Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Internationalt Forum, dansk solidaritetsorganisation, dannet i 1970 ved en sammenlægning af nogle mindre studentergrupper der arbejdede med U-landsproblemer. IF er i dag en generel anti-imperialistisk organisation uden partitilknytning. Det er foreningens formål at støtte de undertrykte klasser der kæmper for at bryde med de forhold, som er en følge af kapitalismens internationale udbredelse - dvs. støtte de klasser, der kæmper for socialisme. Kampen mod imperialismen kan ikke isoleres fra kampen mod kapitalismen, og derfor har det antiimperialistiske arbejde det perspektiv, at kampen i den tredje verden er uadskilleligt forbundet med kampen i Europa, herunder kampen i Danmark, mod kapitalismen og for socialismen.

1970-80 Bredt antiimperialistisk arbejde

IF's brede syn på det antiimperialistiske arbejde indebar, at den i 70'erne bl.a. deltog i anti-NATO arbejdet, men ellers var arbejdet overvejende baseret på kritikken af den danske udenrigspolitik, dansk kapitals ageren i den tredje verden, oplysningsarbejdet om undertrykkelsen og befrielseskampene i denne del af verden samt indsamlingen til befrielsesorganisationerne.

Arbejdet var i 70'erne organiseret geografisk i afdelinger i Ålborg, Århus, Næstved og København. Områdemæssigt var det organiseret i Latinamerika-, Afrika- og Mellemøstengruppen. Sidstnævnte støttede de palæstinensiske befrielsesorganisationer; Afrikagruppen arbejdede til støtte for afkolonialiseringsprocessen i Mocambique, Angola, Guinea Bissau og senere Zimbabwe. I 80'erne blev arbejdet koncentreret om Namibia, Sydafrika og det eritreanske folks befrielseskamp; Latinamerikagruppen støttede Cuba - før dette arbejde blev koncentreret i Dansk Cubansk Forening - og kampene mod diktaturene i specielt Peru, Brasilien og Argentina.

1980-90 Stagnation og nedgang

Det var fra starten IF's politik ikke at lave selvstændigt arbejde, hvor der allerede fandtes landeorganisationer, men i stedet at gå ind i disse. Cubaarbejdet blev derfor koncentreret i Cubaforeningen, Sydafrikaarbejdet i Sydafrikakomiteen osv. Som andre brede antiimperialistiske organisationer som f.eks. FMI og Chilekomiteen gav det IF en del problemer i 80'erne. Hvor rekrutteringsgrundlaget i 70'erne overvejende havde været folk med en skolet politisk baggrund, blev det nu i højere grad folk, der gennem egne oplevelser i den 3. verden havde oplevet undertrykkelse, udbytning og modstand. Og de gik ind i landeorganisationerne. Det gjaldt afrikaarbejdet der blev koncentreret omkring Sydafrika. Mange IF'ere koncentrerede derfor deres arbejde dér. I Latinamerika blev arbejdet koncentreret omkring Nicaragua(komiteen) og El Salvador (kampagnen). Samtidig var Mellemøstengruppen i København i 1982 gået ud af IF af politiske årsager og havde trukket Næstvedafdelingen med. Årsagen var dels, at den var i minoritet på sin Sovjetopfattelse. Flertallet i IF havde en nuanceret opfattelse om, at Sovjet i nogle situationer kunne være en allieret for kampene i den tredje verden, men i nogle situationer også kunne have egne interesser, der gik på tværs. Det kunne man på det tidspunkt bl.a. overbevise sig om i Eritrea, hvor den eritreanske befrielsesbevægelse blev bekæmpet af et sovjettisk støttet militærdiktatur. Overfor denne Sovjetopfattelse stod Mellemøstengruppen der mente, at Sovjet altid var en konsekvent allieret for den tredje verden. Gruppens medlemmer var på det tidspunkt langt overvejende medlemmer af Marxistisk Forum, der samtidig søgte om optagelse i DKP. Udløsende faktor for gruppens beslutning om at trække sig fra IF var Israels invasion af Libanon i sommeren 1982. Den mente, det ville give tilstrækkeligt fokus til, at det ville være muligt at opbygge en ny organisation.

I midten af 80'erne stod IF derfor uden eget Mellemøstenarbejde. I Latinamerikaarbejdet var en række dygtige folk blevet opslugt i Nicaragua- og El Salvadorarbejdet. Diktaturene var brudt sammen i Argentina og Brasilien og de folk der havde arbejdet med dem var holdt op eller rejst udenlands. Det eneste selvstændige IF latinamerikaarbejde på det tidspunkt var arbejdet med støtten til befrielseskampen i Guatemala. Latinamerikagruppen var blevet nedlagt og erstattet af landegrupper. Afrikagruppen eksisterede fortsat, men førte en hensygnende tilværelse - meget arbejde var koncentreret i Sydafrikakomiteen - og endelig var der oprettet en Eritreagruppe, der støttede befrielseskampen der.

IF kunne være død på dette tidspunkt, som det skete med FMI. Når det alligevel ikke skete, hang det sammen med en række forhold:

• IF var formelt FN Forbundets Ungdomsorganisation. Denne sammenknytning gjorde, at IF modtog megen offentlig støtte. Organisationen var direkte på Finansloven (til 1990), fik støtte fra Kulturministeriet, kommunerne og gennem sit medlemskab af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Med dette solide økonomiske grundlag havde IF råd til bedre lokaler og havde sekretærer ansat i København og Århus, hvilket ellers var uhørt i solidaritetsmiljøet. Dette gav organisationen en meget stærk organisatorisk infrastruktur at stå i mod med, da krisen ramte de andre bredere orienterede antiimperialistiske organisationer.
• IF begyndte i slutningen af 80'erne at kunne udnytte sin blotte eksistens til at opsamle de aktivister, der ikke havde andre organisationer at gå til, i takt med at solidaritetsmiljøet skrumpede. Indenfor IF's latinamerikaarbejde blev der bl.a. oprettet Peru- og Colombiagrupper, hvilket 5 år tidligere ikke havde været muligt, da der da eksisterede tilsvarende landegrupper. Endvidere var El Salvadorkampagnen fra omkring 1985-86 ophørt med at eksistere. IF opsamlede de aktivister, der havde lyst til at fortsætte arbejdet med befrielsesbevægelsen og de legale organisationer. Endelig fortsatte Guatemalaarbejdet.

1990- Nyt opsving

Disse forhold var så stærke, at da Afrikagruppen i 1990 opgav at fortsætte sin aktivitet og stillede forslag om nedlæggelse af IF, var der et stort flertal imod. Ulempen var, at IF's arbejde var ensidigt koncentreret om bestemte lande i Latinamerika. Dette forhold blev dog ændret gennem 90'erne, hvor en række nye områder blev taget op.

IF meldte sig i 1990 ud af FN Forbundet, og ophørte dermed at være dens ungdomsorganisation. Forbundet havde allerede i en række været meget kritisk overfor IF's politiske orientering, og var ikke i stand til at forstå, at IF's medlemmer ikke fortsatte over i det. Men det havde selvfølgelig ret. De politiske forskelle var alt for store. Forbundet brød sig specielt ikke om IF's aktive arbejde til fordel for befrielsesbevægelser og til de «kommunistiske» sandinister i Nicaragua. I 1990 var IF derfor blevet indstillet til eksklusion, men kom denne beslutning i forkøbet ved en uge før denne skulle endelig besluttes at melde sig ud. Økonomisk havde bruddet ingen konsekvenser. DUF kompenserede for den financiering, IF tidligere havde fået over finansloven.

Arbejdet i 90'erne var koncentreret om:

• Guatemala. Mens arbejdet i de tidligere 80'ere havde været koncentreret om støtten til befrielsesbevægelsen URNG, blev den allerede i slutningen af dette årti udvidet til også at omfatte de legale organisationer - især fagbevægelsen - i takt med at de fik lov til agere mere frit. Fra 1992 tog dette arbejde et voldsomt skridt fremad, da IF begyndte at sende såkaldte fredsvagter til Guatemala. I 1993 indførte den nye socialdemokratiske arbejdsminister mulighed for, at arbejdsløse kunne oppebære dagpenge, hvis de lavede humanitært arbejde i udlandet. IF blev godkendt efter de nye regler og kunne sende fredsvagter til Guatemala med dagpenge hjemmefra. Det gav en betydelig strøm af frivillige, hvoraf mange blev aktivister ved hjemkomsten.
• El Salvador. Formelt var arbejdet organiseret i en Gruppe til støtte for Fagbevægelsen i El Salvador og i El Salvador Initiativet, der støttede befrielsesbevægelsen FMLN, men reelt var det de samme IF medlemmer, der lavede begge dele. Fagbevægelsesarbejdet var startet i 1988 og fik så stor gennemslagskraft, at gruppen i 89 kunne sende en dansk faglig delegation til El Salvador. Men gruppen fik i 1990-91 spændt ben for sig selv og ødelagt forholdt til specielt Specialarbejderforbundet (SID), der ellers havde været en sparringspartner i det faglige arbejde. FMLN arbejdet tog et drastisk opsving fra befrielsesbevægelsens offensiv i 89, men blev fra 91-92 gradvist køligere i takt med kritik fra IF's side af FMLN's rolle i fredsprocessen. Fra 1993 var El Salvadorarbejdet derfor dødt i IF.
• Peru. Der var sporadisk gennem 80'erne og ind i 90'erne opstået og atter forsvundet Perugrupper. De fleste var koncentreret om støtten til befrielsesbevægelsen MRTA. Med MRTA's besættelse af den japanske ambassade i Peru i december 96 tog arbejdet et betydeligt opsving, men faldt atter sammen efter massakren på ambassaden i april 97.
• Mexico. Zapatisternes oprør i Chiapas i januar 1994 gav anledning til dannelse af en støttegruppe for zapatisterne og et omfattende oplysnings- og støttearbejde, der stadig fortsætter.
• Brasilien. Op til præsidentvalget i 94 blev der dannet en gruppe, der støttede arbejdetpartiet PT's valgkamp. Efter valget fortsatte dele af gruppen som en gadebørnsgruppe og stod i marts 95 for gennemførelsen af et gadebørnstribunal parallelt med FN's Sociale Topmøde i København.
• Endelig spillede IF i 1991-92 en central organiserende rolle i aktiviteterne omkring markeringen af 500 året for starten på den spanske kolonisering af Latinamerika. Der var tale om et meget bredt samarbejde med organisationer i hele Danmark. Det var med dette arbejde som udgangspunkt, at IF i 1992 begyndte at holde sommerlejre og gennemførte sin første protestaktion mod hyldesten til USA imperialismen i Rebild den 4. juli. Sommerlejrene blev gjort bredere, andre organisationer blev inddraget og blev til «Fight the Power» lejrene.
• Allerede i 70'erne havde IF haft en bod på Roskildefestivalen, men i takt med festivalens afpolitisering forsvandt boderne - også IF's. I 1986 tog IF sammen med Mellemamerikakomiteen i Roskilde intiativ til at genoptage traditionen ved at lave et Latinamerikatelt på festivalen. Hovedformålet med teltet var gennem bespisning af festivalgængerne at samle ind til bestemte projekter i Latinamerika, men sekundært var det også at nå ud til nye grupper med oplysning om Latinamerika. Hovedinitiativet i teltprojektet overgik omkring 1990 til Nicaraguakomiteen, men IF stillede fortsat organisatoriske ressourcer til rådighed. Latinamerikateltet er i dag blevet en institution på Roskildefestivalen.
• For at styrke det antiimperialistiske arbejde på europæisk plan tog IF i 1992 kontakt til beslægtede organisationer i Grækenland, Italien, Baskerlandet, Holland, Norge og England med det formål at indlede et tættere samarbejde - financieret med EU midler. Af en række årsager var det i sidste ende kun IF og en hollandsk organisation der i 1993-94 gennemførte et pilotprojekt. Det skulle være fortsat med belgisk og baskisk deltagelse, men dette måtte opgives.

Men IF tog også en række initiativer for at bryde den ret ensidige fokusering på Latinamerika:

• I perioden 1990-94 blev der udviklet et begrænset arbejde til støtte for befrielsesbevægelsen i Philippinerne - NDF og NPA.
• I 1991 deltog organisationen aktivt i protestaktiviteterne omkring USA's krig mod Iraq.
• Fra 1993 begyndte IF mere systematisk at opdyrke arbejdet med Kurdistan, der udviklede sig og i midten af 90'erne var en af organisationens vigtigste aktiviteter.
• Ligeledes fra 1993 blev der oprettet en Baskerlandsgruppe, der arbejdede med oplysning om situationen i primært det spansk besatte Euskal Herria.

IF har siden 1991 en solidaritetsfond, der støtter folkelige organisationer og befrielsesbevægelser rundt omkring i verden. Samme år var IF initiativtager til lanceringen af det fælles Latinamerikablad Mañana sammen med Nicaraguakomiteen og Dansk Cubansk Forening. I 1992 forsøgte IF at bryde latinamerikafokuseringen ved at starte udgivelsen af det generelt antiimperialistiske blad Gaia. Bladet udkommer i dag i ca. 1000 eksemplarer. IF havde i 70'erne og frem til 85 haft et bredt blad - IF Bladet. Det blev i 85 erstattet af et fælles anlagt bladprojekt med WUS (senere IBIS): Cikaden, der imidlertid gik ned i 90. Dels fordi det ikke var stort nok til økonomisk til at bære den redaktør der var på det, dels fordi WUS var blevet så stor, at det ønskede sit eget blad. IF har endelig en enorm produktion af bøger, hæfter og nyhedsbreve bag sig.

IF er den eneste af 70'ernes generelle antiimperialistiske organisationer, der har overlevet frem til i dag. At den overlevede den krise der i 80'erne ramte andre organisationer skyldes først of fremmest dens meget solide økonomiske fundament, der i dag langt overvejende stammer fra dens medlemsskab af DUF, og dermed tipsmidler. Samtidig formåede IF at omstille sig fra 70'ernes til 90'ernes solidaritetsarbejde. Organisationen har ikke længere det bevidste kontinentale eller generelle antiimperialistiske perspektiv der prægede 70'erne, men til gengæld et større engagement i de enkeltlande der i dag arbejdes med. Det afspejler sig samtidig i rekrutteringen, hvor medlemmerne i 70'erne primært kom fra venstrefløjspartierne eller var universitetsstuderende, der skulle skrive opgaver eller specialer om bestemte forhold. Allerede fra midten af 80'erne var rekrutteringsgrudlaget langt overvejende unge, der havde rejst i bestemte lande og ønskede at arbejde i solidaritet med disse. Førstnævnte gruppe var nok langt bedre teoretisk funderet, men sidstnævnte gruppe har et langt større personligt engagement, og er derfor aktive i arbejdet i langt flere år.

A.J.