Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Enzo Paci (1911-1976), italiensk filosof, født i Monterado (Ancona), søn af Corrado, dyrlæge og lektor ved Pavias universitet. Han påbegyndte sine filosofiske studier ved Pavias universitet og tog afgangseksamen i 1934 ved Milanos Statsuniversitet med en afhandling udarbejdet under vejledning af Antonio Banfi. Banfi var professor ved Pavias universitet fra 1951 og siden fra 1958 ved Milanos Statsuniversitet. Han definerede sin filosofiske position som «kritisk rationalisme» og hans utroligt rige filosofiske undervisning, der spændte fra Kant til Hegel, Nietzsche, Simmel, Husserl, etc., påvirkede uundgåeligt Pacis egen tænkning.

Pacis afgangsafhandling blev offentliggjort i 1938 med titlen Betydningen af Parmenides i Platons filosofi. I forordet kritiserer han invasionen af «ikke-væren» (fravær, negation, eller tab af virkelighed) i den europæiske tænkning og hævder, at «vor tids mission» er at stå imod denne fare og forvandle den til en positiv og kreativ ny begyndelse. Hans første studier var herefter viet til eksistentialismen med henblik på at udarbejde en ny version af denne filosofi, der havde til hensigt at være anderledes end den tyske og den franske. Sammen med sin ven Nicola Abbagnano udviklede han en egentlig positiv eksistentialisme, der med Abbagnanos ord «kalder mennesket til ansvarlighed», leverer redskaber til at modstå angst og opmuntrer mennesket til at udfolde sin egen frihed.

«Eksistens» har iflg. Paci at gøre med irrationalitet, passion; eksistens er «noget forvirret og kaotisk, noget ubevidst». Ikke desto mindre er «eksistens» – dette for rationaliteten flygtige – korreleret med «værdi», som repræsenterer sansningens horisont. Iflg. Paci «kan eksistens og værdi ikke adskilles, selvom de er modsatte hinanden. Værdi er som fravær implicit i eksistens» (Eksistentialisme og historisme, p. 228). Den dominerende filosofi i Italien i første halvdel af det 20. århundrede var den italienske neo-idealisme. Pacis modstand mod denne filosofi kom særligt til udtryk i hans konfrontation med Benedetto Croce. I Croces åndsfilosofi er kategorien «det brugbare» den mest basale blandt den praktiske rationalitets kategorier. Men hos Paci skal denne kategori imidlertid ikke betragtes som en af det åndelige livs former; den repræsenterer i stedet, som Freuds libido og Platons eros, eksistensens kontingente karakter. Pointen er, at eksistens er noget givet, som bevidstheden eller ånden må konfronteres med, ikke en blandt andre rationelle «former» af bevidsthedens liv.

I 1951 grundlagde Paci tidsskriftet aut aut (da. enten eller), som hurtigt blev et fokuspunkt i italiensk kultur. I det første nummers leder skriver han: «Da Kierkegaard for omkring et århundrede siden skrev Enten-eller, forsøgte han at vise, at der var et valg mellem det æstetiske og det etiske liv. […] Enten-eller er meget simpelt: enten kulturens frihed eller barbari». Udtrykket aut aut betegner for Paci imidlertid en retning, ikke et definitivt valg; det er en handling, som skal udføres med frihed og ansvarlighed for at overkomme nye former for irrationalitet. Spørgsmålet om tidslighed og dens irreversible struktur blev snart et kritisk punkt for Pacis tænkning. Dette er også tydeligt i flere essays fra halvtredserne og tresserne, der omhandler forholdet mellem filosofi og videnskab. «Filosofi – skrev han – har ingen grund til at afvise de andre videnskabers resultater» (Tid og relation, s. 7).

Iflg. Paci er «eksistens» forbrug, men forbrug falder sammen med tidslighed og dens irreversible struktur. Eksistens er derfor forbundet med entropi, en uendelig tidslig proces, der garanterer menneskelig frihed. «Tidslighed – skrev han – er essensen i eksistensen relationelle struktur». Pacis positive eksistentialisme blev derfor en art relationisme, dvs. en form for filosofi, der sigter mod at syntetisere forskellige temaer og idéer fra moderne og samtidig filosofi med videnskaben. Målet var «en ny vidensencyclopædi», som ikke skal tænkes som en statisk systematik, men som en foreløbig syntese klar til at blive modificeret i forhold til og konfronteret med skiftende historiske sammenhænge.

Disse temaer inspirerede Pacis originale læsning af Husserls fænomenologi. Husserls filosofi blev først introduceret i Italien af hans professor, Antonio Banfi. Paci videreførte dette arbejde og blev drivkraften bag en italiensk «renæssance» for fænomenologi i tresserne. Denne filosofi blev for ham et emblem på en åben og antidogmatisk undersøgelse. Opgaven for denne «essensernes videnskab» var for Paci at se, at forbinde de forskellige vidensområder og skabe et net af relationer til kulturens forskellige dimensioner. I denne forstand er fænomenologi også en encyclopædi i vækst, og husserlianske essenser udgør tidslige strukturer, hvis grundlag bestandigt må fornys. På baggrund af denne idé om den fænomenologiske encyclopædis åbne struktur forsøgte Paci i anden halvdel af tresserne at forbinde fænomenologi med marxisme, hvilket betød fremkomsten af en ny filosofisk strømning kaldet «fenmarx» [fænmarx] (aut aut, nr. 112, 1969), hvori Husserls levende subjekt og Marx' konkrete begreb om mennesket blev sammenfaldende.

Paci var en af de ledende figurer i italiensk filosofisk kultur efter Anden Verdenskrig. Hans arbejde har bidraget til at frigøre italiensk filosofi fra idealismens hegemoni og dermed åbnet den italienske filosofi for flere nye perspektiver fra det 20. århundrede. Hans navn huskes stadig i Italien, særligt pga. hans bidrag til en nyfortolkning af den husserlianske fænomenologi, der har bevaret sin tiltrækningskraft.

A.Di.M. (Oversat af A.S.)