Pjece udgivet 1922 af Johs. Erwig, Marie Nielsen og Sigvald Hellberg
Hosstaaende Redegørelse, der i store Træk viser den kommunistiske Bevægelses Opstaaen og Udvikling i Danmark, tilstræber at give Læseren et samlet Overblik over denne og vil kunne tjene som en Haandbog for interesserede Partikammerater.
Redegørelsen er udarbejdet af Johs. Erwig, Marie Nielsen og Sigvald Hellberg og derefter forelagt for og godkendt af Kommunistisk Partis Forretningsudvalg, der har besørget Udgivelsen.
Nærværende Pjece er trykt i 250 numererede og 50 unumererede Eksemplarer. Af Redegørelsen er en tysk Oversættelse udsendt i et mindre Antal Eksemplarer.
København, paa 5 Aarsdagen for den russiske Proletarrevolution, 8. November 1922.
Danmarks kommunistiske Parti
Forretningsudvalget.
I Danmark fandtes ved Verdenskrigens Udbrud en forholdsvis stor socialdemokratisk Ungdomsbevægelse i et vist Samarbejde med det socialdemokratiske Parti. Da Socialdemokratiet i 1914 stillede sig paa den politiske Borgfreds Platform, traadte Ungdomsforbundet straks i politisk Opposition til Partiet. Denne Opposition formede sig praktisk som en Opposition mod de militære Mobiliseringsforanstaltninger, mod Socialdemokratiets Medvirken ved Opretholdelsen af disse gennem Krigsperioden (der førtes flere kraftige landsomfattende Agitationer for Hjemsendelse af Soldaterne) og mod Socialdemokratiets Deltagelse i Forliget om den store da paagaaende Forfatningsrevision (hvilket Forlig Ungdomsforbundet fandt alt for moderat). Mod Krigen, mod Militarismen, mod Borgfreden! For Fred, for Demobilisering, for Klassekamp! Det var Ungdomsforbundets Stilling og Virksomhed. Forbundet gik imod Nationalitetsforsvaret, hævdede de internationale socialistiske Broderskabs- og Klassekamps-Idéer. Ungdomsforbundets Organ «Fremad» blev begejstret Talerør for Karl Liebkneckts Nej, og Forbundet tog livlig og aktiv Del i Arbejdet paa at genrejse Ungdoms-Internationale (deltog bl.a. saaledes i Ungdomskongressen i Zürich l) Foraaret 1915, hvor Forbundets Formand, Ernst Christiansen, valgtes til Medlem af Bureauet).
2. Oktober 1915 offentliggjorde «Fremad» som det eneste danske Blad paa fremtrædende Plads Zimmerwaldkonferencens berømte Manifest og gav det sin uforbeholdne Tilslutning. Der startedes en omfattende Deltagelse i den bekendte «Liebknechts-Indsamling». Ligesom Ungdomsforbundet ubetinget og kraftigt støttede «Fred till varje Pris»-Bevægelsen i Sverige, tog Forbundet livlig Del i det interskandinaviske socialistiske revolutionære Ungdomsarbejde.
Denne Virksomhed under Krigen førtes med stigende Kraft og var i Virkeligheden af en dybt revolutionerende Karakter indenfor de Omraader, Ungdomsforbundets Paavirkning naaede ud til. I Spidsen for Bevægelsen stod Ernst Christiansen, Johs. Erwig og Sigvald Hellberg, medens Marie Nielsen, der ikke sad i Forbundets Ledelse, tog kraftig Del i hele den stadig mere revolutionære og oppositionelle Virksomhed, der dels ved flere Demonstrationer førte Forbundet ud i blodige Sammenstød med Politiet, dels medførte stadig større Spænding og Konflikt mellem Partiets Ledelse og Ungdomsforbundet.
4. August 1917 stillede «Fremad» sig i en stor Artikel paa Bolschevikernes Side mod Kerenskij, og Bladet stillede sig ved Novemberrevolutionen begejstret paa Proletar-Revolutionens Side. Da den finske Revolution lidt senere udbrød, stillede «Fremad» sig - ogsaa i dette Tilfælde som det første Blad i Danmark - paa den finske Arbejder-Revolutions Side, og da Nederlaget og derpaa de Hvides Rædselsregimente kom, talte Ungdomsforbundet gennem «Fremad», gennem Brochurer, gennem Møder, gennem partimæssige og offentlige Henvendelser/ stærkt og uforbeholdent den slagne finske Arbejderklasses Sag.
Ungdomsbevægelsen arbejdede stadig mere klart for at vække Arbejdernes Forstaaelse af Klassebevægelsen som eneste Middel til at standse Krigen.
Langt ind i Socialdemokratiet havde Ungdomsforbundets kraftige Virksomhed vundet Sympati og Tilslutning, men samtidig skærpet Modsætningen mellem Ungdomsforbundet og det socialdemokratiske Partis Ledelse og Funktionærstand.
Da Partikongressen tidligt paa Foraaret 1918 gav et - omend ikke stort - Flertal for at fortsætte Alliancen med den borgerlige radikale Regering indtil Krigen var afsluttet (man paaberaabte sig udenrigspolitiske Momenter), traadte enkelte ud af Partiet og dannede Socialistisk Arbejderparti, der sluttede sig til Zimmerwald. Marie Nielsen var Sjælen i det nye Parti. Th. Thøgersen, der havde gjort sig bekendt som Deltager i og Agitator for den individuelle Militærnægterbevægelse, men aldrig 'deltaget i Arbejdernes politiske Kamp, deltog ogsaa som Leder i det nye Parti. Den overvejende Del af saavel Ungdomsbevægelsen som Partioppositionen fandt dog ikke Tidspunktet eller Oppositionens Styrke velegnede til en Sprængning af Socialdemokratiet, men ønskede fortsat at styrke og udbygge den oppositionelle Virksomhed indenfor Socialdemokratiet i det Haab enten at kunne tvinge Partiets Politik ind i et virkelig socialistisk Spor, eller, hvis dette skulde vise sig umuligt, da at have naaet Styrke nok til Dannelse af et omfattende og virkelig revolutionært Parti, naar Krigen var forbi, og Socialdemokratiet dermed mistede denne «Aarsag» til sin Borgfredspolitik og blev nødsaget til at bekende Kulør.
Samtidig med Dannelsen af Socialistisk Arbejderparti forlod enkelte andre Socialdemokratiet. Disse dannede «Det uafhængige Socialdemokrati». Dette Parti blev dog aldrig hverken revolutionært eller socialistisk og tog ubetinget Afstand fra Zimmerwald og Bolschevikerne.
Socialistisk Arbejderparti var derimod revolutionært, men en rent overspændt Revolutionspsykose, der ikke havde nogen reel Underbygning i de bestaaende økonomiske, politiske psykologiske Tilstande, fik snart Overhaand og førte i Efteraaret 1918 det lille Parti ind i Begivenheder, der blev skæbnesvangre for det; de betydeligste af Lederne fængsledes, og Partiet kom til at føre en stadig mere hensygnende Tilværelse. Ogsaa for Ungdomsforbundet og Oppositionen indenfor Socialdemokratiet blev det mærkbart, at en Del Partimedlemmer skræmtes tilbage fra Oppositionsdeltagelse.
I Efteraaret 1919 holdt Socialdemokratiet paany Kongres. Denne førte Partiet yderligere tilhøjre, brød alle givne Løfter, hvorefter Ungdomsforbundets Flertal vedtog at ophæve den siden 1913 bestaaende Overenskomst om Samarbejde mellem Socialdemokratiet og Ungdomsforbundet.
9. November dannede saa en Række af Ungdomsforbundets ledende Folk i Forbindelse med andre af Socialdemokratiets Opposition «Danmarks venstresocialistiske Parti», der straks tilsluttede sig 3. Internationale. Det lykkedes ved Dannelsen af Partiet at faa den største Gruppe i det da stærkt desorganiserede og svage «Socialistiske Arbejderparti» (der havde spaltet sig, om ikke organisatorisk, saa dog reelt, i to Grupper paa Spørgsmaalet: Parlamentarisme), til at tiltræde Venstresocialistisk Parti, ligesom en Gruppe i det ligeledes stærkt desorganiserede og sig i Opløsning befindende «Uafhængige Socialdemokrati» tiltraadte Venstresocialistisk Parti. Som Formand for det nye Parti valgtes enstemmigt Ungdomsforbundets Formand siden 1913, Ernst Christiansen, som Redaktør af Partiets Organ, Ugebladet «Arbejdet», ligeledes enstemmigt Johs. Ervig. 4 Maaneder senere holdt Partiet sin første ordinære Kongres, hvor Program og Love vedtoges, og hvor der foretoges Opstilling til de almindelige Valg af Funktionærer og Ledelse, hvilke Valg foretoges ved almindelig Urafstemning blandt alle Partiets Medlemmer, og som iøvrigt for Funktionærernes Vedkommende skete enstemmigt.
Partiet var dannet paa et Tidspunkt, da Socialdemokratiet just paa sin Kongres havde besluttet at føre sin Politik videre i Borgfredens Aand (selv nu, da Krigsfaren ikke længere tjente som Undskyldning og Paaskud). Alle ventede, at denne Politik i Løbet af et halvt eller helt Aar vilde munde ud i, at Socialdemokratiet vilde danne Regering og i stedse højere Grad overtage Ansvaret for det kapitalistiske Samfundsmaskineri.
Venstresocialistisk Parti havde allerede fire Maaneder efter sin Start 30 Partiafdelinger2) spredt over hele Landet med godt 2000 Medlemmer, og Partiet befandt sig i Bestræbelser for at udbygge, udvide og befæste sine Organisationer, samtidig med, at det agiterede Landet over for de Idéer, der var 3. Internationales.
Da skete i. April3) det uventede, at Kongen udenom Rigsdagen begik Statskup og afskedigede det Ministerium, i hvilket Socialdemokratiets Formand, Th. Stauning, sad som Socialminister. Socialdemokratiet svarede ved at proklamere Generalstrejke, og Venstresocialistisk Parti gav straks Generalstrejken sin fulde Tilslutning, men agiterede kraftigt for, at denne skulde have højere og større Formaal end blot at genindsætte det liberale Ministerium. Generalstrejken afblæstes (under vort Partis Protest) gennem et Forlig med Kongemagten, men Socialdemokratiet havde ved sin revolutionære Gestus paany og med eet Slag genvundet hele Arbejderklassens Tillid, og ved de 3 Uger derefter stedfindende almindelige Valg til Rigsdagens 2. Kammer samlede vort Parti kun 3800 Stemmer, idet Socialdemokratiet demagogisk og med megen Virkning advarede mod at «splitte Stemmerne til Fordel for Reaktionen». Socialdemokraterne var nu fra Regeringsparti blevet Opposition, og ved de næste Rigsdagsvalg, der holdtes i juli, sank vort Partis Stemmetal til 2700 for atter ved det tredje Valg i September at stige til godt 5000, efter at Valgretsalderen var nedsat fra 30 til 25. Vort Parti fik ved ingen af Valgene valgt Kandidater.
Saaledes var Begivenhederne kommet styrtende ind over det unge Parti, der havde haft Brug for Tid til organisatorisk Opbygning og Konsolidering. De 3 Valgkampagner havde beslaglagt alle Partiets Kræfter og taget alle dets pekuniære Hjælpekilder i Brug. Samtidig kæmpede Partiet for at vinde Fodfæste for sit Organ, «Arbejdet», der var gjort til Dagblad umidddelbart efter Generalstrejkesituationen. Dog var Medlemstal og Afdelingstal opretholdt. Provinserne stod organisatorisk bedst, medens Hovedstadsorganisationen svækkedes ved indre Strid om ofte ganske uvæsentlige Ting, og fra Oppositionens Side førtes denne Strid mere mod Personer end om reelle Stridsspørgsmaal. Ledelsen som saadan kunde ikke optræde med tilstrækkelig Kraft mod den nedbrydende Opposition, idet denne udgik fra Thøgersen, Aage Jørgensen og et Par andre Medlemmer af Ledelsen, og Hovedparten af den øvrige Ledelse haabede, at Tiden vilde overvinde disse «Børnesygdomme».
I Efteraaret 1920 vedtog Partiet paa en ekstraordinær Kongres enstemmigt at forandre sit Navn til «Danmarks kommunistiske Parti» og tilsluttede sig ligeledes enstemmigt de 21 Punkter. Men medens disse efterlevedes udadtil, lykkedes det aldrig at gennemføre hverken Disciplin eller Centralisation indenfor Partiet, thi den førnævnte Gruppe i Hovedstaden hindrede dette og forfægtede den mest udprægede Føderalisme og Lokal-Ideologi indenfor Partiet, hvilket i høj Grad virkede nedslaaende og hæmmende paa et frugtbart Partiliv.
I Efteraaret 1920 optoges paa Initiativ af «Fagoppositionens Sammenslutning i Danmark» (den syndikalistiske Organisation, der havde bestaaet i en halv Snes Aar og havde Dagbladet «Solidaritet» til Organ) Forhandlinger med Kommunistisk Parti om en politisk og organisatorisk Sammenlægning. Det norske Arbejderparti støttede stærkt denne Tanke, der ogsaa indenfor Kommunistisk Parti mødte almindelig Tilslutning i Princippet, medens der herskede Meningsforskel om den Maade, hvorpaa Sammenlægningen bedst burde foretages. Medens f.eks. Th. Thøgersen fandt det underordnet paa hvilken Maade Sammenlægningen skete, blot et Samarbejde etableredes, mente Sigv. Hellberg, at Sammenslutningen burde ske ved, at FS's Medlemmer samlet meldte sig ind i KP og straks fik en til deres Tal svarende Indflydelse og Repræsentation i Ledelse, Blad m. v. Mellem disse to Opfattelser arbejdede Ernst Christiansen og Johs. Ervig paa at finde en Ordning. Vort Parti sendte Aage Jørgensen og FS sin Formand, Axel Jensen, til Moskva for at forelægge Spørgsmaalet for Eksekutiven. Aage Jørgensen var det paalagt at forelægge Eksekutiven de forskellige i vort Parti raadende Opfattelser af Spørgsmaalet, og han havde Paalæg om at forlange af Eksekutiven, at den i hvert Fald ikke forud gav FS noget som helst Løfte vedr. pekuniær Støtte, førend FS havde taget sin endelige Stilling. Dette Paalæg var foranlediget ved, at Syndikalisternes Fører, Chr. Christensen, paa FS's nylig om Sagen afholdte Landsmøde havde udtalt sig, som om det for FS først og fremmest gjaldt at faa Andel i de pekuniære Hjælpemidler, og i Forhandlingsudvalget udtalte han, at Forudsætningen for Sammenslutningen maatte være et fuldtud tilstrækkeligt og vedvarende Tilskud fra Moskva, og han førte i FS's Afdelinger Agitationen for Sammenslutningen ikke paa Princippet, men paa Paastanden om, at ved at gaa med til Sammenslutningen, kunde «Solidaritet» opretholdes, samtidig med, at Medlemmerne fritoges for de pekuniære Byrder, de i længere Tid havde baaret. Desuden havde han fremsat Udtalelser om, at naar først Sammenslutningen var sket, skulde Kommunisterne «kvæles i et kærligt Favntag».
Eksekutiven tog den Stilling at anbefale Dannelsen af en kommunistisk Føderation, hvorved Fagoppositionens Sammenslutning og Kommunistisk Parti opretholdtes som to selvstædige og ligeberettigede Parter, der med lige Rettigheder og lige Repræsentation kontraherede om et fælles Blad («ArbejderBladet»), og der gaves FS Monopol paa Arbejdet i Fagbevægelsen; det gjordes dog tillige til en Pligt for KP's Medlemmer at indtræde i FS's Klubber, hvorved disse skulde kunne erobres af KP.
Eksekutivens Forslag vedtoges af det store Flertal af KP, omend delvis med bange Anelser. 2/3 af FS stemte for, medens 1/3 sprærigte sig ud og dannede en ny syndikalistisk Gruppe.
Dagbladet «Arbejdet» (KP) og «Solidaritet» (FS) sloges sammen i «Arbejder-Bladet»; Hovedredaktør blev FS-Føreren Chr. Christensen med Kommunisten Johs. Ervig som politisk Redaktør; hele Bladets økonomiske og tekniske Administration lagdes i Hænderne paa FS, medens Kommunisten Thøgersen gjordes til Leder af Føderationens Forlag, hvis «virksomhed» dog nærmest blev en afgjort Fiasko.
Paa det Tidspunkt, da Sammenslutningen skete, var FS faktisk organisatorisk skrumpet ind til næsten intet, og «Solidaritet» vilde absolut ikke kunne være opretholdt som Dagblad (i de sidste Maaneder var det faktisk kun holdt oppe ved Tilskud fra KI). Da Sammenslutningen var sket, tog FS imidlertid kraftigt fat paa at hævde Indflydelse paa Føderationens Anliggender, og benyttede sig til dette Formaal af Oppositionen i KP.
Naar det f. Eks. er sagt om Hellberg, at han ved Cirkulærer havde virket for sit eget Valg til Ledelsen, maa der her gøres opmærksom. paa, at dette saa langt fra var Tilfældet. I det omhandlede Cirkulære opfordrede Hellberg til at stemme paa en Række Kammerater, samtidig med, at han meddelte, at han nedlagde sine Mandater og ikke ønskede Valg som Næstformand. Senere tilvejebragtes dog et Forlig i den til Grund herfor liggende Sag.
FS's Ledere erklærede, at de betragtede det ikke som en Pligt, men som en frivillig Sag for KP's Medlemmer at indtræde i FS's Klubber. Indtrædelsen her gjordes i det hele vanskelig for KP's Medlemmer, idet FS - trods Forestillinger fra KP's Side - opretholdt et saa stort Kontingent, at det i Forbindelse med Partikontingent og øvrige Krav, der af Partiet stilledes til dettes Medlemmer, blev vanskeligt eller uoverkommeligt for KP-Medlemnierne at indtræde i FS-Klubberne, især da paa samme Tid den industrielle Krise med Arbejdsløshed og Lønreduktioner, satte ind og ikke mindst ramte Kommunisterne.
Der var af Eksektitiven - trods vort Partis Forestillinger forud afgivet Tilsagn om et meget betydeligt pekuniært Tilskud til «Arbejder-Bladet» for dettes første Kvartal, og medens FS i Føderations-Ledelsen, der bestod af 5 Repræsentanter fra hver af Organisationerne, krævede og gennemførte, at Bladet anlagdes saa uøkonomisk, at Budgettet trods det store Tilskud sprængtes allerede i det første Kvartal, bestræbte Kommunisterne sig for at holde det indenfor Budgettets Rammer. Kampen herom førte til flere personlige, Rivninger.
«Arbejder-Bladet» blev ikke den ventede Sukces. Og da det snart viste sig, at Tilskudene ikke indløb regelmæssigt, kom pekuniære Vanskeligheder, der affødte stadig stigende Bebrejdelser fra FS' Side mod KP, fordi dette - trods de største Anstrengelser - ikke evnede at fremskaffe fra Eksekutiven de Beløb, Bladets Underskud krævede.
Forslag fra KP om at mobilisere Medlemmerne økonomisk for Bladet blev gentagne Gange afvist af FS' Repræsentanter.
Samtidig mærkedes et mere og mere tydeligt Omslag i Syndikalisternes Stilling til KP og dens Politik. Først i Organisationerne, senere ogsaa i «Arbejder-Bladet», gav dette sig Udtryk.
Organisationsformen (to ligeberettigede Organisationer) førte ogsaa paa andre Omraader til Gnidninger.
De gamle syndikalistiske Traditioner og Dogmer stod stadig hindrende for en positiv Indstilling af FS-Klubberne paa et reelt kommunistisk Arbejde i Fagbevægelsen, og det kom indenfor Klubberne til Brydninger, hvorunder f.eks. Marie Nielsen, der ellers var meget populær i FS, og som overfor internationale Instanser havde stillet FS i et særdeles gunstigt Lys, efterhaanden, fordi hun var Kommunist, kom i Modsætningsforhold til FS.
Under Trykket af de pekuniære Vanskeligheder og Tilbagegangen for «Arbejder-Bladet» forlangte FS i Efteraaret 1921, at Chr. Christensen skulde rejse til Moskva. KP gik med hertil, men sendte samtidig Th. Thøgersen afsted som Repræsentant for KP De to Repræsentanter kom tilbage med en Opfordring fra Eksekutiven til de to Organisationer til at danne et kommunistisk Enhedsparti, medens de ikke hjembragte noget positivt økonomisk Resultat.
Paa det Fællesmøde af Hovedbestyrelserne for F. 5. og D. KP, hvor dette Spørgsmaal om Enhedspartiet behandledes, fik det straks enstemmig Tilslutning fra D. KP, medens F. 5. stod delt. Ogsaa fik den syndikalistiske Fordring om «politisk Neutralitet i Fagbevægelsen» her stærkt Udtryk, men tilbagevistes kraftigt af KP's Repræsentanter. Tilslut vedtoges det med alle KP's Stemmer og Flertallet af FS' Stemmer at nedsætte et Udvalg paa 5 Medlemmer fra hver Organisation til at udarbejde Program og Love for et kommunistisk Enhedsparti.
Disse Forhandlinger var ikke uden Vanskeligheder, i Særdeleshed da en af FS' Repræsentanter var principiel Modstander af Enhedspartiet, men paa et Par vigtige Punkter (parlamentarisk Virksomhed og det faglige Arbejde) var man naaet stærkt henimod Enighed, da Syndikalisternes, Fører, Chr. Christensen, kastede et omfattende, ukommunistisk Program- og Organisationsudkast ind i Udvalgets Forhandlinger. Under Behandlingen af dette Forslag kom det til stærke Brydninger, som af Syndikalisterne førtes videre ud paa et Par Medlemsmøder, hvorved der skabtes yderligere Vanskeligheder for en Samling i et kommunistisk Enhedsparti. Udvalgets Forhandlinger var afbrudt, og i KP's Forretningsudvalg foreslog Ernst Christiansen og Sigv. Hellberg at forelægge Situationen for Partiets Medlemmer paa en ekstraordinær Kongres, der foresloges indkaldt snarest. Thøgersen og Aage Jørgensen gik stærkt herimod, og Forslaget om Kongres forkastedes.
Den 31. januar4) om Aftenen foregik saa Kuppet, hvorved man, stolende paa, at vort Parti vilde undlade at tilkalde den borgerlige Ordensmagt, voldeligt satte sig i Besiddelse af Partiets Kontorer og Føderationens Blad, opbrød Skabe og Skriveborde og stjal Forhandlingsprotokol, Regnskaber, Bilag m. v. Kupet foretoges af Syndikalister, der aldrig havde været Medlemmer af Partiet, i Forbindelse med en lille Gruppe af københavnske Partimedlemmer, og at Kupet bagefter kun vandt Flertal i een eneste af de 6 københavnske Afdelinger og i 3-4 af de nogle og tyve Provinsafdelinger, viser bedst, hvor latterlig Kupfolkenes Paastande om at handle efter «Flertalsbeslutninger» var. Kupet var en udpræget syndikalistisk Voldshandling mod Kommunistisk Parti, og den syndikalistiske Administration og Økonomiledelse af Føderationens Blad viste ogsaa samme Nat ved sin Godkendelse af og Medvirkning til Kupet, at saadan forholdt det sig.
Vort Partis Ledelse indkaldte til en Kongres i Odense den 12. Februar. Kongressen fordømte skarpt Kupet, ekskluderede Deltagerne deri og lagde det i Partiets Hovedbestyrelses Haand at tage Bestemmelse om, hvilke af de ekskluderede, der eventuelt senere kunde være Tale om at optage.
Kongressen erklærede iøvrigt sin Beredvillighed til Samarbejde med enhver Gruppe indenfor Arbejderklassen til Værn for dennes Interesser og erklærede, at DKP ønskede at omfatte alle virkelige Kommunister i Danmark, naar disse indordnede sig under Partiets Love og Beslutninger. Det heromhandlede Forslag var stillet af hele Partiets Forretningsudvalg under Medvirkning af de officielle Repræsentanter for Det norske Arbejderparti og Sveriges kommunistiske Parti. Kongressen vedtog Forslaget enstemmigt. Kongressen vedtog ogsaa Beslutninger til Fremme af et kommunistisk Arbejde i Fagbevægelsen, hvilken just befandt sig i første Periode af en omfattende Forsvarskamp.
Her ligger jo forøvrigt et. af de paafaldende Forhold ved Kupet, at det skete umiddelbart forud for denne store Lønkamps Paabegyndelse. Det er klart, at en Sprængning af den kommunistiske Bevægelse, Udlevering af denne til offentlig Skandalisering og Mistænkeliggørelse af dens ledende Folk maatte svække Kommunisternes Indflydelse blandt Arbejdermasserne meget stærkt, hvilket ogsaa skete. Et af de første Spørgsmaal, der rejste sig blandt vore ledende Kammerater, var derfor dette: Har lejede Provokatører været medvirkende til Fremkaldelsen af dette Kup? Indtil nu er dette Spørgsmaal ikke besvaret, men med tidligere Erfaringer in mente ogsaa i den danske Bevægelses sidste Par Aar, kan man ikke skyde Spørgsmaalet fra sig uden videre.
At KP vilde have kunnet faa en ganske overordentlig stor Indflydelse paa den store Fagkamp, om den ikke var paaført Kupet - ja, sandsynligvis vilde have kunnet faa sit Gennembrud - kan man slutte af den Kendsgerning, at Kommunisterne, tiltrods for Kupet, fik en meget stærk Stemning blandt Arbejderne for deres Taktikparole. Denne Parole viste helt igennem sin Rigtighed og blev ogsaa. efter 14 Dages Forløb i Praksis helt ud antaget af Kupsyndikalisteme, der til en Begyndelse havde søgt at stille en anden - forøvrigt rent umulig - Parole op.
De to norske og den svenske Repræsentant ved vor Kongres, der havde ført indgaaende Forhandlinger med Kupmændene, afgav Dagen efter vor Kongres følgende Erklæring:
Undertegnede officielle Repræsentanter for Det norske Arbejderparti og Sveriges Kommunistiske Parti erklærer ved nærværende,
at det i København mod Kommunistisk Partis Bygning og Ledelse af en Gruppe Syndikalister og tidligere DKP-Medlemmer foretagne Voldskup savner saavel moralsk som politisk Berettigelse, som det er i enhver Henseende organisatorisk ulovligt og forkasteligt,
at vi har overværet Kommunistisk Partis Kongres i Odense og fuldtud billiger de der vedtagne Beslutninger om Eksklusion af Kupets Udøvere m. v.,
at Danmarks Kommunistiske Parti stadig maa betragtes som, den eneste danske Sektion af Kommunistisk Internationale,
at vi opfordrer vore internationale Broderpartier til at afvise ethvert Samkvem med Splittelsesmændene Klitfort, Thomsen,. Chr. Christensen m. fl., selv om disse nok saa ofte kalder sig,, Kommunistisk Parti (Enhedspartiet), og
at vi føler os forvisset om, at Danmarks Kommunistiske Parti snart skal gaa styrket ud af den Prøvelse, det ved dette utrolig letsindige og fordømmelige Kup har været udsat for.
For det norske Arbejderparti:
(sign.) Knut Eng. (sign.) Oscar Torp.
For Sveriges kommunistiske Parti:
(sign.) Carl Ståhlbärg.
Faa Dage senere erfarede vort Parti gennem sin Formand, Ernst Christiansen, der, da Kupet foregik, havde været fraværende, paa Vej til Moskva til det udvidede Eksekutivmøde, men som ekspres var bleven kaldt tilbage, at EK5) havde udset Kammeraterne Scheflo, Norge, og Kilbom, Sverige, til at undersøge de danske Partiforhold. Trods gentagne indtrængende Anmodninger fra vort Partis Ledelse om at komme til København, lykkedes det aldrig at faa de to Kammerater herned, hvilket i højeste Grad maa beklages, thi man maa erindre, hvor stærkt Bevægelsen led under Kupet. Syndikalisterne holdt Partiets Bygning besat. De havde bemægtiget sig Partiets Organ og nægtede Partiet enhver Plads deri, medens de selv fyldte Bladet med fejlagtige Meddelelser, der virkede vildledende paa saavel Læsere, Partimedlemmer som paa Offentligheden. De fleste af Partiets Regnskabsbøger, Bilag, Forhandlingsprotokol m. v. havde Syndikalisterne røvet, idet de havde opbrudt de i Partikontoret værende Skabe og Skriveborde. I Partiets Organ havde disse Slubberter offentligt insinueret, at vort Partis Ledelse havde svindlet med internationale Midler, og de havde erklæret, at de ikke ønskede at modtage pekuniær Støtte fra KI efter at de kort i Forvejen stærkt havde beklaget, at de ikke fik Støtte nok.
Man vil forstaa, at vort Parti meget ønskede Scheflos og Kilboms Komme for at faa. en Ende paa disse uholdbare Tilstande og for gennem en Konstatering at fastslaa det heltud løgnagtige i Insinuationerne om Svindel. - Men de paagældende to Kammerater kom ikke - hvilket vistnok væsentligst skyldtes, at Scheflo Gang paa Gang undskyldte sig med, at det parlamentariske Arbejde lagde Beslag paa ham.
Imidlertid var Tiden paa denne Maade gaaet til April, da den skandinaviske Konference traadte sammen i Stockholm. Fra vort Parti mødte Redaktør Johs. Erwig som Repræsentant, medens Kupmændene havde sendt deres «Formand», Hr. Peter Thomsen, der dog ikke skulde deltage i Konferencen, men kun i Konferencens Behandling af de danske Partiforhold.
Konferencen kom til det Resultat, at
Paa Konferencens 2. Dag, da Spørgsmaalet var færdigbehandlet, indtraf Aage Jørgensen og Niels Johnsen til Stockholm direkte fra Moskva, hvor de havde deltaget henholdsvis i det udvidede Eksekutivmøde og i den faglige Konference. Disse to medbragte fra E. K. en Henvendelse til de to - de to - kommunistiske Partier i Danmark samt Meddelelsen om Nedsættelse af en 9-Mands-Kommission til Bedømmelse af «Parti-striden» i Danmark. Saaledes hindredes Stockholmskonferencen i at afgøre Spørgsmaalet, hvis Karakter træffende karakteriseres ved en i Stockholm under Konferencen af Kupfolkenes Formand, Hr. Peter Thomsen, fremsat Ytring om, at «han kunde jo lige saa godt underskrive Dødsdommen i Dag som i Morgen». Han var altsaa klar over, at det af Kupmændene førte Slag mod Partiet maatte tabes.
Men Ankomsten af Aage Jørgensen og Niels Johnsen med Direktivet om Nedsættelse af 9-Mands-Kommissionen reddede Situationen for Kupmændene. Det viste sig nemlig straks, at Kommissionen var sammensat paa den Maade, at den havde et kup-venligt Flertal! Og Henvendelsen fra E. K. til de to Partier i Danmark (skønt Statuterne kun tillader eet Parti i hvert Land) gav jo Kupmændene en Art Anerkendelse som sidestillet Parti, en Anerkendelse, der gød nyt Livsmod i deres Folk, som ellers faktisk betragtede Slaget som tabt.
Nu fulgte saa denne 9-Mands-Kommissions Behandling af Spørgsmaalet og dens Frernsættelse af et Par Forslag, der i Realiteten var ensbetydende med, at man uden Fare for nogen som helst Følger kunde begaa et saadant Voldskup og endda anerkendes som ligeberettigede Kommunister, og som paany vilde tvinge vort Partis Medlemmer ud i et organisatorisk Samarbejde med Syndikalisterne uden nogen Garanti mod en Gentagelse af de ideologiske, organisatoriske og personlige Stridigheder, der havde ført til Kup'et.
Vort Parti stillede som Betingelse for at godkende 9-Mands-Kommissionens Forslag, at der 1) opstilledes et klart kommunistisk Program, saaledes at de udprægede Anarko-Syndikalister maatte skille sig ud, 2) Opretholdelse af Eksklusionerne af Hovedmændene og Voldsmændene ved Kupets Udøvelse, 3) en Erklæring fra Kupfolkene om at ville overholde et forenet Partis Love og Beslutninger, 4) Krav om Adgang til gennem en Kontrol-Kommission offentligt at tilbagevise de af Kupmændene mod vort Partis Ledelse fremsatte Insinuationer om uhæderlig Omgang med betroede Midler.
Disse Krav fik faktisk enstemmig Tilslutning af vort Partis Medlemmer ved en Urafstemning.
Efter nogen Tids personlig Forhandling mellem Scheflo og vort Parti samt Kupfolkene fremsattes fra 9-Mands-Kommissionens Side paany det samme Forslag i uvæsentlig ændret Form. Vort Parti vedtog ved en ny Urafstemning med over 2 /3 Majoritet at fastholde de opstillede 4 Krav til en Genforening og at appellere Sagen til Eksekutivkomitéen.
Efter at Appellen saaledes med stort Flertal var vedtaget, besluttedes det at delegere Marie Nielsen til M. for at frembære Appellen. Thøgersen stillede nu Krav om at ville rejse og repræsentere Partiets Mindretal. Dette Krav indrømmedes af vort Partis Forretningsudvalg, og de to Delegerede rejste med et af Forr.-Udv. enst. vedtaget og af begge de Delegerede underskrevet Direktiv om at arbejde for de omtalte 4 Kravs Godkendelse, og, hvis disse ikke skulde kunne gennemføres, da ikke paa Forhaand gaa ind paa andre eventuelle Forslag, men rejse tilbage og forelægge saadanne eventuelle andre Forslag for Partiet.
Efter Ordre fra Scheflo søgtes vore to Delegeredes Rejse forhindret ved Pas-Nægtelse i Stockholm. Først efter en Uges Ventetid i Stockholm og efter direkte telegrafisk Henvendelse til M. opnaaede vort Partis to officielle Repræsentanter Pasvisering til M.! Samtidig rejste Aage Jørgensen som Repræsentant for Kuppartiet.
Ved et Møde i den tyske Sproggruppe i M. holdt Thøgersen en Tale, i hvilken han hudflettede sit Parti politisk, organisatorisk og personligt, og, let tilsløret, fremstillede sig selv som den egentlig eneste vaskeægte Kommunist, der endda giver Udtryk for en vis Sympati med Kupfolkene. Og dette tiltrods for, at han selv som Medlem af Ledelsen havde det fulde Medansvar for Partiets Virke og aldrig havde opponeret politisk.
Selvfølgelig har hverken vort Parti eller dets Ledere været fejlfri - hvilket Parti eller Ledere har vel det? - men der har aldrig nogensinde fra EK's Side været rettet nogen Kritik mod Partiet eller dets Politik, saalidt som der har været givet Anvisning paa nogen anden.
Med denne Tale var Udfaldet næsten givet. Naar en af Partiets egne Ledere optraadte saadan, maatte der vel være noget om, at Partiets Ledere var «Reformister, Stræbere osv.», og dets Medlemmer «maskerede Socialdemokrater». Tilmed havde - som det i Forbindelse hermed oplystes - i de sidste 2-3 Aar en Række Breve og Skrivelser fra forskellige mere eller mindre velmenende og mere eller mindre kompetente Privatpersoner i Danmark til forskellige Partikammerater i Internationale bidraget til at give et daarligt Indtryk af Partiets Ledere og dets Virksomhed. Disse Breve var aldrig blevet forelagt de i dem omhandlede Kammerater til Udtalelse eller Erklæring, nej, de anede ikke engang, at der hemmeligt opdyngede sig Insinuationer af den ene og den anden Art mod dem hos forskellige Kammerater i E. K. og andre Steder. Denne Metode af Konspiration, Undergravning af Tillid osv. maa Internationale for sin egen Skyld bringe til Ophør. Ingen ved sig jo sikker. Og der gives ikke Lejlighed til Imødegaaelse. Der bundfælder sig blot - paa Grundlag af saadanne Skriverier - en Mistillid, som de, den gaar ud over, ikke forstaar og, fordi de ikke kender Aarsagen, kæmper forgæves imod. Det gælder Personer saavel som Partier, Det maa fordres, at Kommunister, der modtager saadanne Breve, enten afviser dem eller forelægger dem for de deri om handlede Personer eller Partier til Erklæring.
Resultatet af den i M. (med faa Timers Varsel) nedsatte Kommissions Behandling af Sagen - hvilket Resultat ved en kort Behandling godkendtes af EK's Præsidium, der vel syntes, at der skulde en Ende paa Sagen og for hvem Sagen vel efterhaanden var blevet noget kompliceret, blev et Direktiv til «de to» Partier i Danmark om snarlig Sammenslutning i eet Parti; Sammenslutningen skulde ledes af Thøgersen som Formand for en af EK udnævnt Organisationskomiité (der bestod af næsten udelukkende af Kupfolk eller Folk af Thøgersens Fløj, kun Marie Nielsen var taget med). Eksklusion foreligger mod Chr. Christensen, den egentlige Ophavsmand til og Anstifter af Kup'et, som forøvrigt i det sidste halve Aar ikke har deltaget i noget politisk Arbejde, men levet ude paa Landet, men tillige fra vort Parti Sigvald Hellberg, mod hvem man, i Mangel af een eneste antagelig Eksklusionsgrund siger, at han er «en Hindring for en Samling af Kommunisterne i Danmark», hvilket Udtryk ikke dækker andet eller mere, end at der hos visse af Kuppartiets Medlemmer raader en personlig Antipathi mod 5. H. Eksklusionen maa derfor ses som et Offer til Kuppartiet, intet andet.
En Karantæne idømtes fra Kupfolkene Robert Klitfort (hører til de af vort Parti efter Kupet ekskluderede) og fra vor Side Partiets Formand, Ernst Christiansen!
Begrundelsen herfor siges at være «Ukammeratlig» Optræden. Men hvori denne bestaar, siges ikke. Og man er da ogsaa fra alle Sider i vort Parti enige om at stemple denne Beskyldning for fuldkommen grebet ud af Luften. E.C. har f. Eks. ang. Henvendelsen til de borgerlige Myndigheder for at generhverve vort Partis Bygning - hvilket først skete, da alle Forsøg paa en fredelig Ordning var glippede - kun udført et ham af FU enstemmigt - ogsaa med Thøgersens Stemme! - givet Paalæg, som endda hvilede paa en Kongresbeslutning. Karantænen af E. C. er saaledes ganske og aldeles ubegrundet og organisatorisk uholdbar.
Efter Modtagelsen af dette Direktiv indkaldte Partiets Forretnings-Udvalg: til Kongres i Odense 27. August. Her aflagde Thøgersen og Marie Nielsen Beretning om deres Sendelse til M., og efter en Debat paa flere Timer vedtoges enstemmigt følgende Udtalelse:
«Uanset om Kongressen eller Medlemmerne ved en Afstemning godkender Direktivet om Sammenslutning eller ikke, udtaler Kongressen sin ubetingede Anerkendelse af det Arbejde, Ernst, Christiansen og Sigvald Hellberg har udført gennem deres mangeaarige Virksomhed indenfor den revolutionære Arbejderbevægelse. De har gennem denne deres Virksomhed ved utallige Lejligheder vist deres Kærlighed til denne Bevægelse ved de Ofre de har bragt derfor, og den sidste Tids Begivenheder har kun bevist, at de fuldt ud har været værdige til den, Tillid, Partiet har vist dem og som det endnu nærer til dem».
Dermed var det rent personlige Moment afgjort, og der kun-r, de nu frit stemmes over Direktivet. For at godkende dette stemte 3 Delegerede, imod stemte 16, repræsenterende henholdsvis 3 og 13 Afdelinger. (Af de 3 Afdelinger hører de to til de svageste, den ene er middelgod og middelstor).
Det vedtoges derpaa enstemmigt (3 stemte ikke) at rette en Henvendelse til den tilstundende Verdenskongres i KI - Henvendelsen fik følgende Ordlyd:
«Efter at Danmarks kommunistiske Partis ekstraordinære Kongres i Odense den 27. August 1922 næsten enstemmigt har forkastet den Opfordring, som K. L's Eksekutivkomité har rettet til Partiet om Sammenslutning med de Elementer, der i Vinter begik Voldskup mod Partiet, beslutter Partiets Kongres at rette Henvendelse til K. L's Verdenskongres om Optagelse til nøgtern Undersøgelse paany de danske Partiforhold.
Danmarks kommunistiske Parti ønsker fortsat at staa tilknyttet KI og erklærer bestemt fortsat at ville arbejde i nøje Overensstemmelse med de kommunistiske Retningslinjer og til Fremme af den kommunistiske Verdensbevægelses Maal.
Det er netop Viljen hertil, der har bevæget Kongressen til at afvise Opfordringen, og Kongressen har her handlet i nøje Overensstemmelse med de forudgaaende grundige Drøftelser og Afstemninger i Afdelingerne. Thi med Kendskab til politiske, organisatoriske og menneskelige Egenskaber hos Kupets Udøvere, anser Kongressen og Partiets Medlemmer det for blot at føre til nye politiske, organisatoriske og personlige Stridigheder, om man paa det givne Grundlag gik sammen med Kupfolkene. Frygten for den deraf følgende Opløsning af den kommunistiske Bevægelse har bevæget Kongressen til at afvise Opfordringen. Viljen til at bevare en virkelig kommunistisk Organisation er tilstede hos alle Partikammerater.
Kongressen maa udtale sin dybeste Beklagelse af, at forskellige Instanser indenfor KI har unddraget Partiet den organisatoriske Støtte, som Partiet i Henhold til sine egne Love og til KI's Statuter havde Krav paa. En lignende Fremgangsmaade fra KI overfor lignende Tilfælde i andre Lande frygter vi efterhaanden vil føre til Fortabelse af Tilliden til KI's organisatoriske Afgørelser, og Kongressen anser det derfor for sin kommunistiske Pligt at fremføre sin alvorlige Kritik af dette Forhold.
Idet Partiet beslutter nu at gøre en Ende paa de opslidende Debatter om disse Partiforhold, og idet Kongressen fastholder de paa Kongressen 12. Februar og senere ved to Urafstemninger af Partiet opstillede Forudsætninger for en Samling med Folk fra det saakaldte Enhedsparti, men ogsaa udtrykkeligt erklærer sig villig til en Samling paa disse Forudsætningers Grund, beslutter Kongressen at skride til det positive Arbejde for Kommunismen, ikke mindst ved et forøget Arbejde indenfor de faglige Organisationer.
Kongressen paalægger forøvrigt Partiets Ledelse udførligt overfor KI's Verdenskongres at begrunde og belyse Partiets her tagne Stilling, men det paalægges iøvrigt Partiledelsen herudover ikke fra nu af at spilde sin eller Partiets Tid og Kraft paa flere Forhandlinger om disse Spørgsmaal, før der maatte foreligge et Grundlag i Overensstemmelse med ovenstaaende.
Med den af Partiet foretagne Afvisning af KI's Opfordring maa Forudsætningen for KI's med Henblik paa en forestaaende Samlingskongres foretagne Nedsættelse af det saakaldte Organiseringsudvalg anses for bortfaldet.»
Marie Nielsen havde stillet et Forslag om (samtidig med en Mistillidserklæring til Thøgersen og en Tillidserklæring til E.C. og S.H.) at godkende Direktivet. Dette Forslag var med den skete Vedtagelse bortfaldet.
Vort Parti - Danmarks kommunistiske Parti - udgiver fortsat siden Kup'et Ugebladet KLASSEKAMPEN (hvis Fremsendelse til Moskva en Tid viste sig paa et eller andet Sted paa Vejen at blive stoppet). Partiet arbejder fortsat ad de samme kommunistiske Linjer som hidtil indadtil, offentligt og i Fagbevægelsen, omend Arbejdsmulighederne naturligvis er forringede ved det sidste halve Aars Begivenheder.
Den Konference, som den 17. September holdtes i København mellem Kupgruppens københavnske Ledelse og de med Thøgersen udtraadte hidtidige Medlemmer af vort Parti (i Storkøbenhavn er ikke en eneste Afdeling, men kun en halv Snes Medlemmer gaaet med Thøgersen, ialt ca. 50 Medlemmer over hele Landet) fremstilles i Referater som en «Samlingskongres».
Vi gør heroverfor opmærksom paa den Kendsgerning, at vort Parti - Danmarks kommunistiske Parti - fortsat tæller flere Medlemmer end det «forenede» Kupparti, at det - særlig i Fagbevægelsen - flere Steder har ikke ringe Indflydelse, at det fortsat arbejder paa rent kommunistisk Basis, at det selv helt og holdent opbringer alle pekuniære Midler til Arbejdet, og at dets Ledere er de Folk, der i Danmark først stillede sig paa Zimmerwalds og 3. Internationales Grund og ikke siden paa noget Punkt har svigtet denne.
Vi beder Kommunister Verden over nøje overveje, om der er handlet rigtigt eller urigtigt i denne Sag.
Og vi beder jer medvirke til, at E. K. ikke oftere begaar saadanne Fejlgreb som overfor vort Parti. Dette er lille, Landet er', lille. Men næste Gang rammer Fejlgrebet maaske et stort Parti og et stort Land. Og da er Skaden større.
Vi fortsætter vort kommunistiske Arbejde. Vi haaber at samles med jer igen og slutter med det oprigtige Ønske:
Leve Kommunismen!
Leve Kommunistisk Internationale!
1) Denne kongres fandt ikke sted i Zürich, men i Bern.
2) I «Hvad vil Venstresocialisterne?» angiver Ernst Christiansen, at partiet da havde 36 afdelinger.
3) Kongens statskup fandt sted den 29. marts 1920.
4) Danmarks kommunistiske Føderation, bestående af DKP og FS, blev oprettet i midten af maj 1921 og sprængtes ved «kuppet» den 31. januar 1922.
5) EK, forkortelse for: Eksekutiv-Komiteen (for Kommunistisk Internationale).