Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Astronomi, fysik, kemi, geologi og biologi regnes til naturvidenskabens hovedgrene. Naturvidenskaben afgrænses på den ene side mod de formelle videnskaber, matematik og logik, og på den anden side mod de videnskaber der specielt vedrører mennesket, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber. Skellet mellem grundforskning og anvendt forskning er også vigtigt for at forstå naturvidenskabens rolle i samfundet. Den første søger en almengyldig forståelse af naturen, mens den anden sigter mere direkte på at løse bestemte praktiske problemer. Den anvendte naturvidenskab omfatter bl.a. ingeniørvidenskab, landbrugsvidenskab og størstedelen af den medicinske videnskab.

Fremskridtstro

Naturvidenskab har ofte været knyttet til en materialistisk filosofi og været rettet mod nedarvede religiøse forestillinger. Dette gælder specielt i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det ortodokse teologiske verdensbillede med gud som naturens skaber og herre, måtte gradvis vige for et videnskabelig billede af naturen som en uhyre kompliceret mekanisme.

I denne situation var naturvidenskaben en naturlig forbundsfælle for bevægelser, der ville forandre den bestående samfundsorden. Både borgerligt liberale og socialistiske bevægelser havde en positiv holdning til naturvidenskaben. Den var et middel til befrielse fra religiøse fordomme, der forhindrede sociale forandringer, og den var et middel til at skabe materielt fremskridt.

Fremskridtstroen i det 19. århundrede byggede i høj grad på tillid til naturvidenskaben. Udviklingen af viden om naturen siden renæssancen er i sig selv et fremragende eksempel på systematiske fremskridt. Desuden så man stadig nye eksempler på, hvordan naturvidenskaben skabte grundlaget for tekniske opfindelser, der øgede produktionen og gjorde materielt fremskridt muligt for hele befolkningen.

Men samtidig med at det materielle fremskridt for alvor begyndte at gøre sig gældende for de fleste mennesker, fik fremskridtstroen og troen på naturvidenskaben som et utvetydigt gode et knæk. Det skete dels ved den filosofiske kritik af det materialistiske naturvidenskabelige verdensbillede. Kritikken støttede sig på udviklingen i fysikken omkring århundredeskiftet. Det var på denne tid relativitetsteorien og kvantemekanikken blev udformet. De repræsenterede et stort brud med den klassiske mekaniske fysik. Lenins bog «Materialisme og empiriokriticisme» (1908) var et forsvar mod denne filosofiske kritik af materialismen.

Et mere direkte anslag mod fremskridtstroen var den første verdenskrig, der viste, hvordan videnskabens resultater kunne bruges til at udvikle nye våben, som f.eks. giftgas. Anden verdenskrig bekræftede og uddybede disse erfaringer. I 1960'erne rejste der sig en ny bølge af kritik rettet mod det moderne og teknologisk højt udviklede samfund: Selv de såkaldte fredelige anvendelser af naturvidenskaben er ofte skadelige. Videnskaben er i færd med at føre os ind i et umenneskeligt samfund.

Fremskridtstroens tilbagegang viser sig i de socialistiske bevægelsers holdning til naturvidenskaben. I mellemkrigstiden havde socialister fortsat en ret bastant tro på videnskab og teknologi, og frem til 1960'erne kom angrebene på den naturvidenskabelige materialisme først og fremmest fra den politiske højrefløj. Men i dag bliver dette verdensbillede af mange socialister angrebet som kapitalistisk ideologi.

Forskningspolitik

Mens den anvendte forskning ligger ret åben for en konsekvent politisk styring, er styringen af grundforskningen betydelig vanskeligere. Den anvendte forsknings anstrengelser for at løse praktiske problemer, må følge de målsætninger, som samfundet har indenfor de forskellige områder.

Kriteriet for god anvendt forskning er, at de praktiske problemer bliver løst hurtigt og effektivt, og at vurderingen af resultatet ikke stiller store krav til videnskabelig indsigt. Den videnskabelige kundskab er i denne sammenhæng et middel, der er underordnet politiske mål. Imidlertid ligger der en stærk begrænsning af den politiske styring af den anvendte forskning, ved at præciseringen af problemet og valget af løsningsforsøg i høj grad kræver faglig indsigt. Man er prisgivet eksperternes vurderinger, indtil resultatet foreligger.

Grundforskningen står i et andet forhold til den praktiske virksomhed. Den udvikler vore almene forestillinger om naturen og mennesket, vort «verdensbillede». Jo mere korrekt vort billede af virkeligheden er, jo bedre vil vi være i stand til at formulere realistiske målsætninger, og udskille de problemer der kan løses. Grundforskningen har også en vigtig kritisk funktion ved, at den kan afsløre vrangforestillinger, der hindrer at problemer bliver løst.

Sovjetunionen var et pionerland indenfor praktisk forskningspolitik. Lige fra revolutionen i 1917 satsede landet stærkt på naturvidenskabelig forskning og højere uddannelse, og under den første femårsplan (1928-32) gjorde man en kraftanstrengelse, som næppe har sit sidestykke i noget andet land. Alligevel er der hidtil kun gjort spæde forsøg på at analysere erfaringerne fra Sovjetunionen. Ikke mindst ville en sammenlignende analyse af Sovjetunionen og Kina have betydelig interesse for alle, der ønsker at udforme en socialistisk politik for forskning og højere uddannelse.

Sovjetunionens bevidste anvendelse af videnskab som middel til at opbygge et nyt socialistisk samfund indebar en stærk styring af forskningen. Det var et hovedkrav, at forskningen måtte foregå i tæt kontakt med produktionen. Teoretisk grundforskning der isolerede sig fra de praktiske problemer, blev fordømt som «idealistisk» og «borgerlig», og det blev understreget, at værdien af videnskabelige teorier, deres «sandhed», viser sig gennem stigning i produktionen. Den stærke understregning af videnskabens praktiske, tekniske side svækkede sansen for grundforskningens specielle funktion, og var en af årsagerne til de forskningspolitiske fejltagelser der skete - særligt indenfor landbrugsforskning og biologi i 1930- og 1940'erne.

Specielt efter studenteroprøret i 1968 er den etablerede naturvidenskab og teknologi blevet stærkt kritiseret fra venstrefløjens side. Den såkaldte «fagkritik» har i betydelig grad vendt sig mod anvendelsen af videnskabelig viden og forskning i det kapitalistiske samfund. I mange tilfælde har man klart påvist, hvordan anvendelsen af videnskabelig viden tjener kapitalen og ikke folkeflertallet. Men på de områder hvor fagkritikken er gået løs på det teoretiske indhold i naturvidenskaben, har den overvejende haft for ringe faglig indsigt.

Naturvidenskabelig metode

Ikke mindst på grund af sin teknologiske succes er naturvidenskaben blevet betragtet som et generelt forbillede for videnskabelig forskning. Når marxistiske retninger indenfor samfundsvidenskaben har søgt at efterligne naturvidenskaben, har det imidlertid også været begrundet i den materialistiske filosofi. For eksempel hævder det norske Arbejdernes Leksikon (1935), at det traditionelle skel mellem naturvidenskaben på den ene side og videnskaberne om mennesket på den anden side er «uvidenskabelig». Det siger kort og godt, at «marxismen betragter ( ... ) også samfundsvidenskaben som en naturvidenskab».

Troen på at der findes en generel metode med gyldighed for al videnskab ud over almindelige regler for logisk og saglig argumentation, var stor i mellemkrigstiden, men er i dag mindre udbredt. Man knytter i højere grad forskellene mellem videnskabsgrene til forskellene mellem de objekter, som de studerer, uden at lægge så stor vægt på abstrakte principper for videnskabelig metode.

Indenfor naturvidenskaben taler man i dag sjældent om «den naturvidenskabelige metode». Forestillingen om at der findes en bestemt videnskabelig fremgangsmåde, der er karakteristisk for al naturvidenskab, genfinder man i dag først og fremmest udenfor naturvidenskaberne. Særligt i 1960- og 70'erne har mange humanister og samfundsforskere reageret mod de forsøg, der er blevet gjort indenfor deres egne fag på at efterligne naturvidenskabernes metoder. For dem er «den naturvidenskabelige metode» ofte identificeret med «positivisme». En metode der er uanvendelig indenfor deres videnskab. Hvorvidt denne metode faktisk bliver brugt eller er gyldig indenfor naturvidenskaben, har man været mindre interesseret i.

Men mange af disse «positivismekritikere» har bevaret en stærk tro på, at det er vigtigt at fastslå metodologiske principper for deres egne videnskaber. Paradoksalt nok har kritikken af den «naturvidenskabelige metode» derfor bidraget til at bevare positivismens tro på, at videnskabelighed kan sikres ved, at man vælger den rette metode.

Et andet biprodukt af denne kritik er, at man har populariseret et dogmatisk og vildledende billede af naturvidenskaben. Det hævdes, at i modsætning til samfunds- og humanistisk videnskab, bygger naturvidenskaben på utvetydige observerbare fakta, og den har en entydig metode for indsamling og bearbejdning af disse fakta. Derfor er dens videnskabelige konklusioner urokkelige eller absolut «objektive». Dette naive billede passer til en rent teknisk forståelse af naturvidenskaben.

På trods af disse naive og misvisende forestillinger om naturvidenskaben har kritikken af den såkaldte «naturvidenskabelige» metode peget på dybtliggende forskelle mellem naturvidenskaberne og videnskaberne om mennesket. Mellemkrigstidens marxister og andre politisk radikalt orienterede var så ivrige efter at bekæmpe samtidens konservative og antimaterialistiske strømninger, at de negligerede det gamle filosofiske skel mellem tænkning - ånd - og materie.

I dag ville man påpege, at mens naturvidenskaben ikke retter sig direkte mod menneskets bevidsthed og dens indhold, er dette netop centrale objekter for samfundsvidenskab og humanistisk videnskab. For naturvidenskaben er bevidstheden en samling fænomener, som man så langt det er muligt søger at forklare som resultatet af fysiske, kemiske og biologiske forhold. For humanisten og samfundsforskeren er menneskelig tænkning en årsagsfaktor, som det virker meningsløst at reducere til kemi og biologi.

Modsætningen mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab opstår i grænseområderne, hvor de begge driver forskning på hver deres forudsætninger. Indenfor psykologien fører modstridende forestillinger om hvad der er virkelighedens elementer  tænkning eller materielle partikler - til konflikt. Indenfor biologien har opdagelsen af arvelighedens kemiske mekanismer været det store fremskridt de seneste årtier. Der er grund til at forvente, at udforskningen af det kemiske grundlag for hukommelse, neuroser og sindssygdom vil give vigtige resultater indenfor forholdsvis få år.

Disse opdagelser må nødvendigvis få konsekvenser for psykologien og andre samfundsvidenskaber, men det indebærer slet ikke, at deres teoretiske grundlag bliver erstattet med naturvidenskab. Det vil snarere betyde en justering af grænsen mellem natur- og samfundsvidenskab. Indenfor naturvidenskaben er det ikke noget ukendt fænomen, at en videnskab gør indhug indenfor et område, hvor en anden videnskab tidligere har været enerådende. Dette gælder f.eks. forholdet mellem kemi og biologi.

Farlig forskning

Mistroen til naturvidenskaben har været voksende i de senere år og munder ikke sjældent ud i krav om at stoppe forskningen. Med atombomben i frisk erindring samler modviljen sig nu ofte om molekylær genetik og anden biologi, hvor det ser ud som, man i dag er i gang med at danne grundlaget for nye revolutionerende tekniker.

Frygten for at viden skal føre mennesket i ulykke er ikke ny. En af kristendommens grundlæggende myter er som bekendt, at synden trådte ind i verden, ved at mennesket spiste af kundskabens træ. Da Galileo Galileis nye fysiske og astronomiske teorier blev fordømt af den katolske kirke i begyndelsen af 1600-tallet, var et hovedargument, at det kunne lede til usikkerhed og fortvivlelse blandt folk, når deres gamle billede af verden blev slået i stykker. Med de sociale og religiøse omvæltninger som Europa oplevede i 1500- og 1600 tallet, var dette et tungtvejende argument. Darwins lære om den biologiske udvikling mødte tilsvarende modstand i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, men sejrede meget hurtigere og lettere.

Frygten for den anvendte naturvidenskab - teknologien - er også en del af vor kulturarv. For eksempel er digtet «Troldmandens lærling» af Goethe (1749-1832) en skarp advarsel mod at igangsætte en teknologi, som vi ikke kan stoppe.

Skrækvisioner om et totalitært fremtidssamfund baseret på biologiske teknikker til kontrol af mennesker har været populære i det 20. århundrede. Blandt de mest kendte er Aldous Huxleys «Fagre nye verden» (1932) og George Orwells «1984» (1949). Selv om flere og flere af den type tekniker, som disse bøger skitserer er blevet realiserbare, har de ikke fået denne anvendelse - endnu i det mindste. Men selv om det er gået godt indtil nu, er det måske alligevel farligt at skabe grundlaget for, at mulighederne vil blive udnyttet en gang i fremtiden? .

Vort dilemma er, at den samme grundforskning som vi bygger f.eks. de medicinske fremskridt på, og som vi behøver til en fornuftig styring af samfundet, også skaber mulighederne for at undertrykke mennesker mere effektivt. Måske har vore naturvidenskabelige kundskaber nået et niveau, hvor yderligere fremskridt vil bringe mere ulykke end gavn? Det er sandsynligt, at dette bliver et centralt spørgsmål i den forskningspolitiske debat i årene fremover.

Kravet om at stoppe al forskning for at beskytte mennesket mod farlig teknologi, bygger ofte på ringe forståelse af, hvordan videnskaben fungerer. Der er stor forskel på at forkaste bestemte projekter indenfor anvendt forskning og at stoppe den grundlæggende forskning indenfor et område. Stærkere offentlig kontrol og flere indgreb i den anvendte forskning er en rimelig følge af, at de større teknologiske muligheder kan få alvorligere konsekvenser.

Men vil man hindre fremvæksten af ny teoretisk indsigt der kan misbruges, må man stoppe grundforskningen over en bred front. De forskellige grene, f.eks. indenfor biologi, hænger tæt sammen, og de teoretiske problemer kan angribes fra mange sider. Genetik (arvelære), biokemi, anatomi, evolutionsteori osv. kan ikke adskilles fra hinanden, når det kommer til de mest grundlæggende problemer. At forbyde visse typer eksperimenter i genetik vil højst forsinke genetikkens fremskridt. For at sikre sig helt mod ny genetisk kundskab der kan misbruges, måtte man stoppe forskningen indenfor de beslægtede biologiske felter og indenfor dele af fysik og kemi. Dette ville kun vanskeligt kunne lade sig gøre, hvis man ikke stoppede al naturvidenskabelig grundforskning.

Også indenfor grundforskningen kan det være rimeligt med strengere kontrol og regulering end hidtil for at undgå alvorlige ulykker. F.eks. ved at der i laboratoriet opstår farlige mikrober, der undslipper og forårsager epidemier. Og man kan indføre regler for midlertidigt at holde resultater hemmelige, der åbenbart indbyder til misbrug eller forhastet anvendelse med uoverskuelige konsekvenser. Forholdsregler af denne art bliver allerede uformelt praktiseret og vil ganske sikkert blive sat langt mere i system i fremtiden. Denne regulering vil hæmme grundforskningen, men det behøver ikke være en urimelig pris at betale for mindsket risiko.

Hvis naturvidenskaben bliver nedprioriteret og dens fremskridt langsommere, måske meget langsommere, behøver det ikke væsentligt forandre dens sociale rolle - hverken på den praktiske eller på den kritiske side. Måske kan det endog stabilisere dens rolle, ved at samfundet får bedre tid til at absorbere nye tanker og teknikker.

Det man har større grund til at frygte er fremvæksten af direkte antividenskabelige ideologier og bevægelser, som forkaster videnskabens rådgivende og kritiske rolle og åbner for irrationelle politiske beslutninger. Beslutninger der går på tværs af den videnskabelige indsigt, vi faktisk har. Det er naturvidenskaben, der har skabt kundskabsgrundlaget for den moderne teknologi. Men den er også et uundværligt redskab til at afsløre og forudse skadevirkningerne af denne teknologi.

N.R.-H.