Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Arbejdskraftreserve, reservearmé eller den relative overbefolkning er begreber, som bliver brugt om den del af befolkningen, som ikke har arbejde udenfor hjemmet, som har varierende eller sæsonbetonet arbejde, eller som har så reduceret arbejdstid, at de ikke kan forsørge sig selv ved det de tjener.
Former for arbejdskraftreserve
Brugen af reservearbejdskraft har gennem tiderne varieret - både i form, omfang og i forhold til tid og erhverv. Marx delte arbejdskraftreserven - som han kaldte den relative overbefolkning - ind i tre hovedgrupper: den flydende del af arbejdskraftreserven, den latente del og den stagnerende del.
Den flydende del af arbejdskraftreserven er de der mister arbejdet en vis tid pga. produktionsproblemer eller omlægning af produktionen. Eksempler fra nutidens danske samfund er bortrationaliserede skibsværftsarbejdere, telefunktionærer, mejeriarbejdere, eller syersker. De økonomiske problemer i de kvindedominerede industrierhverv, f.eks. tekstil og konfektion, elektronik og nærings- og nydelsesmiddelindustrien har medført en betydelig stigning i kvindearbejdsløsheden i de områder af landet, hvor disse industrier ligger. Overenskomstkravet om at den der ansættes sidst, også må gå først - sidst ind, først ud - rammer også i første række kvinder og unge, som har lavest anciennitet.
Den latente del af arbejdskraftreserven er de der mister arbejdet pga. kapitalisering af førkapitalistisk virksomhed. Det klassiske eksempel er her de der har mistet arbejdet i landbruget og fiskeriet som følge af overgangen til et kapitalistisk produktionssystem. Et andet eksempel er udviklingen i husarbejdet. Husholdningens opgaver er i dag i vid udstrækning overtaget af industrien - især af tekstil-, konfektions-, nærings- og nydelsesmiddelindustrien. Husmoderens anden hovedopgave - omsorgsarbejdet overfor børn, syge og ældre - er i høj grad overtaget af samfundets offentlige instanser indenfor social-, sundheds- og undervisningssektoren. Kvindernes stilling i husholdningen i dag er derfor i vid udstrækning at konsumere mod tidligere at producere. Resultatet er underbeskæftigelse for mange husmødre. Undersøgelser viser, at kvinder som er færdige med småbørnsperioden, synes de har for lidt at lave. Da de fleste i dag får omkring to børn i en ung alder, siger det sig selv, at småbørnsperioden bliver en kort periode i en voksen kvindes liv. En undersøgelse fra 1968 viste, at ca. 50% af husmødrene ønskede arbejde udenfor hjemmet og baggrunden var underbeskæftigelse og kontaktbehov. Også ungdommen har mange problemer ved at komme i arbejde.
Den stagnerende del af arbejdskraftreserven er arbejdere, som har udpræget ujævn beskæftigelse. Det er gerne kvinder, som er deltidsarbejdende og korttidsansatte. (Se Deltidsarbejde.) En del af de erhvervsaktive kvinder kommer ind under denne gruppe. Blandt alle erhvervsaktive kvinder havde omkring 22 % deltidsarbejde i 1998. Dette mønster for arbejdstid afspejler ikke nødvendigvis kvindernes ønsker. Ofte kan det være eneste tilbud de får. Mange hoteller, restauranter, og caféer foretrækker, at en stor del af de ansatte går på nedsat arbejdstid for at klare spidsbelastningerne. På mange af disse arbejdspladser bliver kvinder derfor sjældent tilbudt heltid. En anden ansættelsesform - tilkaldelse - bliver mere og mere almindelig i hoteller, butikker og på kontorer. Tilkaldelse indebærer, at arbejdskøberen har en liste over personer, som er villige til at møde på arbejdet på timebasis med kort varsel. De der bliver kontaktet på denne måde, har ikke nogen rettigheder, og indtægten bliver stærkt varierende. I samme gruppe kommer sæsonarbejde som jule- og lørdagshjælpere i butikker, chokoladepakning før jul, spidsbelastningsarbejde i Radio/TV industrien og sæsonarbejde af forskellig slags i nærings- og nydelsesmiddelindustrien.
Fælles for alle disse former for reduceret arbejdstid er, at de forudsætter, at personen allerede er forsørget på anden vis. Når begrebet reservearmé bliver brugt om kvinder, får man ofte indtryk af, at kvinderne bliver dirigeret ind og ud af arbejdsmarkedet. Dette er imidlertid ikke helt dækkende for situationen. Gruppen af korttidsarbejdende kvinder er ret konstant. Men arbejdets begrænsede omfang kræver, at de allerede er forsørget, og dermed bliver de en del af reservearmeen. Man glemmer ofte, at kvinder udgør mindre end 40% af den totale arbejdsstyrke, og det har de stort set gjort siden århundredeskiftet. Det der har ændret sig, har været fordelingen mellem brancherne, og hvilke grupper af kvinder der har udgjort disse 40%. Arbejderkvinderne dominerede på arbejdsmarkedet ved århundredeskiftet. I dag udgør middelklassekvinderne en stor gruppe af de erhvervsaktive kvinder. Dette skyldes bl.a. erhvervsændringer, arbejdernes krav om forsørgerlønninger, kvindernes stigende uddannelse og middelklassens ligestillingsideologi. Endvidere har de ugifte og enlige forsørgere altid været i arbejde, og kvinder med erhvervs- eller højere uddannelse har en forholdsvis højere erhvervsaktivitet end ufaglærte kvinder. De kvinder som udgør arbejdskraftreserven, er overvejende gifte.
At kvinderne er gifte og traditionelt set forsørget, bliver brugt mod kvinderne i kampen om at få arbejde. Forsørgerargumentet bliver især anvendt overfor en anden gruppe af arbejdskraftreserven: ungdommen. De yngste blandt de unge har i dag ret store problemer med at finde arbejde. Lovgivningen beskytter og begrænser dem således, at unge under 18 år er afskåret fra de fleste industrijobs. Ligeledes stiller arbejdskøberen ofte krav om uddannelse og aftjent værnepligt.
Også for husmødre er det påvist, at underbeskæftigelse og isolation har medført psykiske problemer. Mange arbejdskøbere foretrækker imidlertid «voksne» kvinder, da de mener disse er mere stabile end ungdommen generelt.
De øvrige tre grupper som i dag står i udkanten af arbejdsmarkedet, er indvandrere, handicappede og ældre udslidt arbejdskraft. De bliver til tider stillet overfor den kvindelige beskæftigelse, men i realiteten konkurrerer de næppe om de samme arbejdspladser. For det meste arbejder de på og efterspørges på forskellige delmarkeder. Generelt kan man sige, at f.eks. indvandrere arbejder der, hvor arbejdskraftreserven ikke så let lader sig mobilisere: i skiftarbejde hvor alder begrænser ungdommen, i arbejde hvor en vis maskulin styrke menes at være nødvendig, i jobs hvor der er fordomme mod kvinder, i jobs der kræver pendling og til arbejde hvor man må skaffe folk på kort tid. Fordelen for arbejdskøberne ved indvandrere er, at disse hurtigt kan mobiliseres og lettere sendes bort igen.
Handicappede konkurrerer generelt næppe med kvinder om de samme arbejdspladser, men nok snarere med unge mænd. Strømmene ind og ud af arbejdsmarkedet over de seneste 25 år afslører, at antallet af erhvervsaktive kvinder øger, og antallet af mænd aftager, især i de ældre aldersgrupper. Men at sige at den ene gruppe direkte tager arbejde fra den anden - som der til tider har været tendens til i den offentlige debat - er der ikke grundlag for at mene. Kvinder og mænd er overvejende ansat på to forskellige dele af arbejdsmarkedet. Indvandrere og unge friske mænd er derfor en større trussel for ældre udslidt arbejdskraft. Aftalekravet om at den der begynder sidst må gå først, beskytter til en vis grad den ældre arbejdskraft. Problemerne opstår, når man ikke længere kan klare arbejdet og behøver lettere arbejde, og ompladseringsmulighederne er få. Mange bliver da karakteriseret som handicappede og oplever udsigten til at måtte gå over på pension som en trussel mod deres eget menneskeværd. Ligeledes er det vanskeligt for folk noget oppe i årene at finde nyt arbejde - hvis de mister det de har.
Manglen på arbejdspladser til alle er et af samfundets største problemer. Regeringen karakteriserer i dag Danmark som et land med «stort set» fuld beskæftigelse, men de faktiske forhold er meget anderledes. De grupper som er marginale på arbejdsmarkedet, kan derfor let komme i modsætningsforhold til hinanden eller blive spildet ud mod hinanden. Hvis udviklingen i retning af større automatisering og rationalisering fortsætter, må man derfor regne med, at disse problemer vil øges.
Brugen af begrebet arbejdskraftreserve
Almindeligvis bruges begrebet arbejdskraftreserve på forhold, som opstod i forbindelse med overgangen til industrisamfundet og udviklingen frem til i dag. Historiske kilder og nyere antropologisk forskning har imidlertid vist, at kvinder er blevet skubbet ud fra deres tidligere arbejdsområder og blevet overflødiggjort længe før industrialiseringen begyndte. De oprindelige landbrugere - kvinderne - blev fortrængt af mænd, da produktionsforhold og befolkningsøgning førte til, at man gik fra hakkebrug til plovbrug. Den samme udvikling sker i u-landene i dag. Når maskinerne gør deres indtog i landbruget, overtager mændene det arbejde, kvinderne indtil nu har udført. I middelalderen havde kvinderne en dominerende position indenfor flere håndværksfag. Fra omkring 1350 til 1650 blev der i Europa vedtaget en række love, som udelukkede kvinderne fra disse erhverv. Parallelt hermed skete der en erhvervsændring, som øgede behovet for mandlige arbejdspladser.
Til trods for disse forskydninger i arbejdsområder mellem de to køn, eksisterede der før overgangen til industrisamfundet et forholdsvis stabilt erhvervsmønster, med en klar arbejdsdeling mellem kvinder og mænd. Kvinderne var som mænd, aktive producenter af varer - udover at de producerede arbejdskraft.
Overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund medførte forflytninger af arbejdskraft og deres familier. Denne nye produktionsform resulterede i mindre husholdninger. Både fordi arbejdskraften blev overflødiggjort og fordi overgangen til pengehusholdning gjorde, at man ikke havde råd til at underholde så mange mennesker pr. hushold, som den gamle naturaliehusholdning havde gjort.
Ved industrialiseringens begyndelse var det i første række mænd, der begyndte i fabrikkerne. Den industrielle produktion overtog i første omgang arbejde, som havde været udført af kvinderne i hjemmet: tekstil-, lys-, tobaks- og anden fremstillingsindustri. Efterhånden som flere industrityper blev sat i gang, øgede behovet for arbejdskraft, og kvinder og børn blev draget ind i industrien, mens mænd blev overført til andre industrigrene som byggeri og anlæg og værkstedsindustri. Disse «gamle» industribrancher som beskæftigede kvinder og børn blev lavtlønsbrancher. Børnearbejdet fik ikke den samme udbredelse i Danmark som f.eks. i England og Tyskland. Men misbruget tog efterhånden også her i landet overhånd, og der blev derfor gennemført love, som begrænsede børnearbejdet. En medvirkende årsag til denne udvikling var sandsynligvis, at industrialiseringen havde nået et stadium, hvor der ikke var det samme behov for arbejdskraft som i industrialiseringens begyndelse. Endvidere førte den ekstreme udnyttelse af arbejdskraft til en forringelse af arbejdskraften. Børn blev forkrøblede som følge af arbejdet, og spædbarnsdødeligheden og antallet af aborter øgede faretruende. Arbejdernes kamp for at en arbejderløn skulle være tilstrækkelig til at forsørge en familie begyndte parallelt med denne udvikling mod slutningen af det 19. århundrede.
Samtidig med at arbejderne kæmpede for, at arbejderkvinderne skulle få ret til at være hjemme, kæmpede borgerskabskvinderne for ret til arbejde. Disse rettigheder prøvede de at opnå gennem lovgivningen og ved at få adgang til uddannelsesinstitutioner, som tidligere havde været forbeholdt mænd. Generelt kan man sige, at kvinderne fik nye rettigheder i takt med konjunktursvingningerne. I overgangsperioden fra landbrugs- til industrisamfund fik kvinderne nye rettigheder i lavkonjunkturperioder, fordi man ikke havde råd til at forsørge kvinder, som ikke havde en produktiv opgave i familien. Gennem det 20. århundrede har kvindernes fremgang på arbejdsmarkedet varieret. Generelt formuleret har kvinder deltaget på arbejdsmarkedet i større omfang i opgangsperioder, f.eks. under krige eller i tider med stor vækst i industrien. I lavkonjunkturperioder mister de kvinder med svagest forankring på arbejdsmarkedet deres job, og presset på at hun skal fungere som husmor og mor bliver større. (Se Klassisk marxistisk kvindeteori).
Litteratur | ||
K. Marx: Verker i udvalg, bind 6, Oslo 1971. | ||
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Arbejdsløshed, Arbejdsmarked, Arbejdstid, Børnearbejde, Deltidsarbejde, Familie, Husarbejde, Indvandrere, Klassisk marxistisk kvindeteori, Kønsspecifik arbejdsdeling, Marx, Karl, Omsorgsarbejde, Pjalteproletariat, Skiftarbejde | ||