmålstegnet må derfor ikke blot sættes ved ægteskabet, men ved selve parforholdet - den gensidige personmonopolisering.

A.Gj.