Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Et kartel er et samarbejde mellem forskellige selvstændige foretagender indenfor samme branche med henblik på at begrænse konkurrencen. Formålet kan være at tage de samme priser, at dele markeder, at udnytte et patent eller en licens, at optræde sammen overfor arbejdere og fagforeninger, eller at forlange lige betingelser fra fælles leverandører. Hensigten er at opnå en økonomisk gevinst, en merfortjeneste, som uden samarbejdet ville tilfalde andre. Alle deltagere i kartellet fortsætter som selvstændige enheder, og som regel er der et minimum af fælles administration. Karteller kan beskrives som en form for funktionel kapitalkoncentration, dvs. at forskellige enheder optræder, som om de var blevet slået sammen, men uden at de er det. I praksis opnår de omtrent samme resultater, som hvis de var blevet slået sammen.

Karteldannelse strider mod konkurrenceprincipperne i den klassiske frie markedsøkonomi, og i flere lande er der politiske hindringer for karteldannelser. Dette er især tilfældet i USA, hvor der findes en betydelig antitrust-lovgivning, og hvor konkurrencehindrende tiltag på mange måder er ulovlige. I mindre tydelig grad findes tilsvarende hindringer i Storbritannien. I andre kapitalistiske industrilande - først og fremmest Tyskland og Japan - bliver karteldannelser traditionelt opmuntret og aktivt understøttet af de politiske myndigheder. Hensigten har været at forcere industrialiseringen, at danne store slagkraftige nationale enheder i industrien og at begrænse den indenlandske konkurrence.

I realiteten bliver karteldannelser, ofte i form af uspecificerede samarbejdstiltag, understøttet af myndighederne i mange industrilande og anses som naturlige led i en aktiv national industripolitik. Mange karteller fordeler produktionen på de forskellige medlemmer. Dette kan føre til strid om produktionsdeling og kvoter og er en vigtig årsag til, at mange karteller har en forholdsvis kort levetid. Især har karteller af råvareproducenter traditionelt haft en kort levetid - mellem fire og otte år. Årsagen findes både i stærkt svingende markedsforhold og i vanskeligheder med produktionsbegrænsning. Oliekartellet OPEC synes på mange måder at være en undtagelse. I industrilande har karteller i mange tilfælde en betydelige længere levetid. I Tyskland og Japan har karteller haft en levetid på mere end 100 år - afbrudt af en kort periode lige efter 1945, hvor de nordamerikanske okkupationsmyndigheder prøvede at opløse dem.

De første karteller af betydning på nationale markeder opstod i Tyskland og Japan i sidste del af det 19. århundrede - ofte med statshjælp i forbindelse med hurtig industrialisering. Senere er karteller blevet et mere almindeligt fænomen i de kapitalistiske industrilande. Typisk for kapitalismens internationalisering i det 20. århundrede er dannelsen af internationale karteller. De mest kendte eksempel er oliekartellet 1928-1931 og fra 1934 og fremover, hvor 7-8 store internationale olieselskaber samarbejdede om at dele verdensmarkedet, tage samme priser og ikke underbyde hinanden.

Andre karteller er mindre kendte, og en del karteller optræder selektivt, udelukkende på bestemte markeder. For eksempel er der grund til at antage, at der findes et hemmeligt nordisk papirkartel for leverancer af papir til det norske marked, betinget af gammel og ringe koncentreret kapital indenfor norsk papirindustri og tilsvarende høje produktionsomkostninger; den mere effektive finske og svenske papirindustri underbyder ikke på det norske marked.

Karteldannelser er typiske for den «modne» kapitalisme, for stigende koncentration og koorporativisering og for forsøgene på at fjerne usikkkerhedsfaktorer ved at kontrollere markederne. Således er karteller et godt udtryk for, at den frie konkurrence indenfor kapitalismen er et bestemt historisk stadium.

Ø.No.