Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ervin Szabó (1877 - 1918), ungarsk bibliotekar og socialist. Szabó blev født i Szlanyica (i det nuværende Slovakiet) den 23. august 1877. Hans familie var jødisk og havde et meget usikkert eksistensgrundlag. Han fik dog en studentereksamen i Ungvar (i dag Uzhorod i Ukraine) og læste ved universiteterne i Budapest og Wien. Begge steder interesserede han sig for flere forskellige fag og fulgte forelæsninger i dem. Han afsluttede en bibliotekaruddannelse, og ved tilbagekomsten til Budapest begyndte han at arbejde i parlamentsbiblioteket, senere organiserede han biblioteket i Industri- og handelskammeret. Han udnævntes senere til direktør for dette bibliotek og udviklede det til et intellektuelt forskningscenter. Han begyndte hurtigt at skrive til det ungarske socialdemokratis (MSzDP) hovedorgan, Népszava, og overtog ligeledes det redaktionelle arbejde med avisens pjecer, f.eks. i anledning af Første maj, og en del andre udgivelser, som den årlige almanak.

Han var med til at oprette det liberale/demokratiske/socialistiske Társadalomtudományi Társaság (Det Socialvidenskabelige Selskab) hvor han repræsenterede de socialistiske vurderinger. Han holdt taler ved selskabets møder og deltog i arbejdet med selskabets vidt udbredte og højt ansete månedsblad, Huszadik Század (Det Tyvende århundrede), som var oprettet efter det engelske The Nineteenth Century's forbillede. Szabó bidrog til tidsskriftet bl.a. med nogle fremragende oversigter over den europæiske og nordamerikanske arbejderbevægelse i årene 1902 og 1903.

Szabó gjorde en betydelig indsats for at samle eksakte og mange kilder til sine undersøgelser; han læste meget, skrev mange anmeldelser og kunne udover ungarsk ikke alene tysk, men også fransk, engelsk og italiensk. Derudover opretholdt han sine kontakter fra studieårene i Wien, og kom derved til i mange år at deltage i indsmuglingen af illegal litteratur til Rusland.

I denne tid var han pr. brevveksling i kontakt med Karl Kautsky, Franz Mehring, Eduard Bernstein, Victor Adler, Georgij Plekhanov, Samuel Gompers og Enrico Ferri, samt med serbiske og kroatiske socialister, hvilket underbyggede hans brede udsyn. Kautsky bad ham om at udarbejde oversigter over udviklingen i Ungarn til Neue Zeit (hans korrespondance med Kautsky er udgivet i Karl Kautsky und die Sozialdemokratie Südosteuropas. Korrespondenz 1883-1938, Frankfurt 1986).

Szabó redigerede et fremragende udvalg af Marx' og Engels' værker, som dog ikke vandt Kautskys bifald. Szabó skrev meget originale indledninger til de enkelte tekster i udvalget, hvis første bind udkom i 1904. Udvalget blev sponsoreret af MSzDP og blev en stor succes. Trods senere uoverensstemmelser mellem Szabó og partiet, udgav det 2. bind af Marx-Engels udvalget, der udkom i 1907.

Omkring århundredskiftet var Szabó klart en «ortodoks marxist» og netop af denne grund af stor interesse for Kautsky og Plekhanov. Efter 1904 gennemgik han imidlertid en hurtig nyorientering mod syndikalismen. I situationen så han en nødvendighed for en politisk-teoretisk nyorientering i arbejderbevægelsen; han afviste dog reformismen i alle dens former - selv om han af videnskabelige årsager opretholdt korrespondancen med Bernstein og Samuel Gompers, præsidenten for American Federation of Labor. Han optog derfor kontakt til først og fremmest de franske syndikalister, f.eks. Paul Delesalle og især Hubert Lagardelle og bidrog til tidsskrifterne La Vie Ouvriere og Le Mouvement Socialiste.

I 1906 kom det til et alvorligt sammenstød mellem ham og MSzDPs ledelse om vurderingen af den politiske situation i Ungarn, om den politiske strategi og partidemokratiet. Partiets og hans veje skiltes. Det er i øvrigt usikkert, om Szabó nogensinde var partimedlem, om han nogensinde og i givet fald i hvor lang tid betalte et medlemskontingent. Han havde iøvrigt ingen direkte betydning ved oprettelsen af partiets teoretiske tidsskrift Szocializmus, men indirekte havde han stor betydning for Zsigmond Kunfis opfattelse af socialismen og dermed også på redaktionens vurderinger. På samme måde havde Szabó også kontakt med og betydning for den interne opposition i MSzDP.

Til trods for sit skrøbelige helbred (han have tuberkulose og var i perioder indlagt i Schweiz og Italien) var Szabó fortsat aktiv i udviklingen af en ny målsætning for arbejderbevægelsen. Han iagttog den franske syndikalismes (CGT's) forfald og orienterede sig derfor først mod Storbritannien og endnu mere mod USA. Han håbede, at den syndikalistiske organisation Industrial Workers of the World (IWW) ville udvikle en for tiden adækvat praksis og teori.

I 1907 tog han til Paris i håbet om at møde Jean Jaures, men traf i stedet for den mere radikale Edouard Vaillant. Han havde fået en anbefalingsskrivelse fra formanden for det østrigske socialdemokrati, Victor Adler, som faktisk stod på et reformistisk standpunkt. Szabó skrev adskillige bidrag til det østrigske partis teoretiske tidsskrift, Der Kampf, og til Archiv für die Geschichte des Sozialismus und der Arbeiterbewegung, redigeret af Karl Grünberg. Disse tidsskrifter var imidlertid alt andet end syndikalistiske. Han korresponderede på den anden side også intensivt med Robert Michels, som i disse år stod på syndikalistiske positioner.

Hans håb var, at også den ungarske arbejderbevægelse ville gå denne vej, men han erkendte i løbet af kort tid, at det var en illusion. I 1909 og 1910 skrev han flere artikler, i hvilke han analyserede situationen i Ungarn og kom til den slutning, at landet måtte gennemgå en lang og besværlig vej via det borgerlige demokrati og en kapitalistisk udvikling, som knap nok var begyndt.

Fra 1910 og frem blev Szabó på sin vis isoleret. Han var dog fortsat præget af sine marxistiske studier og socialistiske målsætning. Isolationen var dog ikke fuldstændig: mange unge socialistiske intellektuelle - ofte oppositionelle indenfor MSzDP - og ligeledes en del yngre arbejdere samledes omkring ham og brugte hans biblioteks muligheder for videre diskussioner.

Det er bemærkelsesværdigt, at Szabó allerede tidligt i det 20. århundredes første år bemærkede den dybtgående sociologiske ændring i den arbejdende befolknings struktur. Han hævdede allerede i disse år, at industriarbejdernes antal faldt, og at det såkaldte «tredje» lag, dvs. funktionærer og servicearbejdere, var i stigning. Men selv om han så dette fænomen, så drog han ikke den slutsats, at han og alle andre socialister for fremtiden ikke udelukkende burde satse på industriarbejderne.

Efter 1. verdenskrigs udbrud var han skuffet over arbejderbevægelsens reaktion, og hans isolation forstærkedes. Han skrev til demokratiske og liberale blade og søgte at finde nye tilgange. Han opretholdt forbindelser til unge syndikalistiske arbejdere, og efter at de oppositionelle, venstresocialistiske grupperinger i Europa havde afholdt deres konferencer i Zimmerwald og Kienthal i 1915 og 1916, sendte sekretæren for Zimmerwaldkonferencerne, Angelica Balabanov, unge socialister til ham for på den måde at styrke en mulig venstreoppositionel bevægelse i Ungarn. Der kom dog ingen varig forbindelse ud af dette forsøg.

I sine sidste leveår udgav Szabó et omfattende socialhistorisk værk om den ungarske revolution i 1848/1849, som var en direkte kritik af den officielle nationalistiske vurdering ud fra et marxistisk samfundssyn [Társadalmi és pártharcok Magyarországon]. Szabó døde umiddelbart før den ungarske oktoberrevolutions udbrud den 30. september 1918. På dagen da han begravedes gennemførte arbejderne en 10 minutters arbejdsstandsning for at vise deres sorg.

Der findes adskillige udvalg af hans afhandlinger på ungarsk, en bibliografi over hans artikler i tyske, franske og andre udenlandske tidsskrifter, og to omfattende bind på ungarsk med hans udvalgte korrespondance.

Ja.J.