Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rødderne til begrebet litteratur findes i renæssancen. Det har dets etymologiske oprindelse i det latinske ord littera (et bogstav i alfabetet). Litteratur består derfor i sin bredeste betydning af hele menneskehedens forskellige skrifter. Men litteratur er i nogle sammenhænge også kommet til at referere til digteriske former, som ikke har været skrevet ned - den mundtlige tradition dækkes altså også af begrebet.

Oprindelig refererede litteratur til evnen til at kunne læse - til at kunne tilegne sig skrifter. Det var som begreb nøje knyttet til det skrevne og særligt det trykte ord. Det omfattede ikke blot - som det efterhånden blev tilfældet - skrifter af kunstnerisk og fiktiv karakter, men også filosofi, historie, essays og digte. Kort sagt, litteratur var enhver form for tekster på et vist dannelsesniveau. Litteratur blev anvendt af overklassen for at understrege dens overlegenhed overfor andre grupper, i og med at de beherskede kunsten at læse. I forbindelse med stigende læsefærdighed og et stigende antal bøger - hvilket hang sammen med en forbedring af trykkeprocessen - kom begrebet til at ændre indhold. Det bevægede sig fra at indebære læseevne og læseerfaring til at dække en type trykte værker med bestemte karakteristika.

I denne omdannelse af begrebet kom litteratur til at ændre betydning fra at have tilknytning til lærdom og de klassiske videnskaber til at blive knyttet til opfattelser af smag, dannelse og følsomhed. I begyndelsen havde begrebet sine rødder i kirken og de gamle universiteter, som var overnationale institutioner i og med at de havde et fælles grundlag i de klassiske sprog - latin og græsk - og i ringe grad var knyttet til skrifter på de forskellige nationale sprog. Da litteraturen fik sit nye indhold, blev den knyttet til det fremvoksende borgerskab, der definerede begreberne omkring smag og dannelse ud fra de holdninger, der eksisterede indenfor borgerskabet.

I denne sammenhæng vokser der en ny virksomhed frem, som er nært knyttet til begrebet litteratur, nemlig «kritik». Det var nødvendigt at skabe et grundlag for, hvad der faldt indenfor rammerne af smag og dannelse, som skulle præge det borgerlige publikums læsestof. Litteraturen kom til at fremstå som det læsestof, som det borgerlige publikum følte udtrykte borgerlige og accepterede normer og erfaringer. Kritikkens opgave var at overvåge, at disse normer blev overholdt. I 1700 tallet finder vi i de store europæiske lande grundlaget både for litteraturen i dens moderne form og for kritikken som virksomhed.

Denne udvikling førte også til, at litteratur ikke dækkede alle skrifter, men den type værker der havde deres baggrund i fantasien, som var fiktive og som ikke var videnskabelige. Litteraturen kom til at blive det område, hvor det borgerlige publikum kunne træde ind i fiktive mønstre og handlinger som kompensation for egen handling. De undertrykte konflikter i dagliglivet kunne leves ud gennem litteraturens fantastiske verden.

Samtidig voksede der et litterært marked frem, hvor der fandtes et behov for læsestof. Det er i denne sammenhæng, at romanen vokser frem. Dette læsestof kom i stor udstrækning til at formidle budskabet mellem de private oplevelser og den offentlige diskussion. Med til billedet af denne udvikling hører, at litteraturen kom til at stå i en dobbelt stilling: Både som noget der var knyttet til «fritiden», til det at skulle underholde, og til at være noget alvorligt som også havde karakter af arbejde og offentlig virksomhed.

De litterære værker udviklede sig til at blive æstetiske objekter. Den kunstneriske litteratur - digtningen - kom til at fremstå som den type skrifter, som i sig bar længslen efter det harmoniske samfund. Den kom til at opfattes som et område for protest mod «umenneskelige» træk ved det moderne samfund. Litteraturen blev et sted, hvor «det menneskelige» blev bevaret. Denne proces førte til, at de litterære tekster kom til at blive opfattet som udtryk for en bestemt type sandhed. Disse opfattelser dukkede op i forbindelse med romantikken omkring overgangen mellem det 17. og 18. århundrede. Denne opfattelse af litteratur hersker fortsat.

To andre træk ved begrebet vinder også fodfæste med romantikken. Det ene er opfattelsen af en national litteratur knyttet til en nation - til et sprogligt område. Denne nationale litteratur tillægges en egen historie. En ny disciplin indenfor den litterære kritik vokser frem - litteraturhistorien. Objektet for denne forskning er de udvalgte dele af litteraturen, som fandt nåde for smagsdommere, æstetiske dommere, ideologiske udvælgelsesmekanismer og digterne. Til litteraturbegrebet knyttes forestillingen om digteren - forfatterpersonligheden - som er det store individ hvis stemme lyder i de litterære værker. Dette er en betragtningsmåde, som har præget litteraturhistorieskrivningen fra dens begyndelse i det 19. århundrede og frem til i dag.

I løbet af litteraturbegrebets udvikling er der foregået en stadig afgrænsning mod forskellige former for tekster. Ikke bare førte processen til, at alle ikke-fiktive tekster blev udelukket, men efterhånden bidrog smagsdommerne til, at tekster der kunne karakteriseres som «dårlige», «lave», «populære», «trivielle» osv. blev lukket ude fra «litteraturen». Det som oprindeligt omfattede alle skrevne tekster og som var blevet indsnævret på baggrund af klassebestemte begreber som smag og dannelse, blev til en lukket kategori, som kun omfattede de «store og værdifulde» værker, som var opdigtede og som havde kunstnerisk værdi.

Litteratur som en brugsmåde af sproget

Overfor dette ideologiske litteraturbegreb er det muligt at opstille et andet, som bygger på en opfattelse af litteraturens forhold til dagligsproget, hvor litteraturen betragtes som en bestemt brugsmåde af sproget. Litteraturen har normalsproget eller hverdagssproget som materiale, og kan i sig selv opfattes som et system af sproglig karakter. Den kan henregnes til de sekundære modeldannende systemer, som er opbygget som de naturlige sprog, men har en mere kompliceret struktur end disse. Disse sprogsystemer udgøres for eksempel af ritualer, myter, sociale og andre former for kommunikation ved hjælp af tegn og billeder, musik, dans osv. De danner en mangfoldig og sammenhængende helhed som et system af tegn. Denne helhed er en kultur. I forholdet mellem det primære sprog (hverdagssproget) og de sekundære sprog, bestemmes litteraturen som et bestemt tegnsystem.

Grundlaget for digtningen er et skelne mellem det naturlige sprog og det digteriske sprog. Den skulle skabes på det naturlige sprogs grund på en sådan måde, at den gengav virkeligheden med en anden hensigt end det at bringe ren information. Det vil sige, at det grundlæggende for det litterære sprog er afstanden til hverdagssproget.

I de folkloristiske former for litteratur er det karakteristisk, at der såvel indenfor prosatraditionerne som i de poetiske traditioner, findes en lang række sproglige virkemidler eller greb, som adskiller digtsproget fra hverdagssproget. Det var de træk, der adskilte det kunstneriske sprog fra hverdagssproget som var betydningsfulde. I begyndelsen var det bare fremstillingen i bunden form, som kunne skabe dette skel. Ved at benytte et ulige sprog, blev det muligt at skabe en model - et billede af virkeligheden. Disse greb for at skabe ulighed er mest markante indenfor de dominerende folkloristiske former, som benytter forskellige verseformer, men findes også i eventyrenes strenge opbygning og sproglige stilbegreb.

Indenfor de mundtlige digteriske traditioner bliver prosa og poesi ikke opfattet som udtryksformer, der står i modsætning til hinanden indenfor samme kunstart. De er to forskellige kunstarter - den der bliver sunget og den der bliver talt. Men begge adskiller sig klart fra hverdagssproget.

Den kunstneriske prosatekst er historisk en senere form end den poetiske tekst. Den poetiske tekst - i bunden form og bestemt ud fra en lang række regelsæt i forhold til forskellige former - var praktisk talt den enerådende form for litteratur i Europa helt op i 1600 tallet. Da prosaformerne - for eksempel romanen - begyndte at vinde frem, skete det på baggrund af en eksisterende poetisk tradition. Prosaen er til trods for, at den tilsyneladende lader til at stå hverdagssproget nærmere, æstetisk mere kompliceret end poesien. Den opererer som en slags negativ retorik. Fraværet af de gængse poetiske regelsæt markerer, at prosaen ikke er identisk med det umiddelbare hverdagssprog, og spiller samtidig på at den er et digterisk sprog.

Det er i lyset af dette, at man for eksempel kan se fremkomsten og udviklingen af den realistiske roman. En af årsagerne til at romanen fortrænger drama og lyrik som de dominerende litterære former er, at den vender sig mod et publikum, som har en højere grad af sproglig bevidsthed, end det der kommer til udtryk i de ritualiserede litteraturformer som f.eks. epos.

Det er ikke muligt at nå frem til klare overhistoriske definitioner af de forskellige genrer indenfor de litterære traditioner. De må forstås som sproglige konventioner, som er historisk bestemt, og som hele tiden står i forhold til hinanden.

Fortolkning af historiske erfaringer

Det der bestemmer de litterære ytringer er ikke formelle kendetegn eller metafysiske begreber om «kunstnerisk kvalitet», men derimod hvilken brugssammenhæng de indgår i, og hvilke erfaringer teksterne formidler. De litterære tekster er fortolkninger af historiske erfaringer og en social virkelighed. Denne erfaringsbearbejdning foregår på to niveauer. Den første bearbejdning sker for alle individer i et samfund og er bestemt ud fra vedkommendes klassemæssige placering, livsoplevelser, ideologiske forestillinger og indlærte reaktionsmåder. Det er en erfaringsbearbejdning af virkeligheden, som går fra det objektive til det subjektive. Indenfor litterær produktion - og andre former for kulturel virksomhed - sker der en sekundær bearbejdning af de subjektive erfaringer. I alle litterære tekster findes der materiale af den historiske virkelighed, men de må ikke opfattes som sande og fuldstændige gengivelser af denne virkelighed.

De litterære tekster er vidnesbyrd om enkeltindividers og gruppers sammenstød med vilkårene for historiens gang. Erfaringsmaterialet indføjes i særlige tolkningsmønstre, som repræsenterer forskellige former for forvrængning af den objektive virkelighed, som værket er en fortolkning af. Forvrængningerne af virkeligheden kan tage forskellige retninger fra fortrængning af de virkelige konflikter og en opløsning af disse, til en kritisk bearbejdning og påpegning af de sociale konflikter. Men de sociale konflikter er alligevel til stede på en eller anden måde - selv i de mest samfundstilpassede triviallitterære produkter.

Forholdene indenfor litteraturens produktions- og formidlingsled bestemmer i vid udstrækning, hvilke samfundsmæssige erfaringer der kan få plads indenfor litteraturen. Indenfor den definerede litteratur er digteriske udtryk som falder udenfor det dominerende litterære publikums rammer, blevet skubbet ud. Det betyder, at man kun i ringe grad har regnet litteratur, som har givet udtryk for andre sociale gruppers erfaringer end de borgerlige mænds, som litterært værdifulde. Dette har haft som resultat, at store dele af den folkelige digtning - med undtagelse af den der kunne placeres indenfor den nationale arv - arbejderklassens litterære ytringer, populærlitteraturen, børnelitteraturen og kvindelitteraturen er blevet skubbet i baggrunden.

Da litteraturbegrebet fik sin «moderne» betydning, var litteraturen et dannelsesmiddel for borgerskabet. Den bidrog til at udvikle denne klasses selvforståelse. I mange lande skete dette i sammenhæng med dannelsen af borgerlige offentlighedssammenhænge i opgøret med de tidligere herskende klasser. Litteraturen var en vigtig del af denne borgerlige offentlighed. Efterhånden som det litterære og det kulturelle marked udviklede sig, blev det efterhånden således, at forfatterne ikke direkte tilhørte borgerskabet, men var mere eller mindre udstødte kunstnere, litterater og bohemer som svævede mellem klasserne, og som forholdt sig til et marked for kulturprodukter, som i stigende grad blev og bliver præget af det kapitalistiske samfund. I denne sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at den egentlige litterære produktion i streng forstand mister samfundsmæssig betydning i forhold til kulturindustrien og de teknologiske mediers «kunstneriske produkter».

H.R.