Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Woolf (1882-1941), engelsk forfatter, litteraturkritiker og feminist. Virginia Woolf blev født i London 25 januar 1882 og giftede sig 30 år gammel med Leonard Woolf. De fik ingen børn. Hendes liv var præget af tilbagevendende perioder med sindssygdom, som tre gange kulminerede i selvmordsforsøg. Den 28 marts 1941 druknede hun sig i floden Ouse, fordi hun følte hun var ved at blive gal og var bange for, at hun denne gang ikke ville blive rask igen.

På trods af sit dårlige psykiske helbred var Woolf meget produktiv, og hun levede af sin virksomhed som forfatter og kritiker. Hun debuterede i 1915 og skrev i alt ni romaner, to biografier, et skuespil - til amatøropførelse - to feministiske bøger, en hel del noveller og utallige essays og artikler.

Hun var uhyre samvittighedsfuld og kunne for eksempel skrive en boganmeldelse fem-seks gange, før hun sendte den afsted. I sin selvbiografi fortæller Leonard Woolf, at hun under en oprydning fandt - og brændte - en kæmpestabel papirer, som viste sig at være udkastene til hendes første roman, som hun havde skrevet hele fem gange fra start til slut. Det må også nævnes, at hendes breve til sammen fylder over tre tusinde sider.

Bøgerne «To the Lighthouse» fra 1927 og «A Room of One's Own» tager udgangspunkt i Virginia Woolfs egen barndom og opvækst. Som datter af den kendte victorianske kritiker og historiker Leslie Stephen, havde hun sin baggrund i det intellektuelle højborgerskab. I modsætning til sine brødre fik Virginia og søsteren ikke megen formel undervisning, men hun fik blandt andet timer i græsk og latin og ubegrænset adgang til farens omfattende private bibliotek. Det var i sig selv en unormal frihed i en tid, da piger blev opdraget i total uskyld og uvidenhed. Samtidig måtte hun - især fordi moren døde da Virginia var tretten år - tidligt tilpasse sig den traditionelle kvinderolle.

Faderen stimulerede hendes interesse for litteratur, men kun så længe den ikke kolliderede med hendes datterlige pligter. «Hans død ville have gjort fuldstændig slut på mit liv», skrev hun mange år efter han var død. «Hvad ville der være sket? Ingen skrivning, ingen bøger - utænkelig.» Det var altså med baggrund i sin egen erfaring, at Woolf kaldte sin bog om kvinder og litteratur «Et eget rum».

Hun mente, at for at kunne skabe noget må en kvinde frigøre sig fra den victorianske dagligstue - symbolet på en kvinderolle som kræver, at hun altid må lade andres behov gå foran sine egne. Med et eget rum mente hun, at kvinder må udvikle et selvstændigt og selvbevidst forhold til livet. Men vel at mærke uden at efterligne mænds egoisme og ligegyldighed overfor andre.

Denne vanskelige balancegang er et af hovedtemaerne i romanen «To the Lighthouse». Et midaldrende ægtepar - med træk fra Woolfs egne forældre - personificerer traditionelle mandlige og kvindelige værdier og holdninger, mens en ung malerinde - forfatterens stedfortræder - prøver at integrere det som begge repræsenterer i sin egen personlighed og i et maleri, hun er i gang med.

I 1917 købte Virginia og Leonard Woolf en lille håndpresse og begyndte at trykke og udgive digte, noveller og artikler af dem selv, venner og bekendte under navnet The Hogarth Press. Efterhånden som ordrene strømmede ind, blev de nødt til at ansætte en fast medhjælper, og det lille forlag udviklede sig fra at være en hobby til mere og mere at blive en byrde.

Men for Virginia Woolf var det en fordel at være uafhængig af kommercielle forlæggere. Fra begyndelsen af 1920'erne eksperimenterede hun bevidst med romanen som form, og takket være The Hogarth Pres kunne hun regne sig som «den eneste kvinde i England med frihed til at skrive hvad jeg vil». Kort fortalt var Woolfs formeksperimenter en reaktion mod forfattere, som efter hendes mening var for optagne af det ydre handlingsforløb: «De har givet os huset i håb om, at vi vil være i stand til at udlede de mennesker der bor der», som hun udtrykte det.

I sine egne romaner prøvede hun at formidle menneskenes oplevelse af verden. Derfor drejer hendes bøger sig mindre om hvad hendes litterære personer foretager sig, end om hvordan de forholder sig til det de gør. I lighed med samtidige forfattere som Dorothy Richardson og James Joyce brugte hun indre monologer - det som noget upræcist er blevet kaldt «stream of consciousness» (bevidsthedsstrøm) - for at udtrykke det der foregår i bevidstheden.

Selv om Virginia Woolf var feminist, var hun ikke særlig optaget af den politiske kvindesag. I tiden før 1. verdenskrig drejede kampen sig kort fortalt om kvinders stemmeret, hvilket hun regnede som en værdiløs reform, så længe kvinder var økonomisk og socialt afhængige af mænd. Samtidig syntes hun det var vanskeligt at støtte en bevægelse, der som mål havde at kvinder skulle have de samme rettigheder som mænd - den at stille spørgsmålstegn ved den patriarkalske samfundsstruktur og tænkemåde.

Kvinder - og mænd - må først og fremmest ophøre med at bruge det mandlige som målestok for menneskelighed, mente hun. Og da hun selv så sig primært som forfatter, var hun især optaget af, at kvindelige forfattere måtte begynde at tage deres egne følelser og værdier og deres egen erfaringsbaggrund alvorlig. Selv prøvede hun at udtrykke en særlig kvindelig bevidsthed i sine bøger, og hendes formeksperimenter kan ses som et oprør mod en mandsdomineret litterær tradition.

Følgende bøger står centralt i Virgina Woolfs forfatterskab: «The Voyage Out» (roman, 1915), «Night and Day» (roman, 1919), «Jacob's Room» (roman, 1922), «Mrs. Dalloway» (roman, 1925), «Orlando» (roman, 1928), «The Waves» (roman, 1931), «The Years» (roman, 1937), «Between the Acts» (roman, 1941), «The Common Reader» (litterære essays, første bind 1925 og andet bind 1932), «Three Guineas» (feministisk essay, 1938), «A Haunted House» (noveller, 1944) og «A Writers's Diary» (uddrag fra dagbogen, 1954).

A.Ry.