Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Georg Simmel (1858-1918), tysk sociolog og kulturfilosof.

Simmel blev født i Berlin, hvor han også voksede op og arbejdede det meste af sit liv. Han vandt sig tidligt et stort ry, både som skibent og som forelæser og var personlig ven med flere af periodens store ånder fra digteren Stefan George til fænomenologen Edmund Husserl. På det mere officielle plan havde han dog svært ved at opnå anerkendelse og ansættelse ved universitetet. En blanding af antisemitisme og institutionel utryghed ved den videnskabelige boheme har nok gjort sig gældende. I årene 1885-1901 forelæste han som ulønnet privatdocent, i 1901-14 havde han titel af «professor extraordinarius», men det var mestendels en ærestitel, der ikke gav ham væsentlig indtægt. I 1914 fik han et professorat i Strasbourg, men pga. verdenskrigen og sygdom fik han ikke her nogen lang, sammenhængende arbejdsperiode.

Simmel regnes for en af sociologiens grundlæggere, men han var ikke fagsociolog i den forstand vi i dag forbinder med dette begreb. Han interesserede sig også for moralvidenskab, historiefilosofisk erkendelsesteori, æstetik og livsfilosofi. Sin mest originale og blivende indsats har han ud over sociologien lagt inden for det, man med et moderne udtryk vil kalde kulturanalyse. Den bedrev han både på enkeltanalysens plan, hvor han tog fænomener som moden, storbyen, gnieren, ødelanden i øjesyn, og i stort anlagte udviklingsanalyser: pengenes filosofi, kulturens tragedie, differentiering og individualisering. Som sådan er han central for teorier om modernitet og modernisering. Det hovedproblem Simmel selv tumlede med i sin kulturteori var hvordan individet kan udtrykke og samtidig værne om den individualisering, det oplever i det moderne samfund. Hvordan kan det undgå blot at blive et lille tandhjul i et anonymt samfundsmaskineri?

På det mere strikte sociologiske plan er han stamfaderen til alle former for mikro-, form- og rollesociologi: han har her f.eks. analyseret måltidet, smågruppen, det hemmelige selskab, numerisk sociologi, sansernes sociologi osv. Han interesserer sig for de talrige former for vekselvirkning individer kan indgå i med hinanden. Hvilke mønstre viser sig i disse vekselvirkninger, hvis man abstraherer fra de individer, der indgår i dem? Simmel opnår aldrig noget helt tilfredsstillende begrebsapparat for de sociale former. Måske fordi han tænker dem i en inspiration fra erkendelsens former, hvor et strukturbegreb kunne have været mere relevant. De sociale former er som sproget noget, der ikke lader sig udtømme på hverken individuelt eller funktionelt plan.

Inden for kulturteorien er han forløber for Adorno, Benjamin og Kracauer, mens hans sociologiske efterkommere for en bredspektret betragtning kan rumme folk som Erving Goffman, Norbert Elias og Niklas Luhmann.

Simmel har sin force i den konkrete analyse, den originale og skarpsindige iagttagelse, og i mindre grad i en evne til at opbygge teoretiske systemer og udvikle en konsistent begrebsverden. Det afholdt ham dog på ingen måde fra at forsøge. Men han kan virke løs, usystematisk, intuitiv - og det gavnede næppe hans universitære løbebane, at han kun meget sporadisk betjente sig af noter og henvisninger, ligesom han ret ukritisk og ad hoc præget brugte løs af tidens skiftende paradigmer: evolutionisme, nykantianisme, livsfilosofi. Han er af den grund i højere grad end de store samtidige sociologer - Max Weber og Emile Durkheim - blevet en marginal klassiker.

Originaliteten og sensibiliteten af Simmels analyser, som ikke er blevet mindre relevante i et postmoderne netværkssamfund, har bevirket, at flere generationer har forsøgt at give ham en renæssance. Men det er fortsat enkeltanalyserne, der består tidens prøve.

N.G.H.