Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Balabanova (1878-1965) blev født i Chernigov i Ukraine. Hun stammede fra en rig godsejerfamilie, som hun forlod i protest som nittenårig og rejste til Belgien for at studere politisk økonomi. Hun blev socialist og studerede i Leipzig, Rom og Zürich. Efter sine studier blev hun professionel agitator og organisator for forskellige socialistiske partier i Europa og rejste over hele kontinentet. Hun blev medlem af det Italienske socialistparti i 1900 og redaktør for partiets avis «Avanti» (Fremad). Hun var en central skikkelse i opbygningen af det Italienske socialistparti, men deltog også aktivt i det Russiske Socialdemokratiske Partis arbejde i eksil og i den europæiske socialistbevægelse. Hun udførte først og fremmest sit tidlige arbejde blandt tekstilarbejderne i Norditalien og Schweiz. Her fik hun stor opbakning blandt arbejderne, fordi hun var lige så optaget af at lindre deres menneskelige nød som af at organisere dem politisk. Senere var hun aktiv deltager i Zimmerwaldbevægelsen, blev dens sekretær og støttede dens bestræbelser på at rejse arbejderne mod krigen. Hun organiserede den socialistiske kvindebevægelse sammen med Clara Zetkin i Bern i 1914. I 1917 blev hun medlem af bolsjevikpartiet og tjente den russiske revolution som propagandist og som sekretær i den 3. Internationale frem til 1921. Hun forlod i 1921 Sovjetunionen i protest mod det, hun betragtede som politisk forræderi overfor revolutionen - specielt fra Zinovjevs og Radeks side. Men hun blev ikke ekskluderet af partiet før i 1924. Fra 1926 til 1936 var hun igen udgiver af «Avanti», som da blev udgivet i Frankrig. Derefter flyttede hun til USA, hvor hun levede til sin død 1965.

Balabanova var altid først og fremmest en humanistisk socialist, og hun skrev om sig selv at: «Min følsomhed overfor menneskelig nød har sandsynligvis altid været den dominerende faktor i min følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, i mit ungdomsoprør, i mit brud med familien og i min hengivenhed overfor den revolutionære bevægelse. Men i alt dette har der aldrig eksisteret nogen konflikt mellem mit hjerte og min hjerne.... Jeg har aldrig sat mine individuelle følelser lavere end revolutionens interesser.» Hun viste speciel omsorg overfor arbejderkvinderne og beskrev deres lidelser og sult de første år efter revolutionen. Hun blev brugt af partiet pga. sin internationale prestige og sine færdigheder som propagandist, men hendes kritik af partiets centrale mænd gjorde hende til sidst ubrugelig. Hun blev betragtet som «blødhjertet» og blev tilsidesat. Da hun nægtede at agitere mod den italienske kommunistleder Servati, måtte hun forlade Sovjetunionen. Hendes personlige integritet og loyalitet overfor gamle venner og idealer blev altid anset for politisk naiv, mens hun selv anså disse træk som sin personlige styrke.

Balabanovas politiske betydning findes først og fremmest i hendes praktiske liv som aktivist, propagandist og organisator - ikke på det teoretiske plan. Som redaktør for «Avanti» underskrev hun aldrig nogen artikler, fordi hun mente, at anonymitet var vigtig i et socialistisk parti for at modvirke heltedyrkelse. Hun anvendte ingen af de mange centrale hverv hun bestred til at opbygge sit eget magtgrundlag, og hun kæmpede mod centralisering og bureaukratisering i det politiske arbejde.

H.He.