Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Prisen på en vare er den pengesum som køberen af varen betaler til sælgeren som modydelse for at få varen. I udvidet forstand kan vi også anvende begrebet pris, selv om der ikke egentlig foregår nogen overdragelse af ejendomsret til varen, men kun en regnskabsmæssig notering ved overførsel af varen mellem forskellige administrative enheder under samme ejer.

Ved analyse af prisernes udvikling er det hensigtsmæssigt at skelne mellem relative priser og absolutte priser. De relative priser udtrykker priserne på de enkelte varer i forhold til priserne på andre varer, mens de absolutte priser er priserne regnet i pengeenheder efter løbende værdi. Hvis f.eks. alle priser regnet i kroner pr. kilo, kroner pr. liter osv. bliver fordoblet, bliver de absolutte priser fordoblet, mens de relative priser forbliver uforandret. Man siger da, at prisniveauet er ændret, mens de relative priser er konstante.

I den reelle prisudvikling vil både de relative og de absolutte priser ændres. Men kan da udskille bevægelsen i det absolutte prisniveau ved hjælp af et prisindeks, som er et gennemsnitsudtryk for priserne. De følgende bemærkninger gælder først og fremmest de relative priser. Stærke ændringer i det absolutte prisniveau betegnes som inflation, når prisniveauet er stigende, og deflation når det er faldende. Disse ændringer omtales ofte som ændringer i pengeværdien.

Prisernes funktioner i økonomien

Priserne har mange forskellige funktioner i et lands økonomi. Funktionerne kan skematisk grupperes på følgende måde:

1. Priserne påvirker kanaliseringen af pengestrømme mellem købere og sælgere af varer og tjenester. Det indebærer, at de påvirker indtægtsdannelsen og indtægtsfordelingen mellem producenter af forskellige slags varer, mellem fabriksejere og lønmodtagere osv.
2. Priserne spiller en central rolle for regnskabsførsel og kontrol på forskellige niveauer. Dette skyldes først og fremmest, at priserne gør det muligt at sammenligne og summere værdien af fysisk set helt forskellige varer og tjenester, som mængdemæssigt er forskellige.. Priserne har denne funktion lige fra husholdnings- og virksomhedsniveau helt op til sammenregningen af værdien for al produktion i et land til «nationalproduktet».
3. Priserne er informationskilder eller signaler i et system for ressourcedisponering og koordinering af produktionsaktiviteter, når produktionen ikke er centralt planlagt, men bestemmes gennem en række beslutninger taget hver for sig på lavere niveau - i virksomhederne. Virksomhederne vil ledes efter bestemte retningslinier, hvor deres overskud vejer tungt. Overskuddet bestemmes af indtægterne ved salget af produkterne og omkostningerne ved brug af arbejdskraft, energi, halvfabrikata og råvarer. De priser der eksisterer for produkterne og for de forskellige udgiftselementer i produktionen, vil da være bestemmende for hvilke varer virksomhederne satser på at producere, og hvilken slags produktionsteknik de vælger at benytte. En relativt høj pris på et produkt vil tendere mod at fremkalde en høj produktion af pågældende vare; En relativt høj pris på en produktudgift vil få virksomhederne til at vælge produktionsmetoder, som udløser relativt lidt af den pågældende udgift osv. Man kan sammenfatte dette, som prisernes funktion som midler til at styre produktion og ressourcedisponering på en decentraliseret måde.
4. Priserne er midler til at skabe ligevægt mellem udbud og efterspørgsel efter forskellige varer og tjenester, således at der ikke opstår store mængder af producerede varer, som ikke finder købere, eller på den anden side at der skabes køer og ventelister eller andre udtryk for, at der er kunder som ønsker at købe varer, men ikke finder sælgere. Denne ligevægtsdannelse fremkommer ved, at en tendens til knaphed fører til, at prisen går noget op, mens en tendens til overproduktion af en vare fører til, at prisen presses noget ned.

Det er ret tæt sammenhæng mellem disse forskellige funktioner. For eksempel er de to sidstnævnte funktioner tæt forbundet med hinanden, idet priser som ikke svarer til ligevægtsdannelsen mellem udbud og efterspørgsel ikke fuldt ud kan virke som beskrevet under punkt 3. Hvis der hersker knaphed eller overskud på visse varer, vil virksomhederne jo ikke altid kunne foretage de dispositioner på produktionssiden, som priserne umiddelbart skulle betinge. Alligevel kan funktionerne betragtes som forskellige. Det er f.eks. muligt at lade produktionen blive bestemt af andre hensyn, end de der er nævnt under punkt 3 ovenfor, og så lade priserne blive bestemt således, at der opstår ligevægt mellem produktionsmængder og efterspørgsel fra købernes side. Dermed har priserne en ligevægtsdannende funktion uden at de styrer produktion og ressourceanvendelse.

Vægten på de forskellige funktioner som priserne kan have, vil være forskellige under forskellige økonomiske systemer. I et privatkapitalistisk system udfolder priserne sig i alle de fire funktioner som er skitseret ovenfor. I et socialistisk system vil priserne normalt have noget mere begrænsede funktioner.

I Sovjetunionen og de andre østeuropæiske lande havde priserne i de perioder hvor der herskede en høj grad af centraliseret styring, først og fremmest en regnskabs- og kontrolfunktion, og et stykke ad vejen en indtægtspåvirkende funktion. Men overskuddene i de virksomheder der blev påvirket af priserne, blev overvejende kanaliseret til staten på forskellige måder og altså ikke direkte kanaliseret ud som private indtægter. Priserne har i nogen udstrækning haft en ligevægtsdannende funktion (punkt 4), uden at have en tilsvarende indflydelse på produktion og ressourcedisponering (punkt 3). De spillede imidlertid ikke denne rolle fuldt ud, hvilket kom til udtryk gennem ventelister og tendenser til kødannelse for visse varer i visse perioder.

Af kontrolmæssige og sociale årsager, og i nogle tilfælde på grund af stærk modstand mod prisstigninger, blev stabiliteten i priserne for en del vigtige varer prioriteret højt fremfor skabelsen af ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. En del af indholdet i de økonomiske reformer i de socialistiske lande i 1960'erne bestod i at lade priserne spille en større rolle for styringen af produktion og ressourceanvendelse - men begrænset indenfor rammer fastlagt gennem den centrale planlægning.

Pristeorier indenfor økonomien

Spørgsmålet om prisernes bestemmelse og funktion har stået centralt i den teoretiske økonomi, så længe økonomien har eksisteret som fag. Man kan forsøgsvis skelne mellem den teori der forsøger at forklare faktiske foreteelser, og den teori som forsøger at sige noget om, hvordan priserne bør være for at visse mål skal nås.

Hvordan dannes priserne?

Den klassiske økonomi i England - med Adam Smith og David Ricardo som dens vigtigste repræsentanter - tog udgangspunkt i produktionsforholdene for at forklare de relative priser. Deres pristeorier kan karakteriseres som produktionsomkostningsteorier. Mere specielt blev de udformet med udgangspunkt i anvendelsen af arbejdskraft til fremstillingen af varer, og indikerede at forholdet mellem priserne på to varer ville svare til forholdet mellem de mængder af arbejdskraft, som direkte og indirekte er indgået i produktionen af de to varer. Dette er den enkleste udgave af en arbejdsværditeori for prisbestemmelsen.

Ricardo udvidede denne pristeori - specielt for landbrugsvarer - ved at tage de forskellige forhold som landbrugsvarer produceres under i betragtning, når der ikke er ubegrænset adgang til jord af den bedste kvalitet. Lønsomhedskrav og konkurrenceforhold ville da kræve, at priserne på landbrugsvarer svarede til udgifterne ved at producere dem på den dårligste jord, som måtte tages i brug for at frembringe den mængde af landbrugsvarer, som svarede til efterspørgslen. Dette var det første element til en grænsenytteteori.

Arbejdsværdilæren blev videreudviklet af Karl Marx, og blev hos ham anvendt i en videre politisk-økonomisk sammenhæng. Marx var ikke primært interesseret i at udvikle en detaljeret teori for, hvordan de enkelte priser blev bestemt, men i at klarlægge forholdet mellem samfundsklasserne - først og fremmest lønarbejderklassen og kapitalistklassen. Han mente, at de former som udvekslingen mellem klasserne fik gennem lønsystemet og markedspriserne, gjorde det vanskeligt at erkende det virkelige forhold mellem dem, og brugte arbejdsværditeorien som et hjælpemiddel for at trænge gennem disse ydre former i sin analyse af økonomisk-politiske forhold.

Indenfor den ikke-marxistiske teori blev arbejdsværditeorien og produktionsomkostningsteorien gennem 1800 tallet kritiseret fra flere kanter for at være en ensidig teori, og der blev lanceret alternative teorier til bestemmelse af priserne, som tog udgangspunkt i køberens vurdering af behovet for de forskellige varer. Der havde allerede tidligere været tilløb til en sådan teori, men den var kørt fast i tilsyneladende paradoksale forhold, som det at en del åbenbart livsnødvendige varer kunne være ganske billige, mens andre varer som stort set ikke dækkede vigtige behov kunne være ganske dyre; Man kunne altså ikke uden videre bevise, at priserne for de enkelte varer stod i noget direkte forhold til vigtigheden af de behov de dækkede.

Problemstillingen blev løst ved at man indførte grænsenyttebetragtninger; Med disse betragtninger forklarede man ikke priserne udfra det generelle behov for varerne, men ved at knytte priserne til de lavest prioriterede behov, som bliver dækket af de forskellige varer. En livsnødvendig vare som altså dækker et vigtig behov, men som der er så stor adgang til, at «de sidste enheder» af varen ikke har nogen særlig højt prioriteret anvendelse, bliver da billig, mens en vare som der er mangel på kan få en høj pris, fordi knapheden i tilgangen gør, at kun de højest prioriterede behov for denne vare kan blive dækket.

En teori som alene tager udgangspunkt i nytte eller behovsbetragtninger vil imidlertid også være ensidig, og senere i 1800 tallet og gennem 1900 tallet blev der med større og større præcision udviklet en nyklassisk teori, som kombinerede betragtningsmåder med udgangspunkt i produktionsforholdene og betragtningsmåder med udgangspunkt i nytte- og behovsanalysen.

Hos L. Walras blev denne teori bragt på en logisk og matematisk ganske tilfredsstillende form, ved at de forskellige betingelser som bestemmer priserne fra begge de nævnte sider, blev knyttet sammen som et ligningssystem med tilstrækkelig mange ligninger til, at både priser og omsatte kvanta kunne bestemmes af systemet. Man har da opgivet at forklare hver enkelt pris med udgangspunkt i et bestemt forhold, men bestemmer i stedet alle priser på basis af systemet som helhed, med dets produktionsbetingelser og dets behovs- eller efterspørgselsbetingelser. Denne teori er senere blevet dominerende, og er blevet udarbejdet i detaljer i forskellige retninger.

I sin hovedudformning forudsætter den nyklassiske teori konkurrence mellem købere og sælgere, med markedsdeltagere som hver for sig opererer med så små kvanta i forhold til helheden, at ingen har nogen dominerende indflydelse på prisen.

Under forhold hvor der er en enkelt eller ganske få producenter af en vare, vil denne teori ikke være gyldig. En monopolistisk producent vil hvis han tilstræber størst muligt overskud, tage forbrugernes reaktioner på de priser der kræves i betragtning, og vil finde frem til en højere pris end den der svarer til ligevægten under konkurrence og derved skaffe sig et større overskud. Under markedsforhold med et ringe antal producenter, kan der gennemføres forskellige former for konkurrenceindskrænkninger eller former for skærpet konkurrence med sigte på at fjerne konkurrenter fra markedet, og der er udviklet en række mere detaljerede teorier for sådanne forhold. Blandt andet kommer spilteorien i anvendelse i sådanne situationer.

Hvad bør priserne være?

Der er endvidere udviklet teorier for, hvordan priserne bør være ud fra forskellige formål - delvis i sammenhæng med udviklingen af teorier for hvordan priserne faktisk bestemmes. Formålet har i den forbindelse været at udnytte produktionsressourcerne mest effektivt. Det betyder en disponering af produktionen på en sådan måde, at der ikke findes omdisponeringer, som kan frembringe større mængder af varer, uden at det går ud over produktionen af andre varer.

Under visse betingelser kan det påvises, at de priser der skaber ligevægt på markedet i denne forstand leder produktionen og ressourceanvendelsen på en effektiv måde. Blandt betingelserne er, at de enkelte købere og sælgere hver for sig skal opfatte priserne som noget der er udenfor deres kontrol - altså blandt andet at de ikke skal kunne bruge priserne på en monopolistisk måde. Denne betingelse kan ventes opfyldt, hvis der er mange markedsdeltagere i konkurrence. Dette danner noget af den teoretiske og ideologiske baggrund for liberalistiske opfattelser af hvordan økonomien bør være indrettet. De samme teoretiske erkendelser men med et andet samfundsindhold og indenfor andre organisationsrammer, danner noget af baggrunden for at bruge prismekanismen til at lede disponeringen af produktionen i socialistiske økonomier.

Den anførte teori gælder alene effektiviteten i ressourceanvendelsen og produktionsdisponeringen. De priserne der opstår, har også følger for indtægterne (funktion 1). Teorien om prismekanismens evne til at fremkalde økonomisk effektive dispositioner kan ikke sige noget om, hvorvidt den indtægtsfordeling som opstår er retfærdig. Det rejser spørgsmål af en helt anden politisk art.

Hvorfor reguleres priserne?

Under moderne forhold er der flere udviklingstendenser som svækker slagkraften af den netop nævnte teori om prissystemets evne til at fremkalde økonomisk effektive dispositioner. Mange markeder er mere præget af organisering og konkurrenceindskrænkning, end af den konkurrence som den anførte teori forudsætter. Fællesbehov af forskellig art udgør en stigende andel af befolkningens behov, og produktion og fordeling af midler til at tilfredsstille disse kan ikke reguleres gennem prismekanismen, på samme måde som tilfredsstillelsen af de individuelle behov.

Mange af de dispositioner som foretages af virksomheder og personer har bivirkninger - forurening og andre miljøpåvirkninger, trafikkaos osv. - som gør sig gældende udenfor de markedsregulerede transaktioner. Mange beslutninger har konsekvenser ud i fremtiden af en sådan art, at man egentlig burde inddrage fremtidige priser, for at markedsmekanismen skulle kunne medføre effektive dispositioner. Mere generelt formuleret: Produktionen antager en stadig mere samfundsmæssig karakter. Markedsmekanismens evne til at styre ressourceanvendelsen er fortsat af betydning, men de forhold som her er nævnt kræver, at den suppleres med forskellige former for indgriben fra de centrale myndigheders side. Det sker i praksis ved forskellige former for subsidier og særafgifter samt direkte prisforskrifter.

Priserne påvirkes også i betydelig grad fra myndighedernes side ud fra formål som har med sociale hensyn og indtægtsfordeling at gøre.

Da priserne som nævnt indledningsvis har forskellige funktioner, vil der ved indgreb i prismekanismen ofte opstå konflikter omkring deres forskellige funktioner, således at prismekanismen ikke virker fuldt ud i overensstemmelse med nogen af de forskellige funktioner, men er præget af kompromiser mellem hensyn til prisernes indtægtspåvirkende funktion, deres produktions- og ressourcestyrende funktion og deres ligevægtsskabende funktion. Priserne på fødevarer og persontransport og priserne på boligmarkedet er eksempler på områder, hvor sådanne modstridende hensyn træder ind.

Priser i økonomisk planlægning

Overslag over den fremtidig prisudvikling indgår som et vigtigt element i den økonomiske prognose- og planlægningsvirksomhed fra myndighedernes side. Matematisk udformede systemer som benyttes i forbindelse med indtægtsberegninger, national budgettering og langtidsplanlægning omfatter også udregning af prisudviklingen. På længere sigt bliver hovedtendenserne i udviklingen af de relative priser bestemt af udviklingen i adgangen til kapital og arbejdskraft, teknisk udvikling og betingelserne for udvinding af råvarer og energi.

I en økonomi med forholdsvis store investeringer og relativt langsom udvikling i befolkningen vil en hovedtendens være, at tjenesteydelser og varer som kræver relativt stor arbejdsindsats i produktionen bliver relativt dyrere, mens varer som kan masseproduceres med mere kapitalkrævende og mindre arbejdskrævende produktionsmetoder bliver relativt billigere. Priserne på varer som kræver mange sparsomme naturressourcer vil derfor blive relativt højere, således at efterspørgslen drejes noget bort fra dem. Denne priseffekt - i overensstemmelse med funktion 3 - er vigtig for muligheden af på længere sigt at økonomisere med de knappe naturressourcer.

L.J.