Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Det Palæstinensiske Kommunistiske Parti (1920-), palæstinensisk venstrefløjsparti.
Blandt de zionistiske indvandrere som i begyndelsen af 1900-tallet kom til Palæstina, var der mange socialister fra Rusland og Polen. Nogle af dem frasagde sig zionismen og dannede i 1920 Palæstinas Socialistiske Arbejderparti, der kort tid efter ændrede navn til Palæstinas Kommunistiske Parti (PCP). Partiets perspektiv var at organisere anti-zionistiske, jødiske emigranter og palæstinenserne i en fælles kamp mod zionismen, mod det britiske kolonistyre og mod de feudale arabiske magtstrukturer.
Dette var et vanskeligt forehavende. Zionisterne anså tilhængerne af PCP for at være fjender af det jødiske folk og dermed forrædere. Palæstinenserne nærede en udbredt mistro til dette nye «udenlandske» parti, hvis medlemmer oftest ikke forstod arabisk. Af disse grunde var PCP i flere år et meget isoleret parti. I 1929 kom det i forbindelse med zionisternes annektion af landjord til en opstand fra den palæstinensiske befolkning. PCP viste forståelse for oprøret, men fordømte samtidigt dets anti-jødiske karaktér. Dette udløste en skarp kritik fra Kommunistisk Internationales (Komintern) side. Kritikken fik PCP's ledelse til at forandre den politiske linje og koncentrere sig om den arabiske «proletariske» del af Palæstinas befolkning. Dette forøgede imidlertid ikke partiets andel af palæstinensiske medlemmer. Derimod tiltog de partiinterne uenigheder, hvilket i 1936 førte til dannelse af en jødisk afdeling i PCP.
Efter at Sovjetunionens stalinistiske ledelse indgik en ikke-angrebspagt med Hitler-regimet, blev kløften mellem den palæstinensiske og jødiske del af partiet stadig større. Mens de palæstinensiske kommunister gennemgående forholdt sig indifferente til Sovjetunionens politiske kurs, tog de jødiske medlemmer af PCP klar afstand herfra.
Palæstinensiske og jødiske kommunister skilles
I 1943 kom det til den længe ventede splittelse af PCP: de palæstinensiske PCP-medlemmer identificerede sig med den arabiske nationalbevægelse, som vendte sig mod den europæiske kolonialisme. Den jødiske del af PCP krævede derimod en klarere orientering mod det jødiske samfund i Palæstina. Efter splittelsen bibeholdt de jødiske kommunister navnet PCP, mens palæstinenserne dannede «Liga for den nationale befrielse». I den følgende periode formåede «ligaen» at udvide sin basis med et større antal palæstinensere og blev den bærende kraft i opbygningen af de palæstinensiske fagforeninger. «Ligaen»s holdning overfor proklamationen af staten Israel i 1948 var præget af Sovjetunionens accept af opdelingen af Palæstina i to suveræne stater. Dermed fjernede «ligaen» sig fra dets tidligere målsætning om en fælles palæstinensisk stat for jøder og palæstinensere. Oprettelsen af staten Israel adskilte imidlertid «ligaen» geografisk i to dele.
Rakah i Israel
Mens de medlemmer af «ligaen» der befandt sig på Vestbredden sluttede sig til det jordanske kommunistparti, besluttede de palæstinensiske kommunister indenfor israelsk statsterritorium at slutte sig til det omdannede israelske kommunistparti - Maki. I 1950'erne fik det israelske kommunistparti omkring 15-20% af samtlige stemmer fra palæstinenserne, der levede i Israel. De fleste palæstinensere stemte i denne periode på andre arabiske lister, som var forbundet med pro-zionistiske partier - f.eks. det venstreorienterede arbejderparti Mapam.
I 1965 splittedes kommunistpartiet igen på basis af alvorlige interessekonflikter mellem jøder og palæstinensere. En fraktion bestående af anti-zionistiske palæstinensere og jøder dannede den «Nye kommunistiske liste»- Rakah - som hurtigt blev et af de mest indflydelsesrige partier blandt de omkring 1 million palæstinensere, svarende til omkring 15-16 % af Israels samlede befolkning. Rakah var et af de få partier i Israel, som havde et ikke-zionistisk program. Rakah betragtede ikke zionismen som det jødiske folks nationale befrielsesideologi, men derimod som et magtinstrument for imperialistiske interesser.
Efter splittelsen fra det gamle jødisk dominerede israelske kommunistparti Maki, anså flere og flere palæstinensere Rakah som deres parti. I takt med denne stigende tilslutning til et palæstinensisk domineret, anti-zionistisk kommunistparti, mistede de forskellige arabiske lister deres oprindelige indflydelse. Rakah spillede en vigtig rolle i kampen for at forsvare den million palæstinensere, der levede i Israel som et diskrimineret mindretal. Rakahs avis al-Ittihad (unionen) var i lang tid den eneste arabisksprogede avis, som beskæftigede sig med palæstinensisk kultur. I overensstemmelse med Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten accepterede Rakah et samarbejde med «progressive, realistisk tænkende », zionistiske og religiøse kræfter med etablering af en bred «fredsfront» for øje. En politisk orientering som Rakah også idag prioriterer.
Partiet i Israel
De palæstinensiske guerillaorganisationer undgik i lang tid enhver kontakt med de israelske kommunister. De anså dem for at være tilhængere af FN's delingsplan af 1947, og mente at de med deres parlamentariske arbejde i Knesset bidrog til at legitimere staten Israel. I lang tid anså de palæstinensiske guerillaorganisationer derfor et samarbejde med Rakah for at være ensbetydende med at opgive kampen for befrielsen af hele Palæstina. Først i 70'erne knyttes på initiativ af Sovjetunionen de første kontakter mellem PLO og Rakah. Fra 1977 mødes også repræsentanter fra den palæstinensiske venstrefløj med Rakah for at drøfte de «taktiske samarbejdsmuligheder ». PFLP anså Rakah's afvisende holdning til zionismen og det imperialistiske projekt i området som en fællesnævner for et muligt samarbejde. På trods heraf er forholdet mellem de palæstinensiske befrielsesbevægelser og Rakah forblevet distanceret. De konkrete strategiske uenigheder kom tydeligt frem ved den første Intifada i 1987-88. Da PFLP og andre forsøgte at bære opstanden ind i selve Israel og Intifada-aktivister i nogle byer og landsbyer hejste det palæstinensiske flag, kritiserede Rakah disse aktiviteter og distancerede sig fra strategien.
Ved de seneste to parlamentsvalg i Israel fik venstrefløjsalliancen mellem Rakah og Hadash (som er en samling af en række mindre venstrefløjsgrupperinger, inkl. det israelske kommunistparti Maki og uafhængige progressive fredsaktivister) 5 mandater i Knesset. Af de ialt 120 parlamentsmedlemmer i det israelske Knesset er 13 palæstinensere.
Rakah er meget aktiv i fredsbevægelsen, der kræver øjeblikkelig tilbagetrækning fra de besatte områder og er en vigtig politisk kraft for de palæstinensere, der lever i Israel.
Den Palæstinensiske Nationale Front (PNF)
De palæstinensiske kommunister i de besatte områder der organiserede sig i det jordanske kommunistparti, arbejdede i 50'erne og 60'erne ihærdigt for at udbrede kampen mod den israelske besættelse, mod ekspropriering af palæstinensernes land og mod etableringen af de israelske bosættelser. I 1968 tog de palæstinensiske kommunister initiativ til dannelsen af en national front: «Komiteen for national solidaritet», som blev grundlagt i Nablus. Den israelske regering erkendte straks faren ved sådan en tværpolitisk sammenslutning og deporterede mange af de deltagende aktivister til de arabiske nabostater. Repressionen kunne dog ikke helt eliminere komiteerne, og i 1973 dannedes Den Palæstinensiske Nationale Front (PNF). Den bestod foruden af kommunisterne, af arabiske nationalister, af repræsentanter fra de palæstinensiske guerillagrupper, af forskellige kvinde- og studentergrupper samt af fagforeninger og erhvervsforeninger.
De palæstinensiske kommunister anså PNF for at være Vestbreddens og Gazas regering. PNF skulle præsentere et alternativ til de hidtidige traditionelle feudale magtstrukturer blandt palæstinenserne og samtidigt fungere som bindeled til PLO i eksil. PNF skulle på ingen måde fremstå som en konkurrence til PLO. I overensstemmelse med Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten skulle det jordanske kommunistparti via PNF støtte de «realistiske kræfter » i PLO for at vinde dem for en to-stats-løsning på konflikten i Palæstina. Dette forehavende var ikke bare politisk yderst ømtåleligt, da PLO udtrykkeligt kæmpede for befrielsen af hele Palæstina, men besværliggjordes også af, at den israelske stat kriminaliserede enhver kontakt til PLO, som Israel anså for at være «terroristisk».
I 1978 blev PNF afløst af «Komiteen for den nationale ledelse», som politisk og socialt var endnu bredere sammensat og også indbefattede traditionelle klanledere.
I 1982 forlod de palæstinensiske kommunister det jordanske kommunistparti og genoplivede det gamle Palæstinensiske Kommunistiske Parti (PCP). Deres nye aktionsprogram markerede en markant forandring af deres hidtidige alliancepolitik. PCP's strategi for fremtidige befrielseskampe var nu baseret på det palæstinensiske proletariat som den centrale revolutionære kraft. PCP mente imidlertid også, at såvel kvindernes aktive deltagelse i kampen for palæstinensisk selvstændighed som opbygningen af en enhedsfront af samtlige progressive kræfter, var forudsætningen for en succesrig strategi.
Udfra disse overvejelser deltog PCP i april 1987 for første gang i PLO's nationalrådsforsamling, og har siden da været tilsluttet PLO. Da den første Intifada brød ud i december 1987, dannede kommunisterne sammen med al-fatah, PFLP, DFLP - og i Gaza også sammen med den islamisk-fundamentalistiske organisation Jihad al-Islami - den hemmelige «Forenede Nationale Ledelse» af Intifadaen (UNLU), for bedre at kunne koordinere opstanden. Mens PCP i Gaza samarbejdede med fundamentalisterne i Jihad al-Islami, optrådte partiet paradoksalt nok samtidigt meget konsekvent imod den største fundamentalistiske organisation i Palæstina, Hamas.
Det Palæstinensiske Folkeparti (PPP)
Ligesom de fleste andre kommunistiske partier af stalinistisk observans gennemgik PCP efter Sovjetunionens sammenbrud en smertefuld gennemarbejdning af sin historie, og herefter fulgte et resolut brud med partiets stalinistiske fortid. Resultatet var en demokratisering af partiets strukturer, hvilket skete parallelt med udarbejdningen af et nyt program og navneforandring til «Det Palæstinensiske Folkeparti» (PPP, Hizb ash-Sha'b al-Filastini). Navneforandringen skulle også udadtil vise viljen til forandring. PPP's generalsekræter Bashir al-Barghuti kommenterede denne forandring således:
«Da vores parti i 1982 blev gendannet, måtte vi bibeholde navnet kommunistisk for at bevare kontinuiteten for det palæstinensiske kommunistiske parti, der blev dannet i 1920. Dette viste sig dog som et urealistisk forehavende. Som kommunistisk parti måtte vi koncentrere os om sociale spørgsmål. For os er det imidlertid kampen for vores land, som står i forgrunden. Vi behøver først et land, før vi kan føre en social kamp for sociale og politiske rettigheder».
Samfundsmæssige forandringer er ifølge PPP kun mulige indenfor rammerne af en nationalstat. Aktuelle modsætningsforhold i kønspolitiske eller i klassepolitiske spørgsmål må ifølge PPP underordnes den nationale befrielseskamp. Også partiets hidtidige socialistiske perspektiver er nu rykket ud i en fjern fremtid: «Marxismen er ikke længere vores grundorientering. Vi tager udgangspunkt i arven fra den arabiske revolution, menneskehedens arv og de dele af marxismen, som tjener vore formål». (al-Barghuti)
Ikke alle medlemmer var indforstået med denne nye politiske kurs. I januar 1992 dannede udbrydere den «Demokratiske Koalition», som forenede to hidtil meget forskellige fløje. Mens den ene fløj forlod partiet, fordi PPP's ledelse forkastede leninismen, kritiserede den anden fløj PPP's program for ikke at være tilstrækkeligt reformorienteret. I 1996 blev PPP's generalsekretær al-Barghuti udnævnt som industriminister af den palæstinensiske selvstyreforvaltning. Allerede et år senere trak han sig dog tilbage pga. alvorlig sygdom.