Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Goldman (1869-1940), polsk-nordamerikansk anarkistisk agitator og skribent. Hun står først og fremmest som en fremragende taler og agitator, og for sin udfordring af samfundets politiske og personlige moral. Hendes styrke lå ikke i teorien, men i evnen og viljen til at leve efter sine ideer - at leve et liv i revolution. Hendes liv er et eksempel på anarkisternes tese om direkte aktion som noget helt andet end terrorisme. Emma Goldman blev født i Kovno i det tidligere Polen af jødiske forældre. Hun voksede op, dels i det baltiske Popelan og dels i Køningsberg. I St. Petersburg hvor hun tilbragte ungdomstiden, kom hun i kontakt med narodniker og nihilister i disses terroristiske periode (se Narodnik).

Hun emigrerede til USA i 1889. Senere emigrerede hele familien. Efternavn og amerikansk statsborgerskab fik hun gennem sit giftermål med en tidligere indvandret russisk jøde, A. Goldman. Hun forlod efter kort tid ægteskabet for at vie hele sin tid og arbejdskraft til de politiske idealer.

Den afgørende politiske begivenhed for hende, som for mange andre radikale indvandrere, var justitsmordet på fagforeningsledere, som i 1886 demonstrerede for 8 timersdagen i Chicago (se Chicagomartyrerne). Hun kom i kontakt med anarkistiske tysksprogede emigrantgrupper. Her traf hun bl.a. Alexander Berkman, «Sasha». En jødisk/russisk emigrant som hende selv. De fandt hinanden, både personligt og politisk; Et forhold der varede til Berkmans død i 1936. De havde den samme politiske baggrund fra Rusland, med zarens hårde politiske undertrykkelse og reaktionen i form af sammensværgelser og terrorisme. Denne erfaring overførte de direkte til USA uden tanke for, at de nationale forhold og fortolkningen af terrorhandlinger var anderledes. De tog selv terror i brug som våben. I «solidaritet» med arbejderne i en arbejdskonflikt planlagde de i 1892 et attentat mod fabriksejeren Frick. Attentatet blev udført af Berkman alene - de havde kun penge til togbillet til én af dem. Frick overlevede, og Berkman fik 16 års fængsel. Dette attentat skabte stor debat og uenighed mellem de forskellige anarkistiske emigrantgrupperinger. En debat som Goldmann ikke helt kunne abstrahere fra. Hendes syn på terrorisme blev gradvist ændret, selv om hun forsvarede det hun og hendes elskede Sasha havde gjort. Hendes syn på terror som et demonstrativt anslag mod samfundets magt og en lige for lige justits ændrede sig. Hun erkendte, at de revolutionære midler må være i overensstemmelse med det revolutionære mål.

Hun deltog kun lidt i det organisatoriske arbejde, selv om hun ved enkelte lejligheder repræsenterede nordamerikanske anarkister internationalt. Hendes arbejdsstil var individualistisk og spontan, præget af direkte engagement i sagen. Ved siden af hendes lønarbejde - 12 timer dagligt i systue eller korsetfabrik - gennemgik hun på stjålen tid nogen teoretisk skoling. Hun sluttede sig til Bakunins kommunistiske anarkisme. Først meget senere stiftede hun ud fra Benjamin Turner bekendtskab med den «indfødte» anarkistiske tradition. En helt anden tradition, stærkt individualistisk og med stærke træk af liberalisme. Den anarkistiske bevægelse i USA i slutningen af det 19. århundrede havde altså to forskellige rødder: Turners nordamerikanske variant og den som de forskellige emigrantgrupper importerede. Emigrantgrupperne syntes at leve deres eget liv, både socialt og politisk. Deres publikationer blev overvejende udgivet på tysk. Det fremmede heller ikke ligefrem kontakten med de indfødte.

Selv om Goldman havde placeret sig indenfor den kommunistiske tradition med dens understregning af det kollektive og samfundsmæssige, lagde hun alligevel stor vægt på individualitet og individets handlingsmoral. Hendes standpunkt må ses i lys af hendes personlige og politiske liv og hendes form for feminisme. Hun accepterede ikke mændenes revolutionspuritanisme og heller ikke den samtidige kvindebevægelses sociale og seksuelle puritanisme. Gennem hele sin livsførelse viste hun, at det politiske spænder over alle livsområder - også det personlige liv. Der findes andre værdier end revolutionen og familien. For at citere hende selv: «Retten til at elske og blive elsket er til syvende og sidst vigtigere end noget andet krav». Dette forudsætter både en personlig frigørelse og en samfundsmæssig politisk kamp. Emma Goldman så ingen modsætning mellem disse to sider, selv om hun i praksis oplevede konflikter mellem dem. Hendes kærlighedsforhold gik ofte på tværs af det, der var politisk acceptabelt i miljøet. Hendes holdning og personlige liv og kamp på dette plan er det interessante ved hendes feminisme, og problemerne hun stod overfor, synes ikke at være blevet historiske.

Hendes forhold til den samtidige feminisme var afvisende. Hun var uenig i deres syn på stemmeretten som frigørende. Men også i sager som hun selv agiterede for - som præventionsanvendelse - kørte hun sit eget løb, med kølig distance til andre kvinder som f.eks. den centrale skikkelse i dette arbejde, Margareth Sanger. Emma Goldman så kvindeundertrykkelsen som et delspørgsmål. Det optog hende i en periode - det var en episode. Men for hende var klassekampen og den politiske «vækkelse» af arbejderklassen det vigtige.

Hendes agitations- og foredragsvirksomhed spændte over mange emner. Hendes første opgave var agitationen for 8 timersdagen. Senere beskæftigede hun sig med faglig organisering blandt kvindelige arbejdere, støttearbejde ved forskellige arbejdskonflikter, kamp mod deltagelse i første verdenskrig og arbejde for ytringsfriheden. Hun var desuden velbevandret i samtidens litteratur og forelæste bl.a. over Strindberg og Ibsen. Som litteraturforelæser gik hun ikke i dybden, men anvendte værket og forfatterskabet til at illustrere sagsforhold. Alt var underlagt det overordnede mål - det politiske arbejde. I 1906 startede hun magasinet: «Moder Jord» med politisk og litterært indhold. Berkman var fra 1908 redaktør til tidsskriftet lukkede i 1915. Det var mere et menighedsblad end et forum for den politiske og litterære avantgarde. Det hang antageligt sammen med Berkmans person og politiske «strenghed».

Mellem foredragsturneerne og det øvrige politiske arbejde måtte hun også søge at ernære sig og financiere sine forskellige kampagner og projekter. Hun arbejdede som syerske, senere som sygeplejer og som jordemor. Velstående liberale venner hjalp også til, og dele af skribent- og foredragsvirksomheden var betalt arbejde. Dette var en slags karriere for samtidige intellektuelle kvinder og altså ikke noget specielt for Goldman.

Kampen for ytringsfriheden stod centralt gennem alle årene og berørte hende selv stærkt. Efter mordet på præsident McKinley i 1901 blev friheden for de venstreradikale stærkt indsnævret og efterfulgt af forfølgelse og politisk undertrykkelse af anarkister og radikale fagforeningsfolk. I 1903 blev der vedtaget en speciel anti-anarkistlov. Under hele hendes aktive periode i USA blev der fra de forskellige føderale myndigheders side gjort forsøg på at stoppe hende. Hun blev anklaget for at have opfordret til oprør. De prøvede at gøre hende ansvarlig for forskellige terrorhandlinger, der ofte var sat i værk eller fremprovokeret af politiet. «Moder Jord» blev nægtet udsendelse, og kontoret og deres private midler og driftsmidler blev inddraget. Hun tilbragte endvidere to kortere perioder i fængsel. Der blev gjort forsøg på at fratage hende statsborgerskabet for at få sendt hende ud af landet. Hendes politiske virksomhed fik endelig en brat slutning i 1919, da hun, Berkman og en del andre venstreorienterede - overvejende anarkister - blev deporteret til Sovjet.

Frem til opholdet i Sovjet (1919-1921) havde hun været en varm forsvarer af den russiske revolutionen og offentligt taget afstand fra russiske anarkisters kritik. Hendes egne erfaringer gav hende et noget andet syn. Efter nedslagtningen af Kronstadtoprøret rejste hun og Berkman desillusionerede fra landet. De lærte nu, at målet ikke retfærdiggjorde midlerne, men at målene tvært imod ligger i midlerne - også i en revolutionær situation.

Fra 1921 til 1925 flakkede hun statsløs omkring i Europa indtil hun skaffede sig engelsk statsborgerskab gennem et proformaægteskab med en engelsk minearbejder. Hun levede senere overvejende i Frankrig og Schweiz. Hendes sidste politiske indsats var støttearbejde for FAI/CNT gennem et propagandakontor i London under den spanske borgerkrig. Hun døde kort efter, at den spanske kontrarevolution havde sejret.

S.N.