Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Platon (427-347 f.v.t.), græsk filosof. Platon tilhørte en af Athens politisk indflydelsesrige slægter og var derfor som ung indstillet på en politisk karriere. Det oligarkiske styre («de 30 tyranner») i 304/303 og Sokrates’ henrettelse i 399 under det genoprettede demokrati gav ham imidlertid lede ved tilfældigheden og voldeligheden i den herskende politiske praksis. Herefter koncentrerede han sig om filosofisk arbejde. Han påbegyndte sit forfatterskab allerede i 390'erne og grundlagde omkring 385 en skole, Akademiet, som han ledede til sin død. Platons filosofi byder på den første samlede filosofiske gennemtænkning af virkeligheden og har haft bred indflydelse på europæisk kultur.

Hele Platons forfatterskab er dybt præget af politisk interesse. Centralt står undersøgelsen af mennesket som erkendende og handlende væsen. Udgangspunktet er et opgør med sofisterne, der anså verden som et produkt alene af menneskers subjektive opfattelser, meninger og interesser, hvorfor objektiv erkendelse er umulig, og ingen normer har almen gyldighed. Heroverfor fastslår Platon, inspireret af Sokrates, at menneskelig autonomi beror på den fællesmenneskelige fornuft: Kun som fornuftsmæssigt begrundede har synspunkter og normer forbindtlighed og kan fungere som kritisk instans over for de herskende forhold.

At der findes objektiv erkendelse er for Platon indiskutabelt; matematik og håndværk (græsk technê) er eksempler på faktiske vidensformer. Viden forudsætter imidlertid, at verden grundlæggende er ordnet - ikke et ustruktureret kaos. Denne orden ser Platon som et idealtmønster af uforanderlige og uforgængelige almene enheder, ideer, som de enkelte fænomener på forskellig og varierende vis har del i. At verden fremtræder foranderlig og forgængelig gør ikke erkendelse umulig; der er en bagvedliggende fast struktur, som kan erkendes; den er den sande virkelighed.

Også moralsk og politisk praksis beror for Platon på indsigt i denne uforanderlige struktur. Vil man handle tappert og retfærdigt, må man vide, hvad tapperhed og retfærdighed er, men det lærer man kun gennem filosofisk refleksion og ved at se kritisk på verden, som den fremtræder. I sit – og historiens – første store politiske værk, Staten, konstruerer Platon en «idealstat», hvor fornuften og ikke slægt, magt eller rigdom er det herskende princip. Statens formål er det gode liv for mennesker i fællesskab, og regenternes primære opgave er at varetage opdragelsen og uddannelsen af borgerne, så de får et solidarisk sindelag og kan udføre den funktion, de af natur er bedst egnet til. Politisk visdom er derfor i høj grad en indsigt i sjælen, dvs. den menneskelige natur, og Staten kan læses som en undersøgelse af forholdet mellem individ og stat: Er mennesket et produkt af staten og opdragelsen, er staten dog samtidig et menneskeligt produkt. Platons politiske filosofi er ofte blevet betegnet som totalitær, men det skyldes bl.a. et misforstået og snævert fokus på den ideale model i Staten. I Statsmanden supplerer Platon med en diskussion af navnlig lovens nødvendighed for statsstyret, og i Lovene udformes de grundlæggende tanker fra Staten i en konkret forfatning, der med sin blandede styreform, sine redegørelser for de enkelte lovkompleksers hensigt og omfang samt sine strafferetslige bestemmelser har haft indflydelse på al senere politisk teori.

Platons filosofi er overleveret i litterære dialoger, oftest med Sokrates som hovedperson, og har intetsteds karakter af et filosofisk system. Tilgangen er dialektisk, dvs. udgår fra foreliggende synspunkter og meninger, som kvalificeres eller tilbagevises diskursivt. Filosofi er for Platon et teoretisk anliggende og samtidig også et spørgsmål om det rette liv: En stadig stræben efter fuldkommenhed og lykke gennem indsigt.

A.E.O.