Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

De første israelske bosættelser i de besatte områder efter 6 dages krigen i juni 1967 blev etableret i de syriske Golanhøjder i juli 1967. I dag har den israelske stat etableret 168 bosættelser med en samlet befolkning på ca. 390.000. Antallet af bosættelser og deres indbyggere er fordelt på følgende måde (tallene er fra maj 2001 men er stadig stigende):

• Gaza: 14 bosættelser/7000 settlere;
• Golanhøjderne: 29 bosættelser/9000 settlere;
• Vestbredden: 107 bosættelser/180,000 settlere;
• Østjerusalem: 190,000 settlere - overvejende i forstæder oprettet omkring den gamle bykerne siden 1967. De to største bosætelser er Maale Adumim (25.000 indbyggere) og Ariel (15.000 indbyggere), der af Israel begge anses for «israelske byer» placeret på Vestbredden. Maale Adumim er blevet indlemmet i selve Jerusalem kommune.

Sådan starter en bosættelse ofte. Containerhuse med pigtråd omkring

De fleste israelere flytter til bosættelserne af økonomiske årsager - de nyder godt af en lang række økonomiske og financielle støtteordninger fra den israelske stat. Antallet af ekstremistiske religiøse bosættere er omkring 50.000.

Kort over de israelske bosættelser på Vestbredden

Historisk er udviklingen af bosættelserne faldet i to faser: perioden under Arbejderpartiet og perioden under Likud. I 1968-77 koncentrerede arbejderregeringen sit bosætterprogram (Allon planen) om områder med lav palæstinensisk befolkningstæthed, om dannelsen af et jødisk bælte omkring Østjerusalem, i Jordandalen og Golanhøjderne. Bagtanken var, at det kunne blive nødvendigt at levere dele af de palæstinensiske områder tilbage til Jordan i tilfælde af en fredsaftale. I arbejderregeringens sidste år blev denne bosættelsespolitik forstærket, anført af Shimon Peres, og den blev yderligere radikaliseret, da Likud i 1977 kom til magten. Koloniseringen blev nu accelereret, og havde nu som perspektiv at forhindre ethvert «territorialt kompromis» gennem oprettelsen af mange bosættelser i tæt befolkede palæstinensiske områder. Denne politik følges fortsat i dag - især i området øst for Jerusalem.

I perioden december 1987 (hvor den første Intifada startede) til december 1993 øgedes antallet af bosættere med 136% - ifølge den førende israelske oppositionsavis Ha'aretz. Det skyldtes især den store tilstrømning af emigranter fra det tidligere Sovjetunionen, men tilsyneladende også spekulation i en mulig økonomisk kompensation fra den israelske regering, hvis nogle bosættelser blev nedlagt som led i en fredsplan.

I 1992 besluttede Ytzhak Rabins arbejderregering at indstille den geografiske udvidelse af de jødiske bosættelser og til at indstille anvendelsen af Vestbredden som primær-område for bosættelser. Denne status blev dog bevaret for Golan, Gaza striben og Jordandalen. Beslutningen betød imidlertid ikke indstilling af aktiviteten. Der blev fortsat bygget nye huse, og der blev bygget nye veje som knyttede bosættelsene sammen - og som palæstinensere har forbud mod at anvende. Under forhandlingerne om Oslofredsaftalen og dennes gennemførelse, dvs. i perioden 1993-2000, steg antallet af jødiske bosættere i de besatte områder med 57% - fra 248.000 til 390.000. Der findes beviser for, at arbejderpartiet bevidst fremskyndede bosættelsernes geografiske og demografiske ekspansion, for at dette kunne anvendes som et forhandlingselement ved forhandlinger om en permanent status for de palæstinensiske områder.

Israelsk bosættelse i Gaza. Bosættelserne lægger beslag på 20% af jorden i det overbefolkede område

I tråd med Likuds ideologi besluttede Benjamin Netanyahu umiddelbart efter sin valgsejr i maj 1996 at ophæve det delvise stop for bosættelser, og i december blev bosættelserne på Vestbredden atter givet «national prioritet», og det blev besluttet at tilskynde til deres udbredelse. Hvis premierministerens plan var blevet gennemført i sin fulde udstrækning er det vurderet, at antallet af bosættere i år 2000 ville være nået op på 500.000 i alle de besatte områder. Valget af Ehud Barak til premierminister i Israel i april 1999 fik mange palæstinensere til at håbe, at denne udvikling kunne vendes, men den nye premierminister have alene lovet, at der ikke ville blive bygget nye bosættelser. Byggeriet i de eksisterende bosættelser fortsatte derfor med uformindsket styrke.

Man kan ikke tale om en afgørende ændring af bosættelsespolitikken, da arbejderpartiet overtog regeringsmagten fra Likud; snarere om mindre ideologiske og strategiske kursændringer. Arbejderpartiet betragter først og fremmest bosættelsernes eksistens som en strategisk og demografisk garanti, mens Likud betragter dem som det naturlige resultat af det zionistiske projekt, og selv om arbejderpartiet anerkender palæstinensernes ret til at oprette en enhed med begrænset territorial selvbestemmelse (i modsætning til Likud der blot taler om administrativ autonomi), så demonstrerer begge blokke et ønske om fortsat udvikling af bosættelserne, og at etablere det størst mulige antal enklaver under israelsk styre indenfor selve det palæstinensiske område. Palæstinenserne opfatter til gengæld den israelske bosættelsespolitik som en overtrædelse af Osloaftalerne, fordi den ensidigt ændrer magtfordelingen i de palæstinensiske områder, hvis endelige status endnu ikke er fastlagt.

Neve Atif bosættelsen i Golan

Efter genoplivningen af fredsprocessen og undertegnelsen af Wye II aftalen i Sharm El-Sheikh den 5. september 1999, lykkedes det Barak at få den israelske regering med på et kompromis omkring 42 illegale (uautoriserede) bosættelsers skæbne: 15 skulle fjernes; 11 skulle legaliseres, og 16 skulle midlertidigt tolereres, selvom yderligere byggeri ville være forbudt.

Ny israelsk bosættelse på Vestbredden

Men den fortsatte udbygning af de eksisterende kolonier havde allerede hindret forhandlingerne om den endelige status, der var indledt 8. november. Sharm Al-Sheikh aftalens bestemmelser om den 2. omfordeling havde allerede ført til 3 ugers krise mellem parterne og havde medført, at palæstinenserne havde indstillet forhandlingerne om alle andre spørgsmål end bosættelser. Faktisk havde Barak regeringen i dens første år allerede tilladt mere byggeri i bosættelserne end Netanyahu regeringen gennemsnitligt havde gjort. Og arbejderpartiregeringens kommentarer om, at byggeriet var koncentreret i de bosættelser Israel agtede at bevare hjalp heller ikke. Valget af Likud lederen Ariel Sharon til premierminister i februar 2001 bragte en af arkitekterne bag bosættelsespolitikken til magten. Han havde tidligere været landbrugsminister, minister for infrastruktur og havde knyttet sig tæt til bosætterbevægelsen.

A.J.