Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med betegnelsen abort menes afbrydelse af en graviditet (svangerskab) før fostret er levedygtigt. En abort kan være spontan, dvs. at der sker en ufrivillig afstødning af fostret, eller provokeret, dvs. der foretages en afbrydelse af svangerskabet ved et kirurgisk indgreb eller efter en medicinsk behandling.

Grænsen for hvornår et foster skønnes levedygtigt har ændret sig fra 1980'erne i takt med den teknologiske udvikling. Tidligere defineredes et foster under 1000 g som en abort (det er den vægt et foster har omkring 28. svangerskabsuge), herefter som dødfødsel, hvis barnet var dødt ved fødslen. I praksis var der ikke problemer med at kalde et foster under 1000 g for en abort, for der var ikke mulighed for at det kunne overleve, uanset om det ikke var dødt ved fødslen. Dette blev først muligt efter udvikling af nye teknologier bl.a. respiratorbehandling og senere medicin, der gør, at lungevævet ikke eller kun i lettere grad bliver ødelagt.

Denne skelnen mellem abort og dødfødsel havde bl.a. betydning for muligheden for begravelse af fostret, idet loven arbejdede med denne definition. Mange af de kvinder der aborterede ufrivilligt ønskede - uanset graviditetslængde - en ændring af dette, fordi en abort for dem var et smertefuldt tab af et ønsket barn. En ændring ville også betyde, at de blev sidestillet med kvinder, der havde født et barn efter 28. svangerskabsuge, uanset om det overlevede eller ej i relation til sygemelding etc. I samme periode havde den teknologiske udvikling medført, at stadig mindre fostre kunne overleve, hvilket også medførte behov for ændring af afgrænsningen mellem abort og for tidlige fødsel. Verdensundhedsorganisationen WHO har derfor igennem 1990'erne arbejdet på international enighed om en abortgrænse. Det har dog været svært at opnå enighed, og i 1999 findes der stadig forskellige definitioner på abort, der går fra 20 til 28 svangerskabsuge. Man har f.eks. mulighed for at få en provokeret abort i England helt frem til 28. svangerskabsuge.

Langt de fleste aborter i Danmark foretages inden 12 svangerskabsuge. Men ca. 3 % af det samlede antal aborter foretages - efter særlig tilladelse fra amtslige samråd - efter 12. svangerskabsuge.

Spontane aborter

Årsagerne til de spontane aborter er utallige, men man regner fejl i fosteranlægget som den almindeligste årsag. Langt de fleste kvinder oplever en spontan abort, men den finder oftest sted så tidlig i svangerskabet, at det ikke registreres som andet end en lidt kraftig menstruationsblødning. De nyere teknikker hvor kvinder selv foretager graviditetstest gør dog, at der meget tidligt registreres en graviditet. Derfor registreres der også flere af de tidlige og nødvendige aborter. Dette har givetvis gjort, at en del kvinder er blevet angste for ikke at kunne få børn. Ved aborter længere henne i graviditeten bliver kvinderne ofte indlagt, og det vurderes da, om det er nødvendigt at foretage en udskrabning, så man er sikker på at al forstervævet er udstødt. Først ved gentagne spontane aborter vil lægerne begynde at undersøge eventuelle årsager til aborterne, ligesom man vil undersøge, om der er behandlingsmuligheder.

Abortlovene

Den legale abort blev indført i Danmark ved lov i 1973. Her meddeltes tilladelse til abort for kvinder over 18 år frem til udgangen af 12. svangerskabsuge regnet fra sidste menstruations første dag. For kvinder under 18 år kræves forældretilladelse eller tilladelse fra et samråd, hvis forældretilladelse ikke kan opnås.

Den første abortlov trådte i kraft i 1939. Forud for loven havde der været nedsat en kommission, der havde set på erfaringerne af den langsomme lempelse af straffelovene, som var forløberen til abortlovene.

Tidligere havde der været meget alvorlige straffe for abort eller «fosterfordrivelse», som det kaldtes. Frem til 1866 havde straffen for abort været dødsstaf. Straffen blev dog sjældent brugt, og den i stedet idømte fængselsstraf blev langsomt formindsket i praksis. Da straffeloven blev revideret i 1930 var straffen nedsat til to års fængsel eller hæfte. Optakten til lempelserne var i Danmark som i den øvrige vestlige verden præget af hidsige diskussioner. Nogle læger valgte at foretage aborter på kvinderne frem for at overlade dem til kvaksalvere. Nogle fik fængselsstraffe, men dommene viste, at nævningenes holdning til spørgsmålet var en anden end den officielle. Kort sagt gik mange i befolkningen ind for en lempelse af loven, forhold som førte til de første få, men lovlige aborter i 1939. I den næste lov fra 1956 blev det muligt at få abort også af sociale grunde. Man skulle dog stadig søge om tilladelse, og mange fik afslag, og var nødt til at søge til kvaksalvere eller læger, der foretog indgrebet trods forbud. I slutningen af 1950'erne og i årene derefter rejste en del kvinder til Polen og England, hvor der var fri abort. I Polen gjaldt det dog kun for landets egne borgere, men det lykkedes alligevel mange danske kvinder at få abort der. Den ændrede praksis og befolkningens krav om legal abort førte til, at legal abort før 12. svangerskabsuge blev indført i 1973.

Efter 12. svangerskabsuge og i praksis frem til 24. svangerskabsuge kan kvinder efter ansøgning hos amtslige samråd ansøge om abort når specielle forhold gør sig gældende. Der er siden 1973 sket en ændring af årsagerne til, at der søges om sen abort, idet en stadig større del af aborterne nu sker på grund af mulige handikap hos fostret. En stadig mindre del er på grund af sygdom eller truende sygdom hos moderen eller sociale problemer, herunder ikke mindst hensynet til den samlede families velfærd - f.eks. hvis der er flere mindre børn i familien.

I 1999 er der atter fremsat forslag til ændring af abortloven. Lovforslaget er fremsat af Kristeligt Folkeparti, der ønsker indført et levedygtighedskriterie i forhold til de sene aborter. Forslaget og den løbende debat om de selektive aborter - dvs. aborter der foretages på grund af handikap eller mistanke om handikap hos fostret - har vist, at provokeret abort næppe er noget, der nogensinde bliver en selvfølge, men fremkalder mange forskelligartede følelser i befolkningen. Således har der gennem 1998-99 været afholdt flere demonstrationer mod legal abort i Danmark, ligesom nogle kirkelige kredse har lavet en «mindelund» for aborterede fostre. Også i mange andre lande - især USA - har der været antiabortdemonstrationer, ligesom der har været foretaget attentater og drab på personer - især læger - der har medvirket til abort.

Abortindgrebet

I Danmark foregår alle abortindgreb på hospitalsafdelinger. Den almindeligste abortmetode er den kirurgiske metode. Ved denne åbnes livmoderkanalen og livmoderen tømmes ved en udsugning. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at foretage en udskrabning, f.eks. hvis der er blødning i efterforløbet. Dette skyldes ofte, at der endnu er rester af fostermaterialet inde i livmoderhulen. Langt de fleste aborter forløber uden bivirkninger, men i enkelte tilfælde kan der komme betændelse i efterforløbet, ligesom der kan gå hul på livmoderen under udsugningen. Man var i mange år bange for, at aborterne ville kunne forårsage senere barnløshed, men dette er ikke tilfældet. Myten skyldes sikkert, at der ofte forekom betændelse mv. efter de illegale aborter, således at der her var følger i form af bl.a. barnløshed.

I de seneste år har nogle danske hospitalsafdelinger erstattet den kirurgiske abort med en medicinsk abort. Ved denne benyttes et lægemiddel, der forhindrer en fortsat graviditet ved at hæmme dannelsen af kønshormonet progesteron. Progesteron er sammen med østrogen nødvendigt for, at en graviditet kan gennemføres. Ud over antiprogesteronet gives endvidere et stof - et prostaglandin - der blødgør og udvider livmoderhalsen, således at fostret udstødes. Medicinen gives med nogle dages mellemrum, således at antiprogesteronen kan få tid til at virke inden selve udstødningsprocessen kommer i gang. Metoderne er dog lidt forskellige fra sted til sted.

Der er stadig mange diskussioner omkring, hvilke af de to metoder der er at foretrække. Ligesom ved den kirurgiske abort er der bivirkninger ved den medicinske. Bl.a. må man i en del tilfælde alligevel udføre en kirurgisk abort, fordi ikke alt fostermaterialet er blevet udstødt.

Den medicinske abort skal foregå inden udgangen af 8. svangerskabsuge. Det har vist sig, at den medicin der bruges er fosterskadelig. Det betyder selvfølgelig ikke noget i de tilfælde hvor en abort virkelig er ønsket, men i tilfælde hvor kvinden er ambivalent og fortryder aborten undervejs, har det medført en bestemt type skader, der kaldes Møbius syndrom. I princippet kan den medicinske abort foretages i hjemmet, hvilket også sker i mange lande, men den danske lovgivning kræver af sikkerhedsmæssige og kontrolmæssige årsager, at abort foretages på hospitalerne.

Ved de sene aborter - dvs. aborter efter 12. svangerskabsuge - benyttes metoder der ligner den medicinske abort. Dvs. aborten er at sammenligne med en fødsel af det døde foster fuldstændig parallelt med det, der sker ved den medicinske abort.

Hvem får foretaget aborter?

Der findes ikke præventionsmidler, der er 100% sikre. Det betyder at enhver sexuel aktiv kvinde i princippet kan risikere at blive uønsket gravid. Undersøgelser af hvem der får foretaget abort viser da også, at det ikke er specielle grupper af kvinder, der får foretaget abort, men et bredt udsnit af kvinder fra alle befolkningsgrupper. Beregningerne viser, at det i de ca. 35 år kvinder har mulighed for at blive gravide, er hver anden kvinde, der får foretaget en abort. I praksis er det lidt færre, idet nogle kvinder får foretaget flere end en abort, men undersøgelserne viser, at det er overraskende få. Antallet af provokerede aborter har været nogenlunde stabilt gennem årene, dog med en nedadgående tendens de seneste år. I 1996 var der 14,1 kvinder ud af hver 1000 kvinder i alderen 15-49 år, der fik foretaget provokeret abort.

Siden 1973 har aldersfordelingen hos de abortsøgende ændret sig, således at det i dag hyppigst er kvinder mellem 20 og 30 år, der får foretaget aborter. Forskellen i aldersgrupperne er dog ikke så store, men der bliver foretaget relativt få aborter i aldersgruppen 15-19 år. I 1996 var antallet 15,1 pr 1000 unge, mens det var 23,0 i aldersgruppen 20-24 år. Antallet er størst i storbyerne. Til gengæld er abortratioen størst blandt de unge - dvs. forholdet mellem fødsler og aborter. Dette afspejler, at kun meget få unge vælger at gennemføre en graviditet.

Hvorfor ønsker kvinder abort?

Der findes mange undersøgelser, hvor man har spurgt kvinderne om, hvorfor de valgte abort. Langt de fleste er blevet uønsket gravide og bruger aborten som led i deres familieplanlægning. Kvinderne ønsker stabile parforhold og gode sociale omstændigheder omkring deres børn. Således er opløsning af parforholdet en hyppig angivelse af årsagen til abort. Der findes kun få undersøgelser om mændenes tanker i forbindelse med ønsket om abort, men ifølge lovgivningen er det kvindernes egen beslutning, der er afgørende for om de får abort eller ej. Undersøgelserne viser, at en del kvinder føler sig presset til abort, ligesom det også fremgår, at en del mænd holdes helt uden for abortbeslutningen.

Mange kvinder har forud for en uønsket graviditet været modstandere af abort, men må presset af omstændighederne - f.eks. barnefaderens svigt - vælge abort. Der er ikke noget der tyder på, at disse kvinder får specielle problemer efter aborten, men de er naturligt berørte af de hændelser, der første til deres beslutninger. Der er heller ikke noget der tyder på, at kvinder udvikler psykiske sygdomme i forbindelse med abortindgreb. Danske undersøgelser viser, at blandt dem, der blev indlagt på psykiatriske afdelinger i perioden efter et abortindgreb var der et sammenfald med andre begivenheder f.eks. dødsfald og skilsmisse. Det samme viser svenske og amerikanske undersøgelser.

En undersøgelse fra USA af unge, der havde fået foretaget abort viste, at den gruppe der havde fået foretaget én abort klarede sig bedre fagligt og socialt, end dem der ikke havde fået foretaget abort. De unge der havde fået foretaget flere end en abort klarede sig dog væsentlig dårligere end begge de andre grupper. Også fra danske undersøgelser ved man, at den krisereaktion med vrede og skyldfølelse der næsten altid synes at udløses i forbindelse med abortbeslutningen, kan modne kvinden og styrke parforholdet.

Selektiv abort

Loven giver mulighed for abort på fostre med påviste misdannelser eller hvor der er mistanke om misdannelser, også ud over 12. svangerskabsuge. Misdannelserne påvises f.eks. ved ultralydsscanninger af fostret eller fostervandsprøver. Ved disse undersøgelsesmetoder af fostret vil der stort set altid være tale om sene aborter, alene fordi undersøgelserne kun kan laves med sikkerhed efter 12 svangerskabsuge. En del kvinder får tilbudt fosterundersøgelser tidligere i graviditeten - bl.a. moderkageprøver eller en blodprøve, der benævnes en tripeltest. Der er bivirkninger og usikkerhed ved alle prøverne, men næsten alle de kvinder/par der får påvist risiko for fejl ved fostret vælger at abortere fostret. Når aborten foretages ud fra en fravælgelse af et foster, fordi det har noget uønsket - f.eks. en kromosomfejl (en fejl i arvematerialet), som man ser det ved f.eks. Down’s Syndrom (mongolisme) - taler man om en selektiv abort i modsætning til, når aborten alene sker fordi et barn af en eller anden grund fravælges. Det siger sig selv, at der er forskellige typer etiske problemer ved de to aborttyper, fordi det ved den sidste type ikke er en bestemt slags barn, der fravælges.

En af de typer selektiv abort der har været mest omdiskuteret, er abort på pigefostre. Dette finder især sted i lande, hvor det er forbundet med store udgifter, hvis man får en datter, som senere i livet skal giftes i modsætning til en søn, der udover at få en medgift også skal forsørge forældrene. Sønnen er altså en slags alderdomsforsikring, mens datteren er en økonomisk belastning.

Også i andre kulturer ser man, at drengebarnet kan være det mest ønskede på grund af magtforholdene i samfundet. De selektive aborter i f.eks. Indien har nu medført så store underskud af piger, at det vil komme til at medføre problemer i fremtiden og forhåbentlig en ændring af de sociale love, således at der ikke fortsat er behov for abort af pigefostre.

Fosterreduktion

De mange nye fødselsteknologier har medført nye problemstillinger. Et stigende antal kvinder bliver i dag gravide ved reagensglasmetoden, hvor man sætter 2 eller 3 befrugtede æg op i livmoderen, såkaldte flerfoldsgraviditeter. Dette medfører, at der i en del tilfælde indtræffer tvillinge- eller trillingegraviditeter, og det var faktisk kun ét barn, parret ønskede. Da overlevelsesmuligheden for børnene ikke er helt så gode jo flere fosteranlæg, der er i livmoderen, tilbydes mange kvinder fosterreduktion. Ved denne teknik efterligner man på en måde naturen, idet man kan se, at der ofte er fosteranlæg, der er gået til grunde, når et barn fødes. Men man slår i praksis det eller de overskydende børn ihjel ved hjælp af specielle teknikker. Visse hormonbehandlinger, hvor man får æggene i kvindens æggestokke (ovarierne) til at modnes medfører også flerfoldsgraviditeter, så den nye teknologi har hjulpet nogle, men har skabt andre problemer. Disse bliver næppe mindre i fremtiden.

B.P.