Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Marie Nielsen

Nielsen (1875-1951), dansk revolutionær. Marie Nielsen var tjenestepige, tog lærereksamen i 1908 og gik samtidig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund og Socialdemokratiet, hvor hun kom til at stå på venstrefløjen. I 1916-18 var hun medlem af partiets hovedbestyrelse.

I marts 1918 brød hun med Socialdemokratiet, da hun indså, at den venstreopposition hun tilhørte, ikke kunne få nogen indflydelse på partiets politik. Sammen med en lille gruppe radikale arbejdere dannede hun Socialistisk Arbejderparti. En overgang var hun redaktør af partiets dagblad Klassekampen. Hun blev arresteret i sammenhæng med de utallige sammenstød mellem arbejderne og statsmagten i november 1918. Hun blev dømt til halvandet års tugthus, men fik ved dom i højesteret nedsat straffen til 6 måneders almindeligt fængsel. Hun kom ud af fængslet i forbindelse med amnestien for politiske fanger efter det mislykkede statskup i 1920.

Mod slutningen af 1919 gik Socialistisk Arbejderparti i opløsning pga. politiske modsætninger. Venstrefløjen gik under Marie Nielsens ledelse ind i den syndikalistiske Fagoppositions Sammenslutning (FS), mens højrefløjen gik ind i det nydannede Venstresocialistisk Parti. I 1920 udgav hun brochuren: «Er Danmark modent for socialisering?» hvor hun fremlagde en strategi for indførelse af socialisme i Danmark bygget på rådsmagt.

Marie Nielsen deltog i 1920 i Kominterns anden verdenskongres som repræsentant for Kommunistisk Lærerklub, organiseret i FS. Hun arbejdede for en sammenslutning af FS og venstresocialisterne, der nu havde skiftet navn til Danmarks Kommunistiske Parti. Efter tilladelse fra Komintern blev der som en overgangsordning dannet en føderation, Kommunistisk Føderation, mellem de to organisationer. Føderationen blev imidlertid splittet ved et kup i 1922, og i halvandet år eksisterede der nu to kommunistpartier i Danmark. På grund af dommen hun havde fået, blev Marie Nielsen frataget retten til at undervise i folkeskolen og blev afskediget uden pension. Hun arbejdede resten af livet som kontorist i en sygekasse.

Under partisplittelsen udgav Nielsen sit eget tidsskrift - Kommunistisk Internationale. Hun blev i denne periode ekskluderet af det ene af partierne og nægtet optagelse i det andet. Men ved sammenslutningen i 1923 blev hun atter medlem. Gennem 20'erne var hun specielt beskæftiget med fagligt arbejde. Både i partiregi og senere i en organisation, der stod partiet nær - Fagklubbernes Samvirke.

Fra 1925 kastede hun sig ud i arbejdet med at skabe en proletarisk kvindebevægelse. Med udgangspunkt i de kvindelige metalarbejderes fagforening dannede hun sammen med andre Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. I hele den periode organisationen eksisterede, var hun dens politiske centrum. Hun lagde udkastet til forbundets seksualpolitik, der afgørende brød med borgerlig kvindepolitik. Forbundet krævede fri abort og omfattende oplysning om prævention i folkeskolen. Krav der dengang var meget omstridte.

I 1929 blev Marie Nielsen for anden gang ekskluderet af kommunistpartiet. Nu fordi hun forsvarede Trotskij. I 1932 blev hun atter optaget i partiet, men bortset fra arbejdet i Arbejderkvindernes Oplysningsforbund var hun helt isoleret i partiet. I forbindelse med omlægningen til en ultravenstrelinie i kommunistpartierne blev Oplysningsforbundet indlemmet i Den revolutionære Fagopposition, og opgaverne blev defineret som snævert faglige. På den måde blev den selvstændige kvindebevægelse ødelagt. Kvindebevægelsens politik blev bragt i samklang med partiets øvrige politik.

I sammenhæng med den nye seksuallov i Sovjetunionen i 1936 kom Marie Nielsen atter på kant med partiet. Marie Nielsen anså den nye lov, der afskaffede fri abort og indførte præmier for mange barnefødsler, for at være et angreb på kvindernes interesser og for at skrue udviklingen tilbage. Da hun samtidig gik imod processerne i Sovjetunionen mod de gamle bolsjevikker, blev hun i 1936 for tredje og sidste gang ekskluderet af partiet.

Frem til sin død i 1951 havde Marie Nielsen forbindelse med nogle af de trotskistiske smågrupper både i Danmark og i Norge. Men hun var syg og nedbrudt og ofte afskåret fra det egentlige politiske arbejde. Hun blev fuldstændig fortrængt fra den kommunistiske partihistorie. Da hun fyldte 75 år, blev det bare fejret med et interview i Socialdemokraten, hvor hun bl.a. sagde: «... forresten er der dem, der har sagt, at selv om jeg ikke står i det kommunistiske parti, er jeg Danmarks eneste kommunist».

M.T.